HÆR, HÆRVÆSEN

En hær er en større skare bevæbnede mænd som er organiseret og trænet til krigsførelse til lands. Det almindelige hebraiske ord for „hær“ (tsava’ʹ) bruges som regel om en jordisk hærstyrke (4Mo 1:3), men det kan også betegne en hær af åndeskabninger i himmelen (1Kg 22:19) og fysiske himmellegemer der optræder i stor mængde. (5Mo 4:19) Det hebraiske ord chaʹjil, der øjensynlig kommer af en verbalrod med betydningen „at være stærk (vare ved)“ (Job 20:21), bruges som betegnelse for „en styrke“ og „en kampstyrke“ (2Sa 8:9; 1Kr 20:1), men kan også betyde „handlekraft“, „dygtighed“, „forråd“ og „velstand“. (5Mo 33:11; 1Kr 9:13; Ord 31:29; Es 8:4; Ez 28:4) Det hebraiske ord gedhudhʹ betegner „en røverbande“ eller „tropper“. (2Sa 22:30; 2Kr 25:9) Af de fire græske ord der i Bibelen oversættes med „hær“, kommer de tre (stratiaʹ, straʹteuma og stratoʹpedon) af ordet stratosʹ, der egentlig betyder „lejr“ og derefter „hær“, det vil sige en hær der ligger i lejr (i modsætning til en hær der er opstillet i slagorden). Stratoʹpedon indeholder leddet peʹdon (land, jord, grund) og oversættes derfor med ’lejret hær’. (Lu 21:20) Det græske ord parembolēʹ (af paraʹ [ved siden af] og balʹlō [kaste]) sigter bogstaveligt til det at fordele eller opstille soldater i slagorden. Det bruges i betydningen „hær“, „soldaternes kvarter“ og „lejr“. — He 11:34; Apg 21:34; Åb 20:9.

Jehovas førkristne tjenere har deltaget i krigsførelse siden Abrahams tid. Da elamitten Kedorlaomer og hans forbundsfæller havde taget Abrahams nevø Lot og hans husstand til fange, mønstrede Abraham sin hær af „trænede mænd, tre hundrede og atten trælle“, og satte med denne hær og sine pagtsfæller efter erobrerne, som han indhentede ved Dan, ca. 200 km mod nordnordøst. Derefter delte han sin styrke og angreb om natten, en strategi der ofte blev anvendt i bibelsk tid. — 1Mo 14:13-16.

Israelitterne. Over 400 år senere drog Israels folk ud af Ægypten i stor hast, men i velorganiseret „kampformation“, muligvis som en femdelt hær bestående af en hovedstyrke og en fortrop, en bagtrop og to flanker. (2Mo 6:26; 13:18) Den ægyptiske hær som optog forfølgelsen, bestod af „seks hundrede udsøgte stridsvogne . . . og alle Ægyptens andre vogne“. Hver stridsvogn var normalt bemandet med tre mand, en vognstyrer og to vognkæmpere, sandsynligvis bueskytter, eftersom buen var ægypternes hovedangrebsvåben. De var ledsaget af rytteri. (2Mo 14:7, 9, 17) Ifølge Josefus (Jewish Antiquities, II, 324 [xv, 3]) blev hebræerne „forfulgt af 600 stridsvogne foruden 50.000 ryttere og svært fodfolk i et antal af 200.000“. — Se ADJUDANT.

Kort efter udgangen blev israelitterne inddraget i det første militære slag som et frit folk. Da de nåede til Refidim i nærheden af Sinaj Bjerg, blev de angrebet af amalekitterne, og på Moses’ befaling samlede Josua hurtigt en kampstyrke. Kampen varede næsten hele dagen, og trods deres manglende erfaring i krigskunst sejrede israelitterne med Jehovas hjælp. — 2Mo 17:8-14.

Omkring et år efter udgangen blev der foretaget en optælling af alle af mandkøn fra 20-årsalderen og opefter som kunne udtages til at tjene i hæren. De udgjorde i alt 603.550. (4Mo 1:1-3, 45, 46) En tilsvarende optælling ved slutningen af ørkenvandringen viste at mandskabsstyrken da var faldet til 601.730. (4Mo 26:2, 51) Eftersom levitterne var fritaget for militærtjeneste, var de ikke medregnet i disse tal, men blev mønstret særskilt. — 4Mo 1:47-49; 3:14-39; 26:57, 62.

