Jehovas folk styrkes i troen
„Så blev menighederne da fortsat styrket i troen, og de voksede i tal fra dag til dag.“ — APOSTELGERNINGER 16:5.
1. Hvordan gjorde Gud brug af apostelen Paulus?
JEHOVA GUD brugte Saulus fra Tarsus som „et udvalgt redskab“. Som apostelen Paulus ’led han meget’. Men som følge af hans og andres arbejde nød Jehovas organisation enhed og stor vækst. — Apostelgerninger 9:15, 16.
2. Hvorfor vil det være gavnligt for os at se nærmere på Apostelgerninger 13:1–16:5?
2 Et stigende antal ikkejøder blev kristne, og et betydningsfuldt møde i det styrende råd var stærkt medvirkende til at fremme enheden blandt Guds folk og styrke det i troen. Det vil være til stor gavn for os at se nærmere på beretningen i Apostelgerninger 13:1–16:5, for i dag erfarer Jehovas Vidner tilsvarende åndelige velsignelser og vækst. (Esajas 60:22) (Vi foreslår at læseren i sin personlige gennemgang af dette stof læser de fremhævede skriftsteder.)
Missionærer skrider til handling
3. Hvilken opgave havde profeterne og lærerne i Antiochia?
3 Nogle mænd udsendt af menigheden i Antiochia i Syrien hjalp med at styrke brødrene i troen. (13:1-5) Barnabas, Simeon (Niger), Lukius fra Kyrene, Manaen og Saulus fra Tarsus var „profeter og lærere“ i Antiochia. Profeterne forklarede Guds ord og forudsagde begivenheder, mens lærerne underviste i Skrifterne og i kristen livsførelse. (1 Korinther 13:8; 14:4) Barnabas og Saulus fik tildelt et særligt distrikt, nemlig Cypern, og de tog Markus, Barnabas’ fætter, med sig. (Kolossenserne 4:10) De forkyndte i synagogerne i den østlige havneby Salamis, men der siges ikke noget om at de derboende jøder reagerede positivt. Indbyggerne havde det godt i materiel henseende, så hvilken brug havde de for Messias?
4. Hvad skete der da missionærerne fortsatte med at forkynde på Cypern?
4 Gud velsignede imidlertid den øvrige forkyndelse der blev udført på Cypern. (13:6-12) I Pafos traf missionærerne den jødiske troldmand og falske profet Bar-Jesus (Elymas). Da han søgte at hindre prokonsulen, Sergius Paulus, i at høre Guds ord, blev Saulus fyldt med hellig ånd og sagde: ’Åh, du som er fuld af svig og nedrighed, du Djævelens søn, fjende af al retfærdighed, vil du ikke holde op med at fordreje Jehovas lige veje?’ Som straf gjorde Gud for en tid Elymas blind, og Sergius Paulus „fik nu tro, idet han var helt forbløffet over Jehovas lære“.
5, 6. (a) Hvad sagde Paulus om Jesus da han talte i synagogen i Antiochia i Pisidien? (b) Hvilken virkning havde talen?
5 Fra Cypern sejlede de videre til byen Perge i Lilleasien. Paulus og Barnabas drog derefter nordpå gennem nogle bjergpas, hvor de sandsynligvis var ’i farer fra floder og røvere’, til Antiochia i Pisidien. (2 Korinther 11:25, 26) Her talte Paulus i synagogen. (13:13-41) I sin tale gennemgik han de ting Gud havde gjort for Israel og påviste at Jesus, Davids søn, var frelseren. Skønt de jødiske ledere havde krævet Jesus henrettet, blev det løfte der var givet til deres forfædre opfyldt da Gud oprejste ham. (Salme 2:7; 16:10; Esajas 55:3) Paulus advarede sine tilhørere om ikke at foragte Guds frelse gennem Kristus. — Habakkuk 1:5, Septuaginta.
6 Paulus’ tale vakte tilhørernes interesse, ligesom det ofte er tilfældet med Jehovas Vidners offentlige foredrag i dag. (13:42-52) Den følgende sabbat samledes næsten hele byen for at høre Jehovas ord, hvilket fyldte jøderne med skinsyge. De kristne missionærer havde åbenbart omvendt flere hedninger på blot én uge end disse jøder havde omvendt i hele deres liv! Da jøderne bespotteligt modsagde Paulus, var tiden nu inde til at lade det åndelige lys skinne andre steder, og missionærerne meddelte derfor jøderne følgende: ’Siden I skubber Guds ord fra jer og dømmer jer selv uværdige til evigt liv, vender vi os til nationerne.’ — Esajas 49:6.
