Kapitel femten
Jehovas beslutning mod nationerne
1. Hvilken dom over Assyrien nedskriver Esajas?
JEHOVA kan bruge nationerne til at tugte sit folk for dets ondskab. Men selv om han gør det, undskylder han ikke de samme nationer for deres unødvendige grusomhed, deres stolthed og deres fjendskab mod den sande tilbedelse. Således inspirerede han længe i forvejen Esajas til at nedskrive ’budskabet om Babylon’. (Esajas 13:1) På Esajas’ tid udgjorde Babylon imidlertid en fremtidig trussel. Den øjeblikkelige trussel var Assyrien, som undertrykte Guds pagtsfolk. Det omstyrtede det nordlige rige, Israel, og hærgede en stor del af Juda. Dets sejr var dog begrænset. Esajas skriver: „Hærstyrkers Jehova har svoret og sagt: ’Visselig, som jeg har tænkt det, sådan skal det ske; . . . jeg vil knække assyreren i mit land så jeg kan nedtræde ham på mine bjerge; således skal hans åg forsvinde fra dem og hans byrde forsvinde fra deres skulder.’“ (Esajas 14:24, 25) Ikke længe efter at Esajas havde udtalt denne profeti, blev den assyriske trussel fjernet fra Juda.
2, 3. (a) Hvem rækker Jehova sin hånd ud imod? (b) Hvad betyder det at Jehova udrækker sin hånd mod „alle nationerne“?
2 Men hvad med de andre nationer som var fjender af Guds pagtsfolk? De ville også blive dømt. Esajas erklærer: „Dette er den beslutning der er truffet mod hele jorden, og dette er den hånd der er rakt ud mod alle nationerne. For har Hærstyrkers Jehova truffet en beslutning, hvem kan så forpurre den? Og er hans hånd rakt ud, hvem kan så føre den tilbage?“ (Esajas 14:26, 27) Det hebraiske ord for „beslutning“ oversættes de fleste steder i Ny Verden-Oversættelsen og i mange andre bibeloversættelser med „råd“, og her er der tale om „råd“ i betydningen „resultatet af en overvejelse“, en „beslutning“. Der er tale om Guds udtrykkelige beslutning, hans forordning. (Jeremias 49:20, 30) Hans „hånd“ står for den magt eller kraft han gør brug af. De sidste vers i kapitel 14 og kapitlerne 15-19 i Esajas’ Bog handler om den beslutning Gud har truffet mod Filisterlandet, Moab, Damaskus, Ætiopien og Ægypten.
3 Men Esajas siger også at Jehovas hånd er rakt ud mod „alle nationerne“. Det vil sige at selv om disse profetier fik deres første opfyldelse i fortiden, gælder de i princippet også „endens tid“, hvor Jehova vil udrække sin hånd mod alle jordens riger. (Daniel 2:44; 12:9; Romerne 15:4; Åbenbaringen 19:11, 19-21) Den almægtige Gud, Jehova, har altså lang tid i forvejen åbenbaret sin beslutning i sikker forvisning om at den vil blive gennemført. Ingen kan føre hans udrakte hånd tilbage. — Salme 33:11; Esajas 46:10.
„En flyvende ildslange“ mod Filisterlandet
4. Nævn nogle af enkelthederne i Jehovas budskab mod Filisterlandet.
4 Opmærksomheden rettes først mod Filisterlandet. „I det år kong Akaz døde kom dette budskab: ’Lad ingen i dig fryde sig, Filisterland, fordi kæppen hos den der slår dig er blevet knækket. For af slangens rod kommer der en giftsnog, og dens frugt er en flyvende ildslange.’“ — Esajas 14:28, 29.
5, 6. (a) På hvilken måde var Uzzija som en slange for filistrene? (b) Hvad viste Ezekias sig at være for Filisterlandet?
5 Kong Uzzija var stærk nok til at dæmme op for den trussel som filistrene udgjorde. (2 Krønikebog 26:6-8) For dem var han som en slange, og hans kæp blev ved med at slå den fjendtligsindede nabo. Efter at Uzzija var død — ’hans kæp var blevet knækket’ — blev den trofaste Jotam konge, men „folket handlede stadig ødelæggende“. Derpå blev Akaz konge. Situationen ændrede sig, og filistrene gjorde med held indfald i Juda. (2 Krønikebog 27:2; 28:17, 18) Men så ændredes situationen igen. I 746 f.v.t. døde kong Akaz, og den unge Ezekias kom på tronen. Hvis filistrene mente at udviklingen stadig ville være til gunst for dem, tog de sørgeligt fejl. Ezekias viste sig at være en farlig fjende. Som en efterkommer af Uzzija, en „frugt“ af hans „rod“, var Ezekias som „en flyvende ildslange“. Han ville som en slange kaste sig lynsnart frem til angreb og efterlade en brændende smerte ligesom efter en giftslanges bid.