Regler om fritagelse. Foruden medlemmerne af Levis stamme var følgende personer fritaget for at gøre militærtjeneste: (1) Den der havde bygget sig et nyt hus og ikke havde indviet det, (2) den der havde plantet en vingård og ikke taget den i brug, (3) den der havde forlovet sig med en kvinde og ikke taget hende til ægte, (4) den nygifte i sit ægteskabs første år og (5) den der var bange og forsagt af hjertet. — 5Mo 20:5-8; 24:5.

Hærordningen efter erobringen af Kana’an. Efter bosættelsen i Kana’an var der kun ringe behov for en større stående hær; de mindre grænsestridigheder der opstod, blev som regel klaret af de enkelte stammer som var berørt af dem. Når det blev nødvendigt at samle en større kampstyrke fra flere stammer, lod Jehova dommere fremstå som kunne tage kommandoen. Opfordringen til mobilisering blev givet på forskellige måder: ved hornsignaler, ved sendebud eller ved særlige tegn som blev sendt rundt for at opildne mændene til kamp. — 4Mo 10:9; Dom 3:27; 6:35; 19:29; 1Sa 11:7.

Det lader til at krigerne selv stillede med deres våben: sværd, spyd, lanser, kastespyd, slynger, buer og pile. Soldaterne skulle i almindelighed også selv sørge for deres forplejning; det var derfor Isaj sendte proviant til sine sønner i Sauls hær. (1Sa 17:17, 18) Der nævnes dog ét tilfælde hvor en tiendedel af de frivillige blev udtaget til at sørge for proviant til de øvrige. — Dom 20:10.

Eftersom Jehova var til stede i Israels lejr, måtte soldaterne være hellige, ceremonielt rene. (5Mo 23:9-14) Det var grunden til at både David og Urias omhyggeligt undgik kønslig omgang så længe de gjorde tjeneste, for under Moseloven var en mand der havde haft samleje, uren indtil næste dag. (3Mo 15:16-18; 1Sa 21:1-6; 2Sa 11:6-11) Hedenske landes soldater voldtog ofte kvinderne i de erobrede byer, men det gjorde de israelitiske soldater ikke. De måtte heller ikke gifte sig med en tilfangetagen kvinde den første måned. — 5Mo 21:10-13.

Skønt Israels sejre i sidste ende afhang af Jehova, var det nødvendigt at hæren blev ledet på en god måde. Dette ansvar hvilede på udnævnte forstandere, tusindførere og hundredførere. Der var desuden præster som havde til opgave at indgyde soldaterne mod og fremhæve formålet med felttoget. (4Mo 31:6, 14; 5Mo 20:2-4, 9) I dommertiden var det den dommer som Jehova lod fremstå, der personligt gik i spidsen for hæren. Han lagde også taktikken eller strategien, som kunne bestå i at man leverede et frontalt angreb, foretog et overraskelsesangreb, delte hæren i flere hold (som regel tre), lagde baghold, indtog en flods vadesteder eller andet. — Jos 8:9-22; 10:9; 11:7; Dom 3:28; 4:13, 14; 7:16; 9:43; 12:5.

Under kongedømmet. Da israelitterne ikke længere var tilfredse med den teokratiske ordning under dommerne, ønskede de at „være som alle nationerne“ og at have en konge der kunne drage ud i spidsen for dem og føre deres krige. (1Sa 8:20) Samuel advarede dem om at en sådan konge ikke ville kæmpe alene. Han ville tage deres sønner og sætte dem i sine stridsvogne og i sit rytteri, og de skulle løbe foran hans stridsvogne. (1Sa 8:11, 12; se LØBERE.) Kongen var øverstkommanderende, og hærføreren var næstkommanderende. — 1Sa 14:50.

Størrelsen og styrken af Sauls hær varierede efter behovet. Ved en lejlighed udvalgte han sig 3000 mand, hvoraf 1000 blev stillet under hans søn Jonatans kommando. (1Sa 13:2) Til et andet felttog mønstrede han 330.000 mand. (1Sa 11:8) Men i sammenligning med filistrenes teknisk veludrustede hær, der ved Mikmas ifølge den masoretiske tekst bestod af 30.000 stridsvogne, 6000 mand i rytteriet og „folk så talrige som sandskornene der er ved havets bred“, forekom israelitternes hær meget dårligt udrustet. „På kampdagen fandtes der hverken sværd eller spyd i hånden på nogen af de folk der var hos Saul og Jonatan.“ Der var kun våben til Saul og Jonatan selv. — 1Sa 13:5, 22.

