Et arbejde der gør dig lykkelig

„JEG var virkelig glad for mit arbejde som trykker,“ fortæller Antonio fra Genova i Italien. „Lønnen var god, og det fik mig til at tage meget overarbejde. Trods min unge alder blev jeg efter nogle få år chefens højre hånd.“ Antonio havde åbenbart nået det som får mange til at arbejde så ihærdigt: velstand, position og et interessant job.

Men ’nød han godt af al sin møje’? (Prædikeren 3:13) Gjorde arbejdet ham lykkelig? Nej, hverken Antonio eller hans kone var lykkelige selv om de begge havde et interessant arbejde. Han siger: „De gnidninger der opstod på grund af vores ufornuftige livsform førte til problemer i familien, hvilket gjorde os ulykkelige.“ Hvad med dig? Nyder du godt af al din møje? Glæder du dig over dit arbejde?

Hvorfor arbejder du?

De fleste arbejder for at skaffe til dagen og vejen. I nogle lande må folk arbejde mange timer blot for at få det nødvendige. Nogle slider i det dag og nat for at give deres børn en bedre tilværelse. Andre arbejder uafbrudt for at samle sig rigdom.

Leonida fra Filippinerne havde for eksempel to job. Hun arbejdede i en bank om dagen og underviste tre til fire timer på en fagskole om aftenen. Var det de ekstra penge værd? „Jeg kiggede altid på uret,“ forklarer hun. „Arbejdet kedede mig og gav mig ingen tilfredshed.“

Nej, det er ikke forbundet med sand tilfredshed og lykke udelukkende at arbejde for pengenes skyld. „Slid ikke for at samle rigdom,“ rådede den vise kong Salomon, „for den vil visselig gøre sig vinger som ørnens og flyve mod himmelen.“ (Ordsprogene 23:4, 5) Nogle ørne kan efter sigende flyve op mod 130 kilometer i timen. Dette illustrerer på en god måde hvor hurtigt surt tjente penge kan forsvinde. Selv ikke den rige kan tage noget med sig herfra når han dør. — Prædikeren 5:15; Lukas 12:13-21.

Undertiden kan der også være visse faremomenter ved helt at lade sig opsluge af det at tjene til livets ophold. Det kan nemlig føre til at man opdyrker kærlighed til penge. I det første århundrede var der en religiøs sekt kaldet farisæerne som var kendt for deres kærlighed til penge. (Lukas 16:14) Den kristne apostel Paulus havde engang tilhørt denne sekt og kendte derfor udmærket farisæernes livsstil. (Filipperne 3:5) Han gav denne advarsel: „Men de der gerne vil være rige, falder i fristelse og en snare og mange uforstandige og skadelige ønsker, som styrter mennesker i undergang og ødelæggelse. For kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt, og ved at tragte efter denne kærlighed [har] nogle . . . stukket sig selv overalt med mange smerter.“ (1 Timoteus 6:9, 10) Ja, „kærligheden til penge“, det at man gør alt for at skaffe sig dem, kan ødelægge ens tilværelse. En sådan handlemåde fører ikke til lykke.

Nogle pukler løs i håb om at stige i graderne på deres arbejdsplads. De må dog til sidst se realiteterne i øjnene. Bladet Fortune skriver: „De karrieremagere der i løbet af 20-årsalderen og begyndelsen af 30-årsalderen får kæmpet sig halvvejs op ad rangstigen, tvinges til at se i øjnene at uanset hvor hårdt de slider, er det nu engang ikke alle der når til tops. Rystende af udmattelse føler de sig fristede til at give op. Hvorfor kæmpe så hårdt når der alligevel ikke er nogen der påskønner det?“

Et eksempel på dette er Mizumori, hvis tilværelse var koncentreret om at komme frem i verden. I sin stræben efter at opnå en lederstilling i en af Japans største banker havde han ikke tid tilovers til sin familie. Efter at han havde slidt i det i over 30 år, var hans helbred ødelagt og han var bestemt ikke lykkelig. „Jeg indså,“ fortæller han, „at konkurrencen mellem dem der stræber efter fremtrædende stillinger ’er tomhed og jag efter vind’.“ — Prædikeren 4:4.

