ÆTIOPIEN

[gr.: Aithiopiʹa, „brændte ansigters land“], ÆTIOPIER.

Ætiopien var det navn de gamle grækere gav området syd for Ægypten. Det svarer således i det store og hele til det hebraiske navn „Kusj“, der hovedsagelig omfattede det nuværende Sudan og den sydlige del af det nuværende Ægypten. I ægyptiske tekster er området kendt under navnet Kash eller Kosh. Da Septuaginta-oversættelsen blev udarbejdet, gengav oversætterne det hebraiske „Kusj“ med det græske „Ætiopien“ hver gang undtagen i to passager. (1Mo 10:6-8; 1Kr 1:8-10) Den engelske King James-oversættelse følger Septuaginta, men har desuden „Kusj“ i Esajas 11:11. Den danske autoriserede oversættelse af 1931 har ligeledes gengivelsen „Kusj“ i 1 Mosebog 10:6-8 og 1 Krønikebog 1:8-10, og desuden i 1 Mosebog 2:13, Salme 87:4 og Jeremias 46:9. Andre oversættelser (NV, JB) foretrækker „Kusj“ endnu flere steder hvor det ikke tydeligt fremgår af sammenhængen at der sigtes til det gamle Ætiopien. Navnet Kusj kan også betegne folkeslag i Arabien. — Se KUSJ, 2; KUSJIT.

Det område der oprindelig blev kaldt Ætiopien, består nu af halvtørt sletteland i nord, savanne og højslette i den centrale del og tropisk regnskov i syd. Hovedstæderne i det gamle Ætiopien var Napata og Meroë. Sidstnævnte var regeringsbyen i et rige hvor retten til kongemagten gik gennem den mødrene linje. Det var således dronningemoderen der gav retten til tronen videre til sin søn, og til tider var hun øjensynlig landets egentlige hersker. Græske og latinske forfattere omtaler flere sådanne ætiopiske dronninger med navnet Kandake brugt som titel. Dette navn blev øjensynlig også båret som titel af den dronning der nævnes i Apostelgerninger 8:27.

I hvilken forstand var den ætiopier som Filip forkyndte for, eunuk?

Den ætiopiske eunuk der var sat over dronning Kandakes skatte, og som Filip forkyndte for, var øjensynlig en omskåret jødisk proselyt. (Apg 8:27-39) Han blev derfor ikke betragtet som hedning og var følgelig ikke den første uomskårne hedning der omvendte sig til kristendommen. (Apg 10) For at han overhovedet kunne tilbede ved templet i Jerusalem, måtte han have omvendt sig til den jødiske tro og have ladet sig omskære. (2Mo 12:48, 49; 3Mo 24:22) Eftersom Moseloven ikke tillod at nogen som var kastreret, blev optaget i Israels menighed (5Mo 23:1), er det klart at ætiopieren ikke kan have været eunuk i fysisk forstand. Det hebraiske ord for „eunuk“ (sarīsʹ) betød også i bred forstand „hofmand“, som for eksempel i 1 Mosebog 39:1, hvor en af Faraos hofmænd, Potifar, som var gift, kaldes sarīsʹ. Hvis den ætiopiske hofmand havde været eunuk i egentlig forstand, ville han ikke have været proselyt, og hvis han ikke havde været proselyt, ville Filip ikke have døbt ham, eftersom den gode nyhed endnu ikke var forkyndt for uomskårne hedninger.

Ætiopien (Kusj) var et af de lande som jøderne blev spredt til efter den babyloniske erobring af Juda. (Es 11:11) Den ætiopiske hofmand kan derfor have haft berøring med jøder i sit hjemland eller måske i Ægypten, hvor der boede mange jøder. Den Esajasrulle han læste i, har uden tvivl været en afskrift af den græske Septuaginta-oversættelse, der oprindelig blev lavet i Alexandria i Ægypten. Eftersom Ætiopien var blevet delvis helleniseret fra Ptolemaios II’s tid (308-246 f.v.t.) og fremefter, var det ikke usædvanligt at en ætiopisk embedsmand kunne læse græsk. At han blev jødisk proselyt og derefter omvendte sig til kristendommen, var en opfyldelse af Salme 68:31.

Det ætiopiske sprog. Det vides ikke med sikkerhed hvilket sprog man oprindelig talte i Ætiopien. I slutningen af det 8. århundrede f.v.t. blev officielle ætiopiske inskriptioner skrevet med ægyptiske hieroglyffer. I det 1. århundrede f.v.t. og nogle hundrede år frem fandtes et lokalt sprog og skriftsystem der kaldes meroitisk. Det sprog der kaldes ætiopisk, var folkesprog indtil det 14. århundrede. Det var, ligesom det nutidige ætiopiske sprog (amharisk), af semitisk oprindelse.