Et folk der har frihed under ansvar
„I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ — JOHANNES 8:32
1, 2. (a) Hvilken rolle har frihed spillet i menneskehedens historie? (b) Hvem alene ejer frihed i absolut forstand? Forklar nærmere.
FRIHED er et stærkt ord. Verden har været plaget af utallige krige og revolutioner samt den ene sociale omvæltning efter den anden på grund af menneskers frihedstrang. Intet under at Encyclopedia Americana skriver: „I civilisationens udvikling . . . har intet begreb spillet en mere betydningsfuld rolle end frihed.“
2 Men hvor mange mennesker ejer sand frihed? Hvor mange ved hvad det indebærer at være fri? The World Book Encyclopedia siger: „Hvis menneskene skal have fuld frihed, må der ikke være lagt nogen begrænsning på deres tale, tanker eller handlinger. De må vide hvilke muligheder de har, og de må have magt til at vælge mellem disse muligheder.“ Kender du, i betragtning heraf, nogen som er virkelig frie? Og om hvem man kan sige at der ikke er „lagt nogen begrænsning på deres tale, tanker eller handlinger“? Denne beskrivelse passer kun på én person i hele universet — Jehova Gud. Kun han besidder absolut frihed. Kun han kan frit vælge at gøre alt hvad han ønsker og derefter gennemføre det. Han er „den Almægtige“. — Åbenbaringen 1:8; Esajas 55:11.
3. Hvad er menneskers frihed i regelen betinget af?
3 Vi små mennesker kan kun opnå relativ frihed. Som regel er det en myndighed der skænker eller garanterer os friheden, og vor frihed afhænger af om vi adlyder denne myndighed. I de fleste tilfælde kan man kun være fri hvis man anerkender den myndighed som garanterer friheden. Her i den såkaldt frie verden nyder vi mange former for frihed, deriblandt bevægelsesfrihed, talefrihed og religionsfrihed. Hvad garanterer denne frihed? Det gør landets lov. Man kan kun nyde denne frihed så længe man adlyder loven. Hvis man misbruger sin frihed og bryder loven, kræver myndighederne en til regnskab, og man bliver måske berøvet sin frihed og sat i fængsel. — Romerne 13:1-4.
Gudgiven frihed under ansvar
4, 5. Hvilken frihed nyder tilbedere af Jehova, og hvad vil han holde dem ansvarlige for?
4 I det første århundrede talte Jesus om frihed og sagde til jøderne: „Hvis I bliver i mit ord, er I virkelig mine disciple, og I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Johannes 8:31, 32) Det var ikke tale- eller trosfrihed han sigtede til. Han talte ikke om frihed fra det romerske åg, som mange jøder ønskede at kaste af sig. Nej, det var en langt mere værdifuld frihed han tænkte på, ikke en frihed der garanteres af menneskers love eller en lunefuld jordisk hersker, men af universets højeste Suveræn, Jehova, nemlig frihed fra overtro, religiøs uvidenhed og meget andet. Den frihed Jehova skænker er sand frihed, og den vil vare evigt.
5 Apostelen Paulus sagde: „Jehova er Ånden; og hvor Jehovas ånd er, er der frihed.“ (2 Korinther 3:17) I århundredernes løb har Jehova handlet med menneskeheden på en sådan måde at de trofaste til sidst vil få den ypperste og største frihed mennesker kan opnå, nemlig „Guds børns herlige frihed“. (Romerne 8:21) Indtil da giver Jehova os et mål af frihed gennem Bibelens sandhed, og han holder os ansvarlige hvis vi misbruger denne frihed. Apostelen Paulus skrev: „Der er ingen skabning som er usynlig for ham, men alle ting er nøgne og blottede for hans øjne, ham vi skal stå til regnskab.“ — Hebræerne 4:13.
6-8. (a) Hvilken frihed nød Adam og Eva, og på hvilken betingelse kunne de bevare denne frihed? (b) Hvad mistede det første menneskepar, til skade for sig selv og deres efterkommere?
6 At mennesket skal stå Jehova til regnskab blev understreget i forbindelse med vore første forældre, Adam og Eva. Jehova gav dem den frie viljes dyrebare gave. Så længe de brugte den frie vilje på en ansvarlig måde, fik de andre velsignelser, deriblandt frihed for frygt, frihed for sygdom, frihed for død og frihed til at henvende sig til deres himmelske Fader med en ren samvittighed. Men da de misbrugte deres frie vilje ændrede alt dette sig.
