Vi sørger, men er ikke uden håb

„Vi [ønsker] ikke at I skal være uvidende om dem som sover ind i døden, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb.“ — 1 THESSALONIKER 4:13.

 1. Hvad oplever man jævnlig?

HAR du mistet nogen af dine kære i døden? Uanset alder har de fleste af os sikkert oplevet den sorg at miste en ven eller en slægtning. Måske har vi mistet vore bedsteforældre, vore forældre, vores ægtefælle eller en søn eller datter. Alderdom, sygdom og ulykker kræver til stadighed deres ofre. Kriminalitet, vold og krig har øget menneskers sorg og nød. Hvert år dør der gennemsnitlig mere end 50 millioner mennesker i hele verden. I 1993 døde der gennemsnitlig 140.250 om dagen. Når døden rammer, berører det venner og familie, og man føler et stort tab.

 2. Hvorfor føles det særlig unaturligt når børn dør?

² Vi føler for eksempel med de forældre i Californien, USA, der på tragisk vis mistede deres gravide datter ved en trafikulykke. Med ét slag havde de mistet både deres eneste datter og det barn som ville have været deres første barnebarn. Kvindens mand mistede sin kone og sin første søn eller datter. Det føles meget unaturligt for forældre at miste et barn i døden, uanset barnets alder, for det er ikke normalt at børn dør før deres forældre. Vi elsker alle livet. Derfor er døden en fjende. — 1 Korinther 15:26.

Døden holder sit indtog blandt menneskene

 3. Hvordan har Abels død sikkert berørt Adam og Eva?

³ Synd og død har hersket som konger i cirka seks tusind år af menneskets historie, lige siden vore første forældre, Adam og Eva, gjorde oprør. (Romerne 5:14; 6:12, 23) Bibelen fortæller ikke direkte hvordan de reagerede da deres søn Abel blev dræbt af sin broder Kain. Men det må have været et knusende slag for dem. For første gang blev de vidne til at døden ramte et menneske — deres egen søn. De høstede nu frugten af deres oprør og deres misbrug af den frie vilje. Selv om Kain var blevet advaret af Gud, valgte han alligevel at begå historiens første brodermord. Vi ved at Abels død har berørt Eva dybt, for da hun fødte Set sagde hun: „Gud har sat mig et andet afkom i stedet for Abel, fordi Kain dræbte ham.“ — 1 Mosebog 4:3-8, 25.

 4. Hvorfor kunne myten om den udødelige sjæl ikke have været til nogen trøst efter Abels død?

⁴ Vore første forældre erfarede på denne måde at Guds dom over dem stod ved magt — hvis de gjorde oprør og var ulydige ville de „visselig dø“. Trods Satans løgn var myten om menneskets udødelige sjæl sandsynligvis endnu ikke opstået, og de kunne derfor ikke af den grund drage nogen forkerte slutninger. Gud havde sagt til Adam: „Du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. For støv er du, og til støv vil du vende tilbage.“ Han havde ikke nævnt noget om at Adam på et tidspunkt ville leve videre som en udødelig sjæl i himmelen, helvede, limbus, skærsilden eller et andet sted. (1 Mosebog 2:17; 3:4, 5, 19) Som levende sjæle der havde syndet, ville Adam og Eva til sidst dø, ophøre med at eksistere. Kong Salomon blev følgelig inspireret til at skrive: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting, og til dem er der ikke længere nogen løn, for mindet om dem er glemt. Også deres kærlighed og deres had og deres skinsyge er allerede gået til grunde, og de har til fjerne tider ingen yderligere del i alt det der gøres under solen.“ — Prædikeren 9:5, 6.

 5. Hvori består det sande håb for de døde?

⁵ Hvor sandt! Hvem kan for eksempel huske sine forfædre to eller tre hundrede år tilbage? Ofte er deres grave ukendte eller længe blevet forsømt. Vil det sige at der ikke er noget håb for de døde? Slet ikke. Om sin døde broder Lazarus sagde Marta til Jesus: „Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.“ (Johannes 11:24) Hebræerne havde tillid til at Gud engang i fremtiden ville oprejse de døde. Men det afholdt dem ikke fra at sørge over tabet af deres kære. — Job 14:13.

