Døden overvindes — Vil du få del i sejren?
1. Hvordan reagerer vi på tanken om at døden kan overvindes?
DØDEN OVERVINDES! Vidunderligt! Selve tanken er hjertevarmende. Men fra ældgammel tid har lige det modsatte gjort sig gældende. Døden har gået sin sejrsgang blandt menneskene. Hvordan skulle det da kunne lade sig gøre at overvinde den? Hvem vil kunne gøre det? Og vil du få del i sejren?
DØDENS OPRINDELSE
2, 3. Hvordan kom døden over menneskeheden ifølge Rigveda?
2 Døden er en realitet. Den er ikke et produkt af fri fantasi — hvilket den hårdt prøvede menneskeslægt kun ved alt for godt. Om dødens oprindelse siger hinduernes Rigveda at Yama var det første menneske der døde. Rigveda antyder at Yama er et navn for den første mand, og at han havde en tvillingesøster, Yami, som var den første kvinde. Vi læser: „Hav jorden og dagene der kommer i erindring, og frembring en søn som udgår fra sin fader. Ja, med længsel attrår de udødelige at se afkommet af den eneste dødelige der eksisterer.“ (Rv. 10, 1, 3)1 Rigveda beskriver således Yama som „den eneste dødelige der eksisterer“, og dermed som den første mand. Det var, siger den, himmelens vilje at han skulle avle børn med henblik på „jorden og dagene der kommer“.
3 Om dødens indtog blandt menneskene siger Rigveda: „For Guds skyld valgte han [Yama] døden som sin lod. Han valgte ikke til menneskenes bedste evigt liv.“ (Rv. 10, 13, 4) Interessant nok betyder Yama „ophør“.2 Et passende navn for en der siges at have bragt evigt liv på jorden til ophør.
4. (a) Hvordan leder Rigveda tanken hen på Bibelens beretning om dødens oprindelse? (b) Hvordan forklarede Gud Adam dødens årsag?
4 Disse citater fra Rigveda leder tanken hen på Bibelens tidligere beretning om den første mand og den første kvinde og om hvordan de forårsagede dødens indtog i den menneskelige familie. For eksempel røber Bibelens beretning at den første mand og den første kvinde var nært beslægtede. Adam selv sagde: „Dette er endelig ben af mine ben og kød af mit kød.“ (1 Mosebog 2:23) Det var også Guds vilje at de to første mennesker skulle blive ’frugtbare og talrige og fylde jorden’. (1 Mosebog 1:28) Men mennesket Adam sagde nej til livet og valgte døden ved sin overlagte ulydighedshandling. Det blev ikke til menneskenes gavn. Tværtimod. Alle Adams efterkommere blev underlagt Guds dom og mistede det evige liv, en dom som blev eksekveret gennem deres biologiske arv. Bibelens beskrivelse heraf lyder: „Og til Adam sagde han: ’Fordi du hørte efter din hustrus røst og gav dig til at spise af det træ som jeg havde givet dig dette påbud om: „Du må ikke spise af det,“ er jorden forbandet for din skyld. Med smerte skal du ernære dig af den alle dit livs dage. . . . I dit ansigts sved skal du spise dit brød indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. For støv er du, og til støv vil du vende tilbage.’“ — 1 Mosebog 3:17, 19.
5. Hvordan berørte dette Adams efterkommere, og hvorfor?
5 Bibelen forklarer hvordan det første menneskes handlinger fik indflydelse på afkommet, med ordene: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ Ud fra dette kan vi klart se at døden er en straf for ulydighed mod Gud, Skaberen. Ulydighed mod Gud er synd. Og „den løn synden betaler er døden.“ — Romerne 5:12; 6:23.
6. (a) Siger Rigveda samstemmende med Bibelen at syndens løn er døden? (b) Hvilken forpligtelse følte Rigvedas skribenter de havde over for himmelen?
6 Rigveda viser at synden er en overtrædelse af Guds lov med døden som straf. Vi læser: „Skønt dine love, o Gud, o Varuna, vi som mennesker krænker dag efter dag, beder vi dig: Giv os ej som dødens bytte. Udslet os ej i din vrede.“ (Rv. 1, 25, 1, 2) Vedaskribenterne havde tydeligvis en fornemmelse af begrebet synd og betragtede døden som syndens straf, og de forsøgte at formilde guderne gennem bønner og ofre. Mange Rigvedahymner indeholder bønner om renselse for synden og omtaler ofre der skal formilde guderne. Disse skribenter anså ydermere guden Varuna for at være morallovenes vogter. De følte sig åbenbart på en måde retsligt forpligtet over for himmelen.3
FRYGT FOR DØDEN
7. Hvordan påvirker tanken om døden menneskeslægten?
7 Døden har afgjort bragt den menneskelige familie megen sorg. Den ledsages af fortvivlelse og håbløshed blandt de sørgende efterladte. Menneskeheden i almindelighed finder ingen glæde ved tanken om døden. På sanskrit hedder død mritju. Rigveda beskriver Mritju som en personificering af døden og søn af Bhaya (frygten). Det tyder på en nær forbindelse mellem frygt og død. De steder døden omtales i de ældste vediske skrifter, viser da også tydeligt at døden var noget man frygtede.4
8. Hvilken indrømmelse gøres der angående frygt for døden?
8 Den hinduiske forfatter Rohit Mehta indrømmer at tanken om døden fremkalder frygt hos mange mennesker.5 I behandlingen af en allegori fra den hinduiske Katha-upanishad skriver han: „Hvorfor var døden ikke villig til at indvi den unge frygtløse spørger i sin hemmelighed? Måske har Yama tænkt at den dødelige ville holde op med at frygte døden hvis han kendte dens hemmelighed.“
9. (a) Hvordan har frygt for døden holdt menneskeheden i trældom? (b) Hvad vil hjælpe os til at fjerne denne frygt?