7 Jehova satte Adam og Eva i Edens have, og gav dem lov til at spise af frugten på alle havens træer — undtagen ét, „træet til kundskab om godt og ondt“. (1 Mosebog 2:16, 17) Ved at holde sig fra dette træ ville Adam og Eva vise at de anerkendte at kun Jehova havde frihed til at sætte normer for hvad der er godt og ondt. Hvis de handlede ansvarligt og lod være at spise af den forbudne frugt, ville Jehova fortsat garantere deres øvrige friheder.
8 Desværre lyttede Eva til slangens underfundige opfordring til selv at lære at ’kende godt og ondt’. (1 Mosebog 3:1-5) Først spiste hun, og derefter Adam, af den forbudne frugt. Som følge heraf blev de skamfulde og gemte sig da Jehova kom for at tale med dem i Edens have. (1 Mosebog 3:8, 9) De var nu syndere og kunne ikke længere frit nærme sig Gud da dette kræver at man har en ren samvittighed. Dermed mistede de også friheden for sygdom og død, både for sig selv og deres efterkommere. Paulus sagde: „Ligesom synden kom ind i verden gennem ét menneske [Adam], og døden gennem synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ — Romerne 5:12; 1 Mosebog 3:16, 19.
9. Nævn nogle som gjorde fornuftig brug af deres frihed.
9 Menneskene havde imidlertid stadig en fri vilje, og som tiden gik valgte nogle ufuldkomne mennesker ansvarsbevidst at tjene Jehova. Navnene på nogle af dem er blevet bevaret til os fra oldtiden. Mænd som Abel, Enok, Noa, Abraham, Isak og Jakob (også kaldet Israel) brugte det mål af frihed de ejede til at gøre Guds vilje, og derfor gik det dem godt. — Hebræerne 11:4-21.
Den frihed Guds udvalgte folk nød
10. Hvilke betingelser indeholdt den pagt Jehova sluttede med sit folk?
10 På Moses’ tid udfriede Jehova Israels sønner — som dengang talte millioner — fra trældom i Ægypten og indgik en pagt med dem, hvorved de blev hans ejendomsfolk. Under denne pagt havde israelitterne et præsteskab og en offerordning, hvorunder der blev bragt dyreofre som symbolsk dækkede deres synder. De havde således frihed til at nærme sig Gud i tilbedelse. De havde også love og forordninger som bevarede dem fri af overtroiske skikke og falsk tilbedelse. Senere fik de det forjættede land i arv, med forsikring om at Gud ville hjælpe dem imod deres fjender. I pagten havde israelitterne forpligtet sig til at holde Jehovas lov. Israelitterne gik villigt ind på denne betingelse og sagde: „Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre.“ — 2 Mosebog 19:3-8; 5 Mosebog 11:22-25.
11. Hvad blev resultatet da Israel ikke holdt sin del af pagten med Jehova?
11 I mere end 1500 år havde israelitterne et særligt forhold til Jehova. Men igen og igen undlod de at overholde pagten. Gentagne gange blev de forledt til falsk gudsdyrkelse og kom i trældom under afgudsdyrkelse og overtro. Derfor tillod Gud at de blev trælle for deres fjender. (Dommerne 2:11-19) I stedet for at glæde sig over den frigørelse der var forbundet med at holde Loven, blev de straffet fordi de overtrådte den. (5 Mosebog 28:1, 2, 15) Til sidst, i år 607 f.v.t., tillod Jehova at nationen blev ført i trældom i Babylon. — 2 Krønikebog 36:15-21.
12. Hvad stod til sidst klart i forbindelse med Lovpagten?
12 Dette var en hård lektie. Den burde have indprentet israelitterne betydningen af at holde Loven. Men da israelitterne 70 år senere vendte tilbage til deres eget land, undlod de stadig at holde Loven. Næsten hundrede år efter deres hjemkomst sagde Jehova til Israels præster: „I er veget bort fra vejen. I har fået mange til at snuble over loven. I har ødelagt pagten med Levi.“ (Malakias 2:8) Men selv de mest oprigtige israelitter kunne ikke leve op til den fuldkomne lov. I stedet for at være en velsignelse blev den, med Paulus’ ord, „en forbandelse“. (Galaterne 3:13) Der skulle altså mere end Moseloven til for at bringe trofaste ufuldkomne mennesker ind i Guds børns herlige frihed.
