Dygtige rådgivere — en velsignelse for deres brødre
„Jeg vil igen give dig dommere som tidligere, og rådgivere som førhen.“ — Esajas 1:26.
1, 2. (a) Hvad viser Ordsprogene 12:15 og 19:20 om værdien af rådgivning? (b) Hvad er en betingelse for at vi kan ’høre på råd’, og hvilken erfaring belyser dette?
EN PIGE ved navn Terri, hvis forældre er kristne, havde en skoleveninde der også var „i sandheden“. Da de var ved at være færdige med grundskolen lagde Terri mærke til at hendes veninde ikke mere var så glad for sin tro, og mens de gik i highschool begyndte Terris veninde at komme uregelmæssigt til de kristne møder og at finde fejl ved Vagttårnsselskabet og menigheden. Terri bad inderligt for sin veninde og rådede hende hele tiden til at anstrenge sig for at stå fast som kristen. Til sidst bar hendes anstrengelser frugt. I det sidste skoleår begyndte pigen igen at komme regelmæssigt til møderne, og senere blev hun døbt. Hvilken velsignelse for hende! Og hvilken belønning for Terri, hendes trofaste veninde.
2 I betragtning af denne erfaring, hvem kan da tvivle på at det er nødvendigt at kristne nu og da giver hinanden et kærligt og velment råd? I Bibelen finder vi denne tilskyndelse: „Hør på råd og tag imod tugt, så du kan blive viis i fremtiden.“ (Ordsprogene 19:20; 12:15) Terris veninde fulgte denne vejledning. Men hvad nu hvis Terri ikke havde haft den kærlighed og ihærdighed eller det mod som det kræver at blive ved med — år efter år — at tilbyde sin hjælp? Vi kan jo kun ’høre på råd’ hvis nogen er villige til at rådgive os! Men hvem er kvalificerede til at rådgive andre?
Hvem kan rådgive andre?
3. Hvem har Jehova givet den opgave at råde og vejlede i den kristne menighed?
3 Jehova Gud har lovet at give sit folk rådgivere nu i vor tid. Han har sagt: „Jeg vil igen give dig . . . rådgivere som førhen.“ (Esajas 1:26) Dette løfte opfyldes først og fremmest gennem de udnævnte ældste i den kristne menighed. Rådgivning er en form for undervisning, og det er fortrinsvis de ældste der er ’egnede til at undervise’. (1 Timoteus 3:2) Måske var det i første række de ældste apostelen Paulus havde i tanke da han sagde: „Selv om et menneske uforvarende begår et eller andet fejltrin, skal I som har åndelige kvalifikationer prøve at hjælpe en sådan på fode igen, i mildhedens ånd.“ (Galaterne 6:1) Men er det kun de ældste der kan give andre råd og vejledning?
4, 5. (a) Hvilke bibelske beretninger viser at det ikke kun er ældste der kan rådgive andre? (b) I hvilke dagligdags situationer vil kristne der ikke er ældste, vejlede andre?
4 Nej. Terri er jo ikke ældste, men den vejledning hun gav sin veninde førte alligevel med tiden til et godt resultat. Tænk også på den syriske hærfører Na’aman. Han lyttede til en lille israelitisk piges ord og fulgte senere et råd fra sine tjenere. Et godt råd fra Abigajil, Nabals hustru, reddede David fra at pådrage sig blodskyld, og den unge mand Elihu gav Job og hans tre „trøstere“ nogle kloge råd. — 1 Samuel 25:23-35; 2 Kongebog 5:1-4, 13, 14; Job 32:1-6.
5 I dag er det heller ikke kun de ældste der kan give andre råd og vejledning. Forældre vejleder jævnlig deres børn, unge mennesker som Terri kan ofte vejlede deres jævnaldrende med et godt resultat, og Bibelen tilskynder modne søstre til at være „lærere i hvad der er godt“, især for yngre kvinder i menigheden. (Titus 2:3-5) Faktisk har vi alle pligt til at hjælpe hinanden på denne måde. Apostelen Paulus sagde: „Bliv . . . ved med at trøste hinanden og opbygge hinanden, sådan som I også gør.“ — 1 Thessaloniker 5:11.
Formål med kristen rådgivning
6. Nævn nogle af målene med den kristne rådgivning.
6 Hvilke formål tjener den kristne rådgivning? Blandt andet at hjælpe andre til at gøre fremskridt og til at fortsætte ad den rette vej, til at løse problemer, overvinde vanskeligheder og måske rette en forkert kurs. Paulus omtalte nogle former for rådgivning da han gav Timoteus denne opfordring: „Retled, irettesæt, tilskynd, med al langmodighed og undervisning.“ (2 Timoteus 4:1, 2) Det er en kunst at rådgive andre på en sådan måde at de forstår meningen uden dog at føle sig stødt.
