Religionens fremtid i lyset af dens fortid

23. del: Fra 1945 og frem — Regnskabets time er nær

„Forudsætningen for at folk kan blive lykkelige er at religionen bliver afskaffet.“ — Karl Marx, tysk sociolog og økonom fra det 19. århundrede

TIL trods for at Karl Marx til begge sider i familien havde adskillige jødiske slægtninge som var rabbinere, blev han i en alder af seks år døbt som protestant. Allerede som ganske ung blev han dog skuffet over religion og politik. Han nåede til den konklusion at hvis menneskeheden nogen sinde skulle blive lykkelig måtte både religion og politik gennemgå en drastisk forandring.

Det er også hvad Bibelen giver udtryk for. Mens de drastiske forandringer som Karl Marx foreslog ikke har medført virkelige forbedringer, så vil de forandringer som Bibelen har forudsagt vil finde sted i vor generation, helt sikkert resultere i varige goder.

Den falske religion har siden 1914 pådraget sig blodskyld i et omfang som aldrig før. Desuden har den siden da været plaget af voksende uenighed og manglende opbakning i befolkningen. (Se de to foregående artikler i denne serie.) I skarp kontrast hertil har den sande tilbedelse haft fremgang det ene år efter det andet.

Men hvad ligger der forude? Det er nu som aldrig før på sin plads at spørge ’Hvad er religionens fremtid i lyset af dens fortid?’

Hvad siger Bibelen?

Begivenheder der fandt sted i det første århundrede efter vor tidsregning kaster lys over sagen. Fordi Israel var begyndt at dyrke falsk religion stod nationen, i overensstemmelse med profetien, over for eksekveringen af Guds dom. Der blev imidlertid sørget for at de der holdt fast ved den sande tilbedelse kunne undgå at blive udslettet sammen med den jødiske ordning. Jesus sagde til sine disciple: „Når I ser Jerusalem omringet af lejrede hære, så skal I vide at dens ødelæggelse er kommet nær. Så lad dem der er i Judæa flygte til bjergene, og lad dem der er i dens midte gå ud.“ — Lukas 21:20, 21.

I år 66 e.v.t. blev Jerusalem omringet af de romerske hære. Byen stod øjensynlig over for sit endeligt. Men pludselig trak hærene sig tilbage, hvilket gjorde det muligt for de kristne at flygte i sikkerhed. Hvis nogen skulle have fået den opfattelse at det frafaldne Israel havde undgået dommen, fik de noget ganske andet at se fire år senere. Da vendte romerne nemlig tilbage, belejrede byen på ny og indtog den til sidst, med enorme tab af menneskeliv blandt byens indbyggere til følge. Tre år senere faldt Masada som den sidste jødiske fæstning. Men den sande tilbedelse overlevede sammen med de trofaste kristne.

I vor tid står hele den falske religions verdensimperium over for en knusende ødelæggelse. Endnu en gang er „lejrede hære“ ved at forberede sig til at eksekvere Guds dom. Ligesom de romerske hære i det første århundrede tjente til at opretholde Pax Romana (den romerske fred), sådan tjener de „lejrede hære“ i vor tid også som et redskab der søger at bevare freden. Bibelprofetien peger på at militariserede kræfter blandt FN’s medlemsnationer vil komme til at tjene som det redskab Jehova vil benytte til én gang for alle at gøre regnskabet op med det modbilledlige Jerusalem, nemlig kristenheden, tillige med den resterende del af Babylon den Store. — Åbenbaringen 17:7, 16.

Hvornår vil dette ske? Første Thessalonikerbrev 5:3 svarer: „Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil pludselig undergang komme over dem ligesom veerne over den gravide; og de skal afgjort ikke undslippe.“

„Fredsepidemien“

I 1988 udtalte den forhenværende amerikanske udenrigsminister George Schultz at „freden er ved at bryde ud over alt“. En ekspert i udenrigspolitik talte om en „fredsepidemi“. Det ansete vesttyske ugeblad Die Zeit spurgte: „Kunne det tænkes, i et århundrede så fyldt med katastrofer, at det sidste årti vil markere afslutningen på alle ødelæggelser og begyndelsen på en ny æra med fredelig sameksistens?“ Og bladet Time skrev: „Freden truer i Iran-Iraq, Kampuchea, Afghanistan, Sydafrika og tilmed i Mellemamerika.“

Også i 1989, der nu er ved at gå på hæld, har der været megen tale om fred. I februar skrev den vesttyske avis Süddeutsche Zeitung i en ledende artikel: „Siden 1985 har vi befundet os i en fase hvor supermagterne ikke blot har trukket kløerne til sig. . . . I dag er der næppe noget sted på jorden hvor de to supermagter ikke er ved at nærme sig hinanden. . . . I hvert fald har der aldrig før vist sig så positive tegn, aldrig før har begge parter været så seriøse og aldrig før er der på samme tid blevet taget så mange skridt i den rigtige retning.“

For blot seks år siden var udsigterne ikke nær så lyse. Journalisten Roy Larson bemærkede dengang: „I løbet af 1983 råbte religiøse ledere over hele verden på fred, men der var ingen fred.“ Er den overraskende drejning i verdensbegivenhederne siden da en opfyldelse af Første Thessalonikerbrev 5:3? Vi ved det ikke, men det står helt klart, her i december 1989, at vi nu er nærmere „fred og sikkerhed“ end før.

Religiøse ledere arbejder hårdt — for hvad?

