BIBELEN

De Hellige Skrifter, Jehovas inspirerede ord, anerkendt som den betydeligste bog i verden på grund af dens alder og udbredelse, antallet af sprog den er oversat til, dens uovertrufne værdi som et litterært mesterværk samt dens umådelige betydning for alle mennesker. Den er uafhængig af alle andre bøger; er ikke nogen efterligning eller kopi. Dens betydning beror alene på dens eget værd, en omstændighed der tjener dens ophøjede Forfatter til ære. Bibelen udmærker sig desuden ved at den har været udsat for større modstand og modsigelse end nogen anden bog og haft utallige fjender og alligevel klaret sig.

Navnet. Ordet „bibel“ kommer gennem latin fra det græske ord bibliʹa („små bøger“), der igen stammer fra biʹblos, der betegner papyrusplantens marv, hvoraf man i oldtiden fremstillede et papirlignende skrivemateriale. Den fønikiske by Gebal, der var kendt for sin handel med papyrus, blev af grækerne kaldt „Byblos“. (Se Jos 13:5, fdn.) Med tiden blev bibliʹa betegnelsen for skrifter af forskellig slags, bogruller såvel som bøger, og kom til sidst til at betegne de små bøger der udgør Bibelen. Hieronymus kaldte denne samling af bøger for Bibliotheca Divina, Det Guddommelige Bibliotek.

Jesus og de kristne bibelskribenter omtalte samlingen af hellige skrifter som „Skrifterne“ eller „de hellige skrifter“. (Mt 21:42; Mr 14:49; Lu 24:32; Joh 5:39; Apg 18:24; Ro 1:2; 15:4; 2Ti 3:15, 16) Denne samling skrifter er skriftlige udsagn fra en Gud der meddeler sig; de er Guds ord, hvilket fremgår af vendinger som „hvad der udgår af Jehovas mund“ (5Mo 8:3), „de ord som Jehova har talt“ (Jos 24:27), „Jehovas buds ord“ (Ezr 7:11), „Jehovas lov“, „Jehovas formaning“, „Jehovas bestemmelser“ (Sl 19:7, 8), „Jehovas ord“ (Es 38:4; 1Ts 4:15) og „hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund“ (Mt 4:4). Gentagne gange omtales skrifterne som „Guds hellige udsagn“. — Ro 3:2; Apg 7:38; He 5:12; 1Pe 4:11.

Inddeling. Den bibelske kanon fra Første Mosebog til Åbenbaringen består af 66 bøger. At netop disse bøger er blevet udvalgt og mange andre forkastet, vidner om at den guddommelige Forfatter ikke alene har inspireret nedskrivningen af dem, men også omhyggeligt har overvåget at de er blevet samlet og bevaret inden for den række bøger der betragtes som hellige. (Se APOKRYFER; KANON, BIBELENS.) De tre fjerdedele af Bibelen, de 39 af dens 66 bøger, er kendt som De Hebraiske Skrifter, idet de alle oprindelig er skrevet på hebraisk, med undtagelse af nogle få afsnit som er skrevet på aramaisk. (Ezr 4:8–6:18; 7:12-26; Jer 10:11; Da 2:4b–7:28) Da jøderne slog nogle af bøgerne sammen, havde de kun 22 eller 24 bøger i alt, som dog omfattede det samme som vore 39. De inddelte desuden Bibelen i tre store hovedafsnit, nemlig ’Moseloven, Profeterne og Salmerne’. (Lu 24:44; se HEBRAISKE SKRIFTER, DE.) Den sidste fjerdedel af Bibelen er kendt som De Kristne Græske Skrifter og kaldes således fordi de 27 bøger der udgør denne del, er skrevet på græsk. Nedskrivningen, samlingen og ordningen af disse bøger i den bibelske kanon er ligeledes et vidnesbyrd om at Jehova har overvåget arbejdet fra først til sidst. — Se KRISTNE GRÆSKE SKRIFTER, DE.