7, 8. (a) I hvilke situationer i den kristne menighed forventer man at få vejledning? (b) I hvilke situationer forventer en kristen måske ikke at få vejledning, selv om han har behov for det?
7 Hvornår kan man give andre råd og vejledning? Forældre har jævnlig lejlighed til at vejlede deres børn, og børnene forventer at de gør det. (Ordsprogene 6:20; Efeserne 6:4) I menigheden forventer man at blive vejledt når man har haft et indlæg på den teokratiske skole, og nye forkyndere af Riget forventer at få hjælp og vejledning så de kan gøre fremskridt og vokse til modne, kristne forkyndere. (1 Timoteus 4:15) Nu og da sker det også at én henvender sig til de ældste eller til andre i menigheden og beder om hjælp og vejledning.
8 Fra tid til anden kan det dog være nødvendigt at vejlede nogen der ikke forventer det eller ikke ønsker det. Én har måske mistet nidkærheden for Jehovas tjeneste og er ligesom Terris veninde ved at „glide bort“. (Hebræerne 2:1) En anden har måske en alvorlig, personlig uoverensstemmelse med en i menigheden. (Filipperne 4:2) Det kan også forekomme at en har brug for et godt råd om påklædning og frisure, eller om valg af venner eller musik. — 1 Korinther 15:33; 1 Timoteus 2:9.
9, 10. (a) Hvorfor kan det kræve mod at vejlede andre? (b) Hvorfor bør en kristen ikke desto mindre vejlede andre når det er nødvendigt?
9 Da profeten Hanani gav kong Asa af Juda et godt råd, blev Asa så vred at han „anbragte ham i huset med blokken“. (2 Krønikebog 16:7-10) På den tid krævede det mod at vejlede en konge. I dag kan de der skal råde og vejlede andre også få brug for mod, for en vejledning kan i første omgang vække irritation eller vrede. En erfaren kristen undlod at vejlede en yngre trosfælle, selv om det var nødvendigt. Af hvilken grund? Han forklarede: „Vi er gode venner, og det skulle vi gerne blive ved med at være!“ Men en sand ven vil ikke undlade at hjælpe når det er nødvendigt. — Ordsprogene 27:6; jævnfør Jakob 4:17.
10 Erfaringen viser at en dygtig rådgiver i mange tilfælde kan nå målet med vejledningen uden at fremkalde negative følelser. Hvad kræver det at være dygtig til at rådgive andre? Lad os besvare dette spørgsmål ved at betragte to eksempler, et godt og et dårligt.
Paulus — en dygtig rådgiver
11. Hvorfor fulgte de fleste af de kristne i Korinth Paulus’ råd, selv om han ofte gav dem en meget direkte vejledning?
11 Apostelen Paulus vejledte sine brødre ved mange lejligheder, og somme tider måtte han udtrykke sig i stærke vendinger. (1 Korinther 1:10-13; 3:1-4; Galaterne 1:6; 3:1) Når de pågældende alligevel tog vejledningen til sig, var det fordi de vidste at Paulus holdt af dem. Som han skrev til korintherne: „Ud af megen trængsel og hjertets angst skrev jeg til jer med mange tårer, ikke for at I skulle blive bedrøvede, men for at I skulle være klar over den kærlighed jeg har specielt til jer.“ (2 Korinther 2:4) De fleste af de kristne i Korinth fulgte Paulus’ vejledning fordi de vidste at den blev givet uden selviske motiver, eftersom ’kærligheden ikke søger sine egne interesser’. De havde også tillid til at det ikke var irritation der fik Paulus til at vejlede dem, for „kærligheden . . . lader sig ikke provokere. Den holder ikke regnskab med hver en forurettelse“. — 1 Korinther 13:4, 5.
12. Hvilken egenskab vil gøre det lettere for en der skal vejlede andre, at opnå gode resultater? Belys dit svar med et eksempel.
12 Det er også meget lettere for os i dag at tage imod en vejledning eller endda en alvorlig retledning hvis vi ved at den der vejleder os holder af os, ikke taler af irritation og ikke er ledet af selviske motiver. Hvis en ældste for eksempel kun taler med de unge i menigheden når der er noget at kritisere, kan de unge let føle at han „hakker på dem“. Hvis broderen derimod har et godt forhold til de unge — hvis han følges med dem i tjenesten, taler med dem i rigssalen og opfordrer dem til at fortælle ham om deres problemer, håb og tvivl, og måske nu og da inviterer dem hjem (med deres forældres tilladelse) — er der meget større sandsynlighed for at de vil lytte når det bliver nødvendigt for ham at vejlede dem, for så ved de at vejledningen kommer fra en ven.