9 Denne frygt for døden har trælbundet menneskenes sind med overtro af enhver art. Bibelen taler om „alle dem som af frygt for døden har været holdt i trældom hele deres liv“. (Hebræerne 2:15) Hvordan har frygten for døden holdt mennesker i trældom? Gennem en mangfoldighed af varsler og skikke som bygger på overtro og som har hæmmet det naturlige livsmønster. Til eksempel kan nævnes den hinduiske „Varselskundskab“, der er nært forbundet med astrologi.6 Desuden havde man en varselskodeks der blev kaldt „Firbenets lov“.7 En kat der løb over vejen var det frygteligste. Det varslede død. Et menneskes skræk for varsler er affødt af frygt for døden og påvirker i høj grad dets livsløb. Forståelse af hvad døden virkelig er, vil uden tvivl gøre meget til at fjerne frygten.
HVAD ER SJÆL OG ÅND?
10. (a) Hvilke spørgsmål stiller vi om døden? (b) Hvordan finder vi de sande svar?
10 Hvor er de døde? Hvilken tilstand befinder de sig i? Hvad sker der egentlig når man dør? Megen usikkerhed om dette har at gøre med forståelsen af ordet „sjæl“ og ordet „ånd“. Skal vi finde sandheden om ovennævnte spørgsmål, må vi skelne mellem den oprindelige betydning af de to ord og den senere fortolkning som religiøse kommentatorer har givet dem. Ønsker vi sandheden om disse emner, må vi tage os i agt for forudfattede ideer der bygger på menneskers fortolkning. Religiøse troslærere fremsætter ofte fortolkninger som afviger fra hinanden. Derfor vil nogle af deres fortolkninger uvægerlig afvige fra den betydning ordene „sjæl“ og „ånd“ havde til at begynde med.
11, 12. (a) Hvad er ordet for „ånd“ på sanskrit, og hvad betyder det? (b) Hvorfor siger vi at Gud er en ånd?
11 For eksempel bliver sanskrit-ordet ātma ofte gengivet med „sjæl“. Er det korrekt? Nogle betragter ātma som en afledning af an, der betyder „at ånde“. Andre mener det kommer fra at, der betyder „at bevæge sig“. Atter andre siger det kommer fra va, der betyder „at blæse“. Den ældste afledning man kender, fører det tilbage til rodordet „at ånde“.8 Dette er interessant når vi sammenligner det med ordene for „ånd“ på de sprog det meste af Bibelen oprindelig blev skrevet på, nemlig hebraisk og græsk. Både det hebraiske (ruʹach) og det græske ord (pneuʹma) har grundbetydningen „åndedræt“ eller „vind“.
12 Det hebraiske og det græske ord for „ånd“ bruges på mange forskellige måder. Men i alle de forskellige anvendelser har de9 noget tilfælles: De hentyder til noget der er usynligt for mennesker og som vidner om en kraft i bevægelse, ligesom åndedrættet og vinden. Det er således tydeligt at ordet ātma snarere bør oversættes med „ånd“ end med „sjæl“. Derfor er sætningen „Gud er en ånd“ blevet gengivet således på sanskrit: „Ishwar ātma.“ (Johannes 4:24) Man har anvendt ordet ātma fordi Gud både er usynlig og magtfuld — netop hvad der ligger i ordene „ånd“ og ātma. Men Gud er naturligvis ikke — og har aldrig været — en ånd der er blevet frigjort fra et legeme. Gud har altid været og vil altid være en absolut Ånd!
13, 14. Hvilket ord bruges for „sjæl“ på sanskrit? Hvad betyder det?
13 I Første Mosebog 2:7 i Bibelen læser vi dette udsagn: „Mennesket blev en levende sjæl.“ Her forekommer ordet „sjæl“, og det er oversat fra det hebraiske ord neʹfesj. Dette hebraiske ord kommer fra et rodord der betyder „at ånde“. Det betegner imidlertid „et levende væsen, et individ, en person“. Da ovennævnte vers blev oversat til sanskrit, blev udtrykket „levende sjæl“ gengivet med „sa sātmaprāni babhuva“. Sātmaprāni er sammensat af tre ord: sa-ātma-prāni.10 Sa betyder „med“; ātma11 betyder „ånd“; og prāna betyder „livets kraft, liv, livsånde“.12 Sanskrit-ordet prānin13 betyder „et levende væsen der kan sanse, et individ, en person“, i lighed med det hebraiske neʹfesj.
14 På sanskrit kan prāni bogstaveligt betyde „en der ånder“14 eller noget der kan ånde. Det hebraiske neʹfesj har samme betydning. Dyr ånder også; de har vejrtrækning. De der oversatte Bibelen til sanskrit gengav neʹfesj med prāne (flertal af prāni) i Første Mosebog 2:19, hvor det hebraiske ord for „sjæl“ sigter til dyr og ikke til mennesker. Følgelig bruges prān ofte i sanskrit-bibelen som oversættelse for det hebraiske neʹfesj og det græske psychēʹ, der begge betyder „sjæl“.
15. Hvordan er ordet for „sjæl“ på sanskrit brugt i oversættelsen af Første Mosebog 2:7 og Første Korintherbrev 15:45 i Bibelen?
15 Sanskrit-udgaven af sætningen „[mennesket] blev en levende sjæl“ (sa sātmaprāni babhuva) kan altså gengives ordret på dansk således: „[Mennesket] med ånd sjæl blev.“ (1 Mosebog 2:7) Den kunne læses som „[Mennesket] blev en af ånd drevet sjæl“, eller „en sjæl med liv i“. Dette udsagn i Første Mosebog henvises der til senere i Bibelen, i Første Korintherbrev 15:45. Her citerer skribenten Første Mosebog og siger: „Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl.“ Oversættelsen af disse ord til sanskrit lyder: „Purusha Adam jivaprāni babhuva.“ Udtrykket „levende sjæl“ er gengivet med jivaprani. Ordet jiva15 betyder „levende“, mens prāni bruges som oversættelse af ordet „sjæl“.
16. Hvorfor er der forvirring omkring betydningen af „sjæl“ og „ånd“? Burde der være det?
16 Nogen forvirring opstår fordi „sjæl“ og „ånd“ på visse indiske sprog bruges i flæng.16 Når de lærde oversatte Bibelen, lod de forudfattede meninger i trosspørgsmål påvirke deres brug af disse ord.16 Men på Bibelens sprog og på sanskrit har ordene „sjæl“ (neʹfesj, prān) og „ånd“ (ruʹach, ātma) ikke samme betydning.a
17. Hvordan kan vi få sandheden at vide om „sjæl“ og „ånd“?
17 Skal vi finde sandheden om „sjæl“ og „ånd“ må vi skelne mellem de to forskellige betydninger af disse ord og deres tydeligt adskilte anvendelser. At der er en forskel kan vi tydeligt se i Bibelen i Hebræerbrevet 4:12, hvor der siges: „For Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så langt ind at det deler sjæl [sanskrit: prān] og ånd [sanskrit: ātma].“ Også i Første Thessalonikerbrev 5:23 skelnes der mellem de to ord.
