Men omkring år 36 sendte Gud Peter til hedningen Kornelius, en romersk officer, og ved at udgyde sin hellige ånd over Kornelius og hans husstand viste han Peter at hedningerne nu havde adgang til at blive døbt i vand. (Apg 10:34, 35, 44-48)

Nogle som går ind for barnedåb, henviser til at det i visse tilfælde var hele husstande der blev døbt, som for eksempel Kornelius’, Lydias, arrestforvareren i Filippis og Krispus’ og Stefanas’ husstand. (Apg 10:48; 11:14; 16:15, 32-34; 18:8; 1Kor 1:16) De mener at spædbørn i disse familier på denne måde også blev døbt. I Kornelius’ tilfælde var de der blev døbt, imidlertid nogle som havde hørt ordet og modtaget den hellige ånd, og som talte i tunger og herliggjorde Gud; dette kan ikke have omfattet spædbørn. (Apg 10:44-46) Lydia „dyrkede Gud, . . . og Jehova åbnede hendes hjerte helt, så hun gav agt på det Paulus sagde“. (Apg 16:14) Arrestforvareren i Filippi måtte „tro på Herren Jesus“, og man må gå ud fra at de øvrige medlemmer af hans familie også måtte tro for at blive døbt. (Apg 16:31-34) „Krispus, synagogeforstanderen, fik tro på Herren, og det gjorde hele hans husstand også.“ (Apg 18:8) Alt dette viser at dåben var forbundet med at høre, tro og herliggøre Gud, noget som spædbørn ikke kan gøre.