„Det var i Antiochia [i Syrien] at disciplene ved guddommeligt forsyn for første gang blev kaldt kristne.“ (Apg 11:26) Ifølge denne udtalelse er det muligt at navnet blev brugt så tidligt som i år 44, da de begivenheder der omtales i den omgivende tekst, fandt sted. Men som sætningen står i teksten rent grammatisk, behøver dette ikke at være tilfældet; nogle mener at det var noget senere. I hvert fald var navnet kendt omkring år 58 i byen Cæsarea og blev endog brugt af myndighedspersoner, for på det tidspunkt sagde kong Herodes Agrippa II til Paulus: „På kort tid kunne du overtale mig til at blive en kristen!“ — Apg 26:28.

Det var i Antiochia i Syrien at Kristi disciple først blev kendt som kristne. Det er ikke sandsynligt at jøderne var de første der kaldte Jesu tilhængere for „kristne“ (græsk) eller „messianister“ (hebraisk), for efter at have forkastet Jesus som Messias eller Kristus ville de ikke uden videre anerkende ham som den Salvede eller Kristus ved at kalde hans tilhængere „kristne“. Nogle mener at det var den hedenske befolkning der begyndte at bruge navnet kristne spottende eller nedsættende, men Bibelen viser at det var et gudgivent navn; det var „ved guddommeligt forsyn“ at de blev kaldt kristne. — Apg 11:26.

Det græske udsagnsord chrēmatiʹzō, der forekommer i dette skriftsted, gengives som regel blot med „blev kaldt“, og sådan gengives det i de fleste oversættelser også i Apostelgerninger 11:26. Der findes imidlertid oversættelser som angiver at Gud havde noget at gøre med valget af betegnelsen „kristne“. I denne forbindelse er det værd at bemærke gengivelsen i Ny Verden-Oversættelsen, Young’s Literal Translation og The Simple English Bible. Youngs oversættelse lyder: „Det var også i Antiochia at disciplene ved guddommelig tilskyndelse først blev kaldt kristne.“

Ordet chrēmatiʹzō er i De Kristne Græske Skrifter altid forbundet med noget overnaturligt eller guddommeligt. Strongs Exhaustive Concordance of the Bible angiver i det græske leksikon (1890, s. 78) at det betyder „at udtale et orakel, . . . dvs. at kundgøre guddommeligt“. Edward Robinsons Greek and English Lexicon (1885, s. 786) siger om ordet: „Bruges i forbindelse med et guddommeligt svar, et orakel, en guddommelig erklæring, at svare eller at tale som et orakel, at advare fra Gud.“ Thayers Greek-English Lexicon of the New Testament (1889, s. 671) siger: „At give en guddommelig befaling eller formaning, at lære fra himmelen . . . at få guddommelig befaling, formaning, anvisning . . . at være talerør for guddommelige åbenbaringer, at kundgøre Guds befalinger.“ Thomas Scott siger i Explanatory Notes (1832, bd. III, s. 419) om dette skriftsted: „I ordet ligger at dette skete ved guddommelig åbenbaring, for det har almindeligvis denne betydning i Det Nye Testamente og gengives med ’advaret af Gud’ selv når der ikke findes noget ord for GUD i den græske tekst.“ Clarkes Commentary siger om Apostelgerninger 11:26: „Ordet [chrēmatiʹsai] i vor almindelige tekst, som vi gengiver med blev kaldt, betyder i Det Nye Testamente at udnævne, advare eller udpege ved guddommelig ledelse. Ordet bruges i denne betydning i Matt. ii. 12. . . . Hvis navnet blev givet efter guddommelig anvisning, er det derfor højst sandsynligt at Saulus og Barnabas blev ledet til at give disciplene dette navn, og at navnet kristen altså er fra Gud.“ — Se Mt 2:12, 22; Lu 2:26; Apg 10:22; Ro 7:3, Int; He 8:5; 11:7; 12:25, hvor udsagnsordet chrēmatiʹzō forekommer.

Bibelen omtaler Jesus Kristus som Brudgommen, sine salvede disciples Hoved og Ægtemand. (2Kor 11:2; Ef 5:23) Ligesom en kvinde glæder sig over at få sin mands navn, modtog Kristi „brudeskare“ med glæde et navn der viste at dens medlemmer tilhørte ham. Det var således ikke blot de første kristnes gerninger, men også deres navn der hjalp udenforstående til at se at de skilte sig helt ud fra jødedommens tilhængere. De udgjorde et voksende samfund inden for hvilket der hverken var jøde eller græker, men hvori alle var ét under Hovedet og Føreren, Jesus Kristus. — Ga 3:26-28; Kol 3:11.