18. (a) Hvilket spørgsmål har voldt menneskeheden kvaler i århundreder? (b) Hvilke delte meninger var der i den vediske periode?
18 Hvad er så det der kaldes prān, eller sjæl? Er det noget der overlever døden? Det spørgsmål har voldt menneskene kvaler i mange århundreder. I Katha-upanishaden17 gengives en mærkværdig samtale mellem hinduernes dødsgud og en yngling ved navn Nachiketa. Nachiketa sagde: „Nogle siger at sjælen eksisterer efter døden, andre at den ikke gør. Som et tredje ønske beder jeg dig indføre mig i det sande svar på dette spørgsmål.“ Denne upanishad røber at der rådede nogen tvivl om emnet liv efter døden. Selv efter at vedaerne var skrevet var der delte meninger om de dødes tilstand. Hvordan besvarede upanishaden så dette spørgsmål som stilles af mange? Den sagde: „Om dette emne havde endog guderne tidligere deres tvivl. Det er ikke let at forstå. Det er dunkelt. Vælg et andet ønske, o Nachiketa, læg ikke pres på mig, og bed mig ikke om dette.“18 Der har åbenbart været usikkerhed om dette spørgsmål i visse religiøse kredse.
19. Hvilke varierende meninger om liv efter døden finder vi hos nogle religiøse mennesker?
19 Dog tager de fleste det for givet at man lever videre efter døden.19 Men folk der tænker logisk er ikke tilfredse med påstande. De vil se beviser. Nogle mennesker oprøres over at livet er så kort. Nogle mener endda at tanken om et liv efter døden blot er fostret af religiøse mennesker i et forsøg på at overvinde den følelse af usikkerhed der knuger dem. I sit inderste vægrer man sig ved tanken om døden20 der så hurtigt gør ende på livet, og dog er man ikke tilfreds med de forklaringer man får. Hvad er det egentlig der sker når man dør?
HVAD SKER DER NÅR MAN DØR?
20. (a) Hvordan beskriver Bibelen skabelsen af den første menneskesjæl? (b) Hvad består en levende menneskesjæl af, og hvordan kunne man illustrere det?
20 Bibelen kaster meget lys over ordet prān eller sjæl. Den har også meget trøstende og opmuntrende at sige om de dødes tilstand, og den giver håb for vore afdøde venner og slægtninge. Bibelens beskrivelse af menneskesjælen finder vi i Første Mosebog 2:7: „Jehova Gud [dannede] mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl [sanskrit: sātmaprāni].“ Læg mærke til at mennesket ikke fik en sjæl, men at det blev en levende sjæl. Følgelig er mennesket en sjæl. Man kan med andre ord ikke sige at man har en sjæl, men at man er en sjæl. En levende menneskesjæl består af to livsvigtige dele: et kødeligt legeme plus livets kraft (ātma). Fjerner man livets kraft fra legemet vil der ikke være nogen levende sjæl. Sjælen holder op med at eksistere. Sker det, er mennesket ikke længere „en der ånder“, og følgelig er der ikke længere nogen sjæl. Det er som vandet, der består af to luftarter, brint og ilt. Blander man disse to luftarter i det rigtige forhold, får man vand. Fjerner man en af luftarterne fra blandingen, ophører vandet med at eksistere.
21. (a) Hvorfor gør døden ikke sine ofre til sjæle der har forladt legemet? (b) Hvorfor bliver mennesket ikke ved døden en ånd der har forladt legemet? Illustrér dette med et eksempel.
21 Når du dør bliver du altså ikke en sjæl der har forladt legemet. Nej, for dit kødelige legeme er jo en del af sjælen. Når legemet dør, dør sjælen — den holder op med at eksistere. Du bliver heller ikke en ånd eller ātma der har forladt legemet. Hvorfor ikke? Fordi ātma er den upersonlige livskraft eller ånd som holder den levende sjæl i gang, giver den evnen til at tænke, bevæge sig og leve. Når livskraften, eller ātma, udslukkes i den levende sjæl, kan virkningen sammenlignes med det der sker når forbindelsen til en elektrisk pære afbrydes. Lyset slukkes. Hvor bliver lyset af? Det holder simpelt hen op med at være der. På samme måde kan man sige at død er det modsatte af liv. Og det er derfor døden kom over menneskeheden som en straf for ulydighed mod livets Skaber.
22. (a) Hvad siger Bibelen om dét at sjælen dør? (b) Hvordan forklarer Bibelen de dødes tilstand?
22 Menneskesjælen er derfor ikke udødelig. Den er dødelig — kan dø og kan udryddes. Som bekræftelse herpå siger Bibelen: „Se, alle sjælene tilhører mig. Såvel faderens sjæl som sønnens sjæl — de tilhører mig. Den sjæl [sanskrit: prāni] der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4) Den tilstand de døde befinder sig i er således vidt forskellig fra det som rishier, religiøse vismænd og guruer tænker sig den skulle være. Guds ord Bibelen siger autoritativt: „Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hvem det ikke tilkommer at frelse. Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde.“ „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingen ting, og til dem er der ikke længere nogen løn, for mindet om dem er glemt. Alt hvad din hånd finder at gøre, gør det med den kraft du har, for der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol hvor du går hen.“ — Salme 146:3, 4; Prædikeren 9:5, 10.
23. (a) Hvilken opdagelse har vi således gjort angående døden? (b) Har vi mulighed for at revidere vor opfattelse af døden? Giv eksempler.
