Opstandelse

Definition: Anaʹstasis, det græske ord der oversættes med „opstandelse“, betyder bogstaveligt „genopståen“ og bruges om dét at stå op fra døden. Det fyldigere udtryk „opstandelsen fra de døde“ eller „dødes opstandelse“ bruges gentagne gange i Bibelen. (Apg. 4:2; Matt. 22:31; 1 Kor. 15:12) Det tilsvarende udtryk på hebraisk er techījathʹ hammethīmʹ, som betyder „genoplivelse af de døde“. (Matt. 22:23, fodn. i NW, studieudgaven 1984) Opstandelse indebærer at en person hvis livsmønster Gud har bevaret i sin hukommelse, bringes til live igen med det samme livsmønster. Alt efter Guds vilje med den pågældende får vedkommende livet igen i enten et menneskeligt eller et åndeligt legeme og bevarer dog sin personlige identitet, med den samme personlighed og de samme minder som da vedkommende døde. At der vil ske en opstandelse af de døde er et storslået udtryk for Jehovas ufortjente godhed; det er et vidnesbyrd om hans visdom og magt og medvirker til at hans oprindelige hensigt med jorden bliver gennemført.

Er opstandelsen en genforening af en immateriel sjæl og et fysisk legeme?

For at dette skulle være muligt måtte mennesket naturligvis have en immateriel sjæl der kunne adskilles fra det fysiske legeme. Bibelen lærer imidlertid ikke noget sådant. Ideen er lånt fra græsk filosofi. Hvad Bibelen lærer om sjælen gennemgås på siderne 340-342. Angående oprindelsen til kristenhedens tro på en immateriel, udødelig sjæl, se siderne 343, 344.

Blev Jesus oprejst i et kødeligt legeme, og har han et sådant legeme i himmelen nu?

1 Pet. 3:18: „Kristus døde jo én gang for alle for vore synders skyld, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud, idet han blev overgivet til døden i kødet, men blev gjort levende i ånden [ved ånden, KJ; i ånden, DA, NEB, GD].“ (Ved sin opstandelse fra de døde blev Jesus bragt til live i et åndelegeme. På græsk er ordene for „kød“ og „ånd“ stillet op som modsætninger og begge ordene står i dativ; hvis en oversætter bruger gengivelsen „ved ånden“, må han også for at være konsekvent sige „ved kødet“, eller hvis han bruger gengivelsen „i kødet“, bør han også sige „i ånden“.)

Apg. 10:40, 41: „Ham [Jesus Kristus] oprejste Gud på den tredje dag og lod ham blive kendt, ikke for hele folket men for vidner som i forvejen var udpeget af Gud.“ (Hvorfor var der ikke også andre der så ham? Fordi han var en åndeskabning, og når han, ligesom engle havde gjort i fortiden, materialiserede sig i et kødeligt legeme for at træde synligt frem, gjorde han det kun i nærværelse af sine disciple.)

1 Kor. 15:45: „Således står der også skrevet: ’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl.’ Den sidste Adam [Jesus Kristus, der var fuldkommen ligesom Adam var da han blev skabt] blev til en levendegørende ånd.“

Hvad betyder Lukas 24:36-39 med hensyn til det legeme Jesus blev oprejst i?

Luk. 24:36-39: „Mens de [disciplene] talte om disse ting stod han selv i deres midte, og han sagde til dem: ’Måtte I have fred.’ Men da de var opskræmte og var blevet forskrækkede, mente de at de så en ånd. Så sagde han til dem: ’Hvorfor er I foruroligede, og hvordan kan det være at der er opstået tvivl i jeres hjerte? Se mine hænder og mine fødder, at det er mig; føl på mig og se, for en ånd har ikke kød og ben, sådan som I ser jeg har.’“

