VIDSTE DU DET?
Hvordan blev oldtidens håndkværne brugt?
Håndkværne blev brugt til at male korn til mel som kunne bruges til fremstilling af brød. Brugen af sådanne kværne var en daglig arbejdsopgave for kvinderne eller tjenerne i stort set alle husholdninger. Lyden af korn der blev kværnet, var noget helt dagligdags på den tid. – 2 Mosebog 11:5; Jeremias 25:10.
Kulturgenstande fra det gamle Egypten viser hvordan det foregik. Man anbragte kornet på overfladen af en sten som nogle gange bliver kaldt en skubbekværn. Stenoverfladen var let buet i den ene retning og flad i den anden. Den der kværnede kornet, lå på knæ foran den fastliggende kværn og holdt med begge hænder en mindre sten, eller løber, som blev ført frem og tilbage over den horisontale flade for at male kornet. Ifølge en kilde vejede “løberen” ofte mellem to og fire kilo. Hvis man brugte en sådan sten som våben, kunne den dræbe et menneske. – Dommerne 9:50-54.
Familierne var dengang så afhængige af at de hver dag kunne male korn at en bibelsk lov forbød at man tog en møllesten som pant. “Ingen må tage en håndkværn eller den øverste møllesten som pant, for det er selve sjælen man tager som pant,” står der i Femte Mosebog 24:6.
Hvad menes der med udtrykket ‘op mod en andens bryst’?
I Bibelen står der at Jesus “ligger op mod Faderens bryst”. (Johannes 1:18) Dette udtryk hentyder til det særligt nære forhold Jesus har til Gud, hans begunstigede stilling hos Gud. Udtrykket hentyder til den skik jøderne fulgte når de spiste et måltid.
På Jesu tid lå jøderne på løjbænke der var anbragt rundt om bordet. Den enkelte deltager lå med hovedet vendt mod bordet mens fødderne vendte væk fra bordet. Han støttede sig til en pude under venstre albue. Denne stilling gjorde at han havde højre arm fri. Eftersom de der spiste, alle lå på venstre side, den ene ved siden af den anden, var “den enes hoved tæt ved brystet på den der lå bag ham”, siger en kilde, “og derfor sagde man at han ‘lå op mod den andens bryst’”.
At få lov til at ligge op mod brystet på familiens overhoved eller den der var vært ved selskabet, blev betragtet som en stor ære og et særligt privilegium. Ved det sidste påskemåltid Jesus spiste, var det “den discipel som Jesus elskede”, apostlen Johannes, der lå op mod Jesu bryst. Johannes kunne derfor ‘læne sig tilbage mod Jesu bryst’ for at stille ham et spørgsmål. – Johannes 13:23-25; 21:20.