„Lovløshedens menneske“ afsløres
„Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og . . . få del i hendes plager.“ — ÅBENBARINGEN 18:4.
1, 2. (a) Hvordan kan man kende „lovløshedens menneske“? (b) Hvordan ser Gud på dem der hævder at tjene ham men har pådraget sig blodskyld? (Mattæus 7:21-23)
GUDS ord forudsagde at der skulle komme et „lovløshedens menneske“, og at dette lovløse element ville blive ’udryddet og gjort til intet’ af Guds store skarpretter, Kristus Jesus. (2 Thessaloniker 2:3-8) Som de foregående artikler har vist, er dette lovløshedens menneske kristenhedens gejstlige. De har for længe siden vendt Guds ords sandhed ryggen og antaget hedenske læresætninger, som læren om treenigheden, helvede og sjælens udødelighed. Desuden strider deres gerninger mod Guds love. Ligesom dem Paulus advarede Titus imod, „bekender de [offentligt] at de kender Gud, men ved deres gerninger fornægter de ham, idet de er afskyelige og ulydige og ikke godkendte til nogen som helst god gerning“. — Titus 1:16.
2 Jesus sagde: „Vær på vagt over for de falske profeter der kommer til jer forklædt som får, men som inderst inde er glubske ulve. I kan kende dem på deres frugter.“ Falske profeter frembringer „dårlige frugter“. (Mattæus 7:15-17) Et vidnesbyrd om gejstlighedens dårlige frugter er dens kolossale blodskyld. I århundreder har den støttet korstog, inkvisitioner og krige hvori millioner af menneskers blod er blevet udgydt. Den har bedt for og velsignet begge sider i krige hvori medlemmer af dens egne trossamfund har dræbt hinanden. I modsætning hertil kunne apostelen Paulus sige: „Jeg er ren for alles blod.“ (Apostelgerninger 20:26) Det er gejstligheden ikke. Til sådanne siger Gud: „Selv om I beder mange bønner, hører jeg ikke efter; jeres hænder er fulde af udgydt blod.“ — Esajas 1:15.
3. Hvilke begivenheder af verdensvid betydning vil snart indtræffe?
3 Tiden hvor Gud vil eksekvere sin dom over lovløshedens menneske nærmer sig hastigt. Som Jesus forudsagde vil der snart komme „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. (Mattæus 24:21) Denne periode med vanskeligheder uden fortilfælde vil begynde med henrettelsen af Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, der indbefatter alle kristenhedens trossamfund. De politiske elementer vil „gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes kød og opbrænde hende med ild“. (Åbenbaringen 17:16) Den store trængsel vil slutte med at den resterende del af Satans verden ødelægges ved Harmagedon, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. — Åbenbaringen 16:14, 16; 19:11-21.
Forpligtet til at vise kærlighed
4. Hvad skal de der tilbeder Gud „i ånd og sandhed“ gøre?
4 Hvilke forpligtelser har de der ’tilbeder Faderen i ånd og sandhed’, i betragtning af at disse skelsættende begivenheder snart indtræffer? (Johannes 4:23) De må først og fremmest have Jesu ord i tanke: „Hvis I holder mine bud, vil I forblive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt Faderens bud og forbliver i hans kærlighed. . . . Dette er mit bud, at I skal elske hinanden ligesom jeg har elsket jer. Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner. I er mine venner hvis I gør hvad jeg befaler jer.“ — Johannes 15:10-14; 1 Johannes 5:3.
5, 6. (a) Hvilket bud fra Jesus skulle tjene som et kendetegn på hans disciple? (b) I hvilken forstand var dette et nyt bud?
5 Sande kristne er altså forpligtede til at elske deres medmennesker, især deres kristne brødre og søstre i alle lande. (Apostelgerninger 10:34; Galaterne 6:10; 1 Johannes 4:20, 21) Ja, kristne skal have „inderlig kærlighed til hinanden“. (1 Peter 4:8) Denne kærlighed i jordomspændende omfang kendetegner dem som sande kristne, for Jesus sagde: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:34, 35.
