Kapitel 33

Vi må til stadighed holde os vågne

„EFTERSOM Jesus tydeligt sagde at ingen kunne vide noget om ’den dag’ eller ’timen’ da Faderen ville befale sin søn at ’komme’ imod Satans onde tingenes ordning, vil nogle måske spørge: ’Hvorfor er det da så bydende nødvendigt at leve i forventning om enden?’ Det er det fordi Jesus praktisk talt i samme åndedrag tilføjede: ’Vær agtpågivende, våg . . . hold jer derfor vågne.’ (Markus 13:32-35)“ — Vagttårnet, 1. august 1985.

Jehovas vidner har nu holdt sig vågne i årtier. I hvilken forstand? De har opmærksomt ventet på at Jesus skulle komme i Rigets magt for at eksekvere dommen over Satans onde tingenes ordning og lade sit riges herredømme komme hele jorden til gavn! (Matt. 6:9, 10; 24:30; Luk. 21:28; 2 Thess. 1:7-10) De der holder sig vågne véd at „tegnet“ på Jesu nærværelse har kunnet ses siden 1914 og at den nuværende tingenes ordning gik ind i sine sidste dage i det år. — Matt. 24:3–25:46.

Men Jesus er endnu ikke kommet som domsfuldbyrder og befrier. Så hvordan betragter Jehovas vidner deres nuværende situation?

’Fuldt forvissede’ om deres forståelse

Som en verdensomspændende menighed er de ’fuldt forvissede’ om deres forståelse. (Kol. 2:2) De mener ganske vist ikke at de forstår hver eneste detalje af Jehovas hensigter. De bliver ved med at ransage Skrifterne uden forudfattede meninger, og de bliver ved med at lære. Men det de lærer ændrer ikke deres grundlæggende syn på de fundamentale sandheder i Guds ord. De er ’fuldt forvissede’ om disse grundsandheder; de har forstået og accepteret dem i mange årtier nu. Det de lærer giver dem en voksende forståelse af hvordan bestemte skriftsteder passer ind i hele Bibelens sandhedsmønster og hvordan de i højere grad personligt kan følge Guds ords vejledning.

Jehovas vidner er også ’fuldt forvissede’ med hensyn til Guds løfter. De har absolut tillid til at alle hans løfter vil blive indfriet, selv i de mindste detaljer, og at de alle vil blive opfyldt til hans fastsatte tid. Bibelprofetiers opfyldelse, som de både har set og erfaret, giver dem således fuld vished om at „endens tid“ nu er kommet for den nuværende verden og at Guds løfte om en retfærdig ny verden snart vil blive til virkelighed. — Dan. 12:4, 9; Åb. 21:1-5.

Hvad bør de da gøre? „Vær agtpågivende, våg,“ befalede Jesus, „for I ved ikke hvornår den fastsatte tid er inde. Hold jer derfor vågne . . . for at [Herren] ikke, når han pludselig kommer, finder jer sovende. Men hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: Hold jer vågne.“ (Mark. 13:33, 35-37) Jehovas vidner er fuldstændig klar over hvor nødvendigt det er at de holder sig vågne.

At de til tider har forivret sig med hensyn til opfyldelsen af visse profetier, ændrer ikke de mange vidnesbyrd der siden den første verdenskrig har vist at vi befinder os ved afslutningen på denne tingenes ordning. Det er bestemt langt bedre at være ivrig — endda for ivrig — efter at se Guds vilje gennemført end at sove åndeligt med hensyn til opfyldelsen af hans hensigter. — Jævnfør Lukas 19:11; Apostelgerninger 1:6; Første Thessalonikerbrev 5:1, 2, 6.

Hvad indebærer det at holde sig vågen?

Hvordan man holder sig vågen

Kristne som holder sig vågne lægger ikke blot hænderne i skødet og venter. Nej, langtfra! De må i åndelig forstand holde sig i god form så at Jesus, når han kommer som domsfuldbyrder, vil vise sig at være deres befrier. (Luk. 21:28) „Vær opmærksomme på jer selv,“ advarede Jesus, „så jeres hjerter aldrig bliver tynget af frådseri og drikkeri og det daglige livs bekymringer, og den dag pludselig, i et øjeblik, er over jer som en snare. . . . Våg da.“ (Luk. 21:34-36) Vågne kristne må således først og fremmest ’være opmærksomme på sig selv’. De skal hver eneste dag leve sådan som kristne bør. De må holde sig lysvågne med hensyn til deres kristne forpligtelser og undgå den ukristne adfærd der kendetegner verden, som „ligger i den ondes magt“. (1 Joh. 5:19; Rom. 13:11-14) Når Kristus kommer, må de være parate.