Inddelingen af Bibelen i kapitler og vers (den engelske King James-bibel har 1189 kapitler og 31.102 vers) blev ikke foretaget af dem der oprindelig skrev Bibelen, men er en meget praktisk opfindelse der først kom til århundreder senere. Masoreterne (5.-10. årh.) inddelte De Hebraiske Skrifter i vers; i det 13. århundrede kom kapitelinddelingen til. Den første komplette bibel med den nuværende kapitel- og versinddeling er Robert Étiennes (Éstiennes eller Stephanus’) franske bibel, der blev udgivet i 1553.

Bibelens 66 bøger udgør tilsammen et fuldstændigt hele. Ligesom kapitel- og versinddelingen kun skal være en praktisk hjælp til bibelstudium og ikke bør svække opfattelsen af Bibelen som en helhed, således skal opdelingen af den efter de to hovedsprog hvorpå håndskrifterne er overleveret til os, også kun betragtes som en praktisk foranstaltning. Derfor bruger vi inddelingen: De Hebraiske Skrifter og De Græske Skrifter, med betegnelsen „kristne“ føjet til sidstnævnte for at skelne dem fra Septuaginta-oversættelsen, der er en græsk oversættelse af den hebraiske del af Bibelen.

„Det Gamle Testamente“ og „Det Nye Testamente“. I dag er det almindeligt at omtale den del af Bibelen der er skrevet på hebraisk og aramaisk, som „Det Gamle Testamente“. Udtrykket stammer fra den gengivelse af 2 Korinther 3:14 man finder i den latinske Vulgata, den engelske King James Version og Martin Luthers tyske oversættelse (hvorfra den kom ind i danske bibeloversættelser fra 1550). Gengivelsen „det gamle testamente“ er imidlertid forkert. Det græske ord diathēʹkēs betyder her „pagt“, ligesom de øvrige 32 steder det forekommer i den græske tekst. De fleste nyere oversættelser skriver „den gamle pagt“, hvilket er korrekt. (DA48, DA92, NV) Apostelen Paulus henviser nemlig ikke her til De Hebraiske og Aramaiske Skrifter i deres helhed, og han mener heller ikke at de inspirerede kristne skrifter udgør „et nyt testamente“ eller „en ny pagt“. Han taler om den gamle lovpagt, som var skrevet ned af Moses i Pentateuken, og som kun udgør en del af de førkristne hellige skrifter. Derfor siger han i det næste vers: „når som helst Moses oplæses.“

Der er således ikke noget gyldigt bibelsk grundlag for at kalde De Hebraiske og Aramaiske Skrifter for „Det Gamle Testamente“ og De Kristne Græske Skrifter for „Det Nye Testamente“. Jesus Kristus selv omtalte blot samlingen af hellige skrifter som „Skrifterne“. (Mt 21:42; Mr 14:49; Joh 5:39) Apostelen Paulus omtalte dem som „de hellige skrifter“, „Skrifterne“ og „hele Skriften“. — Ro 1:2; 15:4; 2Ti 3:15, 16.

Forfatter. Hosstående oversigter viser at omkring 40 mænd blev brugt af Bibelens ene Forfatter som hans sekretærer. De nedskrev Jehova Guds ord under inspiration. Som der siges: „Hele Skriften er inspireret af Gud,“ det vil sige både De Kristne Græske Skrifter og „de øvrige skrifter“. (2Ti 3:16; 2Pe 3:15, 16) Udtrykket „inspireret af Gud“ er en oversættelse af det græske theoʹpneustos, der betyder „Gud-indåndet“. Gud ’åndede’ på trofaste mænd ved at han lod sin ånd eller virksomme kraft virke på dem og lede dem til at skrive det han ønskede; for, som der også siges, „aldrig er en profeti blevet fremført ved et menneskes vilje, men mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd“. — 2Pe 1:21; Joh 20:21, 22; se INSPIRATION.