Under Davids regering blev den israelitiske hær gjort både større og mere slagkraftig. Over 300.000 bevæbnede mænd samledes i Hebron for at gøre David til konge efter Saul. (1Kr 12:23-38) Der var også ikkeisraelitter i Davids hær. — 2Sa 15:18; 20:7.

David bibeholdt i vid udstrækning den hidtidige opbygning af hæren, idet han selv beklædte stillingen som øverstbefalende og under sig havde en hærfører (Joab, Abner, Amasa) hvorunder der sorterede tusindførere og hundredførere. (2Sa 18:1; 1Kg 2:32; 1Kr 13:1; 18:15) Men han udtænkte også noget nyt som han indførte: et system med 12 grupper eller skifter på hver 24.000 mand (i alt 288.000) som tjente en måned ad gangen, sådan at de enkelte soldater under normale forhold kun var indkaldt en måned om året. (1Kr 27:1-15) De 24.000 der tjente i hæren i samme måned, kom ikke alle fra den samme stamme, men hver stamme stillede måned efter måned året igennem et antal soldater som indgik i det månedlige skifte.

Rytteri og stridsvogne. Stridsvogne — mobile affyringsplatforme — var i høj kurs hos babylonierne, assyrerne og ægypterne på grund af deres hurtighed og manøvredygtighed. De blev således et passende symbol på de førende verdensrigers militære magt. Under David, Israels betydeligste feltherre, bestod hæren imidlertid udelukkende af fodfolk med håndvåben som sværd, spyd, bue og slynge. David har uden tvivl mærket sig at Jehova frarådede sit folk at sætte sin lid til heste for at vinde sejr (5Mo 17:16; 20:1), at Faraos heste og vogne blev „kastet i havet“ af Jehova (2Mo 15:1, 4), og at Jehova åbnede himmelens sluser over Siseras „ni hundrede stridsvogne med jernleer“ sådan at „Kisjons Regnflod skyllede dem bort“. — Dom 4:3; 5:21.

Ligesom Josua havde skåret haserne over på fjendens heste og brændt fjendens stridsvogne, skar David derfor haserne over på de heste han erobrede fra kong Hadad’ezer af Zoba. Kun 100 blev skånet. (Jos 11:6-9; 2Sa 8:4) I en sang forklarede han at hans fjender stolede på heste og vogne, men, sagde han, „for os er det Jehova vor Guds navn vi bekender os til“. „Falsk er hesten til frelse.“ (Sl 20:7; 33:17) Eller, som det hedder i ordsproget: „Hesten holdes klar til krigens dag, men frelsen tilhører Jehova.“ — Ord 21:31.

Under kong Salomons regering begyndte et nyt kapitel i Israels hærs historie. Skønt der var forholdsvis fredeligt under hans regering, anskaffede han sig mange heste og stridsvogne (se STRIDSVOGN), hovedsagelig ved import fra Ægypten, og byggede byer rundt om i riget, hvor disse nye enheder blev stationeret. (1Kg 4:26; 9:19; 10:26, 29; 2Kr 1:14-17) Jehova velsignede imidlertid ikke denne nye udbygning af hæren under Salomon, og med hans død og rigets deling blev hæren svækket. Som Esajas senere skrev: „Ve dem der går ned til Ægypten efter hjælp, som støtter sig til heste og som sætter deres lid til stridsvogne, fordi de er talrige, og til stridsheste, fordi de er meget stærke, men som ikke har set hen til Israels Hellige og ikke har søgt Jehova.“ — Es 31:1.

Efter rigets deling. Efter rigets deling var der konstant fjendskab mellem Juda og Israel. (1Kg 12:19, 21) Rehabeams efterfølger, Abija, rådede kun over 400.000 mand i sin hær, mens Jeroboam kom imod ham med 800.000. På trods af den israelitiske overmagt var judæerne stærkere „fordi de støttede sig til Jehova“. Israel mistede 500.000 mand. — 2Kr 13:3-18.

Foruden de interne stridigheder mellem de to riger måtte de begge regne med fjendtligheder fra de omkringboende hedenske nationers side. Israel var tvunget til at opretholde en stående hær på grund af de stadige angreb fra Aram i nord. (2Kg 13:4-7) Juda måtte også nu og da kæmpe mod angribende hedenske hære. Ved én lejlighed trængte ægypterne ind i Juda og tog meget bytte. (1Kg 14:25-27) Ved en anden lejlighed drog Ætiopien mod Juda med en hær på 1.000.000 mand og 300 stridsvogne. Kong Asas styrke var kun på 580.000, men eftersom han ’påkaldte sin Gud Jehova’, lod Jehova ætiopierne lide nederlag, og ikke én af dem forblev i live. — 2Kr 14:8-13.