23 Som vi kan se, lærer Bibelen at døden bringer ens tankevirksomhed og bevidsthed fuldstændig til ophør. Døden gør ende på enhver form for aktivitet, arbejde, planlægning, kundskab og visdom. Døden er det samme som ikke at eksistere. Der er helt sikkert intet liv efter døden! Denne forklaring på menneskesjælen og de dødes tilstand ryster sikkert mange. Men det gjorde opdagelsen af jordens form også da det stod klart at den var kugleformet. Menneskeslægten måtte lære at leve med sandheden. Det samme skete da Japans kejser indrømmede at han kun var et menneske og gav afkald på sin guddommelighed. Millioner måtte revidere deres opfattelse så den stemte med kendsgerningerne. Og da videnskaben sendte mennesker til månen, måtte millioner tage deres religiøse verdensbillede op til fornyet overvejelse. På lignende vis har millioner af mennesker verden over i vort tyvende århundrede allerede bragt deres tro i overensstemmelse med det de har opdaget ved at sætte sig ind i hvad Bibelen lærer, nemlig at sjælen kan tilintetgøres og at de døde er uden bevidsthed.
24. Hvorfor er det vi har opdaget angående de dødes tilstand trøstende?
24 Men hvordan kan denne viden om døden trøste og opmuntre os? Jo, vi ved at vore afdøde slægtninge og venner ikke pines et eller andet sted, og det trøster os. De befinder sig ikke i en nirvanalignende, halvbevidst og samtidig uvirksom tilstand.22 De besværes heller ikke med en grusom og ubarmhjertig række af genfødelser, kaldet samsara.23 De mister heller ikke for evigt deres identitet ved at den frigøres (moksha)24 i en upersonlig verdensånd (paramātman). Nej, de døde er døde. De befinder sig i en tilstand af ikkeeksistens. Dertil kommer at der er håb for vore afdøde kære. Derfor er disse oplysninger om døden trøstende og opmuntrende. Men nu spørger vi: Hvilket håb er der i det hele taget for at de døde kan vende tilbage til livet? Ja, og hvilket håb er der for de levende?
ET RETSLIGT PROBLEM
25. Hvorfor står vi over for et retsligt problem, og hvad går det ud på?
25 Du husker sikkert at menneskeheden blev underlagt synd og død ved Guds retfærdige bestemmelse, der blev håndhævet gennem den biologiske lov om arvelighed. Nu opstår så spørgsmålet: Hvordan kunne Gud som Dommer fastholde sin afgørelse og alligevel løskøbe menneskeslægten fra synd og død uden at gøre vold på sand retfærdighed? Eftersom Guds lov og retfærdigheden fordrer at lovovertrædere straffes med døden, hvordan kunne det så lade sig gøre at fritage synderne for skyld og fjerne døden, uden at retfærdigheden krænkedes? Gud er ikke kun fuldkommen i kærlighed og barmhjertighed. Han er også fuldkommen i retfærdighed. Gud handler ikke vilkårligt. Han holder sit ord i hævd og værner om sin stilling som Gud og Suveræn og kan derfor ikke tilsidesætte sin egen ukrænkelige lov.
26. Hvad kræves der for at problemet kan løses, og hvorfor?
26 Som den der har truffet afgørelsen og skal håndhæve den, må Gud stå ved det han har sagt og dermed vise at han retmæssigt er universets Dommer. At udstrække barmhjertighed til en lovovertræder uden retmæssigt grundlag, ville undergrave retfærdigheden. Hvis retfærdigheden skal være ægte, må Guds barmhjertighed mod syndere have et retmæssigt grundlag. Hvis syndere skal frikendes og få det virkelige liv tilbage, må der til gengæld betales Gud en tilfredsstillende løsesum af samme værdi som det der gik tabt, ja, „en tilsvarende løsesum“. (1 Timoteus 2:5, 6) På den måde vil Gud fortsat nyde sine skabningers respekt og sikre sig deres lydighed i hele universet.
27, 28. (a) Hvad mistede vi ved vor første forfaders selviskhed? (b) Belys med et eksempel hvordan det tabte kan genvindes. (c) Hvad gjorde fortidens hinduer for at stå sig godt med deres guder, og hvad kan grunden have været?
27 Vor første fælles forfader, Adam, forspildte sit eget fuldkomne menneskeliv og retten til evigt liv for at kunne bruge sin frie vilje til et selvisk formål. Derved solgte han alle sine fremtidige efterkommere — deriblandt os — til synd og død. Vor mulighed for evigt liv var dermed tabt — sat over styr af vor første forfader. Vi kunne illustrere det med en familie der kommer i økonomiske vanskeligheder. Faderen går til en pantelåner med familiens arvestykker eller belåner dem i banken. Nu må familien undvære arvestykkerne resten af livet, og børnene arver dem ikke. Men senere lykkes det efterkommerne at indløse familieklenodierne hos pantelåneren mod at betale den løsesum denne finder passende og retfærdig.
28 På samme måde behøvede menneskeslægten en genløsning, en løsesum, for at blive udfriet fra synd og død og få den medfødte ret til livet tilbage. Kun således kunne retfærdigheden tilgodeses. Den vægt Rigveda lægger på ofringer har utvivlsomt sin rod i erindringer om forfædrenes offerskikke. (Jævnfør Første Mosebog 4:4; 8:20.) Bogen Indian Wisdom viser at heste, okser, får og geder blev brugt til ofringer i den vediske periode. Og den siger: „Den slags ofringer blev anset for at være forsonende.“26 Interessant nok havde de gamle hinduer på en eller anden måde fornemmelsen af at der måtte ofres livsblod hvis de skulle komme overens med deres guder.
29. (a) Hvorfor er dyreofre ikke tilstrækkelige? (b) Kan menneskeslægten erlægge den pris der kræves?
29 Dog er det, som en kilde i oldtiden fastslog, „ikke muligt at blod af tyre og bukke kan tage synder bort“. (Hebræerne 10:4) Den pris der kræves, er et fuldkomment menneskeliv som nøjagtig modsvarer det vor første forfader Adam forspildte da han valgte et liv i ulydighed. Det er den eneste løsesum der kan tilfredsstille Guds fuldkomne retfærdigheds krav. Men er vi mennesker i stand til at betale den høje pris? Vi må ærligt indrømme at vi ikke kan tilvejebringe en løsesum som kan købe os fri fra synd og død. Som en bibelskribent indrømmede: „End ikke en broder kan en af dem på nogen måde løskøbe, og ingen kan give Gud en løsesum for ham.“ — Salme 49:7.