Men hvad med dem der ligesom Antonio er glade for deres arbejde? Opslugt af sit job ofrede Antonio sit familieliv på arbejdets alter. Andre ofrer deres helbred og måske endda deres liv, hvilket kan ses af de mange pludselige dødsfald blandt stressede japanere i fremtrædende stillinger. Et rådgivningscenter der blev oprettet for at hjælpe de efterladte modtog overraskende nok 135 opringninger på blot én dag.

Nogle vier deres liv til at hjælpe andre. Jesus gjorde sig til fortaler for en sådan indstilling. (Mattæus 7:12; Johannes 15:13) At være travlt optaget af et arbejde der tager sigte på at hjælpe andre, bringer sand lykke. — Ordsprogene 11:25.

Men også i forbindelse med en sådan velment flid kan der være visse faldgruber. For eksempel igangsatte den jødiske konge Uzzija det storstilede projekt at udhugge cisterner i ørkenen. Uzzija må have haft sit folks velfærd på sinde, for på dette tidspunkt ’søgte han Jehova’ og efterlevede åbenbart Guds bud til kongerne om at de skulle være uselviske. (2 Krønikebog 26:5, 10; 5 Mosebog 17:14-20) Dette øgede også hans militære fremgang, og ’hans ry nåede vidt omkring’. Men da han var blevet stærk, blev han også hovmodig, hvilket førte til hans fald. (2 Krønikebog 26:15-20; Ordsprogene 16:18) Den der gør en stor indsats for at hjælpe andre men som lader sig lede af selvtilfredshed og stolthed, vil måske også pludselig falde. Hvad bør da være motivet til at man ønsker at arbejde ihærdigt?

Mennesket — skabt til at arbejde

Vi kan lære meget om det at arbejde ved at betragte et menneske som udrettede mere godt end nogen anden der har levet på jorden, nemlig Jesus Kristus. (Mattæus 20:28; Johannes 21:25) Da han døde på marterpælen, udbrød han: „Det er tilendebragt!“ (Johannes 19:30) Hans liv, der havde varet 33¹/₂ år, havde været indholdsrigt.

At betragte Jesu liv kan hjælpe os til at finde ud af hvilket arbejde der vil gøre os lykkelige. Det der mere end noget andet bragte Jesus lykke, var at han gjorde sin himmelske Faders vilje. Vi kan erfare den samme lykke og tilfredshed når vi gør det vi ved er Skaberens vilje. Hvorfor? Fordi han kender vor natur og vore behov bedre end vi selv gør.

Da Gud skabte det første menneske, Adam, gav han ham et arbejde der krævede både fysisk og mental aktivitet. (1 Mosebog 2:15, 19) Eftersom alle andre jordiske skabninger var ham underlagt, fik han også brug for sine lederevner. (1 Mosebog 1:28) Så længe Adam rettede sig efter denne ordning, var hans arbejde meningsfyldt og tilfredsstillende. Hver eneste lille opgave indebar en mulighed for at behage Skaberen.

Men sådan blev det ikke ved med at være. Adam besluttede at gå imod Guds ordning. Han fandt ikke længere glæde ved at gøre Guds vilje, men valgte at gøre som det passede ham. Derved syndede han mod Skaberen. Som følge af denne beslutning blev Adam, hans hustru og alle hans efterkommere „underlagt frugtesløshed“. (Romerne 5:12; 8:20) Arbejdet medførte nu ikke længere lykke men var præget af slid og slæb. Gud udtalte blandt andet følgende dom over Adam: „Jorden [er] forbandet for din skyld. Med smerte skal du ernære dig af den alle dit livs dage. Og torne og tidsler vil den lade fremvokse til dig, og du skal spise markens planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød indtil du vender tilbage til jorden.“ (1 Mosebog 3:17-19) Arbejdet, som skulle have været noget ophøjet fordi det først og fremmest havde at gøre med at behage menneskets Skaber, blev nu til en slidsom kamp for at skaffe sig det daglige udkomme.

