STUDIEARTIKEL 3
Hvad vi kan lære af Jesus’ tårer
“Jesus begyndte at græde.” – JOH. 11:35.
SANG NR. 17 “Det vil jeg”
FORMÅLa
1-3. Hvad kan gøre Jehovas tjenere kede af det?
HVORNÅR har du sidst grædt? Indimellem fælder vi måske en tåre af glæde. Men alt for ofte græder vi fordi vi er kede af det. Det kan for eksempel være at vi har mistet en vi elsker. Lorilei, en søster i USA, har skrevet: “Nogle gange følte jeg en så intens smerte over at jeg havde mistet min datter, at det ikke virkede som om der var noget som helst der kunne trøste mig. På de tidspunkter spekulerede jeg på hvordan mit knuste hjerte overhovedet kunne blive ved med at slå.”b
2 Der kan også være andre grunde til at vi græder. Hiromi, en pionersøster i Japan, har sagt: “Nogle gange bliver jeg helt trist fordi folk i distriktet slet ikke er interesseret i at høre om Bibelen. Med tårer i øjnene beder jeg Jehova om at hjælpe mig til at finde frem til dem der leder efter sandheden.”
3 Kan du sætte dig ind i de følelser som vores to søstre giver udtryk for? Det kan mange af os. (1. Pet. 5:9) Vi ønsker at ‘tjene Jehova med jubel og glædesråb’, men alligevel er vores øjne måske fyldt med tårer fordi vi har mistet en vi elsker, forkynder i et vanskeligt distrikt eller står i en situation hvor vores loyalitet mod Jehova virkelig bliver sat på prøve. (Sl. 6:6; 100:2) Hvad kan hjælpe os til at klare det når vi bliver overvældet af sådan nogle følelser?
4. Hvad vil artiklen komme ind på?
4 Vi kan lære meget af Jesus. Han stod også nogle gange i situationer hvor han blev så berørt at han “begyndte at græde”. (Joh. 11:35; Luk. 19:41; 22:44; Hebr. 5:7) Lad os se nærmere på de situationer og på hvad de kan lære os om Jesus og hans Far, Jehova. Vi vil også se på nogle helt konkrete ting der kan være en hjælp til at håndtere svære situationer.
TÅRER OVER HANS VENNER
5. Hvad lærer vi om Jesus ud fra Johannes 11:32-36?
5 I vinteren år 32 blev Jesus’ gode ven Lazarus syg og døde. (Joh. 11:3, 14) Lazarus havde to søstre, Maria og Martha, og Jesus elskede familien meget højt. Søstrene var helt knust over at have mistet deres bror. Efter Lazarus’ død tog Jesus til Betania, hvor Maria og Martha boede. Da Martha hørte at Jesus var på vej, skyndte hun sig ud for at møde ham. Forestil dig sorgen i hendes stemme da hun sagde: “Herre, hvis du havde været her, var min bror ikke død.” (Joh. 11:21) Da Jesus lidt senere så Maria og alle de andre der græd, blev han “stærkt berørt [og] begyndte at græde”. – Læs Johannes 11:32-36.
6. Hvad var det der fik Jesus til at græde?
6 Hvorfor græd Jesus ved den lejlighed? I Indsigt i Den Hellige Skrift står der at hans tårer skyldtes “hans ven Lazarus’ død og Lazarus’ søstres sorg herover”.c Jesus har måske tænkt på den smerte som hans kære ven måtte gennemleve under sin sygdom, og forestillet sig hvilke tanker der er gået gennem Lazarus’ hoved da det gik op for ham at han ville dø. Jesus blev helt sikkert også rørt til tårer over at se Maria og Marthas dybe sorg. Hvis du har mistet et nært familiemedlem eller en god ven, kan du sikkert sætte dig ind i de følelser. Lad os se på tre ting vi kan lære af Jesus’ tårer i den situation.
7. Hvad lærer det os om Jehova at Jesus græd?
7 Jehova forstår hvordan du har det. Jesus er “det nøjagtige billede af hvordan Gud er”. (Hebr. 1:3) Da Jesus græd, afspejlede det hans Fars følelser. (Joh. 14:9) Hvis du har mistet en du elsker, kan du være sikker på at Jehova ikke bare lægger mærke til din sorg, men også føler dybt med dig. Han vil hele dit sønderknuste hjerte. – Sl. 34:18; 147:3.
8. Hvorfor kan vi have tillid til at Jesus vil oprejse dem vi har mistet?
8 Jesus vil oprejse den du har mistet i døden. Kort før Jesus selv begyndte at græde, sagde han til Martha: “Din bror skal opstå.” Martha troede på Jesus’ løfte. (Joh. 11:23-27) Hun var en trofast tjener for Jehova, så hun kendte sikkert til de opstandelser der var blevet udført flere hundrede år tidligere af profeterne Elias og Elisa. (1. Kong. 17:17-24; 2. Kong. 4:32-37) Og hun havde højst sandsynligt også hørt om de opstandelser som Jesus havde udført. (Luk. 7:11-15; 8:41, 42, 49-56) Du kan også være helt sikker på at du vil komme til at se den du elsker, igen. Jesus’ tårer da han trøstede sine sørgende venner, lærer os at han længes efter at oprejse de døde!