GUDS KÆRLIGHED KOMMER OS TIL HJÆLP
30. (a) Hvordan kom Gud mennesket til hjælp? (b) Hvordan blev en af Guds sønner i det åndelige i stand til at betale den rette pris?
30 Gud så i sin store kærlighed menneskehedens hjælpeløshed og kom os til hjælp. Han tilvejebragte den løsesum der skulle til ved at udvælge en af sine fuldkomne åndeskabninger, en af sine sønner i himmelen. Bibelen siger: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Johannes 3:16) For at denne åndelige gudssøn kunne have en værdi der modsvarede den vor første fuldkomne forfader havde, måtte han blive menneske. En ånd der havde inkarneret sig, en avātara, ville ikke svare nøjagtigt til vor første forfader. Guds enestefødte søn i det åndelige måtte derfor afføre sig sin åndeskikkelse og mirakuløst blive født ind i menneskehedens verden og blive fuldkomment kød og blod — selv blive et medlem af menneskeslægten — hverken mere eller mindre. Bibelen forklarer det således: „Da tiden var udløbet, udsendte Gud sin søn, som blev født af en kvinde og som blev født under loven, for at han kunne løskøbe dem der var under loven, for at vi derpå kunne opnå at blive antaget som sønner.“ — Galaterne 4:4, 5.
31. (a) Hvorfor har de religiøse ledere op gennem historien overset den virkelige sejr over døden? (b) Er vi mennesker blevet ladt fuldstændig uden genløser? Begrund dit svar.
31 Hvem var denne åndelige gudssøn der blev født af en kvinde som et fuldkomment menneske, så han kunne erlægge løsesummen og løskøbe menneskeheden fra synd og død? Op gennem historien har utallige mennesker gjort krav på at være helgener, rishier, svamier, guruer, hellige mænd, gudmennesker eller reformatorer. Men ingen af dem har på noget tidspunkt påstået at de tilvejebragte en løsesum, at de var genløsere! Det ser ud til at ingen af dem har anerkendt eller forstået den religiøse lære om genløsning. I hele religionshistorien har kun én åndelig leder gjort krav på at være den der genløste menneskeheden fra synd og død. Det var ham der sagde: „Ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig betjene men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange.“ — Mattæus 20:28.
32, 33. (a) Hvorfor var Kristi død ikke nogen almindelig død? (b) Vis med et eksempel hvordan genløsningen fungerer, og forklar hvordan én mands handling kan frelse millioner af mennesker fra synd og død.
32 Guds ord identificerer ham således: „Jesus, som var gjort lidt ringere end engle, ser vi kronet med herlighed og ære for at have lidt døden, for at det ved Guds ufortjente godhed kunne være for ethvert menneske han smagte døden.“ (Hebræerne 2:9) Det fremgår heraf at Jesu Kristi død ikke var nogen almindelig død — den var et offer. Kristus gav afkald på sit eget fuldkomne menneskeliv og sine jordiske muligheder, for i stedet at købe menneskeslægtens ret til liv. Kristus Jesus blev således — ved sin jordiske tjeneste og sin offerdød — menneskehedens genløser. Derfor står der skrevet: „Det er dog ikke med gaven som med overtrædelsen. For når de mange døde ved den enes overtrædelse [Adams synd], er Guds ufortjente godhed og hans frie gave sammen med den ufortjente godhed, ved det ene menneske Jesus Kristus, så meget mere blevet rigelig til de mange. . . . Derfor, altså, ligesom følgen for mennesker af alle slags, ved én overtrædelse, blev at de fordømtes, således er også følgen for mennesker af alle slags, ved én retfærdiggørelseshandling [Kristi offer], blevet at de erklæres retfærdige til liv.“ — Romerne 5:15, 18.
33 En koleraepidemi kan hurtigt brede sig til en hel landsbybefolkning hvis bare én af beboerne har sygdommen. Og medicinen der er ordineret af blot én læge kan betyde helbredelse for mange i samme landsby. På lignende vis skal der — i overensstemmelse med Guds retfærdighed — kun erlægges én tilsvarende genløsningsbetaling for at løskøbe millioner af syndere der nedstammer fra det første menneske. — Jævnfør Første Timoteusbrev 2:5, 6.
34. (a) Hvordan bliver menneskers ret til livet frembåret for Gud, og med hvilket formål? (b) Hvordan berører genløsningsforanstaltningen Gud?
34 Som belønning oprejste Gud sin søn til åndeligt liv, hvorved han gjorde det muligt for ham at frembære værdien af sit opofrede menneskeliv for Gud i himmelen som betaling for menneskeslægtens ret til liv. Dermed fik Gud det retsgyldige grundlag for at give retten til livet tilbage til Adams efterkommere. Bibelen siger: „Selv Kristus døde jo én gang for alle for vore synders skyld, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud, idet han blev overgivet til døden i kødet, men blev gjort levende i ånden.“ (1 Peter 3:18) Som det vigtigste af alt beviser det storslåede som her blev udrettet at Gud er retfærdig, at hans ord er sandt og at hans oprindelige hensigt er gennemførlig.
SEJREN OVER DØDEN FULDBYRDES
35. Hvad må vi gøre for at få del i den ret til livet som Kristus købte?
35 Ønsker vi at få del i denne ret til livet? Hvad må vi gøre for at få det? Vi må vise både Gud og hans enestefødte søn taknemmelighed for deres selvopofrende kærlighed og ufortjente godhed. Det er hvad en stor skare i hele verden gør nu i det tyvende århundrede. Bibelen beskriver den med disse ord: „Efter dette så jeg, og se! en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet, klædt i lange, hvide klæder; og der var palmegrene i deres hænder. Og de bliver ved med at råbe med høj røst og sige: ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet [Jesus Kristus].’“ (Åbenbaringen 7:9, 10) De historiske kendsgerninger i vort tyvende århundrede, især siden året 1935, viser at denne taknemmelige skare nu har medlemmer i alle verdensdele. Men hvordan viser vi vor taknemmelighed?
36. (a) Hvordan viser vi Gud vor taknemmelighed? (b) Hvilken slags Gud er Jehova?