Hvem har våget og holdt sig i god form, i åndelig forstand? De historiske oplysninger der er blevet fremlagt i de tidligere kapitler i denne bog, peger på Jehovas vidner. Det er tydeligt at de tager de forpligtelser alvorligt der er forbundet med at være kristen. For eksempel har de i krigstid været villige til at risikere fængsel og dødsstraf fordi de har været lysvågne over for pligten til at vise hinanden selvopofrende kærlighed og ikke at være en del af verden. (Joh. 13:34, 35; 17:14, 16) Deres ’gode adfærd’ i deres rigssale, ved deres store stævner og endda på deres verdslige arbejdspladser har gjort indtryk på udenforstående. (1 Pet. 2:12) I denne verden, der har „mistet al moralsk sans“, er de kendt for at føre et ærligt, moralsk rent liv. — Ef. 4:19-24; 5:3-5.

At våge indebærer imidlertid mere end at ’være opmærksom på sig selv’. En vægter må meddele andre hvad han ser. Nu i endens tid må årvågne kristne der tydeligt ser tegnet på Kristi nærværelse, forkynde ’den gode nyhed om riget’ for andre og advare dem om at Kristus snart vil komme og eksekvere dommen over denne onde tingenes ordning. (Matt. 24:14, 30, 44) På den måde hjælper de andre til at opnå „befrielse“. — Luk. 21:28.

Hvem har ved at lade advarselen lyde vist at de holder sig vågne? Jehovas vidner er kendt i hele verden for nidkært at forkynde Guds navn og rige. De overlader ikke forkyndelsen til en særlig præsteklasse. De forstår at det er et ansvar der påhviler alle troende. De betragter forkyndelsen som en vigtig del af deres tilbedelse. (Rom. 10:9, 10; 1 Kor. 9:16) Hvad har resultaterne været?

De udgør nu en voksende menighed med millioner af aktive medlemmer i over 220 lande over hele jorden. (Es. 60:22; jævnfør Apostelgerninger 2:47; 6:7; 16:5.) Nogle af de mægtigste regeringer i menneskehedens historie har forbudt deres arbejde, og endda arresteret og fængslet dem. Men Jehovas vidner er fortsat med at forkynde om Guds rige! De indtager samme faste holdning som apostlene, der, da de fik ordre til at holde op med at forkynde, erklærede: „Vi for vort vedkommende kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.“ „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apg. 4:18-20; 5:27-29.

„Bevar forventningen om det“

Jehovas vidners situation i dag ligner de kristnes i det første århundrede. Jesus havde givet dem et tegn der kunne vise dem hvornår de skulle flygte fra Jerusalem for at undgå dens ødelæggelse. ’Når I ser Jerusalem omringet af lejrede hære, så flygt,’ sagde Jesus. (Luk. 21:20-23) Godt 30 år senere, i år 66, blev Jerusalem omringet af romerske hære. Da hærene pludselig og tilsyneladende uden grund trak sig tilbage, fulgte de kristne Jesu vejledning og flygtede — ikke blot fra Jerusalem, men fra hele Judæas land — til byen Pella i Peræa.

Dér ventede de i sikkerhed. År 67 kom og gik. År 68 afløstes af år 69. Og Jerusalem var stadig frit. Skulle de vende tilbage? Jesus havde jo ikke sagt hvor længe de skulle vente. Men hvis nogen rejste tilbage, kom de til at fortryde det, for i år 70 vendte de romerske hære tilbage i et antal der fik dem til at virke som en flod der ikke kunne standses, og denne gang trak de sig ikke tilbage. I stedet ødelagde de byen og dræbte mere end en million mennesker. Hvor må de kristne i Pella have været lykkelige for at de havde ventet på Jehovas fastsatte tid til at eksekvere dommen!

Det forholder sig på samme måde med dem der i dag holder sig vågne. De forstår fuldt ud at jo længere vi når frem på endens tid, jo større en udfordring vil det være at bevare forventningen om Jesu komme. Men de har ikke mistet troen på Jesu ord: „Jeg skal sige jer en sandhed: Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“ (Matt. 24:34) Udtrykket „alt dette“ hentyder til de forskellige dele af det sammensatte ’tegn’. Dette tegn har kunnet ses siden 1914 og vil nå sit højdepunkt i ’den store trængsel’. (Matt. 24:21) Den „generation“ der levede i 1914 er hastigt ved at forsvinde. Enden kan ikke være langt borte.

I mellemtiden er Jehovas vidner fast besluttede på at holde sig vågne, i fuld tillid til at Gud vil opfylde alle sine løfter til sin fastsatte tid! De er opmærksomme på Jehovas ord til profeten Habakkuk. Det kunne se ud som om Jehova tolererede ondskaben i Juda rige i sidste halvdel af det syvende århundrede f.v.t. Men Jehova sagde til profeten: „Skriv synet [om afslutningen på de undertrykkende forhold] ned og lad det stå tydeligt på tavler, for at den der oplæser det kan gøre det flydende. For synet rækker frem til den fastsatte tid, og det iler af sted mod enden, og det lyver ikke. Hvis det [tilsyneladende] tøver, da bevar forventningen om det; for det skal nok komme. Det vil ikke være forsinket.“ (Hab. 1:2, 3; 2:2, 3) Jehovas vidner har tillid til Jehovas retfærdighed, og det hjælper dem til at være ligevægtige og vente på Jehovas „fastsatte tid“.

