DAG

Jehova Gud indførte denne tidsinddeling på den første „dag“ i den periode hvor han beredte jorden til mennesket, idet svøbet omkring jorden åbenbart blev gennemtrængt af diffust lys, sådan at den vanddækkede jord oplevede sin første dag og nat mens den drejede sig om sin akse i sollyset. „Gud satte skel mellem lyset og mørket. Og Gud kaldte herefter lyset Dag, men mørket kaldte han Nat.“ (1Mo 1:4, 5) Her betyder „Dag“ de lyse timer i modsætning til nattens mørke timer. Men derefter bruges ordet „dag“ om andre tidsenheder af forskellig længde. I både De Hebraiske og De Græske Skrifter bruges ordet „dag“ (hebr.: jōm; gr.: hēmeʹra) i såvel bogstavelig som overført eller symbolsk betydning.

En soldag, der er en grundlæggende tidsenhed, er den tid det tager jorden at foretage en fuld omdrejning om sin akse. Den varer fra det tidspunkt solen forlader en meridian, altså når den står højest på himmelen om middagen, indtil den er kommet tilbage til den. Vi kalder den også et døgn, og den er altså på 24 timer.

Hebræernes dag begyndte om aftenen efter solnedgang og endte næste dag ved solnedgang. Dagen gik derfor fra aften til aften. „Fra aften til aften skal I holde jeres sabbat.“ (3Mo 23:32) Dermed fulgtes mønsteret for Jehovas skabelsesdage, som fremgår af 1 Mosebog 1:5: „Det blev aften og det blev morgen, første dag.“ — Jf. Da 8:14.

Hebræerne var ikke de eneste der beregnede dagen på denne måde. Fønikierne, numidierne og athenerne gjorde det samme. Babylonierne regnede derimod dagen fra solopgang til solopgang, mens ægypterne og romerne regnede den fra midnat til midnat (ligesom vi gør i dag).

Selv om hebræerne officielt begyndte dagen om aftenen, udtrykte de sig undertiden som om den begyndte om morgenen. For eksempel hedder det i 3 Mosebog 7:15: „Kødet af fællesskabsofrenes takoffer skal spises den dag man frembærer sin offergave. Man må ikke lægge noget af det til side til næste morgen.“ Dette var uden tvivl blot en praktisk måde at udtrykke sig på i stedet for at sige „natten over“.

Som det fremgår af skabelsesberetningen, kaldes de lyse timer også „dag“. (1Mo 1:5; 8:22) De bliver i Bibelen opdelt i naturlige afsnit: morgengryet eller daggryet lige før dagens begyndelse ved solopgang (Sl 119:147; 1Sa 30:17; Job 3:9), morgenen (1Mo 24:54), middagen (5Mo 28:29; 1Kg 18:27; Es 16:3; Apg 22:6) og, når dagen går på hæld, solnedgangen, efterfulgt af skumringen (1Mo 15:12; Jos 8:29; 2Kg 7:5, 7). De faste tider når præsterne skulle bringe visse ofre eller brænde røgelse, var alment kendte og brugtes også som tidsangivelse. — 1Kg 18:29, 36; Lu 1:10.

Hvad er tiden „mellem de to aftener“?

I forbindelse med slagtningen af påskelammet den 14. nisan taler Bibelen om „de to aftener“. (2Mo 12:6) Nogle kommentarer til den jødiske overlevering går mest ind for at dette betegner tiden fra middag (hvor solen begynder at gå ned) indtil solnedgang. Men det ser ud til at udtrykket snarere skal forstås sådan at den første aften svarer til solnedgang, og den anden aften til det tidspunkt da solens genskær eller aftenrøden forsvinder og mørket falder på. (5Mo 16:6; Sl 104:19, 20) Denne opfattelse er blevet fremsat af den spanske rabbiner Aben Esra (1092-1167) samt af samaritanerne og de karaitiske jøder. Det er også den opfattelse der fremsættes af bibelforskere som Michaëlis, Rosenmüller, Gesenius, Maurer, Kalisch, Knobel og Keil.