Guds usynlige hellige ånd er hans symbolske finger. Da mennesker så Moses gøre overnaturlige gerninger, udbrød de derfor: „Det er Guds finger!“ (2Mo 8:18, 19; jf. Jesu ord i Mt 12:22, 28; Lu 11:20.) Ved et lignende udslag af guddommelig kraft påbegyndte „Guds finger“ nedskrivningen af Bibelen ved at prente De Ti Bud på stentavler. (2Mo 31:18; 5Mo 9:10) Det var derfor en let sag for Jehova at bruge mennesker som sekretærer, selv om nogle af dem bogligt set var „ulærde og almindelige mennesker“ (Apg 4:13), og uanset om de var hyrder, landmænd, teltmagere, fiskere, skatteopkrævere, læger, præster, profeter eller konger. Jehovas virksomme kraft indgav tankerne i skribenternes sind og lod dem i mange tilfælde udtrykke de guddommelige tanker med deres egne ord, så de satte deres personlige præg på teksten samtidig med at der hele vejen igennem bevaredes en enestående enhed i tema og hensigt. På denne måde afspejler Bibelen Jehovas tanker og vilje og overgår langt menneskers skrifter i tankerigdom og spændvidde. Den almægtige Gud sørgede for at hans skrevne sandhedsord blev udtrykt i et sprog som er let at forstå, og som nemt lader sig oversætte til praktisk taget ethvert tungemål.

Bibelen er blevet til over et længere tidsrum end nogen anden bog. I 1513 f.v.t. begyndte Moses at skrive sine skrifter. Andre hellige skrifter blev føjet til indtil nogen tid efter 443 f.v.t., da Nehemias og Malakias fuldførte deres bøger. Derefter var der et mellemrum på næsten 500 år hvori ingen bibelske skrifter blev til, indtil apostelen Mattæus skrev sin historiske beretning. Hen ved 60 år senere skrev Johannes, den sidste af apostlene, sit evangelium og sine tre breve og fuldførte dermed den bibelske kanon. Så alt i alt er Bibelen blevet til over et tidsrum af 1610 år. Alle skribenterne var hebræere og hørte således til det folk som havde „fået Guds hellige udsagn betroet“. — Ro 3:2.

Frem for at være en samling løsrevne stykker jødisk og kristen litteratur udgør Bibelen et velordnet, sammenhængende og logisk hele — et tydeligt vidnesbyrd om en Forfatter der forstår at ordne og organisere. Den omfattende lovsamling han gav israelitterne, blandt andet med detaljerede bestemmelser om lejrlivet — retningslinjer som gik igen i Davids statsforvaltning og siden i den urkristne menighedsordning — betoner og forstærker indtrykket af orden og system.

Indhold. Denne Bøgernes Bog afdækker fortiden, forklarer nutiden og forudsiger fremtiden — oplysninger der kun kan stamme fra den der fra begyndelsen kender enden. (Es 46:10) Begyndende med begyndelsen fortæller Bibelen i sin indledning om himmelens og jordens skabelse, hvorefter den i korte træk beretter om hvordan jorden blev beredt til bolig for mennesket. Derefter åbenbares det hvordan mennesket blev til, en forklaring der stemmer med sand videnskab: at liv kun kan komme fra en livgiver — omstændigheder som kun menneskets Skaber selv kan gøre rede for. (1Mo 1:26-28; 2:7) Med beretningen om hvorfor menneskene dør, indføres det altoverskyggende tema der går igennem hele Bibelen, hævdelsen af Jehovas suverænitet og den endelige gennemførelse af hans hensigt med jorden ved hjælp af hans rige under Kristus, det lovede afkom. Dette tema er nøje forbundet med den første profeti om ’kvindens afkom’. (1Mo 3:15) Der gik mere end 2000 år før dette løfte om et „afkom“ blev nævnt igen, denne gang over for Abraham, til hvem Gud sagde: „Ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig.“ (1Mo 22:18) Over 800 år senere fik en af Abrahams efterkommere, nemlig kong David, fornyet forsikring herom, og efterhånden som tiden gik, sørgede Jehovas profeter for at denne håbets flamme blev holdt ved lige. (2Sa 7:12, 16; Es 9:6, 7) Over 1000 år efter David, eller mere end 4000 år efter at profetien oprindelig var blevet udtalt i Edens have, trådte det afkom der var givet løfte om, selv frem, nemlig Jesus Kristus, den retmæssige arving til „hans fader Davids trone“. (Lu 1:31-33; Ga 3:16) Da denne „den Højestes søn“ led døden, fik ’hælen knust’ af ’slangens’ jordiske afkom, tilvejebragte han genløsningsbetalingen for den ret til livet som gik tabt for Adams efterkommere, og åbnede således på den eneste mulige måde vejen til evigt liv for menneskene. Han blev derefter oprejst og optaget til himmelen, hvor han skulle vente indtil tiden var inde til at kaste „slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan,“ ned til jorden, hvorefter han til sidst vil blive tilintetgjort for bestandig. Det storslåede tema der anslås i Første Mosebog og udvikles og udvides i hele resten af Bibelen, føres således i de afsluttende kapitler frem til det strålende højdepunkt hvor Jehovas storslåede hensigt i forbindelse med hans rige træder tydeligt frem. — Åb 11:15; 12:1-12, 17; 19:11-16; 20:1-3, 7-10; 21:1-5; 22:3-5.