6 Dette var en meget passende beskrivelse af den nye konge. „[Ezekias] slog filistrene helt til Gaza og dens områder.“ (2 Kongebog 18:8) Ifølge assyrerkongen Sankeribs annaler blev filistrene underlagt Ezekias. „De ringe“ — det svækkede Juda rige — ville opnå tryghed og materiel velstand, mens Filisterlandet ville opleve hungersnød. — Læs Esajas 14:30, 31.
7. Hvad skulle Ezekias sige til de udsendinge der var kommet til Jerusalem?
7 Det ser ud til at der var kommet nogle udsendinge til Juda — måske nogle der søgte et forbund mod Assyrien. Hvad skulle man sige til dem? „Hvad vil man svare nationens sendebud?“ Skulle Ezekias søge tilflugt i et forbund med en fremmed nation? Nej! Han skulle sige til sendebudene: „Jehova har grundlagt Zion, og de nødstedte af hans folk vil søge tilflugt i det.“ (Esajas 14:32) Kongen måtte nære fuld tillid til Jehova. Zions grundvold lå sikkert og fast. Byen ville bestå og være et trygt tilflugtssted under den assyriske trussel. — Salme 46:1-7.
8. (a) Hvordan er der i dag nationer der er som Filisterlandet? (b) Hvad har Jehova gjort for at støtte sit folk i nutiden sådan som han gjorde i fortiden?
8 I dag er nogle nationer ligesom Filisterlandet fjendtligt indstillede over for Jehovas folk og modstår det. Jehovas kristne vidner er blevet sat i fængsler og koncentrationslejre. Deres arbejde er blevet forbudt. Flere er blevet dræbt. Modstandere „retter skarpe angreb mod den retfærdiges sjæl“. (Salme 94:21) Disse kristne vil måske forekomme deres fjender „ringe“ og „fattige“, men da de har Jehovas støtte, kan de glæde sig over at have åndelig føde i overflod, mens deres fjender lider åndelig hunger. (Esajas 65:13, 14; Amos 8:11) Når Jehova udrækker sin hånd mod vor tids filistre, vil disse „ringe“ kunne føle sig sikre. Hvor? I samfund med „Guds husstand“, hvis hjørnegrundsten er Kristus Jesus. (Efeserne 2:19, 20) Og de vil være i sikkerhed under ’det himmelske Jerusalem’, Jehovas himmelske rige, der har Jesus Kristus som konge. — Hebræerne 12:22; Åbenbaringen 14:1.
Moab bringes til tavshed
9. Hvem er det næste budskab rettet imod, og hvordan havde dette folk vist at det var fjendtligt indstillet over for Guds folk?
9 Øst for Det Døde Hav havde Israel en anden nabo, Moab. Til forskel fra filistrene var moabitterne beslægtede med israelitterne idet de var efterkommere af Abrahams nevø Lot. (1 Mosebog 19:37) Historien viser at Moab trods dette slægtskab var fjendtligt indstillet over for Israel. På Moses’ tid lejede Moabs konge for eksempel profeten Bileam til at komme og forbande israelitterne. Da det ikke lykkedes, lagde Moab en snare for israelitterne ved at lokke dem til at begå utugt og deltage i ba’alsdyrkelsen. (4 Mosebog 22:4-6; 25:1-5) Det er derfor ikke så mærkeligt at Jehova nu inspirerer Esajas til at nedskrive „Budskabet om Moab“. — Esajas 15:1a.
10, 11. Hvad ville der ske med Moab?
10 Esajas’ profeti er rettet mod flere byer og steder i Moab, deriblandt Ar, Kir (eller Kir-Hareset) og Dibon. (Esajas 15:1b, 2a) Moabitterne ville sørge over Kir-Haresets rosinkager, måske en af byens vigtigste handelsvarer. (Esajas 16:6, 7) Sibma og Jazer, der var berømte for deres vinavl, ville blive ramt af krigens følger. (Esajas 16:8-10) Eglat-Sjelisjija, hvis navn måske betyder „en tre år gammel kvie“, ville være som en stærk ung ko der udstøder en klagende brølen. (Esajas 15:5) Græsset i landet ville tørre bort og „Dimons vande“ blive fulde af blod som følge af at moabitterne blev nedslagtet. „Nimrims vande“ ville blive „øde steder“, enten billedligt eller bogstaveligt — måske fordi fjenden havde dæmmet op for vandet i floderne. — Esajas 15:6-9.