Mennesker kan ikke se ånder, så disciplene troede åbenbart at det var et synsbedrag eller et syn de så. (Jævnfør Markus 6:49, 50.) Jesus forsikrede dem om at han ikke var noget synsbedrag; de kunne se hans kødelige legeme og røre ved ham og mærke knoglerne; han spiste også mens de så på det. På samme måde havde engle i fortiden materialiseret sig for at blive set af mennesker; de havde spist, og nogle havde endog giftet sig og sat børn i verden. (1 Mos. 6:4; 19:1-3) Efter sin opstandelse viste Jesus sig ikke altid i det samme legeme (måske for at understrege over for disciplene at han nu var en ånd), og derfor blev han ikke umiddelbart genkendt, selv ikke af sine nærmeste medarbejdere. (Joh. 20:14, 15; 21:4-7) Men ved at han gentagne gange viste sig for dem i materialiserede legemer og sagde og gjorde ting som de forbandt med den Jesus de kendte, styrkede han deres tro på at han virkelig var opstået fra de døde.

Hvis disciplene virkelig så Jesus i det legeme han nu har i himmelen, ville Paulus ikke senere have omtalt den herliggjorte Kristus som „det nøjagtige udtryk for selve [Guds] væsen“, for Gud er en ånd og har aldrig været i kødet. — Hebr. 1:3; jævnfør Første Timoteusbrev 6:16.

Når vi læser beretningerne om de tilfælde hvor Jesus viste sig efter sin opstandelse, hjælper det os til at forstå dem rigtigt hvis vi husker på hvad der siges i Første Petersbrev 3:18 og Første Korintherbrev 15:45, som er citeret på side 275.

Se også siderne 196, 197, under emnet „Jesus Kristus“.

Hvem vil blive oprejst til himmelsk liv sammen med Kristus, og hvad skal de foretage sig i himmelen?

Luk. 12:32: „Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget.“ (Dette vil ikke omfatte alle som har vist tro; antallet er begrænset. Der er en særlig hensigt med at de skal i himmelen.)

Åb. 20:4, 6: „Jeg så troner, og der var nogle som satte sig på dem, og der blev givet dem magt til at dømme. . . . Lykkelig og hellig er enhver som har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen myndighed over, men de skal være Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år.“

Se også siderne 164-170, under emnet „Himmel“.

Vil de der oprejses til himmelsk liv til sidst få herliggjorte fysiske legemer dér?

Fil. 3:20, 21: „Herren Jesus Kristus . . . vil omdanne vort ydmygede legeme så det bliver formet efter hans herlige legeme i overensstemmelse med indvirkningen af den kraft han har.“ (Betyder dette at det er deres kødelige legeme der til sidst herliggøres i himmelen? Eller betyder det at de, i stedet for at have et kødeligt legeme, vil blive iklædt et herligt åndeligt legeme når de oprejses til himmelsk liv? Lad følgende skriftsteder svare på dette.)

1 Kor. 15:40, 42-44, 47-50: „Der er himmelske legemer og jordiske legemer; men de himmelske legemers glans er af én art, og de jordiske legemers af en anden art. Således er det også med de dødes opstandelse. . . . Der sås et sjæleligt legeme, der oprejses et åndeligt legeme. . . . Det første menneske [Adam] er fra jorden, dannet af støv; det andet menneske [Jesus Kristus] er fra himmelen. Som den der er dannet af støv er, sådan er de der er dannet af støv også; og som den himmelske er, sådan er de himmelske også. Og ligesom vi har båret billedet af den der blev dannet af støv, skal vi også bære billedet af den himmelske. Men dette siger jeg, brødre, at kød og blod kan ikke arve Guds rige.“ (Her gives ikke rum for nogen sammenblanding af de to slags legemer eller for at et kødeligt legeme skulle kunne tages op til himmelen.)

Hvordan demonstrerede Jesus hvad opstandelsen vil indebære for menneskene i almindelighed?

Joh. 11:11, 14-44: „[Jesus sagde til sine disciple:] ’Lazarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg tager hen for at vække ham af søvnen.’ . . . Så sagde Jesus da rent ud til dem: ’Lazarus er død’ . . . Da Jesus så kom, fandt han at han [Lazarus] allerede havde været fire dage i mindegraven. . . . Jesus sagde til hende [Marta, en søster til Lazarus]: ’Jeg er opstandelsen og livet.’ . . . [han råbte] med høj røst: ’Lazarus, kom ud!’ Manden som havde været død kom ud med fødderne og hænderne omvundet med tøjstrimler og ansigtet indhyllet i et tørklæde. Jesus sagde til dem: ’Løs ham og lad ham gå.’“ (Hvis Jesus her havde kaldt Lazarus tilbage fra en velsignet tilstand i et andet liv, ville det ikke have været en velgerning han gjorde. Men hvis Jesus oprejste Lazarus fra en livløs tilstand, var det en velgerning både mod ham og hans søstre. Endnu en gang blev Lazarus et levende menneske.)

