Bør man bede til Jesus?

NOGLE finder det rigtigt at bede til Jesus. For eksempel har mange tyskere som børn lært at folde hænderne og bede bordbøn til Jesus.

Ifølge Bibelen indtager Jesus en overordentlig høj stilling i himmelen. Betyder det da at vi bør bede til ham? Måske er du en af dem der mener at man bør vise sin kærlighed til Jesus ved at henvende sine bønner til ham. Men hvad mener Jesus selv om sådanne bønner?

Allerførst: Hvordan kan der i det hele taget sættes spørgsmålstegn ved om man bør bede til Jesus? Fordi det ifølge Bibelen er Jehova Gud der „hører bøn“. Det er derfor heller ikke overraskende at Guds tjenere i fortiden, for eksempel israelitterne, udelukkende bad til Jehova Gud, den Almægtige. — Salme 5:1, 2; 65:2.

Ændrede det sig da Jesus, Guds søn, kom til jorden for at udfri menneskeheden fra synd og død? Nej, de sande tilbedere bad stadig til Jehova. Mens Jesus var på jorden bad han ofte til sin himmelske Fader, og han lærte andre at gøre det samme. Tænk blot på mønsterbønnen, også kaldet Fadervor, en af de bedst kendte bønner der er blevet bedt. Her lærte Jesus os at bede til hans Fader, ikke til ham, idet han gav os dette mønster: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget.“ — Mattæus 6:6, 9; 26:39, 42.

Lad os nu undersøge emnet grundigere ved at se hvad bøn egentlig er.

Hvad er en bøn?

Enhver bøn er en form for tilbedelse. Dette bekræftes i The World Book Encyclopedia: „Bøn er en form for tilbedelse hvorigennem man udtrykker hengivenhed, tak, bekendelse eller anråbelse til Gud.“

Ved en lejlighed sagde Jesus: „Der står skrevet: ’Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.’“ Jesus var selv tilhænger af den grundlæggende lære at tilbedelse — og dermed også bønner — kun må rettes til hans Fader, Jehova Gud. — Lukas 4:8; 6:12.

Jesu rolle i vore bønner

Jesus døde som sonoffer for menneskeheden, blev oprejst af Gud og ophøjet til en højere stilling. Som man kan forestille sig, medførte dette en forandring med hensyn til hvordan man kunne bede på en antagelig måde.

Det viser apostelen Paulus i sin omtale af Jesu stillings store betydning for vore bønner: „Netop derfor ophøjede Gud ham også til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn, så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden, og hver tunge åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til ære for Gud, Faderen.“ — Filipperne 2:9-11.

Betyder ordene om at ’hvert knæ skal bøje sig i Jesu navn’, at vi skal bede til ham? Nej. Det pågældende græske udtryk „betegner det navn hvori de der bøjer deres knæ er forenede, og hvori alle (πᾶν γόνυ) i forening tilbeder. Det navn som Jesus har modtaget, får dem alle til i forening at bøje knæ.“ (Grammatik des neutestamentlichen Sprachidioms af G. B. Winer) Ja, en bøn er kun antagelig hvis den bedes „i Jesu navn“, men den er ikke desto mindre rettet til Jehova Gud og er med til at herliggøre ham. Derfor siger Paulus: „Lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse.“ — Filipperne 4:6.

Ligesom en sti fører til et mål, er Jesus „vejen“ der fører til den almægtige Gud. „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig,“ sagde Jesus til apostlene. (Johannes 14:6) Vi bør derfor henvende vore bønner til Gud gennem Jesus og ikke direkte til Jesus selv.a

’Men beretter Bibelen ikke at både disciplen Stefanus og apostelen Johannes talte til Jesus i himmelen?’ vil nogle måske spørge. Jo, det gør den, men her var ikke tale om bønner. Både Stefanus og Johannes så Jesus i et syn og talte direkte til ham. (Apostelgerninger 7:56, 59; Åbenbaringen 1:17-19; 22:20) Her må man huske at en henvendelse til Gud ikke i sig selv er en bøn. Da Adam og Eva havde syndet i Edens have, og forsøgte over for Gud at bortforklare deres ulydighed, var det ikke en bøn. (1 Mosebog 3:8-19) At Stefanus og Johannes talte til Jesus, er derfor ingen begrundelse for at man bør bede til ham.

Hvordan „påkalder“ man Jesu navn?

