JUDAS

(Juʹdas) [fra hebr.; den græske form af navnet Juda].

1. Judas Galilæeren, omtalt af Gamaliel i dennes tale til Sanhedrinet. (Apg 5:37) Under en indskrivning som sættes i forbindelse med landshøvdingen Quirinius i Syrien, og som fandt sted i år 6 e.v.t., anførte Judas en jødisk opstand. Josefus nævner ham flere gange og siger at han „ophidsede . . . indbyggerne til at gøre oprør, idet han erklærede det for en forbrydelse, hvis de fortsatte med at betale skat til romerne, og hvis de ved siden af Gud fandt sig i at have dødelige mennesker som herrer. Denne mand var en sofist og havde sin egen lære, der ikke lignede de andre jøders.“ (Den jødiske krig, oversat af Erling Harsberg, 1997, 2. bog, 8. kap., 1. afsnit) Ét sted kalder Josefus ham gaulanit (som nogle vil sætte i forbindelse med et område øst for Galilæas Sø), men andre steder siger han ligesom Gamaliel at Judas var galilæer. (Jewish Antiquities, XVIII, 3 [i, 1]; XVIII, 23 [i, 6]) Disse oprørere opnåede ikke den frihed de søgte. Judas „omkom, og alle de som adlød ham blev spredt for alle vinde“. (Apg 5:37) Nogle af hans efterkommere deltog også i opstande. — Den jødiske krig, 2. bog, 17. kap., 8. afsnit; 7. bog, 8. kap., 1. afsnit.

2. En af de 12 apostle, „Judas, Jakobs søn“, også kaldet Taddæus. I apostellisterne i Mattæus 10:3 og Markus 3:18 nævnes Alfæus’ søn Jakob og Taddæus sammen. I listerne i Lukas 6:16 og Apostelgerninger 1:13 er Taddæus udeladt og i stedet nævnes „Judas, Jakobs søn“, hvoraf man slutter at Taddæus er et andet navn for apostelen Judas. Det er muligt at man undertiden anvendte navnet Taddæus for at undgå at forveksle de to apostle der hed Judas. I Lukas 6:16 og Apostelgerninger 1:13 siger nogle oversættelser „Judas, Jakobs broder“, eftersom den græske tekst ikke angiver det præcise familieforhold. Den syriske Pesjitta indsætter imidlertid ordet „søn“, og på det grundlag siger mange nyere oversættelser „Judas, Jakobs søn“. (DA92, Se, Sch, NV) Det eneste sted hvor Judas nævnes alene, er Johannes 14:22. For at undgå forveksling kaldes han dér „Judas, ikke Iskariot“.

I den danske autoriserede oversættelse af 1907 er der før navnet „Taddæus“ i Mattæus 10:3 indføjet ordene „Lebbæus med Tilnavn . . .“. Dette bygger på Textus Receptus, men i Westcott og Horts græske tekst, som er udarbejdet senere, er ordene udeladt da de ikke forekommer i flere håndskrifter, deriblandt Codex Sinaiticus.

3. Judas Iskariot, Simons søn, den apostel der forrådte Jesus. Bibelen oplyser ikke meget om hans familieforhold og baggrund. Både han og hans fader blev kaldt Iskariot. (Lu 6:16; Joh 6:71) Dette betyder ifølge den almindelige opfattelse at de stammede fra den judæiske by Kerijot-Hezron. Hvis dette er tilfældet, var Judas den eneste judæer blandt de 12 apostle, idet resten var galilæere.

Judas nævnes første gang i evangelierne i forbindelse med at Jesus udvalgte sine 12 apostle, hvilket skete nogen tid efter påsken i år 31, omkring halvandet år efter at Jesus havde påbegyndt sin tjeneste. (Mr 3:19; Lu 6:16) Det er rimeligt at antage at Judas havde været discipel i nogen tid før Jesus gjorde ham til apostel. Mange skribenter tegner et helt igennem dystert billede af Judas, men dét at han blev udvalgt til apostel, viser at han øjensynlig i nogen tid havde været en discipel der havde Guds og Jesu Kristi godkendelse. Desuden fik han betroet forvaltningen af Jesu og apostlenes fælles midler. Det tyder på at han oprindelig var pålidelig og havde gode evner eller en god uddannelse, især i betragtning af at Mattæus, som havde erfaring med penge og tal, ikke fik denne opgave betroet. (Joh 12:6; Mt 10:3) Senere blev han imidlertid korrupt og fordærvet. Det er uden tvivl af den grund han nævnes sidst i apostellisterne og bliver beskrevet som den Judas „der blev forræder“ og „som senere forrådte ham“. — Lu 6:16; Mt 10:4.