11 Moabitterne ville binde sæk om sig for at vise at de sørgede. De ville rage deres hoveder skaldede som tegn på skam og sorg. Deres skæg ville være „skåret af“ som udtryk for stor sorg og ydmygelse. (Esajas 15:2b-4) Esajas selv, som er sikker på at disse domme vil blive opfyldt, føler sig dybt berørt. Ligesom strengene på en lyre vibrerer når der spilles på den, sådan bliver Esajas’ indre bevæget af budskabet om ve over Moab. — Esajas 16:11, 12.
12. Hvordan gik Esajas’ budskab om Moab i opfyldelse?
12 Hvornår ville denne profeti gå i opfyldelse? Det ville ske snart. „Dette er det ord som Jehova tidligere har udtalt om Moab. Og nu har Jehova talt og sagt: ’Inden tre år, regnet som daglejerens år, da skal Moabs herlighed blive vanæret med megen uro af enhver art, og de der bliver tilbage vil være meget få og uanselige.’“ (Esajas 16:13, 14) I overensstemmelse hermed viser de arkæologiske vidnesbyrd at Moab i det 8. århundrede før vor tidsregning blev udsat for store ødelæggelser, og at mange byer blev affolket. Tiglat-Pileser III nævner Salamu af Moab blandt de konger der betalte tribut til ham. Sankerib modtog tribut af Moabs konge Kammusu-nadbi. De assyriske monarker Asarhaddon og Assurbanipal omtaler de moabitiske konger Musuri og Kamashaltu som deres undersåtter. I dag er moabitterne for længst ophørt med at eksistere som et folk. Man har fundet ruiner af byer som man mener var moabitiske, men de arkæologiske vidnesbyrd om denne fordums mægtige fjende af Israel er endnu ret sparsomme.
Det nutidige „Moab“ går til grunde
13. Hvad kan i dag sammenlignes med Moab?
13 Der findes i dag et verdensomspændende religiøst system der svarer til fortidens Moab. Det er kristenheden, som udgør den væsentligste del af „Babylon den Store“. (Åbenbaringen 17:5) Både Moab og Israel nedstammede fra Abrahams far, Tara. Svarende hertil hævder kristenheden — ligesom de salvede kristnes menighed i dag — at den har sine rødder i det første århundredes kristne menighed. (Galaterne 6:16) Men ligesom Moab er kristenheden fordærvet. Den fremmer åndelig utugt og tilbedelsen af andre guder end den eneste sande Gud, Jehova. (Jakob 4:4; 1 Johannes 5:21) Som gruppe betragtet modstår kristenhedens ledere dem der forkynder den gode nyhed om Riget. — Mattæus 24:9, 14.
14. Hvilket håb er der for enkeltpersoner i nutidens „Moab“ trods Jehovas beslutning mod det?
14 Moab blev til sidst bragt til tavshed. Det samme vil ske med kristenheden. Den vil blive lagt øde ved at Jehova bruger et nutidigt modstykke til Assyrien. (Åbenbaringen 17:16, 17) Men der er håb for enkeltpersoner der befinder sig i det nutidige „Moab“. Midt i profetien mod Moab siger Esajas: „Med loyal hengivenhed skal en trone grundfæstes; og én skal sidde på den i sandhed, i Davids telt, idet han dømmer retfærdigt og søger ret og er hurtig til at handle i retfærdighed.“ (Esajas 16:5) I 1914 grundfæstede Jehova Jesu trone. Han tilhørte Davids kongelige slægtslinje. Jesu kongedømme oprettes som følge af Jehovas loyale hengivenhed og vil bestå for evigt som en opfyldelse af Guds pagt med David. (Salme 72:2; 85:10, 11; 89:3, 4; Lukas 1:32) Mange sagtmodige har forladt det nutidige „Moab“ og har underordnet sig Jesus for at opnå livet. (Åbenbaringen 18:4) Det er trøstende at vide at Jesus vil ’gøre klart for nationerne hvad der er ret’. — Mattæus 12:18; Jeremias 33:15.
Damaskus bliver en hensmuldrende ruin
15, 16. (a) Hvilket fjendtligt forbund indgik Damaskus og Israel mod Juda, og hvad resulterede det i for Damaskus? (b) Hvem udtales der også en dom over i budskabet mod Damaskus? (c) Hvad kan kristne i dag lære af Israels eksempel?
15 Derefter nedskriver Esajas „Budskabet om Damaskus“. (Læs Esajas 17:1-6.) Damaskus, der lå nord for Israel, var „Arams hoved“. (Esajas 7:8) Mens kong Akaz regerede i Juda, invaderede kong Rezin af Damaskus, der havde sluttet forbund med kong Peka af Israel, Juda rige. På Akaz’ anmodning drog assyrerkongen Tiglat-Pileser III imidlertid op mod Damaskus, indtog byen og førte mange af dens indbyggere i landflygtighed. Dermed ophørte Damaskus med at være en trussel mod Juda. — 2 Kongebog 16:5-9; 2 Krønikebog 28:5, 16.
