Jesu liv og tjeneste
Den afsluttende bøn i værelset ovenpå
AF DYB kærlighed til sine apostle har Jesus forberedt dem på sin forestående bortgang. Efter nu at have formanet og trøstet dem vender han blikket mod himmelen og beder til sin Fader: „Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham myndighed over alt kød, for at han kan give dem — hele det antal som du har givet ham — evigt liv.“
Hvilken betagende tanke — evigt liv! Eftersom Jesus har fået „myndighed over alt kød“, kan han med værdien af sit genløsningsoffer gavne hele den døende menneskehed. Men han giver kun „evigt liv“ til dem som har Faderens godkendelse. Jesus uddyber denne tanke yderligere i sin bøn:
„Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ Ja, frelsen afhænger af at vi lærer både Gud og hans søn at kende. Men kundskab er ikke nok.
Man må lære Gud og Jesus indgående at kende, og opdyrke et venskab med dem der bygger på forståelse. Man må anlægge samme syn på tingene som de gør. Og først og fremmest må man stræbe efter at afspejle deres uforlignelige egenskaber i omgangen med andre.
Jesus siger derefter: „Jeg har herliggjort dig på jorden, idet jeg har fuldført den gerning du har givet mig at gøre.“ Eftersom Jesus har fuldført sin opgave indtil nu og véd at han også vil gøre det fremover, beder han: „Så herliggør du mig nu, Fader, hos dig selv med den herlighed som jeg havde hos dig før verden blev til.“ Ja, han beder om at han må få sin tidligere himmelske herlighed tilbage ved en opstandelse.
Jesus opsummerer derpå det der har været hans vigtigste opgave på jorden og siger: „Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig ud af verden. De var dine, og du gav mig dem, og de har overholdt dit ord.“ Jesus brugte Guds navn, Jehova, under sin tjeneste og benyttede den rette udtale af det, men dette var ikke den eneste måde hvorpå han gjorde Guds navn kendt for sine apostle. Han gav dem også større kundskab om Jehova, hans personlighed og hans hensigter.
Idet Jesus erkender at Jehova er overordnet ham og er den som han tjener, indrømmer han ydmygt: „De udtalelser som du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem og er virkelig blevet klar over at jeg er udgået som dit sendebud, og de har fået tro på at du har udsendt mig.“
Jesus skelner mellem sine disciple og resten af menneskeheden idet han siger til sin Fader: „Jeg beder ikke for verden, men for dem som du har givet mig; . . . Da jeg var hos dem plejede jeg at våge over dem . . ., og jeg har bevaret dem, og ingen af dem har lidt undergang undtagen undergangens søn,“ nemlig Judas Iskariot. I dette øjeblik er Judas på vej hen for at forråde Jesus og er således, uden at vide det, med til at opfylde profetierne i Skriften.
„Verden har hadet dem,“ siger Jesus videre i sin bøn. „Jeg beder dig ikke om at tage dem ud af verden, men om at våge over dem på grund af den onde. De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ Jesu disciple er i verden, det organiserede menneskesamfund som beherskes af Satan, men de må til enhver tid holde sig adskilt fra verden og dens ondskab.
„Hellige dem ved hjælp af sandheden,“ fortsætter Jesus, „dit ord er sandhed.“ Her kalder Jesus de inspirerede Hebraiske Skrifter, som han gang på gang har citeret, for „sandheden“. Men det han lærte sine disciple og som de senere nedskrev under inspiration som De Kristne Græske Skrifter er også „sandheden“. Denne sandhed kan hellige et menneske, forandre hans liv fuldstændigt og skille ham ud fra verden.
Jesus „beder ikke blot for disse, men også for dem som gennem deres ord får tro på [ham]“. Jesus beder altså for dem som vil blive hans salvede disciple og for andre fremtidige disciple der vil blive samlet ind i ’den ene hjord’. Hvad beder han om for alle disse? „At de alle må være ét, ligesom du, Fader, er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med dig, . . . at de må være ét ligesom vi er ét.“
Jesus og hans Fader er ikke bogstaveligt én og samme person, men de er enige på alle områder. Jesus beder om at der må råde samme enighed mellem hans disciple og siger: „Så at verden kan vide at du har udsendt mig og at du har elsket dem ligesom du har elsket mig.“
På sine fremtidige salvede disciples vegne henvender Jesus sig nu til sin himmelske Fader: „Hvor jeg er, dér skal de også være sammen med mig, for at de kan se min herlighed, den som du har givet mig, fordi du elskede mig før verdens grundlæggelse.“ Denne grundlæggelse skete da Adam og Eva satte afkom i verden. Længe før den tid havde Gud elsket sin enestefødte søn, der senere blev Jesus Kristus.
Som afslutning på sin bøn understreger Jesus på ny: „Jeg har bekendtgjort dit navn for dem, og jeg vil bekendtgøre det, for at den kærlighed hvormed du har elsket mig kan være i dem og jeg i samhørighed med dem.“ Apostlene har lært Guds navn at kende ved personligt at erfare Guds kærlighed. Johannes 17:1-26; 10:16; Ordsprogene 8:22, 30.
◆ I hvilken forstand har Jesus fået „myndighed over alt kød“?
◆ Hvad vil det sige at tilegne sig kundskab om Gud og hans søn?
◆ På hvilke måder har Jesus gjort Guds navn kendt?
◆ Hvad er „sandheden“, og hvordan kan den „hellige“ en kristen?
◆ Hvordan er Gud, hans søn og alle sande tilbedere ét?
◆ Hvornår fandt „verdens grundlæggelse“ sted?