6 Hvad nyt var der i dette bud? Havde jøderne under Moseloven ikke fået budet: „Du skal elske din næste som dig selv“? (3 Mosebog 19:18) Jo, men Jesus pegede på noget yderligere da han sagde: „Ligesom jeg har elsket jer.“ Hans kærlighed omfattede at han gav sit liv for andre, og hans disciple skulle være villige til at gøre det samme. (Johannes 15:13) Dette var en stærkere form for kærlighed, eftersom Moseloven ikke krævede at man ofrede livet.
7. Hvilket trossamfund har i dette århundrede adlydt kærlighedens bud?
7 Hvilket trossamfund har i vort århundrede fulgt dette kærlighedsbud? Tydeligvis ingen af kristenhedens trossamfund, for de har nedslagtet hinanden i millionvis under de to verdenskrige og andre konflikter. Men Jehovas vidner har jorden over adlydt dette bud. De har holdt sig strengt neutrale i nationernes krige, eftersom Jesus sagde at hans disciple ikke måtte være „en del af verden“. (Johannes 17:16) De kan derfor ligesom Paulus sige at de er ’rene for alles blod’. (Apostelgerninger 20:26) Læg for eksempel mærke til indledningen til en resolution som Jehovas tjenere den 27. november 1921 vedtog ved et stævne i Washington, D.C.:
„Som kristne der oprigtigt bestræber sig for at følge den lære der blev fremholdt af Kristus Jesus, vor Herre, og hans apostle, mener vi: at krig er et levn af barbari, ødelæggende for den gode moral og en skændsel for kristne folkeslag; at de principper Herren Jesus Kristus opstillede afskærer indviede kristne fra at deltage i krig, blodsudgydelse og vold under enhver form.“
8. Hvad viser historien om Jehovas vidner under den anden verdenskrig?
8 Hvordan kunne de efterleve denne holdning under den anden verdenskrig? Under denne den værste krig i menneskehedens historie mistede cirka 50 millioner mennesker livet. Men ikke én blev dræbt af et Jehovas vidne! Så godt som hele den tyske gejstlighed støttede nazismen direkte eller indirekte. Men Jehovas vidner holdt sig strengt neutrale under nazistyret og ville hverken sige „heil Hitler“ eller medvirke i hans militærmaskine. De dræbte derfor ingen af deres åndelige brødre fra andre lande, eller nogen som helst andre. Også Jehovas vidner i alle andre lande bevarede deres neutralitet.
9. Hvordan gik det Jehovas vidner i Tyskland og Østrig under nazistyret?
9 Mange Jehovas vidner har sat deres sjæl til for deres venner i andre lande for at adlyde kærlighedens bud. I en anmeldelse af bogen Kirchenkampf in Deutschland (Kirkekamp i Tyskland) af Friedrich Zipfel siges der om Jehovas vidner: „Syvoghalvfems procent af medlemmerne af denne lille religiøse gruppe blev ofre for nationalsocialistisk [nazistisk] forfølgelse. En tredjedel af dem mistede livet, enten ved henrettelse, andre voldshandlinger, sult, sygdom eller tvangsarbejde. Denne behandling var i sin hårdhed uden fortilfælde og skyldtes en kompromisløs tro som ikke kunne bringes i harmoni med den nationalsocialistiske ideologi.“ I Østrig omkom 25 procent af Jehovas vidner i nazistiske koncentrationslejre. Nogle blev henrettet eller pryglet til døde, andre omkom som følge af sygdom eller udmattelse.
10. Hvilken tillid havde de der måtte dø fordi de adlød kærlighedens bud?
10 De der led martyrdøden fordi de adlød kærlighedens bud, havde tillid til at ’Gud ikke er uretfærdig så han ville glemme deres arbejde og den kærlighed de havde vist mod hans navn’. (Hebræerne 6:10) De vidste at „verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt“. (1 Johannes 2:17) De havde det sikre håb at blive oprejst til evigt liv. — Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15.
11. Hvad får Jehovas tjenere til at skille sig ud, og hvilken profeti opfyldes i forbindelse med dem?
11 Kun Jehovas tjenere efterlever det princip apostelen Peter og andre apostle henviste til over for en høj domstol: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apostelgerninger 5:29) Eftersom Jehovas vidner følger dette princip, støttes de af „den hellige ånd . . ., som Gud har givet dem der adlyder ham som deres hersker“. (Apostelgerninger 5:32) Det er denne kraft der sætter dem i stand til at opfylde profetien i Esajas 2:2-4. Heri forudsiges der at den sande tilbedelse i vor tid ville blive genoprettet og at folk fra alle nationer og trossamfund ville strømme til den. Dette vil blandt andet resultere i at „de [smeder] deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig“. Jehovas tjenere forbereder sig til at leve i en fredelig ny verden, og de vil derfor ikke mere lære at føre krig. De lærer at følge kærlighedens bud. — Johannes 13:34, 35.