Blev fordærvet. Lidt før påsken i år 32 blev Judas sammen med de andre apostle sendt ud for at forkynde. (Mt 10:1, 4, 5) Kort efter at Judas var vendt tilbage, og mindre end et år efter at han var blevet udvalgt til apostel, blev han offentligt fordømt af Jesus, dog ikke ved navn. Nogle disciple havde forladt Jesus fordi de var chokerede over hans lære, men Peter gav udtryk for at de 12 ville blive hos ham. Som svar sagde Jesus at han havde udvalgt de 12, men tilføjede: „Dog er en af jer en bagvasker [gr.: diaʹbolos, der betyder „djævel“, el. „bagvasker“].“ Det tilføjes i beretningen at Jesus hermed hentydede til Judas, som „ville forråde ham, skønt han var en af de tolv“. — Joh 6:66-71.

I forbindelse med denne tildragelse siger Johannes: „Fra begyndelsen vidste Jesus . . . hvem den ene var som ville forråde ham.“ (Joh 6:64) Ud fra profetierne i De Hebraiske Skrifter vidste Jesus at han ville blive forrådt af en af sine nærmeste. (Sl 41:9; 109:8; Joh 13:18, 19) Gud havde ved hjælp af sin forudviden set at en af dem der stod Jesus meget nær, ville blive forræder, uden at det dermed var forudbestemt at Judas skulle svigte; en forudbestemmelse af dette ville ikke være i harmoni med Guds egenskaber og tidligere handlinger. (Se FORUDVIDEN, FORUDBESTEMMELSE.) Som allerede nævnt var Judas i begyndelsen af sin tjeneste som apostel trofast over for Gud og Jesus. Udtrykket „fra begyndelsen“ må derfor sigte til det tidspunkt da Judas begyndte at handle ondt og at give efter for sine ufuldkomne og syndige tilbøjeligheder. Fra det øjeblik vidste Jesus hvad Judas ville udvikle sig til. (Joh 2:24, 25; Åb 1:1; 2:23) Judas må selv have vidst at han var den „bagvasker“ Jesus talte om, men han fortsatte med at færdes sammen med Jesus og de trofaste apostle og forandrede sig åbenbart ikke.

Bibelen kommer ikke nærmere ind på motiverne til hans fordærvede handlemåde, men en hændelse der indtraf den 9. nisan år 33, fem dage før Jesu død, kaster en smule lys over sagen. I Simon den Spedalskes hus i Betania salvede Maria, Lazarus’ søster, Jesus med vellugtende olie til en værdi af 300 denarer, omkring en årsløn for en arbejder. (Mt 20:2) Judas gjorde stærke indvendinger imod dette og sagde at olien kunne have været solgt og pengene „givet til de fattige“. Andre apostle var åbenbart enige med ham da indvendingen syntes berettiget, men Jesus satte dem i rette. Den virkelige grund til Judas’ indvending var at han havde pengekassen og „var en tyv“ idet han „plejede at tage det der blev lagt i den“. Judas var altså pengebegærlig og var kommet i vane med at stjæle. — Joh 12:2-7; Mt 26:6-12; Mr 14:3-8.

Prisen for forræderiet. Judas blev uden tvivl fornærmet over Jesu irettesættelse. På det tidspunkt ’gik Satan i Judas’, sandsynligvis i den forstand at den forræderiske apostel nu gav efter for Djævelens vilje og lod sig bruge som et villigt redskab til at virkeliggøre Satans plan om at rydde Jesus af vejen. Nogle få dage senere, den 12. nisan, gik Judas til de øverste præster og tempeløversterne for at høre hvor meget de ville give ham for at forråde Jesus, hvilket igen vidnede om hans begærlighed. (Mt 26:14-16; Mr 14:10, 11; Lu 22:3-6; Joh 13:2) De øverste præster havde samme dag været forsamlet med „folkets ældste“, som var indflydelsesrige medlemmer af Sanhedrinet. (Mt 26:3) Tempeløversterne er muligvis blevet inddraget på grund af deres indflydelse og for at kaste et legalt skær over en eventuel arrestation af Jesus.