Den kristne frihed
13. Hvilket bedre grundlag for frihed blev tilvejebragt?
13 Der var behov for Jesu Kristi genløsningsoffer. Omkring år 50 skrev Paulus et brev til de salvede kristne i Galatien. Han beskrev hvordan Jehova havde udfriet dem fra trældom under lovpagten og sagde derefter: „Til en sådan frihed har Kristus frigjort os. Stå derfor fast, og lad jer ikke igen spænde i trældoms åg.“ (Galaterne 5:1) På hvilken måde havde Jesus frigjort mennesker?
14, 15. I hvilke henseender frigjorde Jesus jøder såvel som ikkejøder?
14 Efter Jesu død anerkendte nogle jøder ham som Messias og blev hans disciple under en ny pagt, som erstattede den gamle lovpagt. (Jeremias 31:31-34; Hebræerne 8:7-13) Under denne nye pagt blev de — og de ikkejøder som senere sluttede sig til dem — medlemmer af en ny, åndelig nation der afløste det kødelige Israel som Guds særlige folk. (Romerne 9:25, 26; Galaterne 6:16) Som Guds folk nød de den frihed Jesus gav løfte om da han sagde: „Sandheden skal frigøre jer.“ Ud over at sandheden frigjorde jødiske kristne fra Moselovens forbandelse, befriede den dem også fra alle de byrdefulde traditioner som de religiøse ledere havde påført dem. Og den frigjorde ikkejødiske kristne fra afgudsdyrkelse og overtro. (Mattæus 15:3, 6; 23:4; Apostelgerninger 14:11-13; 17:16) Men det var ikke alt.
15 Da Jesus talte om den frigørende sandhed sagde han: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Enhver som øver synden, er syndens træl.“ (Johannes 8:34) Eftersom Adam og Eva syndede, har alle der har levet indtil nu været syndere og således syndens trælle. Den eneste undtagelse var Jesus selv. Hans offer frigjorde hans disciple fra denne trældom. De var ganske vist stadig syndige og ufuldkomne. Men nu kunne de angre deres synder og bede om tilgivelse på grundlag af Jesu offer, i tillid til at deres bønner ville blive hørt. (1 Johannes 2:1, 2) På grundlag af Jesu genløsningsoffer erklærede Gud dem retfærdige og derfor kunne de henvende sig til ham med en ren samvittighed. (Romerne 8:33) Eftersom genløsningen har åbnet mulighed for en opstandelse til evigt liv, har sandheden endog befriet dem fra frygten for døden. — Mattæus 10:28; Hebræerne 2:15.
16. Hvordan overgår den kristne frihed den frihed verden kan tilbyde?
16 På forunderlig vis blev det muligt for mænd og kvinder, uanset hvilken situation de menneskeligt set befandt sig i, at få del i den kristne frihed. Fattige mennesker, fanger, ja, selv trælle, kunne opnå frihed. De højtstående personer i nationerne som forkastede budskabet om Kristus, var imidlertid stadig i trældom under overtro, synd og frygt for døden. Vi bør aldrig holde op med at takke Jehova for den frihed vi nyder. Intet af det verden tilbyder kan sammenlignes med den.
Frihed under ansvar
17. (a) Hvordan mistede nogle i det første århundrede deres kristne frihed? (b) Hvorfor bør vi ikke lade os besnære af den tilsyneladende frihed i Satans verden?
17 De fleste af de salvede kristne i det første århundrede frydede sig sikkert over deres frihed og holdt fast ved deres uangribelighed uanset prisen. Men desværre var der nogle som smagte den kristne frihed og derefter vragede den og vendte tilbage til trældom i verden. Hvordan kan det være? Troen blev uden tvivl svækket hos mange, hvorefter de simpelt hen ’gled bort’. (Hebræerne 2:1) Andre ’skubbede troen og den gode samvittighed fra sig og led skibbrud med hensyn til deres tro’. (1 Timoteus 1:19) Måske faldt de for materialisme eller umoralitet. Hvor er det vigtigt at vi vogter vor tro og opbygger den, idet vi er travlt optaget af det personlige studium, møderne, bønnen og de kristne aktiviteter! (2 Peter 1:5-8) Lad os altid påskønne den kristne frihed! Nogle vil måske blive fristet af den eftergivenhed de ser uden for menigheden og tænke at de der lever i verden nyder større frihed end vi gør. Men det der ser ud som frihed i verden er som regel blot ansvarsløshed. Hvis vi ikke er Guds trælle, er vi syndens trælle, og denne trældom betaler en bitter løn. — Romerne 6:23; Galaterne 6:7, 8.
