HISTORIE 79
Jesus gør mange mirakler
Jesus kom til jorden for at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Jehova ville vise hvad Jesus vil gøre som konge, og derfor gav han ham hellig ånd så han kunne gøre mirakler. Han kunne helbrede alle sygdomme. Uanset hvor han tog hen, var der nogle syge der kom til ham for at få hjælp, og han helbredte dem alle sammen. Blinde kunne se, døve kunne høre, lamme kunne gå, og de der var besat af dæmoner, blev befriet. Hvis bare de rørte ved Jesus’ tøj, blev de helbredt. Folk fulgte Jesus overalt. Selv når han gerne ville være alene, afviste han ikke nogen.
Engang var der nogle der tog en lam mand med hen til det hus hvor Jesus var. Men de kunne ikke komme ind i huset fordi det var så fyldt med mennesker. De lavede så et hul i taget og sænkede manden ned til Jesus. Jesus sagde til ham: ‘Rejs dig op og gå.’ Da manden gjorde det, syntes folk det var helt utroligt.
En anden gang, da Jesus var på vej ind i en landsby, stod ti spedalske mænd et stykke væk og råbte: ‘Jesus, hjælp os!’ Dengang måtte spedalske ikke komme i nærheden af andre mennesker. Jesus sagde til mændene at de skulle gå hen til templet. Det var normalt noget spedalske skulle gøre når de var blevet raske. På vej derhen blev de alle helbredt. En af dem var så taknemmelig at han gik tilbage og takkede Jesus og priste Gud. Det var han den eneste der gjorde.
En kvinde der havde været syg i 12 år, ville virkelig gerne være rask. Hun nærmede sig Jesus bagfra mens der var mange mennesker omkring ham, og rørte ved frynsen på hans yderklædning. Med det samme blev hun helbredt. Da det skete, spurgte Jesus: ‘Hvem rørte ved mig?’ Kvinden blev bange, men hun trådte frem og fortalte sandheden. Jesus trøstede hende ved at sige: ‘Gå med fred, min datter.’
En mand der hed Jairus, bønfaldt Jesus: ‘Vil du ikke nok komme med mig hjem, for min lille datter er meget syg?’ Men før Jesus nåede hjem til Jairus, døde pigen. Da Jesus kom, så han at der var mange mennesker der var kommet for at sørge sammen med familien. Jesus sagde til dem: ‘Græd ikke; pigen sover bare.’ Så tog han pigens hånd og sagde: ‘Lille pige, stå op!’ Med det samme satte hun sig op, og Jesus sagde til forældrene at de skulle give hende noget at spise. Forestil dig hvordan hendes mor og far må have haft det!
“Gud salvede Jesus fra Nazaret med hellig ånd og kraft, og ... han gik igennem landet og gjorde godt mod andre og helbredte alle der var undertrykt af Djævelen, for Gud var med ham.” – Apostlenes Gerninger 10:38