Ved hjælp af dette rige med Jesus Kristus, det lovede afkom, som konge vil Jehovas suverænitet blive hævdet og hans navn helliget. I overensstemmelse med dette tema fremhæver Bibelen Jehovas navn mere end nogen anden bog. Navnet forekommer 6979 gange i Ny Verden-Oversættelsens hebraiske skrifter, hvortil kommer kortformen „Jah“ og talrige tilfælde hvor det indgår i andre navne, som for eksempel „Jehosjua“, der betyder „Jehova er frelse“. (Se JEHOVA [Navnets betydning].) Vi ville ikke have haft kendskab til Skaberens navn eller det store stridsspørgsmål der blev rejst ved oprøret i Edens have, og som berørte hans navn og suveræne herredømme, eller vidst at det er Guds hensigt at hellige sit navn og at hævde sin suverænitet over for al skabningen, hvis dette ikke var blevet åbenbaret i Bibelen.

I dette bibliotek på 66 små bøger er temaet Guds rige og Jehovas navn knyttet nært sammen med oplysninger om mange andre emner. Når andre kundskabsområder berøres, som for eksempel arkitektur, astronomi, digtekunst, etnologi, filologi, handel, hygiejne, ingeniørkunst, kemi, landbrug, musik, statsforvaltning og taktisk krigsførelse, sker det altid i forbindelse med udviklingen af det overordnede tema, ikke som en afhandling om det pågældende emne. Ikke desto mindre er der en righoldighed af oplysninger at hente i Bibelen.

Som et historisk værk, og tilmed et der går langt tilbage i tiden, overgår Bibelen alle andre bøger i nøjagtighed. Dog er det som et profetisk værk den har sin største betydning, idet den indeholder forudsigelser som kun Evighedens Konge kan åbenbare med nøjagtighed. Verdensrigernes march fra deres begyndelse til de nutidige institutioners opkomst og endelige undergang er skildret i Bibelens langtrækkende profetier.

Guds sandhedsord frigør menneskene for uvidenhed, overtro, filosofiske spekulationer og meningsløse traditioner. (Joh 8:32) „Guds ord er levende og virkende.“ (He 4:12) Uden Bibelen ville vi ikke have kendt Jehova, ikke have haft kendskab til Kristi genløsningsoffer og hvordan vi kunne få gavn af det, og ikke have forstået de krav man må opfylde for at opnå evigt liv i eller under Guds retfærdsrige.

Bibelen er også i mange andre henseender en yderst praktisk bog, for den giver de kristne sund vejledning i hvordan de skal leve deres liv nu, hvordan de skal udføre deres tjeneste, og hvordan de kan overleve denne gudfjendtlige, forlystelsessyge tingenes ordning. Kristne bliver opfordret til ’ikke at lade sig forme efter denne tingenes ordning’, men til at forny deres sind og holde op med at tænke som verdens mennesker tænker. Dette kan de gøre ved at have samme ydmyge indstilling „som også var i Kristus Jesus“, og ved at aflægge den gamle personlighed og iføre sig den nye. (Ro 12:2; Flp 2:5-8; Ef 4:23, 24; Kol 3:5-10) Det vil sige at de skal bære Guds ånds frugter, som er „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“ — egenskaber der er skrevet meget om hele Bibelen igennem. — Ga 5:22, 23; Kol 3:12-14.