Hvorfor tilbød de jødiske religiøse ledere kun 30 sølvstykker til den der ville forråde Jesus?

Judas fik tilbudt 30 sølvstykker (hvis sekel, ca. 400 kr.). (Mt 26:14, 15) Det ser ud til at de religiøse ledere fastsatte dette beløb for at vise deres foragt for Jesus og understrege hvor lidt de regnede ham for. Ifølge 2 Mosebog 21:32 var prisen for en træl 30 sekel. For sit arbejde som hyrde for folket fik Zakarias udbetalt „tredive sølvstykker“. Jehova anså dette for at være en ussel betaling, i virkeligheden et udtryk for hvordan det troløse folk vurderede Gud selv. (Zak 11:12, 13) Ved kun at tilbyde 30 sølvstykker for Jesus viste de religiøse ledere altså at de ikke regnede ham for ret meget. Samtidig opfyldte de Zakarias 11:12 idet de viste ringeagt for Jehova ved at behandle den hyrde han havde sendt til Israel, på denne måde. Den fordærvede Judas accepterede prisen og „begyndte at søge en gunstig lejlighed til at forråde [Jesus] til dem uden at en folkemængde var der“. — Lu 22:6.

Den sidste nat sammen med Jesus. Til trods for at Judas havde vendt sig imod Jesus, blev han ved med at færdes sammen med ham. Den 14. nisan var han sammen med Jesus og apostlene for at fejre påsken. Under påskemåltidet rejste Jesus sig og betjente ydmygt apostlene ved at vaske deres fødder. Den hykleriske Judas lod også sine fødder vaske. Jesus sagde imidlertid: „I er ikke alle rene.“ (Joh 13:2-5, 11) Han nævnte også at en af apostlene ved bordet ville forråde ham. Muligvis for ikke at virke skyldig spurgte Judas om det var ham. For yderligere at tilkendegive hvem han sigtede til, rakte Jesus ham et stykke brød og sagde til ham: „Det du gør, gør det hurtigere.“ — Mt 26:21-25; Mr 14:18-21; Lu 22:21-23; Joh 13:21-30.

Judas forlod straks de andre. En sammenligning af Mattæus 26:20-29 med Johannes 13:21-30 viser at han gik før Jesus indstiftede Herrens aftensmåltid. Lukas fremstiller åbenbart ikke disse begivenheder i strengt kronologisk orden, for Judas må have forladt de øvrige da Jesus roste dem for at være blevet hos ham i hans prøvelser; dette ville ikke passe på Judas, og han ville heller ikke være blevet taget med i ’pagten om et rige’. — Lu 22:19-30.

Judas fandt senere Jesus sammen med de trofaste apostle i Getsemane Have, et sted som forræderen kendte godt fra de gange Jesus og apostlene tidligere havde været der sammen. Han anførte en stor skare mennesker, deriblandt romerske soldater og en militærtribun. Skaren medbragte køller og sværd samt fakler og lamper for det tilfælde at fuldmånen var dækket af skyer eller Jesus befandt sig i skyggen. Da romerne sandsynligvis ikke ville kunne genkende Jesus, gik Judas efter aftale hen og udpegede ham ved at hilse på ham og hyklerisk ’kysse ham ømt’. (Mt 26:47-49; Joh 18:2-12) Senere følte Judas sig tynget af sin skyld. Om morgenen forsøgte han at levere de 30 sølvstykker tilbage, men de øverste præster nægtede at tage imod dem. Det endte med at Judas kastede pengene ind i templet. — Mt 27:1-5.

Hans død. Ifølge Mattæus 27:5 gik Judas hen og hængte sig. I Apostelgerninger 1:18 siges der imidlertid at „da han styrtede på hovedet ned, sprængtes hans bug, og alle hans indvolde væltede ud“. Det lader til at Mattæus beskæftiger sig med den måde Judas forsøgte selvmord på, mens Apostelgerninger beskriver resultatet. Sammenholder man de to beretninger, lader det til at Judas forsøgte at hænge sig ud over en skrænt, men at enten rebet eller grenen brast så han faldt ned og sprængtes på klipperne nedenunder. I betragtning af de topografiske forhold omkring Jerusalem er denne mulighed ikke utænkelig.