16 Sandsynligvis på grund af Israels forbund med Damaskus indeholder Jehovas budskab mod Damaskus også domsudsagn mod det utro nordlige rige. (Esajas 17:3-6) Israel ville blive som en mark i høsttiden hvor meget få kornaks vil være tilbage, eller som oliventræer hvor de fleste oliven er rystet ned fra grenene. (Esajas 17:4-6) En tankevækkende beskrivelse for dem der er indviede til Jehova! Han forventer udelt hengivenhed og anerkender kun en tjeneste som er ydet af hjertet, og han hader dem der vender sig mod deres brødre. — 2 Mosebog 20:5; Esajas 17:10, 11; Mattæus 24:48-50.
Fuld tillid til Jehova
17, 18. (a) Hvordan reagerede nogle i Israel på Jehovas domsbudskaber, men hvordan var den almindelige reaktion? (b) Hvad svarer i dag til det der skete på Ezekias’ tid?
17 Esajas siger nu: „På den dag skal mennesket se hen til den som har frembragt ham, og hans øjne skal søge Israels Hellige. Og han vil ikke se hen til altrene, sine hænders værk; og det hans fingre har frembragt vil hans blik ikke søge, hverken de hellige pæle eller røgelsesstanderne.“ (Esajas 17:7, 8) Ja, nogle i Israel gav agt på Jehovas advarsel. Da Ezekias for eksempel sendte en indbydelse til indbyggerne i Israel om at komme til Juda og deltage i påskehøjtiden, tog nogle israelitter imod indbydelsen og rejste sydpå for at samles med deres brødre om den rene tilbedelse. (2 Krønikebog 30:1-12) Men de fleste af indbyggerne i Israel gjorde nar af sendebudene der kom med indbydelsen. Landet var og blev frafaldent, og det stod ikke til at redde. Derfor blev den beslutning Jehova havde truffet imod det, opfyldt. Assyrien ødelagde byerne i Israel, landet blev en ødemark, og markerne bar ingen afgrøde. — Læs Esajas 17:9-11.
18 Hvad svarer dette til i dag? Israel var en frafalden nation. Den måde hvorpå Ezekias prøvede at hjælpe enkeltpersoner i denne nation til at vende tilbage til den sande tilbedelse, kan derfor sammenlignes med hvordan sande kristne i dag prøver at hjælpe enkeltpersoner i den frafaldne kristenhed. Siden 1919 har sendebud fra „Guds Israel“ gået gennem kristenheden og opfordret folk til at deltage i den rene tilbedelse. (Galaterne 6:16) De fleste har afslået at efterkomme opfordringen. Mange har gjort nar af sendebudene. Men nogle har reageret positivt. De tæller nu millioner, og de glæder sig over at „søge Israels Hellige“ og lade sig oplære af ham. (Esajas 54:13) De forlader tilbedelsen ved de vanhellige altre — tilbedelsen af menneskeskabte guder idet de ikke længere sætter deres lid til dem — og vender sig til Jehova. (Salme 146:3, 4) Ligesom Esajas’ samtidige, Mika, siger de: „Jeg vil spejde efter Jehova. Jeg vil vente på min frelses Gud. Min Gud vil høre mig.“ — Mika 7:7.
19. Hvem vil Jehova tale strengt til, og hvad vil det komme til at betyde for dem?
19 Hvilken kontrast til dem der sætter deres lid til dødelige mennesker! Bølger af vold og uro slår ind over menneskeheden i disse sidste dage. Den oprørte menneskeheds urolige hav opskyller utilfredshed og opstande. (Esajas 57:20; Åbenbaringen 8:8, 9; 13:1) Jehova vil „tale strengt til“ dette larmende element. Hans himmelske rige vil tilintetgøre enhver person og organisation der skaber uro, og larmen af dem „skal flygte langt bort . . . som steppeløbere for stormvejret“. — Esajas 17:12, 13; Åbenbaringen 16:14, 16.
20. Hvilken tillid har sande kristne til trods for at de ’plyndres’ af nationerne?
20 Resultatet? Esajas siger: „Ved aftenstid, da, se! pludselig rædsel. Inden morgenen — den er der ikke mere. Dette er deres andel, de som plyndrer os, og deres lod, de som røver fra os.“ (Esajas 17:14) Mange „plyndrer“ dem der hører til Jehovas folk, på den måde at de behandler dem dårligt og respektløst. Da de ikke er, og ikke ønsker at være, en del af verdens almindeligt antagne religioner, anses de af fordomsfulde kritikere og fanatiske modstandere for at være et let bytte. Men Guds folk har tillid til at „morgenen“ nærmer sig hastigt, og da vil dets trængsler være forbi. — 2 Thessaloniker 1:6-9; 1 Peter 5:6-11.
