Et liv i paradis — Guds hensigt med menneskene

„Derpå tog Jehova Gud mennesket og satte ham i Edens have til at dyrke den og tage sig af den.“ — 1 MOSEBOG 2:15.

 1. Hvad var Skaberens oprindelige hensigt med de lydige mennesker?

DET var oprindelig — og er stadig — Skaberens hensigt at lydige mennesker skal glæde sig over evigt liv; at de ikke skal blive gamle, men være fyldt med ungdommens energi; at de ikke skal kede sig, men have et meningsfyldt arbejde at varetage — ja, at de skal leve i et fuldkomment paradis mens de giver og modtager ægte, uselvisk kærlighed. — 1 Mosebog 2:8; jævnfør Lukas 23:42, 43.

 2. (a) Hvad må der være sket da det første menneske vågnede til bevidsthed? (b) Hvornår, hvor, og på hvilken tid af året blev det første menneske skabt?

² Det forstår vi hvis vi ser tilbage i tiden og betragter den nyskabte Adam da han første gang vågnede til bevidsthed, da han undersøgte sin krop og alt det han så og hørte og følte omkring sig — da det gik op for ham at han levede! Det skete for godt 6000 år siden, i år 4026 før vor tidsregning, ifølge Bibelens kronologi. Det fandt sted på den nordlige halvkugle i nærheden af floderne Eufrat og Tigris, i det område der nu kaldes Tyrkiet, eller i den sydvestlige del af det nuværende Asien. Datoen har sikkert været omkring den 1. oktober, eftersom de ældste kalendere regner året fra omkring dette tidspunkt.

 3. (a) Hvilken tilstand befandt det nyskabte menneske sig i? (b) Hvad blev det første menneskes navn, og hvad betød dette navn?

³ Da det første menneske kom til live var han fuldt udvokset, og fuldkommen både legemligt og moralsk. Det navn han gentagne gange kaldes ved i Bibelens beretning henleder vor opmærksomhed på det stof han var dannet af. Hans navn var ’Adhamʹ.a Jorden, som han var taget af, kaldtes ’adhamahʹ. Hans navn betød altså „jordisk menneske“. Dette blev det første menneskes personlige navn — Adam. Det må have været en fantastisk følelse for Adam at vågne til liv, at blive et bevidst, fornuftbegavet menneske!

 4. Hvilken besynderlig opvågnen til livet fik det første menneske ikke, og hvad var han derfor ikke en søn af?

⁴ Da det første menneske, Adam, kom til live, vågnede til bevidsthed og åbnede sine øjne, lå han ikke og klyngede sig til en eller anden hunabes hårede krop, omfavnet af hendes lange, muskuløse arme, mens han kiggede op mod hendes øjne og hengivent hviskede „mor“. Det var ikke på denne besynderlige måde det første menneske, Adam, kom til verden. Han følte ikke nogen familiær tilknytning til en abe, heller ikke da han senere så én. Den dag han blev skabt var der intet der tydede på at han var en efterkommer, en fjern søn, af en abe eller en lignende skabning. Måtte det første menneske, Adam, da forblive i uvidenhed om hvordan han var blevet til? Nej.

 5. Hvad vidste Adam om sin parklignende have og sig selv?

⁵ Det er forståeligt hvis han har undret sig over hvordan alt det smukke der omgav ham, var blevet til. Han befandt sig i en parklignende have, et paradis som han hverken havde udtænkt eller anlagt selv. Hvor var det kommet fra? Eftersom han havde en fuldkommen intelligens, har han ganske givet spurgt sig selv om det. Han havde ingen erfaringer at trække på. Han vidste at han ikke havde skabt eller udviklet sig selv. Han havde ikke i egen kraft rejst sig til dette stade. — Jævnfør Salme 100:3; 139:14.