Mark. 5:35-42: „Endnu mens han talte, kom nogle fra synagogeforstanderens hjem og sagde: ’Din datter er død! Hvorfor ulejlige læreren mere?’ Men Jesus, som også havde hørt det ord der blev sagt, sagde til synagogeforstanderen: ’Vær ikke bange, hav blot tro.’ . . . han [tog] barnets fader og moder og sine ledsagere med sig, og han gik ind hvor barnet var. Og idet han tog barnets hånd sagde han til hende: ’Talitaʹ kum,’ der oversat betyder: ’Lille pige, jeg siger dig: Stå op!’ Og straks stod pigen op og begyndte at gå omkring; hun var nemlig tolv år. Og de blev straks ude af sig selv af stor henrykkelse.“ (Når den almindelige opstandelse finder sted på jorden, under Kristi tusindårsrige, vil det helt sikkert blive til stor glæde for millioner af forældre og deres børn når de forenes igen.)

Hvad venter der dem der oprejses til liv på jorden?

Luk. 23:43: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ (Hele jorden vil blive forvandlet til et paradis under Kristi kongedømme.)

Åb. 20:12, 13: „Jeg så de døde, de store og de små, stå foran tronen, og skriftruller blev åbnet. Og en anden skriftrulle blev åbnet; det er livets skriftrulle. Og de døde blev dømt ud fra det der stod skrevet i skriftrullerne, efter deres gerninger. . . . de blev dømt hver især efter deres gerninger.“ (At skriftruller bliver åbnet, peger frem til en tid hvor menneskene bliver undervist i Guds vilje, i overensstemmelse med Esajas 26:9. At „livets skriftrulle“ åbnes, tyder på at de der giver agt på denne undervisning vil få mulighed for at få deres navne indskrevet i denne skriftrulle. De vil have udsigt til at opnå evigt liv som fuldkomne mennesker.)

Se også siderne 128-133, under emnet „Guds rige“.

Vil nogle blive oprejst for blot at høre deres dom udtalt og derpå blive overgivet til den anden død?

Hvad betyder Johannes 5:28, 29? Der står: „Alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“ Det Jesus sagde her, skal forstås i lyset af den senere åbenbaring han gav til Johannes. (Se Åbenbaringen 20:12, 13, citeret på side 337.) Både de der tidligere har gjort det der er godt og de der tidligere har gjort det der er slet, vil blive „dømt hver især efter deres gerninger“. Hvilke gerninger? At folk skulle blive fordømt på grundlag af gerninger i deres tidligere liv, ville ikke stemme med Romerbrevet 6:7: „Den der er død er blevet frikendt fra sin synd.“ Der ville heller ikke være nogen fornuft i at oprejse folk blot for at udrydde dem. Vi må derfor slutte at Jesus i Johannes 5:28, 29a først peger frem til opstandelsen. Derpå, i resten af vers 29, taler han om det endelige resultat efter at de er blevet ført frem til menneskelig fuldkommenhed og har fået deres dom.

Hvad viser Åbenbaringen 20:4-6 om dem der bliver oprejst på jorden?