Ætiopien bringer Jehova en gave
21, 22. Hvilken nation får derefter et domsbudskab, og hvordan blev Esajas’ inspirerede ord opfyldt?
21 Ved mindst to lejligheder har Ætiopien, som lå syd for Ægypten, deltaget i krigshandlinger mod Juda. (2 Krønikebog 12:2, 3; 14:1, 9-15; 16:8) Nu forudsiger Esajas en dom over denne nation: „Hør! Du land der har insekter med surrende vinger, som ligger i egnen ved Ætiopiens floder!“ (Læs Esajas 18:1-6.)a Jehova har besluttet at Ætiopien vil blive ’skåret af, fjernet og hugget af’.
22 Den verdslige historie viser at Ætiopien i sidste halvdel af det 8. århundrede før vor tidsregning underlagde sig Ægypten og herskede over det i omkring 60 år. De assyriske konger Asarhaddon og Assurbanipal invaderede begge Ægypten. Da Theben blev ødelagt af Assurbanipal, blev Ægypten underlagt Assyrien, og dermed endte det ætiopiske herredømme over Nildalen. (Se også Esajas 20:3-6.) Hvordan forholder det sig i vor tid?
23. Hvad kan der siges om det nutidige „Ætiopien“, og hvorfor vil det møde sit endeligt?
23 I Daniels profeti om „endens tid“ siges det at den aggressive „Nordens konge“ har ætiopiere og libyere ’i sit følge’, det vil sige at de følger hans ledelse. (Daniel 11:40-43) Ætiopien nævnes også i beskrivelsen af dem der følger „Gog fra Magogs land“. (Ezekiel 38:2-5, 8) Gogs styrker, hvortil Nordens konge hører, vil møde deres endeligt når de angriber Jehovas hellige folk. Jehovas hånd vil derfor også være udrakt mod det nutidige „Ætiopien“, for det har også modsat sig Jehovas suveræne herredømme. — Ezekiel 38:21-23; Daniel 11:45.
24. På hvilken måde har Jehova modtaget „gaver“ fra nationerne?
24 Men profetien siger også: „Til den tid vil en gave blive bragt til Hærstyrkers Jehova, fra et folk, højt af vækst og med blank hud, ja fra et folk der indgyder frygt overalt, . . . til stedet for Hærstyrkers Jehovas navn, Zions Bjerg.“ (Esajas 18:7) Selv om nationerne ikke anerkender Jehovas suverænitet, har de undertiden handlet til gavn for Jehovas folk. I nogle lande har myndighederne udstedt love og afsagt domme som har givet Jehovas trofaste tilbedere juridiske rettigheder. (Apostelgerninger 5:29; Åbenbaringen 12:15, 16) Der er også blevet givet andre gaver. „Konger [vil] bringe dig gaver. . . . Der vil komme bronzesager fra Ægypten; Kusj [Ætiopien] vil hurtigt række sine hænder med gaver til Gud.“ (Salme 68:29-31) I dag bringer millioner af nutidige „ætiopiere“ som frygter Gud, „en gave“ i form af tilbedelse. (Malakias 1:11) De deltager i det store arbejde med at forkynde den gode nyhed om Riget på hele jorden. (Mattæus 24:14; Åbenbaringen 14:6, 7) En smuk gave at bringe Jehova! — Hebræerne 13:15.
Ægyptens hjerte smelter
25. Hvad skete der med oldtidens Ægypten som en opfyldelse af Esajas 19:1-11?
25 Judas nærmeste nabo mod syd var Ægypten, en af Guds pagtsfolks gamle fjender. Kapitel 19 i Esajas’ Bog fortæller om de urolige tilstande i Ægypten på Esajas’ tid. Der var borgerkrig, for der blev kæmpet „by mod by, rige mod rige“. (Esajas 19:2, 13, 14) Den verdslige historie kan pege på vidnesbyrd om at rivaliserende dynastier herskede over forskellige dele af landet samtidig. Hverken Ægyptens højt besungne visdom eller dets ’afguder og troldmænd’ kunne frelse det fra „en hård herres hånd“. (Esajas 19:3, 4) Ægypten blev efter tur besejret af Assyrien, Babylonien, Persien, Grækenland og Rom. Alle disse begivenheder var en opfyldelse af profetierne i Esajas 19:1-11.