36 Vi må nødvendigvis finde ud af hvem himmelens Gud er og lære at tilbede ham. Cirka 1500 år før Kristus blev født bad profeten Moses uklogt om at måtte se Gud. Hvad kom der ud af det? Vi læser: „’Lad mig dog se din herlighed.’ Men han sagde: ’Jeg vil lade al min godhed drage forbi dit ansigt, og jeg vil udråbe Jehovas navn foran dig; . . . Og han tilføjede: ’Du kan ikke se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og leve.’“ „Og Jehova steg derpå ned i skyen og stillede sig hos ham dér og udråbte Jehovas navn. Og Jehova gik da forbi, foran ham, mens han råbte: ’Jehova, Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed, som bevarer loyal hengivenhed mod tusinder, tilgiver misgerning og overtrædelse og synd, men på ingen måde fritager for straf.’“ — 2 Mosebog 33:18-20; 34:5-7.
37. (a) Hvordan kan man tilbede Gud „i ånd“? (b) Hvordan kan man tilbede Faderen „i sandhed“?
37 Svarer denne smukke beskrivelse ikke netop til det vi forventer af Gud i det usynlige? Her er den Gud vi kan beundre og tilbede. Men hvordan bør vi tilbede Jehova? Gud ønsker at vi skal tilbede ham i ånd og sandhed. Bibelen siger: „Den time kommer, og den er her nu, da de sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed, for det er sådanne tilbedere Faderen søger. Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ (Johannes 4:23, 24) At man tilbeder Faderen i ånd vil sige at man ikke ærer bestemte steder, genstande og bygninger og at man ikke viser ærbødighed over for billeder, figurer eller andet materielt der forestiller Gud. Det er sandheden der virkelig betyder noget. At vi tilbeder Faderen, Jehova, i sandhed betyder at vor måde at tilbede på, det vi tror og det vi lærer, er i overensstemmelse med tingenes virkelige tilstand, sandheden som den er åbenbaret i Guds skrevne ord. Guds ypperste talsmand sagde i en bøn til sin Fader: „Dit ord er sandhed.“ — Johannes 17:17; jævnfør Apostelgerninger 17:24, 25.
38. Hvordan og hvorfor er Kristus Jesus blevet misforstået?
38 Hvis Jehova er den sande Gud, hvem er så Jesus Kristus? For jøderne var Kristus en snublesten. For ikkejøderne var han en tåbelighed. Bibelen siger: „Men vi forkynder Kristus som pælfæstet, for jøderne en snublesten og for folk fra nationerne en tåbelighed.“ (1 Korinther 1:23) Jøderne forkastede Kristus som deres frelser fordi hverken hans livsløb eller hans død tilfredsstillede deres nationalistiske ambitioner. For de ikkejødiske folk der søgte at finde Gud gennem menneskers teorier, var Kristi livsløb og død noget fuldstændig uforståeligt. For dem syntes hans død at være ganske nytteløs — helt unødvendig. Jehova Guds vilje og hensigt, åbenbaret og gennemført af Kristus, syntes for dem at være en tåbelighed, da den forkastede deres meninger og værdier.
39. (a) Hvad har millioner af mennesker indset angående Kristus Jesus? (b) Hvad anerkender de vedrørende ham?
39 Der er stadig i dag millioner af mennesker som ’snubler’ over Kristus Jesus. Efter deres bedømmelse er Kristus en tåbelighed. Er det også dit syn på Kristus? På den anden side er der i dag også millioner som har indset Kristi Jesu sande værdi. De anerkender at Kristus ikke er den almægtige Gud, men Jehovas søn. Kristus var den førstefødte af alle Jehovas skabninger, og Gud gjorde ham til Ordet, til talsmand over for de øvrige skabninger. Derfor læser vi: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var en gud. Denne var i begyndelsen hos Gud. Alt er blevet til gennem ham, og uden ham er end ikke én ting blevet til.“ (Johannes 1:1-3) Jesus Kristus var således i sin førmenneskelige tilværelse både Guds ’værkmester’ og Guds stemme eller talerør. — Se Ordsprogene 8:22, 30; Kolossenserbrevet 1:15, 16.
40. (a) Hvordan er Kristus blevet menneskehedens ypperstepræst der træder frem for Gud? (b) Hvilken rolle spiller Kristus for dem der tilbeder Jehova?
40 Da Kristus selv har frembåret værdien af sit opofrede menneskeliv for Jehova i himmelen og sørger for at dets livgivende velsignelser bliver til gavn for menneskene, er han menneskehedens ypperstepræst. Vi læser: „Da Kristus kom som ypperstepræst for de goder der er tilvejebragt gennem det større og fuldkomnere telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige som ikke er af denne skabning, gik han, nej, ikke med blod af bukke og tyrekalve, men med sit eget blod, én gang for alle ind på det hellige sted og skaffede os en evig udfrielse.“ Dermed er han også Guds hovedformidler af liv. Jesus er, i sin egenskab af lærer, guruen for alle der tilbeder Jehova Gud: „Men I, I skal ikke lade jer kalde rabbi, for én er jeres lærer, og I er alle brødre.“ — Hebræerne 9:11, 12; Mattæus 23:8; jævnfør Apostelgerninger 3:15.
41. (a) Hvorfor forkyndte Kristus ikke en verdensomvendelse? (b) Vil der være overlevende efter ’den store trængsel’? (c) Hvilken slags person er Jesus Kristus?
41 Kristus Jesus er således langt mere end blot en religiøs reformator. Han vidste at denne onde tingenes ordning i almindelighed ikke står til at reformere. Af samme årsag forkyndte han ikke en verdensomvendelse, men en ’stor trængsel’. Han sagde: „For der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen. Ja, blev de dage ikke afkortet, ville intet kød blive frelst; men på grund af de udvalgte vil de dage blive afkortet.“ (Mattæus 24:21, 22) Denne ’store trængsel’ vil udslette de onde og hævde Jehovas retfærdighed over for al skabningen. Jesu ord antyder imidlertid at ’noget kød ville blive frelst’. Kristus elsker nemlig mennesker med et oprigtigt hjerte. Det er derfor han døde for dem. Vi får et lille indblik i Jesu personlighed i følgende ord: „Jesus tog nu rundt til alle byerne og landsbyerne, og han underviste i deres synagoger, forkyndte den gode nyhed om riget og kurerede enhver form for sygdom og enhver form for skrøbelighed. Da han så folkeskarerne fik han inderligt ondt af dem, for de var medtagne og omtumlede som får uden hyrde.“ — Mattæus 9:35, 36.