I forbindelse med hans død er der også spørgsmålet om hvem der købte den mark der blev brugt til begravelsesplads, for de 30 sølvstykker. Ifølge Mattæus 27:6, 7 blev de øverste præster enige om at de ikke kunne lægge pengene i tempelkassen, så derfor købte de marken for pengene. Beretningen i Apostelgerninger 1:18, 19 siger imidlertid om Judas: „Dette menneske erhvervede sig for øvrigt et stykke jord for lønnen for sin uretfærdighed.“ Forklaringen er åbenbart at præsterne købte marken, men at købet kunne tilskrives Judas fordi det var ham der havde tilvejebragt pengene. Dr. Alfred Edersheim siger: „Det var ikke tilladt at lægge penge som var erhvervet på uretmæssig vis, i tempelkassen til indkøb af hellige ting. I sådanne tilfælde skulle pengene ifølge jødisk lov leveres tilbage til giveren, og hvis han insisterede på at give dem, skulle han bevæges til at bruge dem til gavn for almenvellet . . . Ved et juridisk kunstgreb blev pengene anset for stadig at tilhøre Judas og for at være blevet brugt af ham til købet af den velkendte ’pottemagermark’.“ (The Life and Times of Jesus the Messiah, 1906, bd. II, s. 575) Dette køb var et led i opfyldelsen af profetien i Zakarias 11:13.

Judas valgte med overlæg ondskabens, havesygens, stolthedens, hykleriets og rænkefuldhedens vej. Bagefter plagedes han af den skyldfølelse som kan gribe en forsætlig morder når han ser hvad hans forbrydelse har resulteret i. Men det undskylder ikke at Judas af egen fri vilje slog en handel af med dem om hvem Jesus havde sagt at de gjorde deres proselytter til emner for Gehenna, dobbelt så slemme som de selv — de som i forvejen var hjemfaldne til „Gehennas dom“. (Mt 23:15, 33) Den sidste aften i sit jordiske liv sagde Jesus selv om Judas: „Det ville have været bedre for det menneske om det ikke var blevet født.“ Senere samme aften omtalte han ham som „undergangens søn“. — Mr 14:21; Joh 17:12; He 10:26-29.

En anden træder i hans sted. Mellem Jesu himmelfart og Pinsedagen forklarede Peter de hen ved 120 disciple der var forsamlet, at det, i henhold til profetien i Salme 109:8, syntes nødvendigt at udvælge en anden til at træde i Judas’ sted. Der blev opstillet to kandidater og kastet lod imellem dem, og resultatet var at Mattias blev udvalgt „til at indtage denne plads med dens tjeneste og apostelhverv, som Judas fraveg for at gå til sit eget sted“. — Apg 1:15, 16, 20-26.

4. En af Jesu fire halvbrødre. (Mt 13:55; Mr 6:3) Man ved ikke meget om Judas’ liv. Det er sandsynligt at han sammen med sin moder og sine tre brødre overværede brylluppet i Kana, hvor Jesus gjorde sit første mirakel, og i hvert fald tog han senere sammen med Jesus og hans disciple ned til Kapernaum, hvor de blev i nogle få dage. (Joh 2:1-12) Godt et år senere var han øjensynlig sammen med sin moder og sine brødre da de søgte at komme til at tale med Jesus. (Mt 12:46) Han var muligvis en af de slægtninge der sagde om Jesus: „Han er gået fra forstanden.“ (Mr 3:21) I efteråret 32 troede Judas og hans brødre endnu ikke på Jesus (Joh 7:5), og den omstændighed at Jesus kort før sin død betroede sin troende moder i apostelen Johannes’ varetægt, tyder stærkt på at de heller ikke på dette tidspunkt var blevet disciple. — Joh 19:26, 27.