Åb. 20:4-6: „Jeg så troner, og der var nogle som satte sig på dem, og der blev givet dem magt til at dømme. Ja, jeg så sjælene af dem der var blevet henrettet med økse på grund af det vidnesbyrd de havde aflagt om Jesus og for at have talt om Gud . . . Og de blev levende og herskede som konger sammen med Messias i tusind år. (De øvrige af de døde blev ikke levende førend de tusind år var til ende.) Dette er den første opstandelse. Lykkelig og hellig er enhver som har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen myndighed over, men de skal være Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år.“

Parenteserne indsættes i NV og DA for at hjælpe læseren til at forbinde det der følger efter det parentetiske indskud med det der kommer før. Det fremgår heraf at det ikke er „de øvrige af de døde“ der har del i den første opstandelse. Denne opstandelse er for dem der skal regere sammen med Kristus i de tusind år. Betyder det så at ingen andre af menneskeheden vil være i live i de tusind år, undtagen de der regerer i himmelen sammen med Kristus? Nej, for hvis det var tilfældet, ville det betyde at der ikke var nogen de kunne betjene som præster, og deres regeringsområde ville være en øde klode.

Hvem er så „de øvrige af de døde“? Det er alle de mennesker der er døde som følge af den adamitiske synd og dem der, skønt de har overlevet den store trængsel eller er blevet født i tusindårsriget, har brug for at blive befriet for de dødbringende virkninger af denne synd. — Jævnfør Efeserbrevet 2:1.

I hvilken betydning bliver de først „levende“ når de tusind år er til ende? Dette hentyder ikke til deres opstandelse. At ’blive levende’ i denne betydning omfatter langt mere end blot at være til som et menneske. Det indebærer dét at opnå menneskelig fuldkommenhed, at blive fri for alle virkninger af den adamitiske synd. Læg mærke til at ovennævnte siges umiddelbart efter at vers 4 har talt om dem der „blev levende“ i himmelen. I deres tilfælde indebærer det et liv befriet for alle syndens virkninger; som en særlig gunst får de endda udødelighed. (1 Kor. 15:54) For „de øvrige af de døde“ må det derfor betyde at de opnår livet fuldt og helt som fuldkomne mennesker.

Hvem får del i den jordiske opstandelse?

Joh. 5:28, 29: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst [Jesu røst] og komme ud.“ (Det græske ord der er oversat med „mindegravene“ er ikke flertalsformen af taʹfos [grav, et enkelt gravsted] eller af haiʹdēs [graven, den døde menneskeheds fælles grav], men er dativ flertal af mnēmeiʹon [minde, mindegrav]. Det lægger vægten på at den afdødes minde bevares. Det er ikke dem hvis minde er slettet ud i Gehenna på grund af utilgivelige synder, men dem som Gud husker, der vil blive oprejst med mulighed for at leve evigt. — Matt. 10:28; Mark. 3:29; Hebr. 10:26; Mal. 3:16.)

Apg. 24:15: „Jeg har håb til Gud . . . at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ (Både de der har levet i harmoni med Guds retfærdige veje og de som af uvidenhed har handlet uretfærdigt, vil få en opstandelse. Bibelen besvarer ikke alle vore spørgsmål om hvorvidt visse enkeltpersoner vil blive oprejst. Men vi kan have tillid til at Gud, som ved alt hvad der er sket, vil handle upartisk og barmhjertigt, dog uden at tilsidesætte sine retfærdige normer. Jævnfør Første Mosebog 18:25.)

Åb. 20:13, 14: „Havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades gav de døde der var i dem, tilbage, og de blev dømt hver især efter deres gerninger. Og døden og Hades blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død, ildsøen.“ (De hvis død må tilskrives den adamitiske synd, vil altså blive oprejst, uanset om de blev begravet i havet eller i Hades, den døde menneskeheds fælles grav i jorden.)

Se også emnet „Frelse“.

Hvis milliarder skal oprejses fra de døde, hvor skal de så bo alle sammen?

Et meget løst skøn over hvor mange der har levet på jorden er 20.000.000.000. Som vi har set, er det ikke alle disse der vil blive oprejst. Men selv om vi antager at det vil være så mange, vil der stadig være rigelig plads. Jordens landoverflade er for øjeblikket omkring 147.600.000 kvadratkilometer. Hvis halvdelen heraf blev sat til side til andre formål, ville der stadig være omkring 0,37 hektar pr. person, hvilket er mere end nok til at skaffe den nødvendige føde. De nuværende tilfælde af fødevaremangel skyldes ikke at jorden ikke kan bære de nødvendige afgrøder, men snarere politisk kappestrid og økonomisk grådighed.

Se også side 204, under emnet „Jorden“.