Ægthed. Bibelens troværdighed er blevet angrebet fra mange sider, men ingen af disse forsøg har på nogen måde undergravet eller svækket dens stilling.

Historie. Sir Isaac Newton sagde engang: „Jeg finder flere sikre tegn på pålidelighed i Bibelen end i nogen som helst verdslig historisk beretning.“ (Two Apologies af R. Watson, London 1820, s. 57) På ethvert punkt som kan efterprøves, viser den sig at være sandfærdig. Dens historiske oplysninger er nøjagtige og pålidelige. Man kan for eksempel ikke tilbagevise hvad den siger om Babylons fald for mederne og perserne (Jer 51:11, 12, 28; Da 5:28), heller ikke hvad den oplyser om personer som Babylons konge Nebukadnezar (Jer 27:20; Da 1:1), Ægyptens farao Sjisjak (1Kg 14:25; 2Kr 12:2), de assyriske konger Tiglat-Pileser III og Sankerib (2Kg 15:29; 16:7; 18:13), de romerske kejsere Augustus, Tiberius og Claudius (Lu 2:1; 3:1; Apg 18:2), romerske embedsmænd som Pilatus, Felix og Festus (Apg 4:27; 23:26; 24:27), eller hvad den fortæller om Artemistemplet i Efesus og Areopagus i Athen (Apg 19:35; 17:19-34). Hvad Bibelen siger om disse og mange andre steder, personer og begivenheder, er historisk nøjagtigt indtil mindste detalje. — Se ARKÆOLOGI.

Racer og sprog. Hvad Bibelen siger om menneskenes racer og sprog, er også sandt. Uanset legemsbygning, hudfarve, kultur eller sprog tilhører alle mennesker en og samme familie, og det kan ikke bestrides at menneskeslægten er inddelt i tre grupper, den jafetiske, den hamitiske og den semitiske, som alle nedstammer fra Adam gennem Noa. (1Mo 9:18, 19; Apg 17:26) Sir Henry Rawlinson siger: „Hvis vi udelukkende skulle gå efter det punkt hvor sprogvejene skærer hinanden, uden at rådføre os med den bibelske beretning, måtte vi dog stadig sætte fingeren på Sinears sletter som det sted hvorfra alle linjerne er udgået.“ — The Historical Evidences of the Truth of the Scripture Records af G. Rawlinson, 1862, s. 287; 1Mo 11:2-9.

Praktisk værdi. Bibelens lære og eksempler har stor praktisk værdi for moderne mennesker. Dens retfærdige principper og gode moralske retningslinjer hæver den højt op over enhver anden bog. Den besvarer ikke alene vigtige spørgsmål, men giver også mange praktiske forslag som, hvis de blev fulgt, ville bidrage meget til at højne befolkningens fysiske og mentale sundhed. De bibelske principper for hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, fører til ærlighed i forretningslivet (Mt 7:12; 3Mo 19:35, 36; Ord 20:10; 22:22, 23), flid (Ef 4:28; Kol 3:23; 1Ts 4:11, 12; 2Ts 3:10-12), renhed i adfærd (Ga 5:19-23; 1Ts 4:3-8; 2Mo 20:14-17; 3Mo 20:10-16), opbyggende samvær (1Kor 15:33; He 10:24, 25; Ord 5:3-11; 13:20) og et harmonisk familieliv (Ef 5:21-33; 6:1-4; Kol 3:18-21; 5Mo 6:4-9; Ord 13:24). Som den kendte pædagog William Lyon Phelps engang har sagt: „Jeg tror at bibelkundskab uden en højere uddannelse er mere værd end en højere uddannelse uden bibelkundskab.“ (The New Dictionary of Thoughts, s. 46) John Quincy Adams skrev om Bibelen: „Den er den af alle bøger i verden der bidrager mest til at gøre mennesker gode, vise og lykkelige.“ — Letters of John Quincy Adams to His Son, 1849, s. 9.