Efter sin opstandelse viste Jesus sig imidlertid for sin halvbroder Jakob. (1Kor 15:7) Dette bidrog uden tvivl stærkt til at ikke blot Jakob, men også Judas og de øvrige brødre, blev overbevist om at Jesus var Messias. Allerede før pinsedagen i år 33 var de derfor fordybet i bøn sammen med de 11 trofaste apostle og andre disciple i en sal ovenpå et sted i Jerusalem. (Apg 1:13-15) Det ser ud til at de også var til stede blandt de hen ved 120 der var forsamlet ved den lejlighed da Mattias blev udvalgt til at træde i stedet for den utro Judas Iskariot. (Apg 1:14-26) Hvis dette er tilfældet, var Judas også blandt dem der fik den hellige ånd på Pinsedagen. — Apg 2:1-4.

Det var uden tvivl denne Judas der (år 65) skrev det brev i Bibelen der bærer navnet Judas. Brevskriveren præsenterer sig som en Jesu Kristi „træl“, ikke en „apostel“, og han omtaler apostlene i tredje person som „de“, så han kan ikke have været den trofaste apostel Judas, Jakobs søn. (Jud 1, 17, 18; Lu 6:16) For at adskille sig fra andre der hed Judas, kalder han sig desuden for „Jakobs broder“, hvoraf man kan udlede at denne Jakob var velkendt blandt de kristne, og det lader til at kun én ved navn Jakob var specielt fremtrædende i den kristne menighed. Apostelen Paulus omtalte denne Jakob som en af ’søjlerne’ i menigheden i Jerusalem og som „Herrens broder“. (Ga 1:19; 2:9; se også Apg 12:17; 15:13-21.) Judas må derfor også have været Jesu halvbroder. Imidlertid fremhævede Judas ikke sit kødelige slægtskab med Jesus, men betegnede ydmygt sig selv som „en Jesu Kristi træl“.

5. En mand fra Damaskus som havde et hus i den gade der kaldtes Den Lige. Umiddelbart efter sin omvendelse boede Saulus (Paulus) i Judas’ hus, og det var dér Ananias blev sendt hen for at lægge hænderne på Saulus og give ham synet igen. (Apg 9:11, 17) Beretningen fortæller ikke om Judas var en discipel på det tidspunkt, men det har han sikkert ikke været eftersom han villigt åbnede sit hjem for Saulus, hvorimod Ananias og andre disciple tøvede med at henvende sig til Saulus der var kendt for at forfølge de kristne. — Apg 9:13, 14, 26.

6. Judas, også kaldet Barsabbas, var en af de to disciple som det styrende råd i Jerusalem udpegede til at ledsage Paulus og Barnabas da de rejste ud med brevet om omskærelse (ca. år 49). Både Judas og den anden discipel, Silas, blev regnet for at være „ledende mænd blandt brødrene“. (Apg 15:22) Brevet var stilet til „de brødre i Antiochia og Syrien og Kilikien som er fra nationerne“. Judas og Silas tog med til Antiochia, men der siges ikke noget om at de ledsagede Paulus og Barnabas på den videre rejse. De var med for mundtligt at bekræfte brevets indhold. Judas var profet, og som besøgende taler holdt han mange foredrag for brødrene i Antiochia og opmuntrede og styrkede dem. — Apg 15:22, 23, 27, 30-32.

Efter at Judas og Silas havde „opholdt sig nogen tid“ hos de kristne i Antiochia, vendte de ifølge Apostelgerninger 15:33 tilbage til Jerusalem. Nogle håndskrifter (som for eksempel Codex Ephraemi og Codex Bezae) indeholder et 34. vers, som med nogle variationer lyder: „Men det syntes godt i Silas’ øjne at blive der; Judas tog imidlertid alene af sted til Jerusalem.“ (NV, fdn.; jf. DA92.) Dette vers forekommer imidlertid ikke i pålidelige ældre håndskrifter (Codex Sinaiticus, Codex Alexandrinus og Codex Vaticanus nr. 1209). Det har sandsynligvis været en marginalnote som skulle forklare vers 40, og som med tiden er blevet indføjet i selve teksten.

Nogle kommentatorer har fremsat den tanke at Judas, som blev kaldt Barsabbas, var broder til „Josef, der blev kaldt Barsabbas“, en af de to disciple der blev opstillet som kandidater til at overtage Judas Iskariots plads. (Apg 1:23) Der er dog intet andet grundlag for denne antagelse end navnenes lighed. Judas nævnes ikke i den bibelske beretning efter at han var vendt tilbage til Jerusalem.