18-20. (a) Hvordan blev nogle „fjender af marterpælen“? (b) Hvordan brugte nogle ’deres frihed som et dække for slethed’?
18 I sit brev til Filipperne skriver Paulus videre: „Der er mange — jeg plejede at nævne dem ofte, og nu nævner jeg dem også med gråd — der vandrer som fjender af Messias’ marterpæl.“ (Filipperne 3:18) Ja, tidligere kristne er blevet fjender af troen og måske frafaldne. Og det er meget vigtigt at vi ikke går i deres spor! Peter skriver videre: „Vær som frie, og dog ikke som de der har friheden som et dække for slethed, men som trælle for Gud.“ (1 Peter 2:16) Hvordan kan man bruge friheden som et dække for slethed? Ved at begå alvorlige synder — måske i det skjulte — mens man stadig kommer i menigheden.
19 Husk på Diotrefes. Om ham sagde Johannes: „Diotrefes, som gerne vil være først [i menigheden], tager ikke imod noget fra os med respekt. . . . Selv tager han ikke imod brødrene med respekt, og dem som ønsker at gøre det prøver han at hindre deri og at støde ud af menigheden.“ (3 Johannes 9, 10) Diotrefes brugte sin frihed som et dække for sine egne selviske ambitioner.
20 Disciplen Judas skrev: „Grunden er at der har sneget sig nogle mennesker ind som af Skriften for længe siden har fået denne dom: ugudelige, der forvandler vor Guds ufortjente godhed til en undskyldning for skamløshed og som fornægter vor eneste Ejer og Herre, Jesus Kristus.“ (Judas 4) Disse personer øvede en dårlig indflydelse på menigheden. (Judas 8-10, 16) I Åbenbaringens Bog læser vi at menighederne i Pergamum og Tyatira blev hjemsøgt af sektdannelser, afgudsdyrkelse og umoralitet. (Åbenbaringen 2:14, 15, 20-23) Hvilket misbrug af den kristne frihed!
21. Hvad venter der dem som misbruger deres kristne frihed?
21 Hvad vil der ske med dem der misbruger deres kristne frihed på denne måde? Husk hvad der skete med Israel. Israel var Guds udvalgte folk. Alligevel forkastede Jehova dem til sidst. Hvorfor? Fordi israelitterne brugte deres særlige forhold til Gud som et dække for slethed. De pralede med at de var Abrahams sønner men forkastede Jesus, Abrahams sæd og Jehovas udvalgte Messias. (Mattæus 23:37-39; Johannes 8:39-47; Apostelgerninger 2:36; Galaterne 3:16) „Guds Israel“ som helhed vil ikke være utro. (Galaterne 6:16) Men enhver kristen som øver en skadelig indflydelse moralsk eller åndeligt set, vil blive tugtet og måske få en ugunstig dom. Vi må alle stå til ansvar for hvordan vi bruger vor kristne frihed.
22. Hvilken glæde opnår de der bruger deres kristne frihed til at tjene Gud?
22 At trælle for Gud og opnå sand frihed er langt bedre. Kun Jehova kan skænke en frihed som er af sand værdi. I Ordsprogenes Bog 27:11 siges der: „Vær viis, min søn, og lad mit hjerte fryde sig, så jeg kan svare den der smæder mig.“ Lad os bruge vor kristne frihed til at ophøje Jehova. Hvis vi gør det, vil vort liv have mening, vi vil behage vor himmelske Fader og til sidst være blandt dem der opnår Guds sønners herlige frihed.
Kan du forklare?
◻ Hvem alene ejer absolut frihed?
◻ Hvilken frihed nød Adam og Eva, og hvorfor mistede de den?
◻ Hvilken frihed havde israelitterne når de holdt pagten med Jehova?
◻ Hvilken frihed fik de der tog imod Jesus?
◻ Hvordan mistede eller misbrugte nogle i det første århundrede deres kristne frihed?
[Illustration på side 13]
Den frihed Jesus har muliggjort overgår langt den frihed mennesker kan skænke