Trofaste tjenere for Gud der sørgede

 6, 7. Hvordan reagerede Abraham og Jakob på døden?

⁶ Da Abrahams hustru Sara døde for næsten fire tusind år siden, „gik [Abraham] ind for at holde klage over Sara og for at græde over hende“. Denne trofaste tjener for Gud lagde ikke skjul på hvor dybt han sørgede over tabet af sin trofaste og elskede hustru. Selv om han var en modig og handlekraftig mand, var han ikke bange for at vise sin sorg ved at græde. — 1 Mosebog 14:11-16; 23:1, 2.

⁷ Det samme gjaldt Jakob. Hvordan reagerede han da han blev ført bag lyset og troede at hans søn Josef var blevet dræbt af et vildt dyr? Vi læser i Første Mosebog 37:34, 35: „Derpå rev Jakob sin kappe itu og lagde sæk om sine hofter og sørgede over sin søn i mange dage. Og alle hans sønner og alle hans døtre rejste sig for at trøste ham, men han vægrede sig ved at lade sig trøste og sagde: ’For jeg vil gå sørgende ned til min søn i Sheol!’ Og hans fader blev ved med at græde over ham.“ Ja, det er både naturligt og menneskeligt at give udtryk for sin sorg når man mister en man holder af.

 8. Hvordan gav hebræerne ofte udtryk for deres sorg?

⁸ Nogle synes måske at Jakobs reaktion efter nutidige begreber var noget overdrevet og melodramatisk. Men han levede i en anden tid og en anden kultur. Bibelen fortæller at han gav udtryk for sin sorg ved at klæde sig i sæk, og det er første gang Bibelen omtaler denne skik. Men som det fremgår af De Hebraiske Skrifter gav man også udtryk for sorg på andre måder — ved at holde klage, ved at komponere klagesange og ved at sidde i aske. Hebræerne var altså ikke bange for at give åbenlyst udtryk for sorg.a — Ezekiel 27:30-32; Amos 8:10.

Hvordan man sørgede på Jesu tid

 9, 10. (a) Hvordan reagerede Jesus på Lazarus’ død? (b) Hvad fortæller Jesu reaktion os om ham?

⁹ Hvordan sørgede Jesu disciple i det første århundrede? Da Lazarus døde, sørgede og græd hans søstre Marta og Maria. Hvordan reagerede det fuldkomne menneske Jesus da han kom til stede? Johannes beretter: „Da nu Maria kom hen hvor Jesus var og fik øje på ham, kastede hun sig ned for hans fødder, idet hun sagde til ham: ’Herre, hvis du havde været her, var min broder ikke død.’ Da Jesus så at hun græd og at de jøder der kom sammen med hende, græd, stønnede han i ånden og oprørtes, og han sagde: ’Hvor har I lagt ham?’ De sagde til ham: ’Herre, kom og se.’ Jesus gav tårerne frit løb.“ — Johannes 11:32-35.

¹⁰ „Jesus gav tårerne frit løb.“ Disse få ord siger uendelig meget om hvor medmenneskelig og medfølende Jesus var. Han var fuldt bekendt med opstandelseshåbet, men alligevel græd han. Beretningen fortæller at de omkringstående lagde mærke til det, for de sagde: „Se, hvor han holdt af [Lazarus]!“ Hvis Jesus, der var fuldkommen, kunne græde over at have mistet en ven, er der afgjort ingen grund til at mænd og kvinder i dag skulle skamme sig over at sørge og græde. — Johannes 11:36.

Hvilket håb er der for de døde?

11. (a) Hvad kan vi lære af de bibelske eksempler på at nogle sørgede? (b) Hvorfor sørger vi ikke ligesom de der er uden håb?