Hvad kan vi slutte af disse kendsgerninger? At arbejde kun bringer varig glæde og tilfredshed når det vigtigste i vort liv er at gøre Guds vilje.

’Nyd godt’ ved at gøre Guds vilje

For Jesus Kristus var det at gøre Guds vilje ligesom mad — det var noget han nød, og det opretholdt ham åndeligt. (Johannes 4:34) Hvordan kan vi opnå den samme arbejdsglæde?

Ved at „forstå hvad Jehovas vilje er“ med os. (Efeserne 5:17) Hans hensigt med menneskeheden er at den igen skal erfare „Guds børns herlige frihed“. (Romerne 8:21; 2 Peter 3:9) Dette har forbindelse med det verdensomspændende indsamlingsarbejde som i dag finder sted, og som du også har mulighed for at være med i. Det er et tilfredsstillende arbejde som med sikkerhed vil gøre dig lykkelig.

Antonio, der blev omtalt i artiklens indledning, har senere erfaret en sådan lykke og tilfredshed. På det tidspunkt da han og hans hustru var så opslugt af deres ’frugtesløse’ verdslige arbejde at de satte det først i deres liv, gik det ud over deres åndelige sundhed. De begyndte også at få ægteskabelige problemer. Hans kone indså hvad der var galt og besluttede sig for at sige sit arbejde op, og begyndte i stedet at ’kæmpe energisk’ med at forkynde om Guds rige på heltidsbasis. — Lukas 13:24.

„Øjeblikkelig skete der en stor forandring,“ siger Antonio. „Skænderierne hørte op og der blev atter fred i familien.“ Hans kone erfarede glæden ved at hjælpe andre med at tilegne sig den kundskab der betyder evigt liv. (Johannes 17:3) Da Antonio så hvor glad hun var blevet, begyndte han at overveje sine egne muligheder. Hans ønske om at yde Gud en helhjertet tjeneste sejrede, så han sagde sit arbejde op selv om han fik et tilbud om forfremmelse. Det betød at han måtte påtage sig et mere beskedent arbejde, men Antonio og hans kone er nu lykkelige over at kunne bruge det meste af deres tid i den kristne tjeneste.

Nu er det selvfølgelig ikke alle der har mulighed for at gøre så store forandringer. Mizumori, den japanske bankmand der blev omtalt tidligere, glæder sig over at kunne tjene som ældste i den kristne menighed, samtidig med at han forsørger sin familie ved arbejdet i banken. Men nu er hans tilværelse ikke længere koncentreret om hans verdslige arbejde; det sætter ham blot i stand til at opfylde sine forpligtelser så han kan gøre Guds vilje, hvilket gør livet meningsfyldt.

Når man opdyrker denne indstilling til sit arbejde, vil man uden tvivl gøre sig umage med det, „ikke med øjentjeneste, som nogle der vil behage mennesker, men med oprigtigt hjerte, med frygt for Jehova“. (Kolossenserne 3:22) Måske vil nogle mene at man ikke kommer langt med en sådan indstilling i vore dages konkurrenceprægede samfund, men som Mizumori siger, vil man ved at leve efter sådanne principper blive en velanskrevet og betroet medarbejder. Og selv om Mizumori ikke længere arbejdede hen imod at blive forfremmet, blev han det alligevel. — Ordsprogene 22:29.

Ja, når det vigtigste i ens liv er at gøre Guds vilje, vil man opnå glæde i sit arbejde. Den vise kong Salomon nåede til følgende konklusion: „Jeg er kommet til den erkendelse at der ikke er noget bedre for dem end at fryde sig og udrette noget godt i deres liv; og også at hvert menneske bør spise og drikke og nyde godt af al sin møje. Det er Guds gave.“ — Prædikeren 3:12, 13.

[Illustration på side 7]

Ved at familien studerer Bibelen og koncentrerer sig om at gøre Guds vilje, kan man nyde frugten af al sin møje