Videnskabelig nøjagtighed. Bibelen står heller ikke tilbage i henseende til videnskabelig nøjagtighed. Den udtrykker sig korrekt når den for eksempel beskriver hvordan jorden i fremadskridende faser blev beredt til bolig for mennesket (1Mo 1:1-31), omtaler jorden som rund eller kugleformet og siger at den ’hænger på intet’ (Job 26:7; Es 40:22), klassificerer haren som drøvtygger (3Mo 11:6) og erklærer at „kødets sjæl er i blodet“. — 3Mo 17:11-14.

Kultur og skikke. Bibelen udtrykker sig også nøjagtigt når den berører kultur og skikke. Med hensyn til politiske forhold omtaler den altid de styrende ved deres rette titler. Herodes Antipas og Lysanias betegnes således som landsdelsherskere (tetrarker), Herodes Agrippa (II) som konge og Gallio som prokonsul. (Lu 3:1; Apg 25:13; 18:12) At sejrrige hære drog i triumftog med deres fanger, var almindeligt i romertiden. (2Kor 2:14) Bibelen beskriver også med stor nøjagtighed den orientalske livsform, gæstfriheden mod fremmede, de juridiske skridt man tog når man købte jord og indgik kontrakter, og at hebræerne og andre folkeslag praktiserede omskærelse. — 1Mo 18:1-8; 23:7-18; 17:10-14; Jer 9:25, 26.

Oprigtighed. Bibelskribenterne viste en ærlighed og oprigtighed som er uden sidestykke blandt oldtidens skribenter. Moses fortæller ligeud om sine egne fejltrin og om sit folks fejl og synder, og dette eksempel følges af senere bibelskribenter. (2Mo 14:11, 12; 32:1-6; 4Mo 14:1-9; 20:9-12; 27:12-14; 5Mo 4:21) Synder begået af store mænd som David og Salomon blev ikke fortiet, men afsløret. (2Sa 11:2-27; 1Kg 11:1-13) Jonas skrev om sin egen ulydighed. (Jon 1:1-3; 4:1) De øvrige profeter viste den samme oprigtighed og åbenhed. De kristne bibelskribenter lagde også vægt på at fremstille forholdene som de virkelig var. Paulus fortæller om sin tidligere syndige levevis, om at Markus ikke holdt ud i missionærtjenesten, og om apostelen Peters alvorlige vildfarelse. (Apg 22:19, 20; 15:37-39; Ga 2:11-14) Denne åbenhed styrker tilliden til at Bibelen taler sandt når den gør krav på at være ærlig og pålidelig.

Integritet. Bibelen beretter om faktiske forhold. Beretningen er ikke fabrikeret; den er uadskilleligt vævet sammen med datidens historie. Dens belæring er ligefrem, enkel og ubesmykket. De mænd der skrev den, er umiddelbare i deres brændende nidkærhed for sandhed og troværdige i deres omhu for nøjagtighed med detaljer. Alt sammen noget man måtte forvente af en bog der gør krav på at være Guds sandhedsord. — Joh 17:17.

Profetier. Hvis der er et enkelt forhold som alene beviser at Bibelen er Jehovas inspirerede ord, er det dens profetier. Bibelen indeholder i snesevis af langtrækkende profetier som er gået i opfyldelse. Nogle af dem findes anført i bogen „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig“, s. 343-346.

Bevarelse. Så vidt man ved, eksisterer ingen af de originale bibelskrifter mere. Jehova sørgede imidlertid for at der blev lavet afskrifter som kunne erstatte originalerne efterhånden som disse blev gamle og slidte. Med landflygtigheden i Babylon, hvor der opstod mange jødiske samfund uden for Palæstina, blev der også et stigende behov for flere afskrifter af de hellige skrifter. Dette behov blev dækket af professionelle skrivere som gjorde sig usædvanlige bestræbelser for at sikre sig at deres afskrifter var nøjagtige. Ezra var en sådan mand, „skriftlærd, velbevandret i Mose lov, som Jehova, Israels Gud, havde givet“. — Ezr 7:6.