¹¹ Hvad kan vi udlede af disse bibelske eksempler? At det er naturligt og menneskeligt at sørge, og at vi ikke behøver at være flove over at sorgen kan ses på os. Selv om vi kender opstandelseshåbet er det tragisk og rystende for os at miste en vi holder af. Mange års eller måske årtiers nære fællesskab er pludselig forbi. Vi sørger ganske vist ikke på samme måde som de der ikke har noget håb, eller som de der nærer falske forhåbninger. (1 Thessaloniker 4:13) Vi lader os heller ikke vildlede af troen på en udødelig sjæl eller på reinkarnation. Vi ved derimod at Jehova har lovet „nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo“. (2 Peter 3:13) Gud „vil tørre hver tåre af [vore] øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:4.

12. Hvordan gav Paulus udtryk for sin tro på opstandelsen?

¹² Hvilket håb er der for de døde?b Den kristne skribent Paulus blev inspireret til at give os trøst og håb med følgende ord: „Den sidste fjende der tilintetgøres, er døden.“ (1 Korinther 15:26) Ifølge The New English Bible lyder skriftstedet: „Den sidste fjende der fjernes, er døden.“ Hvordan kunne Paulus sige dette med så stor sikkerhed? Fordi han var blevet omvendt og undervist af en der selv var blevet oprejst fra de døde, nemlig Jesus Kristus. (Apostelgerninger 9:3-19) Derfor kunne Paulus også sige: „Eftersom døden er kommet ved et menneske [Adam], er de dødes opstandelse også kommet ved et menneske [Jesus]. For ligesom alle dør i Adam, således vil alle også blive gjort levende i Messias.“ — 1 Korinther 15:21, 22.

13. Hvordan reagerede øjenvidner på Lazarus’ opstandelse?

¹³ Jesu lære giver os både trøst og håb. Hvad gjorde Jesus for eksempel i Lazarus’ tilfælde? Han gik hen til den grav hvori Lazarus havde ligget død i fire dage. Her bad han en bøn, hvorefter „[han råbte] med høj røst: ’Lazarus, kom ud!’ Manden som havde været død kom ud med fødderne og hænderne omvundet med tøjstrimler og ansigtet indhyllet i et tørklæde. Jesus sagde til dem: ’Løs ham og lad ham gå.’“ Kan du forestille dig hvor overraskede og jublende glade Marta og Maria må være blevet? Og hvor må naboerne være blevet forbløffede da de så dette mirakel. Intet under at mange af dem fik tro på Jesus. Hans religiøse fjender, derimod, ’lagde råd op om at dræbe ham’. — Johannes 11:41-53.

14. Hvad er Lazarus’ opstandelse et bevis på?

¹⁴ Der var mange øjenvidner til stede da Jesus udførte dette uforglemmelige mirakel. Det var en forsmag på den opstandelse han allerede ved en tidligere lejlighed havde forudsagt, da han sagde: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre [Guds søns] røst og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“ — Johannes 5:28, 29.

15. Hvordan vidste Saulus og Ananias at Jesus var blevet oprejst?

¹⁵ Som nævnt troede apostelen Paulus på opstandelsen. Hvad byggede hans tro på? Han havde tidligere været den berygtede Saulus, en forfølger af de kristne. Alene hans navn og ry skabte frygt blandt de troende. Han havde billiget at den kristne martyr Stefanus blev stenet til døde. (Apostelgerninger 8:1; 9:1, 2, 26) Men da Saulus var på vej til Damaskus, bragte den opstandne Kristus ham til fornuft ved midlertidigt at slå ham med blindhed. Saulus hørte en stemme sige: „’Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?’ Han sagde: ’Hvem er du, Herre?’ Han sagde: ’Jeg er Jesus, som du forfølger.’“ Den opstandne Kristus gav derefter Ananias, der boede i Damaskus, besked på at gå hen til det hus hvor Saulus var i færd med at bede, og give ham hans syn igen. Saulus’ og Ananias’ personlige erfaringer gav dem altså al mulig grund til at tro på opstandelsen. — Apostelgerninger 9:4, 5, 10-12.