42. Hvordan kan mennesker der i dag lider ondt snart få lindring?
42 Her i vort tyvende århundrede er mange mennesker også „medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. Og vi kan være sikre på at Jesus på lignende måde har „inderligt ondt af dem“. Derfor vil Guds rige ved Guds selvopofrende søn snart udøve sit gode styre over de trofaste som overlever ’den store trængsel’. Guds ord har forudsagt: „Se: En konge skal regere med retfærdighed.“ — Esajas 32:1.
43. (a) Hvad er Guds rige? (b) Hvordan har menneskers regeringer prøvet på at gavne deres undersåtter, og med hvor stor succes?
43 Guds rige består af en gruppe prøvede og trofaste personer der har bevaret deres uangribelighed. De udgør en himmelsk regering der ledes af Kristus Jesus. Det er Guds himmelske raj der vil udøve sin suverænitet over hele jorden. (Åbenbaringen 5:10) I dag forventer folk at deres menneskevalgte regeringer sørger for ordnede forhold på arbejdsmarkedet, løser boligproblemerne og får sundhedssektoren til at fungere. Adskillige regeringer lægger femårsplaner for at forbedre disse forhold for undersåtterne. Men de kan ikke tilbyde noget håb for de døde. Og historien viser at det hidtil ikke er lykkedes nogen regering at gennemføre sine planer med de levende til alles tilfredshed.
44. (a) Hvad vil Gud gennemføre i løbet af en tusindårsperiode? (b) Ved hvilket middel vil Gud gøre det muligt for menneskene at overvinde døden?
44 Derimod vil Guds rige „gøre mere end rigeligt, langt ud over hvad vi beder om eller fatter“, ikke ved hjælp af en række femårsplaner, men gennem et program der strækker sig over 1000 år. Vi læser således: „Og jeg så troner, og der var nogle som satte sig på dem, og der blev givet dem magt til at dømme . . . Og de blev levende og herskede som konger sammen med Messias i tusind år.“ (Efeserne 3:20; Åbenbaringen 20:4) I løbet af de 1000 år styret spænder over, vil Guds kongepræst anvende værdien af genløsningsofferet til gavn for jordens lykkelige folk. Gradvis vil synden og dens skadelige virkninger som sygdom, ufuldkommenhed og alderdom blive fjernet fra menneskenes kødelige legemer. Guds rige er altså det middel hvorved Gud gør det muligt for mennesker at overvinde døden.
45, 46. (a) Hvilken forsikring giver Gud vedrørende synd, sygdom og liv? (b) Hvilken garanti giver Gud for at retfærdigheden genoprettes og evig ungdom gives menneskeheden tilbage?
45 Lad os sammen læse nogle eksempler på de garantier Gud selv giver for disse løfter: „Lykkelig er den hvis overtrædelse er tilgivet, hvis synd er dækket. Lykkelig er den mand som Jehova ikke tilregner hans misgerning, og i hvis ånd der ikke er svig.“ „Velsign Jehova, min sjæl, og glem ikke alle hans gerninger, han som tilgiver al din brøde, som helbreder alle dine sygdomme, som genløser dit liv fra gravens dyb; som kroner dig med loyal hengivenhed og med barmhjertighed, som mætter din tilværelse med godt; din ungdom fornys som ørnens.“ — Salme 32:1, 2; 103:2-5.
46 „’Lad hans legeme blive friskere end det var i ungdommen; lad ham vende tilbage til ungdomskraftens dage.’ Han vil bønfalde Gud om at vise ham velvilje, og han vil se hans ansigt med jubelråb, og Han giver sin retfærdighed tilbage til det dødelige menneske.“ (Job 33:25, 26) Dertil kommer at Kristi tusindårige styre efter alt at dømme vil begynde i vor generations levetid!b
47. (a) Hvordan kan de døde i mindegravene få gavn af Kristi genløsningsoffer? (b) Hvordan vil Jehova oprejse de døde menneskesjæle? (c) Indtil hvornår vil Guds søn herske som konge?
47 For at Kristi genløsningsoffer kan gavne menneskehedens verden må de døde menneskesjæle som nu er i mindegravene vende tilbage til livet. Med henblik på dette vil Guds rige ved Kristus udvirke en opstandelse for millioner af mennesker som er døde. Guds ord forsikrer os herom: „Og havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades gav de døde der var i dem, tilbage, og de blev dømt hver især efter deres gerninger.“ (Åbenbaringen 20:13) Hvordan kan det lade sig gøre? Skaberen vil simpelt hen skabe nye kødelige menneskeorganismer af jordens støv. Så vil han fra sin fuldkomne hukommelse kalde tidligere livsmønstre frem og indkode dem i de nyskabte hjernekredsløb. Og endelig vil han forsyne hver organisme med livskraft eller ātma. Så vil de genskabte sjæle (jivaprāne) atter leve på jorden. Hvilket enestående mirakel! Kun Jehova kan gøre dette, og han vil gøre det gennem den retsgyldige genløsningsforanstaltning. Det er også grunden til at vore afdøde slægtninges og venners liv i fremtiden ikke — som nogle forestiller sig — afhænger af en udødelig sjæl, men derimod af Jehova Guds hukommelse og hans aldrig svigtende kærlighed. Sådan vil det være, „for han [Kristus] må nødvendigvis herske som konge indtil Gud har lagt alle fjenderne under hans fødder. Den sidste fjende der tilintetgøres, er døden.“ (1 Korinther 15:25, 26) Aldrig mere vil døden få lov til at beherske menneskene som Gud har skabt.
48. (a) Er det muligt for dig at overvinde døden? (b) Hvilket sejrsråb vil du en dag kunne istemme?
48 Hvilket vidunderligt håb! Hvor opmuntrende! Selve tanken herom varmer os om hjertet. Du har absolut mulighed for at overvinde døden! Vælger du at gøre det? Gud lader dig bruge din frie vilje ligesom han lod vor første forfader bruge sin. Men vi beder til at du vil vælge forstandigt. Måtte du være blandt fremtidens lykkelige der jubler over sejren: „Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?“ — 1 Korinther 15:55.