Denne afskrivning af Bibelen fortsatte i århundreder, og i samme periode blev Bibelen fuldført ved at De Kristne Græske Skrifter blev føjet til. Desuden blev der foretaget oversættelser til andre sprog. De Hebraiske Skrifter udmærker sig som det første værk af betydning der er blevet oversat til et andet sprog. Der findes i dag tusinder af bibelhåndskrifter, både på originalsprogene og på andre sprog. — Se BIBELHÅNDSKRIFTER; BIBELOVERSÆTTELSER.

Den første trykte bibel, Gutenbergbibelen, forlod trykpressen i 1456. I dag er Bibelen eller dele af den udbredt i fire milliarder eksemplarer på over 2000 sprog. Men dette er ikke sket uden stor modstand fra mange sider. Faktisk har Bibelen haft flere fjender end nogen anden bog; paver og kirkemøder har endda forbudt bibellæsning under trussel om ekskommunikation. Tusinder af mennesker som har næret kærlighed til Bibelen, har mistet livet, og tusinder af bibler er blevet flammernes bytte. Et af ofrene i Bibelens kamp for livet var oversætteren William Tyndale, som engang i en debat med en gejstlig erklærede: „Hvis Gud sparer mit liv, skal jeg inden mange år sørge for at en plovdreng kender mere til Bibelen end I gør.“ — Actes and Monuments af John Foxe, London 1563, s. 514.

I betragtning af den voldsomme modstand går al ære og tak for Bibelens bevarelse til Jehova som den der har beskyttet sit ord. De ord af profeten Esajas som apostelen Peter citerer, fremtræder på baggrund heraf i et ganske særligt lys: „Alt kød er som græs, og al dets herlighed er som græssets blomst; græsset visner, og blomsten falder af, men Jehovas ord forbliver til evig tid.“ (1Pe 1:24, 25; Es 40:6-8) Vi gør derfor vel i at ’give agt på det som på en lampe der skinner på et mørkt sted’ her i det 21. århundrede. (2Pe 1:19; Sl 119:105) Den der ’har lyst til Jehovas lov og læser dæmpet i den dag og nat’, og som lever efter det han læser, vil have lykken med sig. (Sl 1:1, 2; Jos 1:8) For ham er Jehovas love, formaninger, bestemmelser, bud og domme som findes i Bibelen, „sødere end honning“, og den visdom han opnår derigennem, „er mere værd end guld, ja, end fint guld i mængde“, for den betyder livet for ham. — Sl 19:7-10; Ord 3:13, 16-18; se KANON, BIBELENS.

[Oversigt på side 268]

FORTEGNELSE OVER BIBELENS BØGER I KRONOLOGISK ORDEN

(Bøgernes anførte rækkefølge samt deres tidsmæssige placering i forhold til andre bibelbøger er kun tilnærmelsesvis; nogle årstal og stednavne er usikre. Forkortelser: ca. = cirka; e. = efter; f. = før.)

De Hebraiske Skrifter (f.v.t.)

Bogens navn

Skribent

Tidspunkt fuldført

Omspænder

Sted for affattelsen

1 Mosebog

Moses

1513

„I begyndelsen“ til 1657

Ørkenen

2 Mosebog

Moses

1512

1657-1512

Ørkenen

3 Mosebog

Moses

1512

1 måned (1512)

Ørkenen

Job

Moses

ca. 1473

Over 140 år i perioden 1657-1473

Ørkenen

4 Mosebog

Moses

1473

1512-1473

Ørkenen/ Moabs sletter

5 Mosebog

Moses

1473

2 måneder (1473)

Moabs sletter

Josua

ca. 1450

1473-ca. 1450

Kana’an

Dommerne

Samuel

ca. 1100

ca. 1450-ca. 1120

Israel

Rut

Samuel

ca. 1090

11 år af dommertiden

Israel

1 Samuel

Samuel; Gad; Nathan

ca. 1078

ca. 1180-1078

Israel

2 Samuel

Gad; Nathan

ca. 1040

1077-ca. 1040

Israel

Højsangen

Salomon

ca. 1020

—

Jerusalem

Prædikeren

Salomon

f. 1000

—

Jerusalem

Jonas

ca. 844

—

Joel

ca. 820(?)

