HOVEDEMNE | TAG IMOD GUDS STØRSTE GAVE
Hvordan kan du tage imod Guds største gave?
“Messias’ kærlighed tvinger os ... Han døde for alle, for at de som lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham som døde for dem.” – 2 Korinther 5:14, 15.
NÅR man får en helt særlig gave, er det på sin plads at give udtryk for sin taknemmelighed. Det understregede Jesus efter at have helbredt ti mænd der havde en forfærdelig sygdom som man ikke havde nogen kur mod dengang. En af de ti mænd kom senere tilbage, og “med høj røst herliggjorde han Gud”. Jesus sagde: “Blev ikke alle ti renset? Hvor er da de ni andre?” (Lukas 17:12-17) Hvad kan vi lære af det? At vi let kan komme til at glemme det gode andre har gjort for os.
Løsesummen er ikke bare en hvilken som helst gave – det er den største gave der nogensinde er givet. Men hvordan kan du vise din taknemmelighed for det Gud har gjort for dig?
Lær Giveren at kende. Løskøbelsen giver ikke automatisk evigt liv til alle. Jesus sagde i en bøn til Gud: “Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.” (Johannes 17:3) Hvis du fik at vide at en mand havde reddet dit liv da du var lille, ville du så ikke være interesseret i at lære ham at kende og finde ud af hvorfor han reddede dig? Jehova Gud har givet os mulighed for at redde livet ved hjælp af løskøbelsen, og han ønsker ikke bare at du skal finde ud af hvem han er, men også at du skal få et nært venskab med ham. Bibelen opfordrer os: “Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.” – Jakob 4:8.
Vis tro på løskøbelsen. “Den der tror på Sønnen har evigt liv.” (Johannes 3:36) Hvad ligger der i at vise tro? Det kræver handling; troen på løskøbelsen skal kunne ses ud fra ens handlinger. (Jakob 2:17) Hvilke handlinger er der tale om? Det er først når du rækker ud efter en gave og tager imod den, at det bliver din. Du må altså række ud efter og tage imod den gave som løskøbelsen er. Det kan man gøre ved at undersøge hvad Gud ønsker af os, og leve efter det.a Bed til Gud om at blive tilgivet og om at få en ren samvittighed. Du kan være helt sikker på at alle der viser tro på løskøbelsen, vil få evigt liv med fred, sundhed og velstand. – Hebræerne 11:1.
Kom til højtiden til minde om Jesus’ død. Jesus indførte en årlig højtid til minde om løskøbelsen. I den forbindelse sagde han: “Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.” (Lukas 22:19) Jehovas Vidner vil mindes Jesus’ død tirsdag den 11. april 2017 efter solnedgang. Programmet varer omkring en time, og der vil blive holdt et foredrag der forklarer hvorfor Jesus’ død var noget helt særligt, og hvad det kan betyde for os nu og i fremtiden. Sidste år var der i hele verden omkring 20 millioner til stede ved mindehøjtiden. Du er hjerteligt velkommen til at overvære mindehøjtiden sammen med os og vise at du værdsætter Guds største gave.
a Den bedste måde at lære Gud at kende og få et nært forhold til ham på er ved at studere hans ord, Bibelen. Find ud af hvordan du kan gøre det, ved at spørge et af Jehovas Vidner eller ved at gå ind på vores hjemmeside, www.jw.org.