 6. Hvordan ville Adam sandsynligvis reagere på det at leve i et fuldkomment, jordisk hjem?

⁶ I begyndelsen har det første menneske, Adam, måske været så fascineret af den spændende oplevelse det var at leve i et fuldkomment paradis, at han slet ikke har spekuleret over hvorfra han var kommet og hvorfor. Han har sikkert ikke kunnet lade være med at juble af glæde. Der kom ord ud af hans mund — han hørte sig selv bruge et sprog, tale om de skønne ting han så og hørte. Hvor var det dejligt at leve her i den paradisiske have! Men de mange indtryk som han henrykt sugede til sig gennem synet, hørelsen, lugtesansen og følesansen har uden tvivl sat nogle tanker i gang hos ham. Hvis vi havde været i hans situation ville vi sikkert have følt at der var noget mystisk ved det hele, at der lå et mysterium bag som vi ikke var i stand til at opklare på egen hånd.

Intet mysterium

 7. Hvorfor gik Adam ikke længe rundt og undrede sig over at han var i live og befandt sig i en paradisisk have?

⁷ Adam gik ikke rundt i uvished om sin situation særlig længe — alene som han var, uden en lignende skabning i Paradisets have. Han hørte en stemme, nogen sagde noget. Adam forstod hvad der blev sagt. Men hvor var den der talte? Adam kunne ikke se ham. Stemmen kom fra den usynlige verden, og den var henvendt til ham. Den kom fra menneskets Skaber! Og Adam kunne svare ham på samme sprog. Han kunne tale med Gud, Skaberen. Adam havde ikke brug for tekniske hjælpemidler såsom en radiomodtager for at høre Guds røst. Gud talte med sin skabning direkte.

 8, 9. (a) Hvilke spørgsmål kunne Adam få besvaret, og hvilken faderlig omsorg og interesse viste Gud ham? (b) Hvilket svar fik Adam af sin himmelske Fader?

⁸ Nu vidste Adam at han ikke var alene, og det må have glædet ham. Hans sind var fyldt med spørgsmål som han kunne stille til den Usynlige der talte til ham. Hvem havde skabt ham og den dejlige have? Hvorfor var han blevet sat der, og hvad skulle han bruge sit liv til? Var der en hensigt med hans liv? Gud viste dette første menneske, Adam, faderlig omsorg ved at give ham svar der tilfredsstillede hans videbegærlige sind. Hvor må det have været en stor glæde for hans Skaber, Livgiver og himmelske Fader at høre ham begynde at sige sine første ord. Det spørgsmål der sikkert faldt Adam naturligt at stille først, lød: „Hvordan er jeg blevet til?“ Den himmelske Fader besvarede det med glæde, og bekendtgjorde dermed at dette første menneske var hans søn. Ja, Adam var „søn af Gud“. (Lukas 3:38) Jehova identificerede sig selv som Faderen til det første menneske, Adam. Her følger essensen af det svar Adam fik af sin himmelske Fader, og som han fortalte videre til sine børn:

⁹ „Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl. Endvidere plantede Jehova Gud en have i Eden, mod øst, og dér satte han mennesket som han havde dannet. Således lod Jehova Gud af agerjorden fremvokse hvert træ som er indbydende at se på og godt at spise af; desuden livets træ midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt. Nu var der en flod som strømmede ud fra Eden til at vande haven, og derfra delte den sig og blev til fire hovedstrømme.“ — 1 Mosebog 2:7-10.b

10, 11. (a) Hvad fik Adam klar besked om, men hvilke andre spørgsmål måtte han have svar på? (b) Hvordan besvarede Adams himmelske Fader spørgsmålene?

¹⁰ Adams intelligente hjerne sugede ivrigt disse tilfredsstillende oplysninger til sig. Nu vidste han at han ikke kom fra den usynlige verden hvorfra hans Skaber talte, men at han var dannet af den jord han levede på, og altså hørte til på jorden. Jehova Gud var hans Livgiver og Fader. Adam var „en levende sjæl“. Da han havde modtaget livet af Jehova Gud, var han „søn af Gud“. Træerne der omgav ham i Edens have bar sunde og velsmagende frugter der kunne holde ham i live som en levende sjæl. Men hvorfor skulle han holdes i live, og hvorfor var han blevet sat på jorden, i Edens have? Som den fysisk og psykisk fuldkomne mand han var, fortjente han at få svar på sine spørgsmål. Hvordan skulle han ellers kunne opfylde hensigten med sit liv og derved glæde sin Skaber og Fader ved at gøre hans vilje? Adam fik svar på sine berettigede spørgsmål gennem følgende oplysninger:

¹¹ „Derpå tog Jehova Gud mennesket og satte ham i Edens have til at dyrke den og tage sig af den. Endvidere gav Jehova Gud mennesket dette påbud: ’Af alle træer i haven kan du frit spise. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.’“ — 1 Mosebog 2:15-17.