Mildhed og ydmyghed
13. (a) Hvad bør kristen vejledning være baseret på? (b) Hvad bør de der vejleder andre i den kristne menighed, derfor undgå?
13 Der var også en anden grund til at Paulus opnåede gode resultater når han vejledte andre. Han stolede på Guds visdom, ikke på sine egne meninger. Som han skrev til Timoteus, der også nu og da måtte vejlede andre: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed.“ (2 Timoteus 3:16; jævnfør Første Korintherbrev 2:1, 2.) Kristne bør også i dag basere deres råd og vejledning på Bibelen. Forældre citerer ganske vist ikke skriftsteder hver gang de vejleder deres børn, men uanset om kristne forældre tilskynder deres børn til at være lydige, renlige, hensynsfulde, punktlige eller noget andet, bør der altid være et bibelsk grundlag for det de siger. (Efeserne 6:1; 2 Korinther 7:1; Mattæus 7:12; Prædikeren 3:1-8) Inden for menigheden bør vi passe omhyggeligt på at vi ikke påtvinger andre vore personlige synspunkter eller meninger. Ældste bør også undgå at underbygge deres personlige mening med fordrejede eller forkert anvendte skriftsteder. (Jævnfør Mattæus 4:5, 6.) Der skal altid være et solidt bibelsk grundlag for den vejledning de giver. — Salme 119:105.
14, 15. (a) Hvilken anden egenskab hos rådgiveren gør hans vejledning lettere at acceptere? (b) Hvorfor er det så vigtigt at de der skal vejlede andre opdyrker denne egenskab?
14 Hvis en vejledning gives på en mild og venlig måde er der større chancer for at den giver et godt resultat. Det vidste Paulus. I forbindelse med den der uforvarende begår et eller andet fejltrin, tilskyndede han derfor dem der var kvalificerede til at „prøve at hjælpe en sådan på fode igen, i mildhedens ånd“. (Galaterne 6:1) Han rådede også Titus til at minde andre om „ikke at spotte nogen, ikke at være krigeriske, at være rimelige, at udvise al mildhed mod alle mennesker“. — Titus 3:1, 2; 1 Timoteus 6:11.
15 Hvorfor er mildhed en så vigtig egenskab? Fordi ubeherskede følelser har en tendens til at smitte. Vrede ord fremprovokerer flere vrede ord, og det er vanskeligt at tale fornuftigt sammen når stemningen er på kogepunktet. At den der modtager vejledning reagerer med vrede giver bestemt ikke rådgiveren grund til at gøre det samme. Hvis han i stedet er mild og venlig kan det bidrage til at samtalen kan foregå i en rolig atmosfære. „Et mildt svar afvender forbitrelse.“ (Ordsprogene 15:1) Dette gælder uanset om den der giver vejledning er en fader, en moder, en ældste eller en anden.
16. Hvorfor bør man altid være respektfuld når man vejleder andre?
16 Lad os til sidst tænke over hvad Paulus sagde til den yngre ældstebroder Timoteus: „En ældre mand må du ikke kritisere strengt. Appellér derimod indtrængende til ham som til en fader, til yngre mænd som til brødre, til ældre kvinder som til mødre, til yngre kvinder som til søstre i al renhed.“ (1 Timoteus 5:1, 2) Hvilken glimrende vejledning! Tænk på hvordan en ældre kvinde ville være til mode hvis en ældste der måske var så ung at han kunne være hendes søn, vejledte hende på en meget kritisk eller respektløs måde. Det ville være langt bedre hvis broderen tog sig tid til at tænke: ’Hvilken måde at give denne vejledning på vil være den kærligste og den mest hensigtsmæssige, i betragtning af den pågældendes personlighed og alder? Hvis jeg var i hans eller hendes sted, hvordan ville jeg så foretrække at man greb det an?’ — Lukas 6:31; Kolossenserne 4:6.
Farisæernes rådgivning
17, 18. Nævn en af grundene til at den vejledning farisæerne gav andre, ikke var til nogen gavn.
17 Lad os nu som en modsætning til Paulus’ gode eksempel betragte det dårlige eksempel der blev sat af jødernes religiøse ledere på Jesu tid. De var ikke tilbageholdende med at give råd og vejledning, men folket havde som regel ingen gavn af det. Hvorfor ikke?
