Jesu liv og tjeneste
Gode gerninger på sabbaten
DET er foråret år 31. Der er gået nogle få måneder siden Jesus talte med kvinden ved brønden i Samaria, mens han var på vej fra Judæa til Galilæa.
Efter at have udført et omfattende undervisningsarbejde overalt i Galilæa, forlader Jesus igen området og drager til Judæa, hvor han forkynder i synagogerne. I forhold til den opmærksomhed Bibelen viser Jesu tjeneste i Galilæa, fortæller den os ikke ret meget om de gerninger han gør i Judæa under dette besøg og i løbet af de måneder han opholdt sig der efter den foregående påske. Hans forkyndelse blev øjensynlig ikke så godt modtaget i Judæa som den gjorde i Galilæa.
Snart er Jesus på vej mod Judæas største by, Jerusalem, for at fejre påsken i år 31. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam der kaldes Betesda (eller Betzata), hvor der kommer mange syge, blinde og lamme. De tror at man kan blive helbredt ved at stige ned i dammen når vandet oprøres.
Det er sabbat, og ved dammen ser Jesus en mand der har været syg i 38 år. Jesus er klar over at han har været syg i lang tid og spørger: „Vil du gerne være rask?“
„Herre, jeg har ikke noget menneske til at tage mig ned i dammen når vandet oprøres,“ svarer han, „og mens jeg er på vej, stiger en anden ned før mig.“
Jesus siger da til ham: „Stå op, tag din båre og gå.“ Manden bliver øjeblikkelig rask, tager sin båre, og begynder at gå!
Men da jøderne ser manden, siger de: „Det er sabbat, og du har ikke lov til at bære båren.“
Manden svarer dem: „Det var ham som gjorde mig rask, der selv sagde til mig: ’Tag din båre og gå.’“
„Hvem er det menneske som sagde til dig: ’Tag den og gå’?“ spørger de. Jesus har trukket sig bort på grund af folkemængden, og den han havde helbredt kendte ikke Jesu navn. Senere møder denne mand imidlertid Jesus i templet og finder så ud af hvem det er der har helbredt ham.
Derefter går den nu raske mand hen til jøderne og fortæller dem at det er Jesus der har gjort ham rask. Da jøderne hører dette opsøger de Jesus. Af hvilken grund? For at finde ud af hvordan han var i stand til at gøre disse vidunderlige gerninger? Nej, kun for at finde fejl ved ham fordi han gør disse gode gerninger på sabbaten. De begynder endog at forfølge ham! Lukas 4:44; Johannes 5:1-16.
● Hvor længe er det siden Jesus sidst besøgte Judæa?
● Hvorfor var Betzata-dammen så populær?
● Hvilket mirakel udførte Jesus ved dammen, og hvordan reagerede jøderne?