12. Hvad må de der følger kærlighedens bud gøre for andre?
12 Da kristen kærlighed også kræver at man ’elsker sin næste som sig selv’, kan Guds tjenere ikke tie med det de ved. (Mattæus 22:39) Der findes stadig mange andre som gerne vil tjene Gud og leve i hans nye verden. Også disse må, mens der endnu er tid, lære om kærlighedens bud og de mange andre sandheder der har at gøre med den universelle Suveræn, Jehova Gud. De må lære hvordan vi bør tilbede Jehova, den eneste der er værdig til at modtage vor tilbedelse. (Mattæus 4:10; Åbenbaringen 4:11) De der allerede har lært dette er forpligtede til at fortælle det videre til andre, så også de kan vinde Jehovas behag. — Ezekiel 33:7-9, 14-16.
Lovløshedens menneske afsløres
13. Hvad må vi bekendtgøre som en del af vort jordomspændende vidnesbyrd, og hvorfor?
13 Jesus sagde at „denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme“. (Mattæus 24:14) Som en del af dette jordomspændende vidnesbyrd er Guds tjenere forpligtede til at bekendtgøre hans dom over den falske religion, navnlig kristenhedens gejstlighed. Det er den der i Guds øjne er mest dadelværdig, eftersom den hævder at være kristen. Den må afsløres, så de der ønsker at tjene Gud kan blive befriet for dens påvirkning og tage skridt til at overleve. Som Jesus sagde: „Sandheden skal frigøre jer.“ — Johannes 8:32.
14. Hvilket tydeligt budskab om den falske religion må forkyndes?
14 Jehovas vidner må derfor bekendtgøre dette inspirerede budskab om den falske religion: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager. For hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen, og Gud har husket hendes uretfærdigheder. . . . Det er derfor hendes plager vil komme på én dag, død og sorg og hungersnød, og hun skal opbrændes med ild, for stærk er Jehova Gud, som har dømt hende.“ — Åbenbaringen 18:4-8.
15. Hvilken rolle spillede året 1914 i Jehovas hensigt, og hvad skete der derfor efter den første verdenskrig?
15 Bibelens profetier viser at „de sidste dage“ for denne tingenes ordning begyndte i det afgørende år 1914. (2 Timoteus 3:1-5, 13; Mattæus 24:3-13) Siden det år har vi befundet os i „endens tid“. (Daniel 12:4) Lige efter den første verdenskrig begyndte Jehovas tjenere, i overensstemmelse med hans hensigt, nidkært at udvide deres forkyndelse af Guds rige, som forudsagt i Mattæus 24:14. De forstærkede også deres indsats for at afsløre den falske religion, især den frafaldne kristenheds gejstlighed.
16. Hvordan har afsløringen af lovløshedens menneske taget fart gennem mere end 70 år?
16 I over 70 år har Guds tjenere nu med stadig større styrke henledt folks opmærksomhed på lovløshedens menneskes bedrageriske virksomhed. Umiddelbart efter den første verdenskrig blev dette arbejde udført af blot nogle få tusind. Men nu er de blevet til „en mægtig nation“ med over tre og en halv million aktive forkyndere organiseret i mere end 60.000 menigheder jorden over. (Esajas 60:22) I stadig større målestok forkynder Guds tjenere nidkært om Guds rige som menneskehedens eneste håb, og samtidig afslører de gejstligheden som det den er: et bedragerisk lovløshedens menneske.
Hvorfor med så stor kraft?