18 Der er mange grunde. Tænk for eksempel på den lejlighed da farisæerne kritiserede Jesus fordi hans disciple ikke vaskede hænder før de spiste. De fleste mødre lærer deres børn at de skal vaske hænder før et måltid, og af hygiejniske årsager er det en god vane. Men det var ikke hygiejne farisæerne i første række var interesserede i. For dem var det et ritual at vaske hænder før måltiderne, og de var bestyrtede over at Jesu disciple ikke fulgte dette ritual. Som Jesus påpegede over for dem var der imidlertid større problemer i Israel som de burde have været optaget af. Nogle benyttede for eksempel farisæernes ritualer som en undskyldning for ikke at overholde det femte af de ti bud: „Ær din fader og din moder.“ (2 Mosebog 20:12; Mattæus 15:1-11) De skriftlærde og farisæerne stirrede sig sørgeligt nok blinde på detaljerne og overså „det der er vigtigere i loven, nemlig ret og barmhjertighed og trofasthed“. — Mattæus 23:23.
19. Hvordan kunne de der i dag giver råd og vejledning falde i den snare at fremme deres egne interesser?
19 De der i dag giver råd og vejledning bør omhyggeligt passe på at de ikke begår den samme fejl. De bør ikke prøve at fremme deres egne interesser eller hænge sig i bagateller i en sådan grad at de glemmer „det der er vigtigere“. Når det gælder små ting, tilskyndes vi til at ’blive ved med at affinde os med hinanden’ i kærlighed. (Kolossenserne 3:12, 13) Evnen til at se hvornår der er behov for vejledning og hvornår der ikke er, er blandt de „åndelige kvalifikationer“ en rådgiver bør have. — Galaterne 6:1.
20. Hvorfor er det så vigtigt at sætte et godt eksempel når man vejleder andre?
20 Der var også en anden grund til at de religiøse rådgivere i det første århundrede ikke opnåede gode resultater. Deres devise var: „Gør som jeg siger, ikke som jeg gør.“ Jesus sagde om dem: „Ve også jer, I lovkyndige, for I bebyrder menneskene med byrder som er tunge at bære, men selv rører I ikke ved byrderne med en eneste af jeres fingre!“ (Lukas 11:46) Hvor ukærligt! Forældre, ældste og andre der giver vejledning bør være meget opmærksomme på selv at gøre det de råder andre til at gøre. Hvordan kan vi tilskynde andre til at være travlt optaget af tjenesten på arbejdsmarken hvis vi ikke selv går foran? Og hvordan kan vi advare andre mod materialisme hvis vor egen tilværelse domineres af materielle ting? — Romerne 2:21, 22; Hebræerne 13:7.
21. (a) Hvordan hundsede farisæerne med folket? (b) Hvordan kan farisæernes måde at „vejlede“ på tjene som et advarende eksempel for kristne rådgivere i dag?
21 De jødiske ledere kom også til kort som rådgivere fordi de behandlede andre brutalt. Ved en lejlighed sendte de nogle mænd ud for at pågribe Jesus. Jesu måde at undervise på gjorde et stort indtryk på disse mænd, og da de derfor vendte tilbage uden ham, irettesatte farisæerne dem med ordene: „I er da vel ikke også blevet vildledt? Ikke én af lederne eller af farisæerne har fået tro på ham, vel? Men denne folkemængde som ikke kender loven, de er forbandede.“ (Johannes 7:45-49) Var det en rimelig måde at irettesætte andre på — med tyranni og skældsord? Måtte kristne rådgivere aldrig vejlede andre på denne måde! De bør omhyggeligt undgå at hundse med andre og at give dem dette indtryk: ’Du skal lytte til mig fordi jeg er en ældste!’ Når de taler med en søster må de heller aldrig lade denne tanke ligge i luften: ’Du skal lytte til mig, fordi jeg er en broder.’
22. (a) Hvordan og hvorfor bør kristne råde og vejlede andre? (b) Hvilket spørgsmål vil vi behandle i den næste artikel?
22 At give råd og vejledning er en kærlig handling som vi alle — især de udnævnte ældste — fra tid til anden skylder vore trosfæller. Man bør ikke vejlede andre på en overfladisk måde eller ved enhver lejlighed, men når én har behov for at blive vejledt, bør man modigt træde til. Vi bør altid vejlede ud fra Bibelen og på en mild og venlig måde. Det er desuden langt lettere at tage imod vejledning hvis den kommer fra en der holder af os. Somme tider kan det dog være svært at vide hvad man skal sige når man skal råde andre. Hvilken måde at rådgive på vil give de bedste resultater? Det vil vi se på i den næste artikel.
Kan du forklare . . .
■ hvem der har den forret og det ansvar at vejlede andre ud fra Bibelen?
■ hvorfor det kan kræve mod at vejlede andre?
■ hvorfor Paulus’ kærlighed til de kristne i Korinth gjorde det lettere for dem at tage imod den vejledning han gav dem?
■ hvorfor kristne rådgivere bør være både milde og ydmyge?
■ hvordan kristne kan undgå at den vejledning de giver, virker diktatorisk?
[Illustration på side 13]
Paulus tilskyndede Titus til at minde andre om „at være rimelige, at udvise al mildhed mod alle mennesker“