F. W. Franz, der blev døbt i 1913, har givet udtryk for de tanker Jehovas vidner gør sig. Som præsident for Vagttårnsselskabet sagde han i 1991:

„Vort håb er sikkert, og hvert eneste af de 144.000 medlemmer af den lille skare vil få indfriet deres håb i et omfang vi aldrig har kunnet forestille os. Vi af resten som levede i 1914, hvor vi alle ventede at blive taget til himmelen, har ikke mistet fornemmelsen af hvor værdifuldt dette håb er. Det er så levende for os som aldrig før, og vor værdsættelse af håbet vokser jo længere vi må vente på at få det indfriet. Det er værd at vente på, om man så skulle vente en million år. Jeg skatter vort håb højere end nogen sinde før, og jeg vil aldrig holde op med at værdsætte det. Den lille skares håb er også en forsikring om at den store skare af andre får med sikkerhed vil få deres forventninger indfriet på en langt mere betagende måde end de nogen sinde ville have drømt om. Det er derfor vi har holdt ud indtil nu, og vi vil holde ud indtil Gud viser at han indfrier sine ’dyrebare og største løfter’.“ — 2 Pet. 1:4; 4 Mos. 23:19; Rom. 5:5.

Den tid nærmer sig hastigt hvor Kristi nærværelse i Rigets magt vil være tydelig for hele menneskeheden. Da vil de der har holdt sig vågne „erfare opfyldelsen af løftet“. (Hebr. 10:36) Ja, deres forventninger vil blive indfriet ’i et omfang de aldrig har kunnet forestille sig’. De vil være lykkelige og taknemmelige for at de i de sidste dage for denne onde tingenes ordning til stadighed holdt sig vågne og nidkært forkyndte om Guds rige!

[Tekstcitat på side 713]

Fuldt forvissede om at „endens tid“ nu er kommet for den nuværende verden

[Tekstcitat på side 714]

De skal hver eneste dag leve sådan som kristne bør

[Tekstcitat på side 715]

Hvem har ved at lade advarselen lyde vist at de holder sig vågne?

[Tekstcitat på side 716]

„Jeg skatter vort håb højere end nogen sinde før, og jeg vil aldrig holde op med at værdsætte det“ — F. W. Franz

[Ramme/illustration på side 717]

Forkyndelsen i hele verden

År Lande

1920 ....... 46

1925 ....... 83

1930 ....... 87

1935 ...... 115

1940 ...... 112

1945 ...... 107

1950 ...... 147

1955 ...... 164

1960 ...... 187

1965 ...... 201

1970 ...... 208

1975 ...... 212

1980 ...... 217

1985 ...... 222

1992 ...... 229

Antal lande

Antallet af lande er beregnet ud fra den måde verden var opdelt på i begyndelsen af 1990’erne, ikke ud fra de politiske opdelinger der for eksempel fandtes da tidligere tiders store imperier havde herredømme over områder som nu er delt i flere uafhængige nationer.

År Menigh.

1940 ...... 5.130

1945 ...... 7.218

1950 ..... 13.238

1955 ..... 16.044

1960 ..... 21.008

1965 ..... 24.158

1970 ..... 26.524

1975 ..... 38.256

1980 ..... 43.181

1985 ..... 49.716

1992 ..... 69.558

Antal menigheder

Før 1938 førte man ingen ensartede internationale optegnelser over det samlede antal menigheder.

År Fork.

1935 ...... 56.153

1940 ...... 96.418

1945 ..... 156.299

1950 ..... 373.430

1955 ..... 642.929

1960 ..... 916.332

1965 ... 1.109.806

1970 ... 1.483.430

1975 ... 2.179.256

1980 ... 2.272.278

1985 ... 3.024.131

1992 ... 4.472.787

Antal forkyndere

Optællingsmetoden blev ændret flere gange i 1920’erne og begyndelsen af 30’erne. Menighederne sendte rapporter til Selskabet uge for uge, i stedet for en gang om måneden. (Det var først i oktober 1932 man begyndte at rapportere på månedlig basis.) For at blive talt med som klassearbejder (menighedsforkynder) skulle man, ifølge „Bulletin“ for 1. januar 1929, bruge mindst 3 timer om ugen (eller 12 timer om måneden) i forkyndelsen. Isolerede forkyndere skulle deltage i forkyndelsen mindst to timer om ugen.