Da Josafat blev angrebet af moabitterne, ammonitterne og ammonim-folkene, satte han også, trods sine 1.160.000 mand, sin lid til Jehova. Han „rettede sit ansigt mod at søge Jehova“, og Jehovas svar lød: „Kampen er ikke jeres, men Guds.“ (2Kr 17:12-19; 20:1-3, 15) Der blev skrevet militærhistorie ved denne lejlighed, for et kor af øvede sangere „drog ud foran de væbnede mænd“ og sang: „Pris Jehova.“ I deres forvirring udslettede fjenderne hinanden. — 2Kr 20:21-23.

Den romerske hær. Den romerske borgerhær, der på Augustus’ tid menes at have været på 300.000 mand, var helt anderledes organiseret end de tidligere verdensrigers hære. Den var inddelt i hovedafdelinger kaldet legioner, men frem for at være en specialiseret deling af en større styrke var hver legion en stor uafhængig troppeenhed, en fuldstændig hær i sig selv. Undertiden kæmpede flere legioner sammen under en fælles ledelse, som da fire legioner forenede deres kræfter under Titus ved belejringen af Jerusalem i år 70. Men som regel klarede hver legion selvstændigt sine opgaver, bistået af hjælpetropperne, auxilia, der bestod af ikkeromere fra alle dele af riget, ofte lokale frivillige. Langs grænserne var der stationeret hjælpetropper som blev støttet af legionerne. Efter god tjeneste og ærefuld afsked fik soldaterne i auxilia romersk borgerret.

Antallet af legioner varierede. Oprindelig var der blot fire; ved kejser Augustus’ død var der 25, og senere var der op til 33. Antallet af soldater der udgjorde en legion, varierede gennem tiderne fra ca. 4000 til 6000. (I det 1. årh. var det normalt på 6000.) Af den grund anvendes ordet „legion“ i Bibelen øjensynlig om et stort, men ikke nærmere bestemt antal. (Mt 26:53; Mr 5:9; Lu 8:30) Hver legion havde sin egen øverstkommanderende, der kun var ansvarlig over for kejseren, og under ham var der seks militærtribuner kaldet chiliarker. — Mr 6:21, fdn.; Joh 18:12; Apg 21:32–23:22; 25:23; se MILITÆRTRIBUN.

Legionen var inddelt i ti kohorter eller hærafdelinger. I Bibelen omtales „Den Italienske Hærafdeling“ og „Den Kejserlige Hærafdeling“. (Apg 10:1; 27:1; se HÆRAFDELING, DEN KEJSERLIGE.) Ved Herodes Agrippas død i år 44 var der fem kohorter i Cæsarea. Legionen var yderligere inddelt i 60 centurier, som hver bestod af omkring 100 mand og var underlagt en centurions befaling. Centurionerne spillede en meget vigtig rolle i hæren, da det var dem der holdt eksercits med soldaterne. (Mt 8:5-13; 27:54; Apg 10:1; 21:32; 22:25, 26; 23:17, 23; 24:23; 27:1, 6, 11, 31, 43; se CENTURION.) I hver legion var der ti officerer af særlig rang der fungerede som livvagter, kurerer og i nogle tilfælde som skarprettere. — Mr 6:27.

Legionerne havde deres forskellige felttegn eller faner prydet med billeder af dyr, specielt ørnen. Senere kom små statuer af kejseren til. Disse felttegn havde religiøs betydning. De blev regnet for hellige, der blev vist dem en næsten guddommelig ære, og man beskyttede dem med livet som indsats. Af disse grunde var deres tilstedeværelse i Jerusalem en torn i øjet på jøderne.

De første kristnes indstilling til at tjene i hæren. De første kristne nægtede at tjene i den romerske hær, både i legionerne og i hjælpetropperne, da de anså en sådan tjeneste for at være uforenelig med den kristne lære. Justinus Martyr, der levede i det 2. århundrede e.v.t., siger i sit værk „Dialog Med Jøden Tryfon“ (CX): „Vi der var optaget af krig, indbyrdes myrderi og enhver form for ondskab, har hver især i hele verden lavet vore krigsvåben om — vore sværd til plovjern og vore spyd til landbrugsredskaber.“ (The Ante-Nicene Fathers, bd. I, s. 254) Tertullian (ca. 200 e.v.t.) kommer i sin afhandling „Om Soldaterkransen eller De Corona“ (kap. XI) ind på spørgsmålet „om kristne i det hele taget kan beskæftige sig med krigshåndværket“. Han viser på grundlag af Bibelen at selve soldaterlivet er utilladeligt, og slutter med at sige: „Jeg afviser soldaterlivet for os.“ — The Ante-Nicene Fathers, 1957, bd. III, s. 99, 100.