12. Hvad må Adam have takket sin Skaber for, og hvordan kunne han herliggøre Gud?

¹² Adam må have takket Skaberen for den opgave han fik, en opgave som kunne holde ham beskæftiget på en meningsfyldt måde i Edens smukke have. Nu kendte han sin Faders vilje, og han kunne udrette noget på jorden for ham. Nu påhvilede der ham et ansvar, nemlig at dyrke Edens have og tage sig af den, hvilket ville være et dejligt arbejde. Hvis han passede det ville Edens have blive ved med at være smuk, så den var til ære og pris for Skaberen, Jehova Gud. Når Adam blev sulten af at arbejde, kunne han spise sig mæt i frugterne fra havens træer. På den måde kunne han få ny styrke og leve i lykke til evig tid. — Jævnfør Prædikeren 3:10-13.

Udsigt til evigt liv i Paradiset

13. Hvilke fremtidsudsigter havde det første menneske, og hvorfor?

¹³ Evigt liv? Selv for et fuldkomment menneske må denne tanke have virket overvældende! Men hvorfor ikke? Skaberen havde ikke til hensigt at tilintetgøre sit mesterværk, Edens have. Hvorfor skulle han ødelægge det han selv havde frembragt, når det var så godt og var et så talende udtryk for hans kunstneriske sans, hans kreativitet? Selvfølgelig ville han ikke ødelægge det. (Esajas 45:18) Og da denne uforlignelige have til stadighed skulle dyrkes, måtte der være en som det fuldkomne menneske, Adam, til at tage sig af den. Og hvis denne vogter aldrig spiste af frugten fra det forbudte træ, „træet til kundskab om godt og ondt“, ville han aldrig dø. Så kunne han leve evigt!

14. Hvordan kunne Adam have levet evigt i Paradiset?

¹⁴ Adam havde udsigt til evigt liv i Edens paradisiske have. Han kunne glæde sig over livet til evig tid, hvis blot han forblev fuldstændig lydig mod sin Skaber, og aldrig spiste den frugt som Skaberen havde forbudt ham at spise. Det var Guds ønske at det fuldkomne menneske forblev lydigt og blev ved med at leve. Forbudet mod frugten fra „træet til kundskab om godt og ondt“ var ikke i sig selv dødbringende. Det satte blot menneskets lydighed på prøve. Det gav mennesket en mulighed for at vise sin kærlighed til Gud, Skaberen.

15. Hvorfor kunne Adam se frem til en lykkelig fremtid med velsignelser fra Skaberen?

¹⁵ Med udsigt til evigt liv i Paradiset, i forvisning om at han ikke var produktet af en række tilfældigheder men havde en Fader i himmelen, og i forståelse af hvad formålet var med hans liv, kunne det fuldkomne menneske se frem til en lys og lykkelig fremtid. Han spiste af de træer der var gode at spise af, og undgik „træet til kundskab om godt og ondt“. Han ønskede at nyde godt fra Skaberens hånd. Det arbejde han havde fået var ikke af nedbrydende art, men bestod i at dyrke Edens have — og det fuldkomne menneske arbejdede med glæde.

Ingen trang til at finde en forklaring

16-18. Hvilke såkaldte mysterier følte Adam ikke trang til at løse, og hvorfor ikke?

¹⁶ Dagslyset svandt bort efterhånden som dagens store lysgiver, hvis bevægelse hen over himmelen Adam kunne følge, gik ned. Mørket faldt på, natten kom, og månen begyndte at kunne skelnes. Adam blev ikke bange ved synet; det var jo blot den lille lysgiver der havde herredømme om natten. (1 Mosebog 1:14-18) I haven har der sikkert været ildfluer hvis kolde lys blinkede.