9. Hvordan kan du, ligesom Jesus, støtte dem der sørger?
9 Støt dem der sørger. Jesus nøjedes ikke med at græde sammen med Maria og Martha, han lyttede også til dem og trøstede dem. Vi må gøre det samme når nogen sørger. Dan, en ældste i Australien, siger: “Efter at jeg havde mistet min kone, havde jeg virkelig brug for hjælp og støtte. Der var mange ægtepar der stod klar til at lytte til mig både dag og nat. De lod mig sørge og blev ikke pinligt berørt når jeg begyndte at græde. De hjalp mig også med nogle praktiske ting, for eksempel at vaske bil, købe ind og lave mad, når jeg ikke selv havde overskud til at klare de ting. Og så bad de tit sammen med mig. De viste at de var sande venner og brødre som var “født til at hjælpe i svære tider”. – Ordsp. 17:17.
TÅRER OVER HANS MEDMENNESKER
10. Ved hvilken anden lejlighed græd Jesus? (Lukas 19:36-40)
10 Den 9. nisan år 33 var Jesus på vej til Jerusalem. Da han nærmede sig byen, begyndte folk at stimle sammen og brede deres yderklæder ud på vejen foran ham for at vise at de anerkendte ham som deres Konge. Luften var fyldt med glæde og jubel. (Læs Lukas 19:36-40). Så hans disciple blev nok noget overrasket over det næste der skete. “Da [Jesus] kom nærmere, betragtede han byen og græd over den.” Med tårer i øjnene forudsagde Jesus hvilken frygtelig fremtid der ventede indbyggerne i Jerusalem. – Luk. 19:41-44.
11. Hvorfor græd Jesus over indbyggerne i Jerusalem?
11 Det gjorde ondt på Jesus at vide at langt de fleste af jøderne ikke ville reagere positivt på budskabet om Riget selvom de lige nu tog godt imod ham. Af den grund ville Jerusalem blive ødelagt, og de jøder der overlevede ødelæggelsen, ville blive ført i fangenskab. (Luk. 21:20-24) Jesus fik ret i sin forudsigelse – langt de fleste af jøderne afviste ham desværre. Hvordan reagerer folk på budskabet om Riget der hvor du bor? Hvis det kun er få der reagerer positivt, kan du lære meget af Jesus’ tårer. Vi vil se på tre ting.
12. Hvad lærer det os om Jehova at Jesus græd over sine medmennesker?
12 Jehova ønsker at det skal gå mennesker godt. Jesus’ tårer minder os om hvordan Jehova ser på mennesker. “Han ønsker ikke at nogen skal blive udslettet. Han ønsker at alle skal nå at angre og vende om.” (2. Pet. 3:9) Vi viser at vi elsker vores medmennesker, ved at blive ved med at gøre alt hvad vi kan, i forkyndelsesarbejdet. – Matt. 22:39.
13-14. Hvordan viste Jesus at han havde medfølelse med mennesker? Hvordan kan vi vise at vi har den egenskab?
13 Jesus gav sig fuldt ud i tjenesten. Han viste at han elskede mennesker, ved at undervise dem så snart der var mulighed for det. (Luk. 19:47, 48) Hvorfor gjorde han det? Fordi han havde dyb medfølelse med dem. Nogle gange var der så mange der gerne ville høre hvad han havde at sige, at han og disciplene “ikke engang kunne komme til at spise”. (Mark. 3:20) Jesus var endda villig til at undervise en mand om natten fordi det var det tidspunkt der passede manden bedst. (Joh. 3:1, 2) Det kan godt være at langt de fleste der hørte Jesus forkynde, ikke blev hans disciple. Men det ændrede ikke på at han altid aflagde et grundigt vidnesbyrd når han talte med folk. Vi ønsker også at så mange som muligt skal have mulighed for at høre den gode nyhed om Riget. (Ap.G. 10:42) Det kan nogle gange betyde at vi må lave nogle justeringer i vores tjeneste.
14 Vær villig til at lave justeringer. Hvis vi altid går i tjenesten på det samme tidspunkt, vil vi måske ikke træffe de mennesker der vil tage imod sandheden. En pioner der hedder Matilda, siger: “Min mand og jeg prøver at få kontakt med mennesker på forskellige tidspunkter. Om formiddagen er vi i forretningsforkyndelse. Midt på dagen bruger vi litteraturvogne de steder hvor folk færdes. Og senere på dagen er det lettere at træffe folk i deres hjem.” I stedet for at holde fast ved en plan der bare er behagelig for os selv, må vi være villige til at lave nogle justeringer så vi kan komme til at forkynde for så mange som muligt. Hvis vi gør det, kan vi være sikre på at Jehova vil glæde sig over vores tjeneste.