Der er ikke noget vidnesbyrd om at hebræerne inddelte dagen i timer forud for landflygtigheden i Babylon. Ordet „time“ i Daniel 3:6, 15; 4:19, 33 og 5:5 i nogle ældre bibeloversættelser (KJ; i Ka, Li, GD nogle af stederne) er oversat fra det aramaiske ord sja‛ahʹ, der bogstaveligt betyder „et blik“ og mere rigtigt kan oversættes med „øjeblik“. Efter landflygtigheden blev det derimod almindeligt blandt jøderne at inddele dagen i timer. „Trinnenes skygge“, som er omtalt i Esajas 38:8 og 2 Kongebog 20:8-11, kan muligvis sigte til en måde at beregne tiden på ved hjælp af en slags solur, hvor en skygge blev kastet på en række trappetrin. — Se SOLEN (Skyggen der gik ti trin tilbage).

Vore dages inddeling af døgnet i 24 timer, hver på 60 minutter som hver igen inddeles i 60 sekunder, bygger på et seksagesimalsystem (et talsystem med 60 som grundtal) der stammer fra babylonierne.

På Jesu tid var det almindeligt at inddele dagslysperioden i timer. I Johannes 11:9 siger Jesus for eksempel: „Der er tolv timer med dagslys, ikke sandt?“ De regnedes som regel fra solopgang til solnedgang eller fra omkring kl. 6 til kl. 18. „Den tredje time“ svarede derfor til ca. kl. 9, og det var på det tidspunkt den hellige ånd blev udgydt på Pinsedagen. (Mt 20:3; Apg 2:15) Da Jesus, træt af rejsen, sad ved Jakobs Kilde, var det omkring „den sjette time“ eller middag, og det var ved „den sjette time“ Peter blev sulten i Joppe. (Joh 4:6; Apg 10:9, 10) Det var også ved middagstid der blev mørkt over hele landet indtil „den niende time“ eller ca. kl. 15, da Jesus udåndede på marterpælen. (Mt 27:45, 46; Lu 23:44, 46) Den niende time blev også kaldt „bedetimen“. (Apg 3:1; 10:3, 4, 30) „Den syvende time“ må derfor have været ca. kl. 13, og „den ellevte time“ ca. kl. 17. (Joh 4:52; Mt 20:6-12) Natten blev også opdelt i timer dengang. — Apg 23:23; se NAT.

Når hebræerne sagde ’dag’ eller ’dage og nætter’, mente de undertiden blot en del af en soldag eller et døgn på 24 timer. For eksempel beder Rehabeam i 1 Kongebog 12:5, 12 Jeroboam og israelitterne om at „gå bort i tre dage“ og så komme tilbage til ham. At han ikke dermed mente tre fulde døgn på hver 24 timer, men derimod en del af de tre døgn, ses af at folket vendte tilbage til ham „på tredjedagen“. I Mattæus 12:40 bruges udtrykket „tre dage og tre nætter“ på samme måde om Jesu ophold i Sheol. Som beretningen viser, blev han oprejst til liv på „den tredje dag“. De jødiske præster forstod tydeligvis Jesu ord sådan, for de begrundede deres forsøg på at forhindre hans opstandelse med at Jesus havde sagt: „Om tre dage vil jeg blive oprejst,“ hvorefter de bad Pilatus befale at ’gravstedet skulle sikres indtil den tredje dag’. — Mt 27:62-66; 28:1-6; se også andre eksempler i 1Mo 42:17, 18; Est 4:16; 5:1.

Hebræerne havde ingen navne for ugens dage, undtagen for den syvende dag, som de kaldte sabbatten. (Se SABBATSDAG.) De omtalte dagene ved deres numeriske rækkefølge. På Jesu og apostlenes tid blev dagen før sabbatten kaldt beredelsesdagen. (Mt 28:1; Apg 20:7; Mr 15:42; Joh 19:31; se UGE.) At benævne dagene efter planeterne og andre himmellegemer var en hedensk skik. Romerne benævnte dagene efter Solen, Månen, Mars, Merkur, Jupiter, Venus og Saturn. I Nordeuropa blev fire af navnene senere udskiftet med de germanske modstykker til de romerske guder som dagene repræsenterede.

Somme tider indgår ordet „dag“ i angivelsen af en vejstrækning, nemlig i udtrykket „en dagsrejse“. Et tidsrum som mål for en afstand bruges ligeledes i udtrykket en „sabbatsrejse“. — 4Mo 11:31; Apg 1:12; se MÅL OG VÆGT.

