Måske satte Abraham sig først ned for at samle sine tanker, hvorpå han fortalte hende hvad Jehova havde sagt: “Rejs ud fra dit land og fra dine slægtninge og kom her til det land som jeg vil vise dig.” (Apostelgerninger 7:2, 3) Efter at den første begejstring havde lagt sig, begyndte de at overveje hvad den opgave Jehova nu gav dem, ville indebære. De skulle forlade deres stabile, komfortable liv og leve som nomader. Hvordan ville Sara reagere? Uden tvivl iagttog Abraham hende nøje. Ville hun villigt støtte ham i forbindelse med en så stor forandring i deres liv?

Det valg Sara stod over for, har vi måske svært ved at sætte os ind i. Det kan være vi tænker: ‘Gud har da aldrig bedt mig eller min ægtefælle om at gøre noget som helst i den retning.’ Men står vi ikke alle over for et lignende valg? Vi lever i en materialistisk verden, der opmuntrer os til kun at tage hensyn til vores egen bekvemmelighed, vores ejendele og vores behov for tryghed. Bibelen tilskynder os imidlertid til at vælge at gøre noget andet – at søge de åndelige ting først ved først og fremmest at glæde Gud. (Mattæus 6:33) Når vi tænker på hvad Sara gjorde, kunne vi spørge os selv: ‘Hvilket valg vil jeg træffe i livet?’

Og hvad med familien? Hvem ville Sara være nødt til at efterlade? Guds befaling “Rejs bort fra dit land og fra dine slægtninge” kan have været en særlig udfordring for hende. Hun var en kærlig og omsorgsfuld kvinde og har sikkert haft brødre og søstre, niecer og nevøer og tanter og onkler som hun var nært knyttet til og måske aldrig ville se igen. Alligevel fortsatte Sara tappert dag efter dag med at gøre alt klar til afrejsen.