¹⁷ Da natten faldt på følte Adam trang til at sove ligesom dyrene omkring ham. Han var sulten da han vågnede, og spiste med god appetit frugten fra de træer han havde adgang til.

¹⁸ Med ny styrke og forfrisket af nattens hvile gik Adam i gang med dagens arbejde. Da han betragtede alle de grønne planter omkring sig, følte han ikke trang til at undersøge dét man flere tusind år senere ville kalde fotosyntesen, den gådefulde proces hvorved planternes grønne farvestof, klorofylet, binder sollysets energi for at frembringe føde til mennesker og dyr, optager den kuldioxid som mennesker og dyr udånder, og afgiver ilt som de kan indånde. Det er et mysterium for menneskene, men der var ingen grund til at Adam skulle fordybe sig i det. Det var et mirakel udført af menneskets Skaber. Han forstod det og fik det til at fungere til gavn for skabningerne på jorden. Det var derfor tilstrækkeligt for det første menneskes fuldkomne intelligens at vide at Gud, Skaberen, fik tingene til at gro, og at menneskets gudgivne opgave var at tage sig af de former for planteliv der fandtes i Edens have. — Se Første Mosebog 1:12.

Alene, men ikke ulykkelig

19. Hvad gjorde Adam ikke, selv om han vidste at han var alene i den forstand at der ingen var som han på jorden?

¹⁹ Mennesket havde endnu ikke fået al den oplæring han skulle have fra sin himmelske Fader. Adam tog sig af Edens have, og han havde ingen af sin egen art på jorden til at hjælpe sig. Han var alene i den forstand at der ingen anden var af hans art, ingen andre mennesker. Han gik ikke ud og ledte efter en der var som han selv, en han kunne være sammen med på jorden. Han bad ikke Gud, sin himmelske Fader, om en broder eller søster. Hans ensomhed som menneske drev ham ikke til vanvid eller fratog ham glæden ved at leve og arbejde. Han havde samværet med Gud. — Jævnfør Salme 27:4.

20. (a) Hvad gav Adam størst glæde? (b) Hvorfor ville det ikke have været uudholdeligt for Adam at leve videre under disse forhold? (c) Hvad vil vi komme ind på i den næste artikel?

²⁰ Adam vidste at han og hans arbejde blev iagttaget af den himmelske Fader. Intet gav ham større glæde end at være sin Gud og Skaber til behag, Ham hvis vidunderlige storhed åbenbaredes i hele det smukke skaberværk der omgav mennesket. (Jævnfør Åbenbaringen 15:3.) For dette fuldkomne, ligevægtige menneske, der havde sin Gud at tale med, ville det ikke have været uudholdeligt eller kedeligt at leve videre på denne måde. Og Gud havde givet Adam et interessant, fascinerende arbejde der kunne skænke ham stor tilfredshed og glæde. Den næste artikel vil fortælle mere om de velsignelser og fremtidsudsigter som Adam fik af sin kærlige Skaber i Paradiset.

[Fodnoter]

„Navnet på den første er Pisjon; det er den der løber rundt om hele landet Havila, hvor der findes guld. Og guldet fra det land er godt. Dér findes der også bdelliumharpiks og onykssten. Og navnet på den anden flod er Gihon; det er den der løber rundt om hele landet Kusj. Og navnet på den tredje flod er Hiddekel; det er den der går øst om Assyrien. Og den fjerde flod er Eufrat.“ — 1 Mosebog 2:11-14.

Hvad vil du svare?

◻ Hvorfor undrede Adam sig ikke særlig længe over at han var til?

◻ Hvilket arbejde gav Gud Adam, og hvordan må han have reageret?

◻ Hvilke fremtidsudsigter havde det fuldkomne menneske, og hvorfor?

◻ Hvorfor gjorde Adam det ikke til sin livsgerning at løse mysterier?

◻ Hvorfor berøvede ensomheden ikke Adam livsglæden?

[Kildeangivelse på side 10]

Foto: NASA