I profetier bruges dage undertiden til at betegne år. Det ses for eksempel i Ezekiel 4:6: „Anden gang skal du lægge dig på din højre side, og du skal bære Judas hus’ brøde i fyrre dage. En dag for et år, en dag for et år, det har jeg givet dig.“ — Se også 4Mo 14:34.

I profetierne nævnes forskellige perioder bestående af et bestemt antal dage, som for eksempel: tre og en halv dag (Åb 11:9), 10 dage (Åb 2:10), 40 dage (Ez 4:6), 390 dage (Ez 4:5), 1260 dage (Åb 11:3; 12:6), 1290 dage (Da 12:11), 1335 dage (Da 12:12) og 2300 dage (Da 8:14).

Ordet „dag(e)“ bruges også om en tidsperiode der falder sammen med en bestemt persons levetid, som for eksempel „Noas dage“ og „Lots dage“. — Lu 17:26-30; Es 1:1.

Der er flere eksempler på at ordet „dag“ bruges fleksibelt eller i overført betydning. Her følger nogle af dem: „Den dag Gud skabte Adam“ (1Mo 5:1), „Jehovas dag“ (Zef 1:7), „en dag med heftig vrede“ (Zef 1:15), „en frelsens dag“ (2Kor 6:2), „menneskers doms og undergangs dag“ (2Pe 3:7), „Guds, den Almægtiges, store dag“ (Åb 16:14).

At ordet „dag“ kan bruges fleksibelt til at udtrykke tidsenheder af forskellig længde, fremgår også af skabelsesberetningen i Første Mosebog, hvor der er tale om en uge på seks skabelsesdage efterfulgt af en syvende dag, en hviledag. Denne skabelsesuge dannede mønster for den uge israelitterne fik af Gud under Lovpagten. (2Mo 20:8-11) I den bibelske beretning slutter beskrivelsen af hver af de seks skabelsesdage med erklæringen: „Og det blev aften og det blev morgen,“ henholdsvis første, anden, tredje, fjerde, femte og sjette dag. (1Mo 1:5, 8, 13, 19, 23, 31) Den syvende dag slutter imidlertid ikke med disse ord, hvilket viser at denne periode, hvor Gud har hvilet fra sin skabergerning med hensyn til jorden, fortsatte. I Hebræerne 4:1-10 gav apostelen Paulus udtryk for at Guds hviledag stadig varede ved på hans tid, hvilket var over 4000 år efter at denne hvileperiode var begyndt. Heraf fremgår det at hver skabelsesdag eller arbejdsperiode var i hvert fald flere tusind år lang. Som der siges i A Religious Encyclopædia (bd. I, s. 613): „Skabelsesberetningens dage var skabelsesdage, stadier i processen, ikke dage på hver fireogtyve timer.“ — Redigeret af P. Schaff, 1894.

Alle seks tidsperioder eller skabelsesdage der gik med at berede planeten Jorden, betegnes under ét som én altomfattende „dag“ i 1 Mosebog 2:4: „Dette er en historisk beretning om himmelen og jorden på den tid de blev skabt, på den dag Jehova Gud frembragte jord og himmel.“

Menneskets situation kan ikke sammenlignes med Skaberens, der ikke befinder sig inden for solsystemets grænser og derfor ikke er underlagt dets planeters bevægelser, baner og tider. Om Gud, der er fra den fjerne fortid til den fjerne fremtid, siger salmisten: „Tusind år er i dine øjne som dagen i går, når den er forbi, og som en nattevagt.“ (Sl 90:2, 4) Tilsvarende skriver apostelen Peter at „én dag er for Jehova som tusind år, og tusind år som én dag“. (2Pe 3:8) For mennesket er 1000 år ensbetydende med omkring 365.242 tidsenheder bestående af dag og nat, men for Skaberen kan det være én ubrudt periode hvori han begynder på en formålsbestemt virksomhed og fuldfører den, ligesom et menneske går i gang med et arbejde om morgenen og gør det færdigt ved dagens slutning.

Jehova har skabt universet, hvori tid, rum, bevægelse, masse og energi har vist sig at være uløseligt sammenknyttede. Han er herre over alt dette og styrer det i overensstemmelse med sin hensigt, og han fastsætter over for sine tjenere på jorden bestemte tider for sine handlinger med dem, helt ned til ’dagen og timen’. (Mt 24:36; Ga 4:4) Han overholder disse tider med den største præcision. — Se også JEHOVAS DAG; YDERSTE DAG.