—

Juda

Amos

ca. 804

—

Juda

Hoseas

e. 745

f. 804-e. 745

Samaria (Området)

Esajas

e. 732

ca. 778-e. 732

Jerusalem

Mika

f. 717

ca. 777-717

Juda

Ordsprogene

Salomon; Agur; Lemuel

ca. 717

—

Jerusalem

Zefanias

f. 648

—

Juda

Nahum

f. 632

—

Juda

Habakkuk

ca. 628 (?)

—

Juda

Klagesangene

Jeremias

607

—

Nær Jerusalem

Obadias

ca. 607

—

Ezekiel

ca. 591

613-ca. 591

Babylon

1 og 2 Kongebog

Jeremias

580

ca. 1040-580

Juda/Ægypten

Jeremias

580

647-580

Juda/Ægypten

Daniel

ca. 536

618-ca. 536

Babylon

Haggaj

520

112 dage (520)

Jerusalem

Zakarias

518

520-518

Jerusalem

Ester

Mordokaj

ca. 475

493-ca. 475

Susan, Elam

1 og 2 Krønikebog

Ezra

ca. 460

Efter 1 Krønikebog 9:44, 1077-537

Jerusalem (?)

Ezra

ca. 460

537-ca. 467

Jerusalem

Salmerne

David og andre

ca. 460

—

Nehemias

e. 443

456-e. 443

Jerusalem

Malakias

e. 443

—

Jerusalem

[Oversigt på side 269]

De Kristne Græske Skrifter (e.v.t.)

Bogens navn

Skribent

Tidspunkt fuldført

Omspænder

Sted for affattelsen

Mattæus

ca. 41

2 f.v.t.-33 e.v.t.

Palæstina

1 Thessaloniker

Paulus

ca. 50

—

Korinth

2 Thessaloniker

Paulus

ca. 51

—

Korinth

Galaterne

Paulus

ca. 50-52

—

Korinth eller Antiochia i Syrien

1 Korinther

Paulus

ca. 55

—

Efesus

2 Korinther

Paulus

ca. 55

—

Makedonien

Romerne

Paulus

ca. 56

—

Korinth

Lukas

ca. 56-58

3 f.v.t.-33 e.v.t.

Cæsarea

Efeserne

Paulus

ca. 60-61

—

Rom

Kolossenserne

Paulus

ca. 60-61

—

Rom

Filemon

Paulus

ca. 60-61

—

Rom

Filipperne

Paulus

ca. 60-61

—

Rom

Hebræerne

Paulus

ca. 61

—

Rom

Apostelgerninger

Lukas

ca. 61

33-ca. 61 e.v.t.

Rom

Jakob

f. 62

—

Jerusalem

Markus

ca. 60-65

29-33 e.v.t.

Rom

1 Timoteus

Paulus

ca. 61-64

—

Makedonien

Titus

Paulus

ca. 61-64

—

Makedonien (?)

1 Peter

Peter

ca. 62-64

—

Babylon

2 Peter

Peter

ca. 64

—

Babylon (?)

2 Timoteus

Paulus

ca. 65

—

Rom

Judas

ca. 65

—

Palæstina (?)

Åbenbaringen

Johannes

ca. 96

—

Patmos

Johannes

ca. 98

Efter prologen, 29-33 e.v.t.

Efesus, eller omegn

1 Johannes

Johannes

ca. 98

—

Efesus, eller omegn

2 Johannes

Johannes

ca. 98

—

Efesus, eller omegn

3 Johannes

Johannes

ca. 98

—

Efesus, eller omegn