Som Roy Larson viser har de religiøse ledere bestemt ikke forholdt sig passive i fredsbestræbelserne. I sin vurdering af begivenhederne i 1983 fortsætter han med at nævne pave Johannes Paul II’s „pilgrimsfærd for fred“ til Mellemamerika og Caraibien. Desuden vedtog den amerikanske landskonference for katolske biskopper et hyrdebrev med titlen „Opfordring til fred“. Kort efter blev en resolution med et lignende indhold godkendt af repræsentanter for mere end 300 kirker fra 100 lande der var forsamlet til den sjette generalforsamling i Kirkernes Verdensråd. Også mange protestanter var ifølge Roy Larson optaget af hvad han betegner som „det globale fredsengagement“.

Kirkernes Verdensråd havde både ved oprettelsen i 1948 og ved konferencen i 1966 udtalt sig stærkt imod brugen af moderne udryddelsesvåben. Dette har bevæget mange gejstlige og teologer til at ’gå i felten for fred’, blandt andre den tyske protestantiske teolog Helmut Gollwitzer. I forbindelse med hans 80 års fødselsdag tidligere på året priste et schweizisk protestantisk ugeblad ham som „en politisk bevidst teolog der altid har kæmpet for fred“ og som „i sin undervisning og i sit politiske engagement har øvet en stærk indflydelse på mange teologer og på fredsbevægelsen inden for kirken“.

Da De Forenede Nationer, som netop har til formål at „opretholde international fred og sikkerhed“, udråbte 1986 som internationalt fredsår, kan det ikke undre at dette projekt fik aktiv støtte fra Babylon den Store. Dette år mødtes religiøse ledere fra hele verden i Assisi for at bede for fred. Foruden paven og ærkebiskoppen af Canterbury var der 700 repræsentanter fra forskellige trossamfund til stede, deriblandt navnkristne, buddhister, hinduer, muslimer, afrikanske åndedyrkere, amerikanske indianere, jøder, sikher, zarathustratilbedere, shintoister og jainister.

For ikke så længe siden, i januar 1989, skrev den australske avis Sunday Telegraph at „buddhister, kristne, hinduer, jøder, muslimer, sikher, unitarer, bahaitilhængere, jainister, kungfutsianere, shintoister, taoister, Raja Yoga- og Zarathustratilbedere,“ havde været i Melbourne til den femte samling af Verdenskonferencen om Religion og Fred. Det er interessant at „mere end 600 delegerede fra cirka 85 lande . . . erkendte at spændinger forårsaget af religiøse skel længe er blevet misbrugt som en af de væsentligste grunde til at føre krig“.

Det religiøse engagement i fredsbestræbelserne bekræfter hvad Dag Hammarskjöld, den tidligere generalsekretær for FN, engang sagde: „Organisationen (FN) og kirkerne står side om side i de bestræbelser som alle mennesker med god vilje, uanset tro eller tilbedelsesform, gør sig for at indføre fred på jorden.“

Babylon den Stores protestmarcher, dens offentlige demonstrationer og andre mere skjulte former for religiøs indblanding i politiske anliggender vil ikke desto mindre føre til dens undergang.a Denne aktivitet har allerede været årsag til en del gnidninger, som Albert Nolan, en dominikanermunk fra Sydafrika, for nylig erkendte: „Det eneste effektive middel til at opnå fred i overensstemmelse med Guds vilje er at tage del i kamp. . . . Kravet om nedrustning vil uvægerlig føre til konflikt med statsmagten.“

Lad blot Babylon den Store fortsat råbe på fred. Lad blot paven fortsat fremsige sin traditionelle velsignelse Urbi et orbi (til byen [Rom] og verden) ved jul og påske. Lad ham blot fortsat give udtryk for den antagelse — som han gjorde i maj 1989 — at det igangværende politiske tøbrud er Guds svar på „de kristnes“ bønner. Babylon den Store kan ikke løbe fra sin blodige fortid ved at bruge store ord og ved uberettiget at påberåbe sig Guds velsignelse. Hun udgør selv den største hindring der nogen sinde har eksisteret for fred mellem mennesker indbyrdes og for fred mellem mennesker og Gud. Hvert eneste af menneskehedens problemer kan direkte eller indirekte spores tilbage til hendes dør!

Ironisk nok vil netop den „fred og sikkerhed“ som den falske religion i forening med FN fortsat arbejder så hårdt for, betyde dens ødelæggelse! Den falske religions endeligt vil hævde den Gud der står bag den sande tilbedelse, ham der siger: „Bliv ikke vildledt: Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ — Galaterne 6:7.

Spild ikke tiden — flygt for livet!

Tiden er nær da den falske religion vil blive krævet til regnskab! Den eneste måde hvorpå man kan undgå at miste livet er ved uden tøven at flygte fra dette religiøse system. (Åbenbaringen 18:4) Den sidste fase i nedtællingen til denne ødelæggelse er allerede begyndt.

Når Guds smukke jord er blevet renset for al falsk religion og pseudoreligiøs nationalisme, vil kun den sande tilbedelse under Guds riges styre være tilbage. Hvilke storslåede fremtidsperspektiver åbner dette ikke for de mennesker der overlever disse drastiske forandringer! Vil du være at finde blandt dem? Kunne du tænke dig at opleve den glæde der vil være forbundet med „Den sande religions evige værdier“? Så læs den sidste artikel i denne serie, der vil blive bragt i Vågn op! for 22. december 1989.

[Fodnote]

[Illustration på side 25]

FN-bygningen i New York og en statue for verdensfred — en mand der smeder sværd til plovjern