Derefter forkyndte Peter den gode nyhed for dem, og endnu mens han var i færd med at tale, „faldt den hellige ånd på alle som hørte ordet“. Denne gruppe, hvori Kornelius som den mest fremtrædende nævnes ved navn, var således de første uomskårne hedninger eller ikkejøder der modtog „den hellige ånds frie gave“. (Apg 10:44, 45)

Hvorfor var Kornelius’ omvendelse en yderst bemærkelsesværdig begivenhed?

Kornelius var ikke en jødisk proselyt, sådan som nogle hævder, selv om han var kendt med profeternes skrifter, gav jøderne barmhjertighedsgaver, frygtede Gud, stadig bad til ham og brugte navnet Jehova. Det fremgår tydeligt af Bibelen at denne officer var en uomskåren hedning i fuldeste forstand. Hvis Kornelius havde været proselyt, ville Peter ikke have sagt at det var utilladeligt for ham, der var jøde, at omgås „en mand af en anden afstamning“ i betragtning af hvad Moseloven sagde om en fastboende udlænding. (3Mo 19:33, 34; Apg 10:28) Hvis han havde været proselyt, ville de seks andre jøder som ledsagede Peter, ikke være blevet „slået af forbavselse“ over at se den hellige ånd blive udgydt „over folk fra nationerne“. (Apg 10:45; 11:12) Og hvis han havde været proselyt, ville „tilhængere af omskærelsen“ heller ikke være begyndt at strides med Peter om at han var gået ind i Kornelius’ hus. — Apg 11:2, 3.

Kornelius var virkelig den første uomskårne ikkejøde der blev kristen, hvilket viste at det nu ikke længere var nødvendigt at hedninger havde været jødiske proselytter ligesom den ætiopiske eunuk før de kunne blive medlemmer af den kristne menighed. Som Peter sagde i dette historiske øjeblik: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.“ (Apg 10:34, 35) Ligesom Peter på Pinsedagen var den første til at give jøderne adgang til Vejen, var han også den første der bragte den gode nyhed om frelse til de uomskårne hedninger. Jakob bekræftede også at det var „første gang“ Gud vendte sin opmærksomhed mod „nationerne“. — Apg 15:7, 14.