Nærer du stadig en rest af tvivl om hvorvidt det er forkert at bede til Jesus? En kvinde skrev til et af Vagttårnsselskabets afdelingskontorer: „Desværre er jeg stadig ikke overbevist om at de første kristne ikke bad til Jesus.“ Hun tænkte på Paulus’ ord i Første Korintherbrev 1:2, hvor han omtaler „alle som overalt påkalder vor Herre Jesu Kristi navn“. Det bør imidlertid bemærkes at det udtryk der på originalsproget er oversat med „påkalder“, kan betyde andet end at bede.

Hvordan blev Kristi navn ’påkaldt’ overalt? Det skete blandt andet ved at Jesus Nazaræerens disciple åbent anerkendte ham som Messias og „verdens Frelser“, og ved at de udførte mange mirakler i hans navn. (1 Johannes 4:14; Apostelgerninger 3:6; 19:5) Derfor hedder det også i The Interpreter’s Bible at udtrykket „påkalde vor Herres navn . . . snarere betyder at bekende ham som Herre end at bede til ham“.

Man påkalder også Jesu navn ved at anerkende ham som Kristus og tro på hans udgydte blod, som muliggør tilgivelse af synder. (Sammenlign Apostelgerninger 10:43 med 22:16.) Og vi udtaler bogstaveligt Jesu navn hver gang vi gennem ham beder til Gud. Bibelen viser altså at vi kan påkalde Jesu navn, men giver ikke grundlag for at vi skal bede til ham. — Efeserne 5:20; Kolossenserne 3:17.

Hvad Jesus kan gøre for os

Jesus gav sine disciple følgende løfte: „Hvis I beder om noget i mit navn, vil jeg gøre det.“ Forudsætter det at vi beder til ham? Nej. Bønnen henvendes til Jehova Gud — men bedes i Jesu navn. (Johannes 14:13, 14; 15:16) Vi anmoder Gud om at hans søn, Jesus, vil anvende sin store magt og myndighed til gavn for os.

Hvordan kommunikerer Jesus med sine sande disciple i dag? Vi kan belyse det med et billede Paulus anvendte. Han sammenlignede menigheden af salvede kristne med et legeme og Jesus Kristus med hovedet. „Hovedet“ forsyner det åndelige legemes lemmer med den fornødne vejledning og åndelige næring gennem „led og ledbånd“, de midler og ordninger der tjener dette formål i menigheden. (Kolossenserne 2:19) På samme måde benytter Jesus i dag „gaver i form af mennesker“, åndeligt kvalificerede mænd, til at føre an i menigheden og om nødvendigt give retledning. Det er ikke hensigten at vi, menighedens enkelte medlemmer, skal kommunikere direkte med Jesus eller bede til ham, men vi bør, eller rettere skal, bede til Jesu Fader, Jehova Gud. — Efeserne 4:8-12.

Hvordan ærer du Jesus?

Jesus spiller en afgørende rolle med hensyn til menneskenes frelse. Apostelen Peter udbrød engang: „Der er ikke frelse i nogen anden, for der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn hvorved vi skal frelses.“ (Apostelgerninger 4:12) Erkender du hvor betydningsfuldt Jesu navn er?

At vi ikke retter vore bønner til Jesus personligt, betyder ikke at vi ringeagter hans stilling. Tværtimod. Vi ærer Jesus når vi beder i hans navn. Og ligesom børn ærer deres forældre ved at være lydige, ærer vi Jesus Kristus ved at adlyde hans bud, især budet om at vi skal elske hinanden. — Johannes 5:23; 13:34.

Antagelige bønner

Ønsker du at bede antagelige bønner? Da må du rette dem til Jehova Gud, og det bør du gøre i hans søns, Jesu, navn. Lær Guds vilje at kende, og lad dine bønner genspejle din forståelse heraf. (1 Johannes 3:21, 22; 5:14) Hent styrke i ordene i Salme 66:20: „Velsignet være Gud, som ikke har afvist min bøn eller taget sin loyale hengivenhed fra mig.“

Som vi har set, er bøn en form for tilbedelse der udelukkende tilkommer den almægtige Gud. Når vi henvender alle vore bønner til Jehova Gud, viser vi at vi har forstået Jesu vejledning om at bede således: „Vor Fader i himlene.“ — Mattæus 6:9.

[Fodnote]