26. Hvordan vil indbyggerne i det nutidige „Ægypten“ reagere på Jehovas domme i den større opfyldelse?
26 I Bibelen er Ægypten imidlertid ofte et symbol på Satans verden. (Ezekiel 29:3; Joel 3:19; Åbenbaringen 11:8) Man kan derfor spørge: Vil Esajas’ ’budskab om Ægypten’ få en større opfyldelse? Ja. Selve indledningen skulle vække alles opmærksomhed: „Se! Jehova rider på en rask sky og kommer til Ægypten. Og Ægyptens afguder skal bæve på grund af ham, og Ægyptens hjerte smelter i dets indre.“ (Esajas 19:1) Jehova vil snart skride til handling mod Satans organisation. Til den tid vil denne tingenes ordnings guder vise sig at være afguder som er uden værdi. (Salme 96:5; 97:7) Ægyptens hjerte vil smelte af frygt. Jesus sagde om den tid: „Der vil være . . . angst blandt nationerne, som ved hverken ud eller ind på grund af havets larmen og dets oprør, mens mennesker besvimer på grund af frygt og det de venter der kommer over den beboede jord.“ — Lukas 21:25, 26.
27. Hvilken indre splittelse ville der som forudsagt være i „Ægypten“, og hvordan opfyldes dette i dag?
27 Om tiden lige før dommen eksekveres, siger Jehova profetisk: „Jeg vil opirre ægyptere mod ægyptere, og de skal kæmpe, enhver mod sin broder, og enhver mod sin ven, by mod by, rige mod rige.“ (Esajas 19:2) Siden oprettelsen af Guds rige i 1914 har „tegnet på [Jesu] nærværelse“ kunnet ses idet nation har rejst sig mod nation og rige mod rige. Stammekrige, folkemord og etniske udrensninger har krævet millioner af menneskeliv i disse sidste dage. Og ’veerne’ vil blive værre efterhånden som enden nærmer sig. — Mattæus 24:3, 7, 8.
28. Hvad vil falsk religion kunne gøre for at frelse denne tingenes ordning på dommens dag?
28 „Ægyptens ånd vil blive helt forstyrret i dets indre, og dets råd vil jeg forvirre. Og de skal ty til afguderne og til troldmændene og til åndemedierne og til de spåkyndige.“ (Esajas 19:3) Da Moses trådte frem for Farao, blev de ægyptiske præster gjort til skamme, for de kunne ikke klare sig mod Jehova. (2 Mosebog 8:18, 19; Apostelgerninger 13:8; 2 Timoteus 3:8) Svarende hertil vil falsk religion på dommens dag ikke kunne frelse denne fordærvede verden. (Jævnfør Esajas 47:1, 11-13.) Til sidst vil Ægypten blive underlagt ’en hård herre’, Assyrien. (Esajas 19:4) Dette skildrer forud den mørke fremtid der venter denne tingenes ordning.
29. Til hvilken nytte vil politikerne være på Jehovas dag?
29 Men hvad med de politiske ledere? Kan de hjælpe? „Zoans fyrster er virkelig dåragtige. De vise blandt Faraos rådgivere giver dumme råd.“ (Læs Esajas 19:5-11.) Hvor tåbeligt at håbe på at mennesker kan give råd som vil være til nogen nytte på dommens dag! Selv om de har alverdens visdom til deres rådighed, har de ikke Guds visdom. (1 Korinther 3:19) De har forkastet Jehova og har vendt sig til den såkaldte videnskab, til filosofi, penge, fornøjelser og andre falske guder. Derfor kender de ikke Guds hensigter. De er blevet bedraget og raver som berusede. Deres gerninger er forgæves. (Læs Esajas 19:12-15.) „De vise er blevet til skamme. De er blevet skrækslagne og vil blive fanget. Se! Jehovas ord har de vraget, så hvad visdom har de?“ — Jeremias 8:9.
Et tegn og et vidnesbyrd for Jehova
30. Hvordan får „Judas land“ det til at „svimle for Ægypten“?
30 Mens „Ægyptens“ ledere er svage „som kvinder“ — er der dog andre som søger Guds visdom. Jehovas salvede og deres medarbejdere ’forkynder vidt og bredt Guds dyder’. (Esajas 19:16; 1 Peter 2:9) De gør hvad de kan for at advare folk om Satans verdens kommende undergang. Om denne situation siger Esajas profetisk: „Judas land skal få det til at svimle for Ægypten. Enhver for hvem man nævner det, nærer rædsel på grund af den beslutning Hærstyrkers Jehova er ved at træffe imod det.“ (Esajas 19:17) Jehovas trofaste sendebud forkynder sandheden — også de plager Jehova har forudsagt. (Åbenbaringen 8:7-12; 16:2-12) Dette foruroliger verdens religiøse ledere.