Bibliografi
1. The Hymns of the Rigveda af Ralph T. H. Griffith, 1896. Revideret af J. L. Shashtri, 1973. Motilal Banarsidass, New Delhi, 1976-genoptryk. (Citater fra og henvisninger til Rigveda i brochuren er baseret på denne udgave.)
2. A Dictionary of Hinduism af Margaret og James Stutley, side 346. Allied Publishers, 1977.
3. Ibid., side 324.
4. Ibid., side 194.
5. The Journey With Death af Rohit Mehta, side 7. Motilal Banarsidass, Delhi, 1977.
6. A Dictionary of Hinduism siger på side 209: „Nimittajnana, ’Varselskundskab’.“
7. Hindu Religion, Customs and Manners af P. Thomas, siderne 76, 77, D. B. Taraporevala Sons & Co., Bombay 1956, siger: „Gowli Sastra eller læren om murfirbenet.“
8. A Sanskrit-English Dictionary af Sir M. Monier-Williams, side 135, første udgave, Oxford University Press, 1899. Motilal Banarsidass, Delhi, 1976-genoptryk. A Dictionary of Hinduism, side 31.
9. Aid to Bible Understanding, Watch Tower Society, engelsk udgave af 1971, side 1542.
10. A Sanskrit-English Dictionary, side 1200.
11. Ibid., side 135.
12. Ibid., side 705.
13. Ibid., side 706.
14. Aid to Bible Understanding, side 1533.
15. A Sanskrit-English Dictionary, side 422.
16. Forvirringen angående brugen af „sjæl“ og „ånd“ i bibler på de indiske sprog fremgår af eksemplerne på følgende skema:
Skriftsted OR SK HI BE MR GU MY
1 Mos. 1:2 ruʹach atma atma atma atma atma atmavu
1 Mos. 2:7 neʹfesj prani prani prani prani prani dhehi
Matt. 2:20 psychēʹ prana prana pran jiva jiva pranan
Joh. 4:24 pneuʹma atma atma atma atma atma atmavu
1 Thess. 5:23 pneuʹma atman atma atma atma atma atmavu
1 Thess. 5:23 psychēʹ prani prana pran jiva pran pranan
Hebr. 4:12 psychēʹ prani jiva pran jiva jiva pranan
Hebr. 4:12 pneuʹma atma atma atma atma atma atmavu
Forkortelser for sprogene i skemaet:
OR = original BE = bengali GU = gujarati
SK = sanskrit MR = marathi MY = malayalam
HI = hindi
På sproget tamil er ordet psychēʹ i Bibelen oversat ved mindst syv forskellige ord, hvoraf de fem er låneord fra sanskrit. De 102 steder hvor psychēʹ forekommer, bruges i Bibelen på tamil:
āttuma (sanskrit: „ånd, inderste væsen“) 36 gange
jivan (sanskrit: „liv, levende“) 32 gange
manam (sanskrit: „tænke, tanke, sind, hjerte“) 9 gange
manushan (sanskrit: „menneskelig, menneske“) Rom. 13:1
prānan (sanskrit: „sjæl, livsånde, væsen“) 5 gange
uyir (tamil: „liv, eksistens, væsen“) 10 gange
per (tamil: „navn, omdømme, person“) 4 gange
Ikke anført 5 gange
Se Greek New Testament Terms in Indian Languages ved J. S. M. Hooper. The Bible Society of India, 1957, siderne 176, 177, 240, 241.
Eksempler fra Bibelen på tamil hvor sanskrit-ordet prāna er brugt som oversættelse for neʹfesj og psychēʹ: 1 Mosebog 19:19, 20; 25:8; 35:29; 47:25; 1 Samuel 19:5, 11; 22:23; 23:15; 24:11; 2 Samuel 1:9; 23:17; 1 Kongebog 1:12; 2:23; 3:11; 19:2, 3, 10, 14; 7:7; 1 Krønikebog 11:19; 2 Krønikebog 1:11; Mattæus 2:20; Apostelgerninger 15:25, 26; 20:14; Romerne 16:4; Filipperne 2:30; Åbenbaringen 16:3. — The Concordance to the Tamil Bible af D. A. Thrower, 1943. The Christian Literature Society, Madras, 1976-genoptryk.
Det ord der på malayalam bruges for „sjæl“ er dhehi, der kommer fra sanskrit og stammer fra enten dheya, der betyder „hvad der er skabt“, deha, der betyder „legemet“, eller dehin, der betyder „som har et legeme“.
17. Indian Wisdom af Sir M. Monier-Williams, 1893, side 41. Cosmo Publications, New Delhi, 1978-genoptryk.
18. The Sacred Writings of the World’s Great Religions af S. E. Frost jun., 1943, side 33. The New Home Library, The Blakiston Co., Philadelphia, 1947-genoptryk.
19. The Journey With Death, side 11.
20. Hinduism af Nirad C. Chaudhuri, side 312. Oxford University Press, New York, 1979.
21. The Journey With Death, side 14.
22. The Wonder That Was India af A. L. Basham, side 271. Fontana Books i fællesskab med Rupa & Co., New Delhi, 1984-genoptryk.
23. A Dictionary of Hinduism, side 264.
24. The Wonder That Was India, side 323.
25. A Dictionary of Hinduism, siderne 31, 219.
26. Indian Wisdom, side 28.
[Fodnoter]
a Se punkt 16 i bibliografien på side 30.
b Dette er begrundet i brochuren Fra Kurukshetra til Harmagedon — Du kan overleve, udgivet af Vagttårnets Selskab.
[Illustration på side 5]
De to første mennesker bragte døden over menneskeheden
[Illustration på side 7]
Døden medfører fortvivlede følelser af tab og håbløshed
[Illustration på side 11]
De er alle sjæle
[Illustration på side 13]
Legeme + livskraft = en levende sjæl
[Illustration på side 18]
Ved kærlighed, afbalanceret med retfærdighed, frelste Gud menneskeheden fra synden
[Illustration på side 20]
Den fuldkomne Jesus svarede nøjagtig til Adam
[Illustration på side 22]
Vi behøver ikke store bygninger eller statuer for at tilbede Gud
[Illustration på side 23]
Adams synd nødvendiggjorde Jesu offer
[Illustration på side 27]
Sejren over døden!