17. Hvorfor har Jehovas tjenere med så stor kraft afsløret lovløshedens menneske?
17 Hvorfor har Jehovas tjenere med så stor kraft afsløret lovløshedens menneske gennem alle disse år? Fordi de millioner af mennesker som udgør den store skare af Jehovas får og som allerede er på vej til frelsen, må beskyttes mod Satans verden og dens falske religion. (Johannes 10:16; Åbenbaringen 7:9-14) Dertil kommer at medmindre gejstligheden afsløres, kan oprigtige mennesker der endnu ikke er en del af Guds hjord, ikke vide hvordan de skal undgå en forkert kurs. De må derfor undervises, ligesom Jesus underviste mennesker da han om datidens hykleriske religiøse ledere sagde: „De er blinde vejledere. Hvis en blind leder en blind, vil begge falde i et hul.“ — Mattæus 15:14; se også Andet Korintherbrev 4:4; 11:13-15.
18. Hvad har sandhedssøgende mennesker brug for at få at vide?
18 Gejstligheden er en del af Satans verden. (Johannes 8:44) Men Jehova vil snart tilintetgøre denne verden. (2 Peter 3:11-13; 1 Johannes 2:15-17) Guds ord siger derfor advarende: „Enhver der ønsker at være ven med verden, gør sig . . . til fjende af Gud.“ (Jakob 4:4) Kristenhedens gejstlige ignorerer denne advarsel og fortsætter med at blande sig i politik. De siger til deres tilhængere at politikerne kan skabe en bedre verden. Men det er et falsk håb, for denne verden under Satans herredømme går sin undergang i møde. De der sætter deres håb til denne verden, bliver derfor bedraget. De har brug for at høre sandheden om hvordan det vil gå denne verden, og hvad der vil erstatte den. — Ordsprogene 14:12; 19:21; Mattæus 6:9, 10; Åbenbaringen 21:4, 5.
19. Hvordan er nogle præsters verdslige indstilling i den senere tid blevet afsløret i medierne?
19 Nogle præsters verdslige indstilling er i den senere tid blevet afsløret i medierne, for eksempel visse tv-prædikanters udsvævende og luksuøse livsstil. En tekstforfatter har endda skrevet en sang med titlen: „Ville Jesus bære et Rolexur [til 10.000 dollars] under sit tv-show?“ Sangen fortsætter: „Ville Jesus gå ind for politik hvis han kom tilbage til jorden, ville han så have en ekstra bolig i [det eksklusive] Palm Springs og forsøge at lægge skjul på sin rigdom?“ Flere og flere præster tolererer eller praktiserer desuden homoseksualitet. Den katolske kirke i De Forenede Stater må betale millioner af dollars i erstatning fordi præster har gjort sig skyldige i seksuelt misbrug af børn. — Romerne 1:24-27; 1 Korinther 6:9, 10.
20. Hvorfor må Guds tjenere blive ved med at afsløre lovløshedens menneske?
20 Guds tjenere kan ikke ignorere sådanne overtrædelser; de må afsløres. Den store skare af andre får må beskyttes mod dem der forsøger at få dem til at overtræde Guds love. Og de der „sukker og stønner over alle de vederstyggeligheder der øves“ må findes og indsamles, så de kan modtage beskyttende vejledning fra den store Hyrde, Jehova Gud, og „den rigtige hyrde“, Jesus Kristus. — Ezekiel 9:4; Johannes 10:11; Ordsprogene 18:10.
21. Hvad vil Jehovas vidner fortsat forkynde?
21 Guds folk vil derfor ikke tøve med at forkynde hans hævn over hele Satans verden, deriblandt lovløshedens menneske, kristenhedens gejstlighed. De vil nidkært forkynde engelens budskab som beskrevet i Åbenbaringen 14:7: „Frygt Gud og giv ham ære, for hans doms time er kommet.“ Og i dette budskab vil de indbefatte den indtrængende advarsel mod falsk religion som findes i Åbenbaringen 18:4: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og . . . få del i hendes plager.“
Resumé
◻ Hvordan vil det gå lovløshedens menneske, og hvorfor?
◻ Hvilken forpligtelse har Jehovas tjenere over for andre?
◻ Hvordan har Jehovas tjenere bevaret sig rene for alles blod?
◻ Hvad må vi gøre i forbindelse med Babylon den Store?
◻ Hvorfor vil vi fortsætte med at forkynde vort magtfulde budskab om lovløshedens menneske?
[Illustration på side 23]
Apostlene sagde til en høj domstol: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker“
[Illustration på side 24]
Oprigtige mennesker må have at vide hvordan det vil gå verden og dens trossamfund