Hvad siger Bibelen?

Er jøderne Guds udvalgte folk?

OPRETTELSEN af en selvstændig jødisk stat i 1948 var en traumatisk begivenhed for kristenhedens teologer. I århundreder havde teologer lært at jøderne var dømt til at flakke om på jorden på grund af deres synd mod Kristus. Men nu var deres omflakken pludselig forbi.

Med alt det der sker i Mellemøsten er jøderne stadig i verdens søgelys, hvilket afføder spørgsmål som: Er jøderne stadig Guds udvalgte folk? Viser Gud jøderne en særlig gunst?

For mange hundrede år siden sagde Gud til israelitterne: „Hvis I nøje vil adlyde min røst og holde min pagt, så skal I blive min særlige ejendom blandt alle folkene, for mig tilhører hele jorden. Og I skal blive mig et kongerige af præster og en hellig nation.“ (2 Mosebog 19:5, 6) Alle nationer tilhørte Gud, men israelitterne kunne blive hans særlige ejendom, og dermed komme til at tjene som præster for hele menneskeheden.

Men var det muligt for dem at opnå dette særlige forhold til Gud uden at opfylde visse betingelser? Nej! Gud havde sagt: „Hvis I nøje vil adlyde min røst . . . så skal I blive min særlige ejendom.“ For at blive Guds udvalgte folk måtte de altså være trofaste mod ham.

Et afskrækkende eksempel

Dette blev understreget af nogle begivenheder i det ottende århundrede f.v.t., på profeten Hoseas’ tid. På trods af at israelitterne havde fået den enestående forret at være Guds udvalgte folk, forlod hovedparten af dem den sande tilbedelse. Hvordan reagerede Jehova? „Jeg vil ikke mere vise Israels hus barmhjertighed, men jeg vil visselig føre dem bort . . . I er ikke mit folk, og jeg vil ikke være jeres Gud.“ (Hoseas 1:6, 9) De frafaldne israelitter ville altså ikke bevare Guds gunst. Kun en trofast rest ville en dag komme på fode og atter modtage velsignelser fra Gud. — Hoseas 1:10.

Som forudsagt tillod Gud at israelitterne blev taget til fange af deres fjender og at templet blev ødelagt, hvilket med al tydelighed viste at de havde mistet deres godkendte forhold til ham. Kun en trofast rest af israelitter (som nu blev kaldt jøder) vendte i år 537 f.v.t. tilbage fra fangenskabet, genopbyggede Jehovas tempel og nød atter det privilegium at være hans udvalgte folk.

Kun „en rest“ forbliver trofast

I de følgende århundreder blev jøderne imidlertid stærkt påvirket af græsk filosofi — blandt andet af Platons lære om den udødelige sjæl — hvilket fik katastrofale følger for deres tilbedelse, som aldrig igen kom til udelukkende at bygge på Moses’ og de hebraiske profeters rene lære.

Ville Jehova fortsat betragte jøderne som sit udvalgte folk? I erkendelse af at mange igen var faldet fra den ubesmittede tilbedelse af Jehova, sagde Jesus: „Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter.“ (Mattæus 21:43) Flertallet lod hånt om advarselen ved at fortsætte ad deres frafaldne kurs og forkaste Jesus som Jehovas salvede. Gud tillod derfor at deres genopbyggede tempel kort tid efter, i år 70, blev ødelagt. (Mattæus 23:37, 38) Betød det nu at Gud havde forkastet alle jøder?

Paulus, der var jøde og en af Kristi apostle, forklarede: „Gud har ikke forskudt sit folk, som han først anerkendte. . . . Således er der da også i den nuværende tid fremkommet en rest ifølge en udvælgelse der skyldes ufortjent godhed.“ (Romerne 11:2, 5) Ligesom der kan være bryllupsfester hvor mange er indbudt men kun få kommer, var det hele den jødiske nation Gud havde indbudt til at opnå et særligt forhold til ham, men kun en rest bevarede det nære forhold til ham gennem deres trofasthed. Ved sin overbærenhed viste Gud stor ufortjent godhed!

’De som ikke var mit folk’ bliver ’mit folk’

Den trofaste jødiske rest fik snart følgeskab af ikkejøder som også ønskede at tjene Gud. Til trods for at deres forfædre ikke havde stået i et særligt forhold til ham, tog Jehova villigt imod disse trofaste ikkejøder som sit folk. Herom skrev Paulus: „Hvis nu Gud, . . . kaldte [os], ikke blot blandt jøderne men også blandt nationerne [ikkejøderne], hvad så? Det er som han også siger hos Hoseas: ’Dem som ikke var mit folk, vil jeg kalde „mit folk“.’“ — Romerne 9:22-25.

Både jøder og ikkejøder kunne altså komme til at tilhøre Guds udvalgte folk og få udsigt til at tjene som præster på den øvrige menneskeheds vegne. Til trofaste tilbedere med forskellig national baggrund, skrev den jødiskfødte apostel Peter: „I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom’ . . . Engang var I ikke et folk, men nu er I Guds folk“. (1 Peter 2:9, 10) Dette var den „nation“, det folk med gudgivne egenskaber, som Jesus sagde ville frembringe ’Guds riges frugter’ og som derfor ville opnå et begunstiget forhold til Jehova. — Mattæus 21:43.

Det Gud ser på i sin udvælgelse af disse kommende præster, er deres tro og retfærdige adfærd, ikke deres særlige herkomst. Som Peter bemærkede: „Gud [er] ikke . . . partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed velkommen for ham.“ — Apostelgerninger 10:34, 35.

Gud viser altså ikke længere nogen en særlig gunst på grund af vedkommendes afstamning. Han giver alle, uanset nationalitet, mulighed for at opbygge et nært forhold til ham. Lad os i tro og gerning vise at vi inderligt ønsker at tilhøre Guds folk.