16, 17. (a) Hvordan ved vi at Paulus ikke troede på den græske forestilling om menneskesjælens udødelighed? (b) Hvilket pålideligt håb indeholder Bibelen? (Hebræerne 6:17-20)

¹⁶ Det er værd at bemærke hvad Saulus, apostelen Paulus, svarede da han som en forfulgt kristen stod over for landshøvdingen Felix. Vi læser i Apostelgerninger 24:15: „Jeg har håb til Gud . . . at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ Det er tydeligt at Paulus ikke troede på grækernes hedenske forestilling om at mennesket har en udødelig sjæl der lever videre i en mytologisk underverden. Han troede derimod på opstandelsen, og den forkyndte han for andre. For nogle ville det betyde at de ville få skænket udødeligt liv som åndeskabninger i himmelen sammen med Kristus, men for de fleste ville det betyde at de skulle vende tilbage til livet på en fuldkommen jord. — Lukas 23:43; 1 Korinther 15:20-22, 53, 54; Åbenbaringen 7:4, 9, 17; 14:1, 3.

¹⁷ Bibelen indeholder således et pålideligt håb i form af løftet om at mange kan komme til at gense dem de har mistet. Det vil ske når de døde bliver oprejst til liv her på jorden i helt nye omgivelser. — 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:1-4.

Praktisk hjælp til dem der sørger

18. (a) Hvilken nyttig publikation blev frigivet ved områdestævnerne med temaet „Gudsfrygt“? (Se rammen.) (b) Hvilke spørgsmål vil blive besvaret i næste artikel?

¹⁸ Men indtil da må vi nøjes med minderne og leve med sorgen. Hvad kan man gøre for at komme igennem den svære tid efter at man har mistet en nær ven eller slægtning? Hvad kan andre gøre for at hjælpe dem der sørger? Hvad kan vi gøre for at hjælpe de retsindige vi møder i forkyndelsen som sørger uden at have noget virkeligt håb? Og hvilken trøst kan vi hente fra Bibelen angående vore kære som nu sover i døden? Den følgende artikel giver nogle forslag.

[Fodnoter]

Spørgsmål til repetition

◻ Hvorfor må det siges at døden er en fjende?

◻ Hvordan gav Guds tjenere på Bibelens tid udtryk for deres sorg?

◻ Hvilket håb er der for de døde?

◻ Hvilket grundlag havde Paulus for at tro på opstandelsen?

[Ramme på side 8, 9]

Praktisk hjælp til dem der sørger

Ved områdestævnerne med temaet „Gudsfrygt“ der blev afholdt i 1994-95, udgav Vagttårnets Selskab en ny brochure med titlen Når man mister en man holder af. Denne opmuntrende brochure er udarbejdet med det formål at trøste alle, uanset hvilken nationalitet eller sproggruppe man tilhører. Som du måske allerede har lagt mærke til, fremholder den Bibelens enkle forklaring på døden og de dødes tilstand. Men som noget endnu vigtigere fremhæver den Guds løfte gennem Jesus Kristus, om at mange døde vil få en opstandelse til liv på en renset, paradisisk jord. Den giver sand trøst til dem der sørger, og bør derfor benyttes i den kristne forkyndelse til at vække folks interesse og danne grundlag for mange flere hjemmebibelstudier. Studiespørgsmålene er anbragt i rammer der findes i slutningen af hvert afsnit, så man let kan repetere de punkter man drøfter med dem der oprigtigt søger trøst efter at have mistet en af deres kære.

[Kildeangivelse på side 7]

Den første sorg af W. Bouguereau, fra den originale glasplade til Skabelsens Fotodrama, 1914

[Illustration på side 8]

Jesus græd da Lazarus døde

[Illustration på side 9]

Jesus oprejste Lazarus fra de døde