„En omhyggelig gennemgang af alt det materiale der er til rådighed, viser at helt op til Marcus Aurelius’ tid [121-180] var der ingen kristen der blev soldat; og ingen soldat der blev kristen, forblev i militærtjenesten.“ (The Rise of Christianity af E. W. Barnes, 1947, s. 333) „Som det vil ses, har man indtil nu ikke noget egentligt vidnesbyrd om at så meget som en eneste kristen blev soldat mellem år 60 og ca. 165 e.Kr.; . . . i det mindste frem til Marcus Aurelius’ regeringstid blev ingen kristen mand soldat efter sin dåb.“ (The Early Church and the World af C. J. Cadoux, 1955, s. 275, 276) „Indtil omtrent Aar 170 hører vi i den kristne Menighed intet om Militærspørgsmaalet. ’Den døbte Kristne blev simpelt hen ikke Soldat.’“ (Kirken og Krigen af G. J. Heering, 1932, s. 35) „De kristnes adfærd adskilte sig stærkt fra romernes. . . . Eftersom Kristus havde forkyndt fred, nægtede de at blive soldater.“ (Our World Through the Ages af N. Platt og M. J. Drummond, 1961, s. 125) „De første kristne mente at det var forkert at kæmpe, og de ville ikke tjene i hæren, selv ikke når imperiet manglede soldater.“ (The New World’s Foundations in the Old af R. og W. M. West, 1929, s. 131) „De kristne . . . veg tilbage for statsembeder og militærtjeneste.“ (Den redaktionelle indledning til „Persecution of the Christians in Gaul, A.D. 177“ i The Great Events by Famous Historians, redigeret af R. Johnson, 1905, bd. III, s. 246) „Medens de [de kristne] hævdede den passive lydigheds princip, vægrede de sig ved at tage aktiv del i rigets civilforvaltning eller i dets ydre forsvar. . . . det var ikke muligt, at de kristne uden at svigte andre og mere hellige pligter kunne gå hen og blive soldater, øvrighedspersoner eller regenter.“ — Det romerske riges forfald og undergang af Edward Gibbon, 1963, bd. 1, s. 208.

De himmelske hære. Himmelens „hær“ i betydningen ’en velorganiseret mængde’ betegner ikke blot stjernevrimmelen, men også, og hyppigere, de store skarer af engle eller åndeskabninger der står under Jehova Guds overkommando. (1Mo 2:1; Ne 9:6) Udtrykket „Hærstyrkers Jehova“ forekommer 283 gange i De Hebraiske Skrifter, første gang i 1 Samuel 1:3, og det tilsvarende udtryk på græsk forekommer to gange i De Kristne Græske Skrifter. (Ro 9:29; Jak 5:4; se HÆRSTYRKERS JEHOVA.) Til beskrivelsen af de himmelske hærstyrker bruges sådanne militære udtryk som „legioner“, „stridsvogne“ og „rytteri“. (2Kg 2:11, 12; 6:17; Mt 26:53) Jehovas usynlige hærstyrker råder over „tusinder og atter tusinder“ af stridsvogne. (Sl 68:17) Hans styrker er uovervindelige. „Fyrsten over Jehovas hær“ viste sig med draget sværd for Josua og gav ham instruktioner om hvordan Jeriko skulle indtages. (Jos 5:13-15) Én engel fra disse himmelske hærstyrker dræbte på en enkelt nat 185.000 assyrere. (2Kg 19:35) Da der udbrød krig i himmelen, kastede Mikael og hans engle Satan og hans dæmoner ned til et område i jordens nærhed. (Åb 12:7-9, 12) Ingen fjender vil undslippe når „Kongers Konge og Herrers Herre“ i spidsen for „hærene som [er] i himmelen“ kæmper mod og tilintetgør „vilddyret og jordens konger og deres hære“. (Åb 19:14, 16, 19, 21) Samtidig vil Jehovas vældige usynlige hær imidlertid beskytte hans trofaste tjenere på jorden. — 2Kg 6:17; Sl 34:7; 91:11; Da 6:22; Mt 18:10; Apg 12:7-10; He 1:13, 14.

Se også KRIG; SOLDAT; VÅBEN, RUSTNING.