År Pionerer

1920 ......... 480

1925 ....... 1.435

1930 ....... 2.897

1935 ....... 4.655

1940 ....... 5.251

1945 ....... 6.721

1950 ...... 14.093

1955 ...... 17.011

1960 ...... 30.584

1965 ...... 47.853

1970 ...... 88.871

1975 ..... 130.225

1980 ..... 137.861

1985 ..... 322.821

1992 ..... 605.610

Pionerer

De anførte tal omfatter hjælpepionerer, almindelige pionerer, specialpionerer, missionærer, kredstilsynsmænd og områdetilsynsmænd. Pionererne blev tidligere kaldt kolportører, og hjælpepionererne blev kaldt hjælpekolportører. For de fleste år gælder det at tallene repræsenterer et månedligt gennemsnit.

År Bibelst.

1945 ....... 104.814

1950 ....... 234.952

1955 ....... 337.456

1960 ....... 646.108

1965 ....... 770.595

1970 ..... 1.146.378

1975 ..... 1.411.256

1980 ..... 1.371.584

1985 ..... 2.379.146

1992 ..... 4.278.127

Hjemmebibelstudier

I 1930’erne blev der ledet en del studier med enkeltpersoner, men man lagde mest vægt på at lære folk at studere på egen hånd og på at organisere gruppestudier som andre interesserede i området kunne overvære. Senere ledede man studier med dem der viste ægte interesse indtil de var blevet døbt. På et endnu senere tidspunkt blev forkynderne tilskyndet til at fortsætte studiet indtil eleven havde fået tilstrækkelig hjælp til at blive en moden kristen.

År Timer

1930-35 ....... 42.205.307

1936-40 ....... 63.026.188

1941-45 ...... 149.043.097

1946-50 ...... 240.385.017

1951-55 ...... 370.550.156

1956-60 ...... 555.859.540

1961-65 ...... 760.049.417

1966-70 .... 1.070.677.035

1971-75 .... 1.637.744.774

1976-80 .... 1.646.356.541

1981-85 .... 2.276.287.442

1986-92 .... 5.912.814.412

Antal timer

Det var først i slutningen af 1920’erne at forkynderne generelt begyndte at rapportere hvor meget tid de brugte i tjenesten. Måden at tælle timerne på er undergået forandringer i tidens løb: I begyndelsen af 1930’erne medregnede man kun den tid man gik fra hus til hus — ikke den tid man brugte på at aflægge genbesøg. Denne rapport er meget imponerende, men den giver i virkeligheden kun et ufuldstændigt billede af den enorme mængde tid Jehovas vidner har anvendt i forkyndelsen af Guds rige.

År Pub. spredt

1920-25 ....... 38.757.639

1926-30 ....... 64.878.399

1931-35 ...... 144.073.004

1936-40 ...... 164.788.909

1941-45 ...... 178.265.670

1946-50 ...... 160.027.404

1951-55 ...... 237.151.701

1956-60 ...... 493.202.895

1961-65 ...... 681.903.850

1966-70 ...... 935.106.627

1971-75 .... 1.407.578.681

1976-80 .... 1.380.850.717

1981-85 .... 1.504.980.839

1986-92 .... 2.715.998.934

Publikationer spredt

På nogle få undtagelser nær omfatter tallene for årene før 1940 ikke blade, skønt der blev spredt millioner af eksemplarer. Tallene fra 1940 og fremefter omfatter bøger, brochurer og blade, men ikke de hundreder af millioner traktater som også er blevet spredt for at vække folks interesse for budskabet om Riget. Det samlede antal på 10.107.565.269 publikationer der er blevet spredt mellem 1920 og 1992 på over 290 sprog, vidner om at der er blevet aflagt et enestående, jordomspændende vidnesbyrd.

År Til stede Nød symb.

1935 ...... 63.146 ... 52.465

1940 ...... 96.989 ... 27.711

1945 ..... 186.247 ... 22.328

1950 ..... 511.203 ... 22.723

1955 ..... 878.303 ... 16.815

1960 ... 1.519.821 ... 13.911

1965 ... 1.933.089 ... 11.550

1970 ... 3.226.168 ... 10.526

1975 ... 4.925.643 ... 10.550

1980 ... 5.726.656 .... 9.564

1985 ... 7.792.109 .... 9.051

1992 .. 11.431.171 .... 8.683

Mindehøjtiden — tilstedeværende og deltagere

De tal man har fra mindehøjtiden før 1932 er ofte ufuldstændige. Undertiden blev kun grupper på 15, 20, 30 eller flere regnet med i det samlede, offentliggjorte tal. Interessant nok viser de foreliggende tal fra den tid at der blandt de tilstedeværende som regel var nogle som ikke nød symbolerne. I 1933 drejede det sig om cirka 3000.