31. (a) Hvordan gik det til at „Kana’ans sprog“ blev talt i Ægypten i fortiden? (b) Hvordan er det sket i vor tid?
31 Hvad er det overraskende resultat af denne forkyndelse? „På den dag vil der være fem byer i Ægyptens land som taler Kana’ans sprog og aflægger edsløfte til Hærstyrkers Jehova. Nedrivningens By vil én blive kaldt.“ (Esajas 19:18) I fortiden blev denne profeti uden tvivl opfyldt da der i ægyptiske byer blev talt hebraisk af jøder som var flygtet dertil. (Jeremias 24:1, 8-10; 41:1-3; 42:9–43:7; 44:1) Tilsvarende findes der i dag nogle i det nutidige „Ægyptens land“ som har lært at tale den bibelske sandheds ’rene sprog’. (Zefanias 3:9) En af de fem symbolske byer bliver kaldt „Nedrivningens By“. Det betyder at ’det rene sprog’ er med til at afsløre og ’nedrive’ Satans organisation.
32. (a) Hvilket „alter“ befinder sig „midt i Ægyptens land“? (b) Hvordan er de salvede som „en støtte“ ved Ægyptens grænse?
32 Takket være forkyndelsesarbejdet vil Jehovas store navn blive kendt i denne tingenes ordning. „På den dag vil der være et alter for Jehova midt i Ægyptens land, og en støtte for Jehova ved dets grænse.“ (Esajas 19:19) Disse ord gælder den plads de salvede kristne indtager i verden. De befinder sig i et pagtsforhold til Gud. (Salme 50:5) Som „et alter“ frembærer de deres ofre, og som „en sandhedens søjle og støtte“ aflægger de vidnesbyrd om Jehova. (1 Timoteus 3:15; Romerne 12:1; Hebræerne 13:15, 16) De befinder sig midt i „Ægyptens land“ på den måde at de — sammen med deres medarbejdere som hører til de „andre får“ — forkynder i mere end 230 lande og områder. Men de er „ikke en del af verden“. (Johannes 10:16; 17:15, 16) De står så at sige på grænsen mellem denne verden og Guds rige, parate til at gå over grænsen og modtage deres himmelske belønning.
33. Hvordan er de salvede „et tegn“ og „et vidnesbyrd“ i „Ægypten“?
33 Esajas fortsætter: „Det skal være til et tegn og til et vidnesbyrd for Hærstyrkers Jehova i Ægyptens land; for de vil råbe til Jehova på grund af undertrykkerne, og han vil sende dem en frelser, ja en mægtig som vil udfri dem.“ (Esajas 19:20) Som „et tegn“ og „et vidnesbyrd“ fører de salvede an i forkyndelsesarbejdet og ophøjer Jehovas navn i denne tingenes ordning. (Esajas 8:18; Hebræerne 2:13) I hele verden kan man høre de undertryktes råb, men i det store og hele har de jordiske regeringer ikke kunnet hjælpe dem. Jehova vil imidlertid sende en mægtig frelser, kongen Jesus Kristus, som vil udfri alle sagtmodige. Når disse sidste dage kulminerer i Harmagedonkrigen, vil han bringe udfrielse og evige velsignelser til gudfrygtige mennesker. — Salme 72:2, 4, 7, 12-14.
34. (a) Hvordan bliver Jehova kendt af „ægypterne“, og hvilket slagtoffer og hvilken offergave vil de bringe ham? (b) Hvornår vil Jehova give „Ægypten“ et slag, og hvilken helbredelse vil følge efter?
34 Inden det sker, er det Guds vilje at alle slags mennesker skal komme til nøjagtig kundskab og frelses. (1 Timoteus 2:4) Derfor skriver Esajas: „Jehova skal blive kendt af ægypterne; og ægypterne skal kende Jehova på den dag, og de skal yde slagtoffer og offergave og aflægge Jehova et løfte og indfri det. Og Jehova skal give Ægypten et slag. Der vil blive givet et slag og en helbredelse; og de skal vende om til Jehova, og han vil bønhøre dem og helbrede dem.“ (Esajas 19:21, 22) Mennesker af alle nationaliteter i Satans verden, ’ægyptere’, vil lære Jehova at kende og frembære offergave til ham, „frugt af læber som offentligt bekender hans navn“. (Hebræerne 13:15) De aflægger et løfte til Jehova når de indvier sig til ham, og de indfrier det ved loyalt at tjene ham. Efter det „slag“ som Jehova vil give denne tingenes ordning ved Harmagedon, vil han helbrede menneskene ved hjælp af sit rige. Under Jesu tusindårige regering vil menneskeheden blive løftet op til åndelig, mental, moralsk og fysisk fuldkommenhed — virkelig en helbredelse! — Åbenbaringen 22:1, 2.