TÅRER OVER HANS FARS NAVN
15. Hvad gjorde Jesus natten før sin død, som vi kan læse i Lukas 22:39-44?
15 Sent på aftenen den 14. nisan år 33 tog Jesus ud til Getsemane Have. Der bad han inderligt til Jehova. (Læs Lukas 22:39-44). Det var ved den lejlighed at Jesus ‘opsendte anmodninger med intense råb og tårer’. (Hebr. 5:7) Hvad bad Jesus om natten før sin død? Han bad om styrke til at forblive loyal mod Jehova og til at gøre hans vilje. Jehova hørte sin Søns indtrængende bønner og sendte en engel for at styrke ham.
16. Hvorfor græd Jesus mens han bad i Getsemane Have?
16 Det var uden tvivl tanken om at han skulle henrettes for blasfemi, der fik Jesus til at græde da han bad i Getsemane Have. Han var også klar over at der hvilede et enormt ansvar på hans skuldre – han skulle ophøje og rense sin Fars navn. Hvis du står i en situation der virkelig sætter din loyalitet mod Jehova på prøve, hvad kan du så lære af Jesus’ tårer? Vi vil se på tre ting.
17. Hvad lærer det os om Jehova at han besvarede Jesus’ bønner?
17 Jehova lytter til dine bønner om hjælp. Jehova lyttede til Jesus’ bønner i Getsemane Have. Hvorfor? Fordi det vigtigste for Jesus var at forblive loyal mod sin Far og at ophøje og rense hans navn. Hvis det er det samme der er det vigtigste for os, vil han også besvare vores oprigtige bønner om hjælp. – Sl. 145:18, 19.
18. Hvordan er Jesus ligesom en medfølende ven?
18 Jesus forstår hvordan du har det. Når vi har det svært, er det en stor trøst at tale med en medfølende ven, især hvis han har oplevet noget der minder om det vi selv er ude for. Sådan en ven er Jesus. Han ved hvordan det er at føle sig svag og have brug for hjælp. Han kender vores styrker og svagheder, og han vil sørge for at vi får hjælp lige når vi har brug for det. (Hebr. 4:15, 16) Ligesom Jesus tog imod hjælp fra den engel som Jehova sendte til ham, må vi også være villige til at tage imod den hjælp Jehova giver os, uanset om det er i form af en publikation, en video, et foredrag eller et opmuntrende besøg af en ældste eller en åndeligt moden ven.
19. Hvordan kan vi få styrke til at klare svære prøver?
19 Du kan få “Guds fred”. Hvordan styrker Jehova os? Når vi beder, får vi “Guds fred, som overgår al forstand”. (Flp. 4:6, 7) Guds fred beroliger vores hjerte og hjælper os til at tænke klart. Tænk over hvordan en søster der hedder Luz, oplever det. Hun siger: “Jeg kæmper tit med ensomhed. Nogle gange får de følelser mig til at tænke at Jehova ikke elsker mig. Men når det sker, beder jeg med det samme til Jehova og fortæller ham hvordan jeg har det. Bøn hjælper mig til at få mine følelser under kontrol.” Som hendes erfaring viser, kan bøn give os fred indeni.
20. Hvad lærer Jesus’ tårer os?
20 Hvor har Jesus’ tårer lært os mange vigtige ting! Vi er blevet mindet om at støtte vores brødre og søstre der sørger, og at stole på at Jehova og Jesus vil hjælpe os hvis vi har mistet en vi elsker. Vi er også blevet mindet om at Jehova og Jesus viser stor medfølelse, og det motiverer os til at gøre alt hvad vi kan, for at forkynde og undervise. Og det er en stor trøst at vide at Jehova og hans Søn forstår hvordan vi har det, tager hensyn til vores svagheder og hjælper os til at holde ud. Så lad os blive ved med at huske på det vi har lært, indtil den dag hvor Jehova ‘vil tørre alle tårer væk fra vores øjne’. – Åb. 21:4.
SANG NR. 120 Vær mild ligesom Kristus
a Nogle gange oplevede Jesus så stærke følelser at han begyndte at græde. I den her artikel vil vi se på tre situationer hvor det skete, og på hvad vi kan lære af det.
b Nogle af navnene er ændret.
d BILLEDBESKRIVELSE: Jesus trøstede Maria og Martha. Vi må føle os motiveret til at gøre det samme når nogle har mistet en de elsker.
e BILLEDBESKRIVELSE: Jesus var villig til at undervise Nikodemus om natten. Vi må være villige til at studere Bibelen med folk når det passer dem bedst.
f BILLEDBESKRIVELSE: Jesus bad om styrke til at forblive loyal mod Jehova. Vi må gøre det samme når vores tro bliver sat på prøve.