„Velsignet være . . . mit folk“
35, 36. Hvilken forbindelse blev der i fortiden mellem Ægypten, Assyrien og Israel som en opfyldelse af Esajas 19:23-25?
35 Profeten forudser derefter en bemærkelsesværdig udvikling: „På den dag vil der være en banet vej fra Ægypten til Assyrien, og Assyrien skal komme til Ægypten, og Ægypten til Assyrien; og de skal yde tjeneste, Ægypten sammen med Assyrien. På den dag vil Israel blive den tredje sammen med Ægypten og Assyrien, nemlig en velsignelse midt på jorden, for Hærstyrkers Jehova vil have velsignet det og sagt: ’Velsignet være Ægypten, mit folk, og Assyrien, mine hænders værk, og Israel, min arvelod.’“ (Esajas 19:23-25) Ja, en dag vil der råde et venskabeligt forhold mellem Ægypten og Assyrien. Hvordan?
36 Når Jehova i fortiden udfriede sit folk fra nationerne, banede han så at sige en vej til friheden for dem. (Esajas 11:16; 35:8-10; 49:11-13; Jeremias 31:21) Denne profeti fik en mindre opfyldelse efter Babylons fald da landflygtige både fra Assyrien, Ægypten og Babylon blev ført tilbage til det forjættede land. (Esajas 11:11) Men hvordan forholder det sig i vor tid?
37. Hvordan lever millioner i dag som om der var en banet vej mellem „Assyrien“ og „Ægypten“?
37 I dag er resten af de salvede, åndelige israelitter „en velsignelse midt på jorden“. De fremmer den sande tilbedelse og forkynder budskabet om Riget for alle nationer. Nogle af disse nationer er ligesom Assyrien stærkt militaristiske. Andre nationer er mere liberale, måske ligesom Ægypten, der på et tidspunkt var „Sydens konge“ i Daniels profeti. (Daniel 11:5, 8) Millioner både fra de militaristiske nationer og fra de mere liberale nationer har antaget den sande tilbedelse. På denne måde er de forenede om at „yde tjeneste“. De er ikke splittede på grund af nationale skel. De elsker hinanden, og på denne måde kan man sige at ’Assyrien er kommet til Ægypten’, og „Ægypten til Assyrien“. Det er som om der er en banet vej fra det ene land til det andet. — 1 Peter 2:17.
38. (a) Hvordan vil Israel blive „den tredje sammen med Ægypten og Assyrien“? (b) Hvorfor siger Jehova: „Velsignet være . . . mit folk“?
38 Men hvordan „vil Israel blive den tredje sammen med Ægypten og Assyrien“? I begyndelsen af „endens tid“ tilhørte de fleste af dem der tjente Jehova på jorden, „Guds Israel“. (Daniel 12:9; Galaterne 6:16) Siden 1930’erne har en stor skare „andre får“ vist sig — de som har et jordisk håb. (Johannes 10:16a; Åbenbaringen 7:9) De kommer ud af nationerne, billedligt skildret ved Ægypten og Assyrien, og strømmer til Jehovas tilbedelseshus mens de indbyder andre til at slutte sig til dem. (Esajas 2:2-4) De udfører det samme forkyndelsesarbejde som deres salvede brødre, udholder de samme prøver, lægger samme trofasthed og integritet for dagen og spiser ved det samme åndelige bord. Man kan virkelig sige at de salvede og de „andre får“ udgør „én hjord“ og har „én hyrde“. (Johannes 10:16b) Ingen kan tvivle på at Jehova har behag i deres tjeneste når han ser deres iver og udholdenhed. Det er derfor ikke så mærkeligt at han udtaler en velsignelse over dem med ordene: „Velsignet være . . . mit folk“!
[Fodnote]
a Nogle bibelforskere mener at udtrykket „insekter med surrende vinger“ sigter til de græshopper der undertiden optræder i sværme i Ætiopien. Andre har påpeget at det hebraiske ord for „surrende“, tselatsalʹ, lydmæssigt ligner navnet tsaltsalya, der er det navn som gallastammerne, et hamitisk folk der lever i det nutidige Ætiopien, bruger om tsetsefluen.
[Billede på side 191]
Filistre som angriber deres fjender (ægyptisk tavle fra det 12. århundrede f.v.t.)
[Billede på side 192]
Relief i sten af en moabitisk kriger eller gud (mellem 11. og 8. århundrede f.v.t.)
[Billede på side 196]
Aramaisk kriger ridende på en kamel (9. århundrede f.v.t.)
[Billede på side 198]
Menneskehedens oprørte „hav“ opskyller utilfredshed og opstande
[Billede på side 203]
De ægyptiske præster kunne ikke klare sig mod Jehova