7. Hvordan reagerede Paulus og Barnabas på forfølgelse?
7 Nu begyndte ikkejøderne at fryde sig, og alle som med rette var indstillet til evigt liv fik tro. Men da Jehovas ord blev bragt ud over hele landet, ophidsede jøderne de førende mænd og agtede kvinder (sandsynligvis for at få dem til at lægge pres på deres mænd eller andre), til at forfølge Paulus og Barnabas og jage dem uden for deres grænser. Men dette standsede ikke disse missionærer. De ’rystede blot støvet af fødderne imod dem’ og tog til Ikonium (vore dages Konya), en hovedby i den romerske provins Galatien. (Lukas 9:5; 10:11) Men hvordan gik det de disciple der stadig befandt sig i Antiochia i Pisidien? De var blevet styrket i troen, og var derfor „fortsat fyldt med glæde og hellig ånd“. Dette viser os at modstand ikke behøver at være en hindring for åndelig vækst.
Faste i troen trods forfølgelse
8. Hvad skete der som følge af det gode vidnesbyrd de aflagde i Ikonium?
8 Paulus og Barnabas forblev faste i troen trods forfølgelse. (14:1-7) Som resultat af deres forkyndelse i synagogen i Ikonium fik mange jøder og grækere tro. Da de jøder som ikke troede ophidsede folk fra nationerne til at vende sig imod de nyomvendte, talte de to forkyndere frimodigt i tillid til Gud, og han viste sin godkendelse ved at give dem kraft til at udføre tegn. Derved deltes mængden, og nogle holdt med jøderne, andre med apostlene (apostel betyder „udsending“). Apostlene var ikke feje, men da de fik underretning om at man havde planer om at stene dem, drog de klogeligt videre for at forkynde i Lykaonien, et område i Lilleasien i det sydlige Galatien. Ved at udvise forsigtighed kan også vi få mulighed for at fortsætte vores tjeneste trods modstand. — Mattæus 10:23.
9, 10. (a) Hvordan reagerede indbyggerne i Lystra da en vanfør mand blev helbredt? (b) Hvordan reagerede Paulus og Barnabas herpå?
9 Det næste sted de forkyndte var byen Lystra i Lykaonien. (14:8-18) Her helbredte Paulus en mand der havde været vanfør fra fødselen. Da folkeskarerne ikke forstod at det var Jehova der stod bag miraklet, råbte de: „Guderne er i menneskeskikkelse kommet ned til os!“ Da folket talte på lykaonisk var Barnabas og Paulus ikke klar over hvad der foregik. Eftersom det var Paulus der førte ordet, mente de at han måtte være Hermes (gudernes veltalende sendebud), og de troede at Barnabas var Zeus, grækernes øverste guddom.
10 Præsten ved Zeustemplet bragte endog tyre og kranse for at bringe ofre til Paulus og Barnabas. Men de skyndte sig at forklare — sandsynligvis på græsk, som de fleste forstod, eller gennem en tolk — at de var ganske almindelige mennesker med svagheder som de selv og at de forkyndte den gode nyhed for at folk kunne vende om fra „disse tomme ting“ (livløse guder, eller afguder) til den levende Gud. (1 Kongebog 16:13; Salme 115:3-9; 146:6) Ja, Gud havde tidligere tilladt nationerne (men ikke hebræerne) at gå deres egne veje, skønt han ikke havde ladet sig være uden vidnesbyrd om sin eksistens og godhed, idet han havde ’givet dem regn og frugtbare tider, og mættet deres hjerter med føde og glæde’. (Salme 147:8) Til trods for disse argumenter kunne de næsten ikke afholde folkeskarerne fra at bringe dem ofre. Men missionærerne ville ikke hyldes som guder, og de ønskede ikke at bruge den magt de derved kunne opnå til at give kristendommen fodfæste i dette område. Et godt eksempel for os, især hvis vi er tilbøjelige til at tage æren for det Jehova lader os udrette i tjenesten for ham!
11. Hvad kan vi lære af udtalelsen: „Vi skal gennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige“?
11 Pludselig viste forfølgelsen atter sit uhyggelige ansigt. (14:19-28) Hvordan? Ved at jøder fra Antiochia i Pisidien og Ikonium overtalte folkeskarerne til at stene Paulus, som de derefter slæbte uden for byen i den tro at han var død. (2 Korinther 11:24, 25) Men da disciplene slog kreds om ham, rejste han sig og gik ubemærket ind i Lystra, måske i ly af mørket. Den næste dag tog han sammen med Barnabas til Derbe, hvor adskillige blev disciple. Da de atter besøgte Lystra, Ikonium og Antiochia, styrkede missionærerne disciplene og opmuntrede dem til at forblive i troen, idet de sagde: „Vi skal gennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige.“ Som kristne forventer vi også at komme ud for trængsler, og vi bør ikke forsøge at undgå dem ved at gå på kompromis. (2 Timoteus 3:12) På det tidspunkt blev der udnævnt ældste i de menigheder som Paulus’ brev til galaterne var stilet til.
12. Hvad foretog de to missionærer sig da Paulus’ første missionsrejse var til ende?
12 Under deres rejse gennem Pisidien talte Paulus og Barnabas ordet i Perge, der var en fremtrædende by i Pamfylien. De vendte omsider tilbage til Antiochia i Syrien. Da Paulus’ første rejse nu var til ende, fortalte de to missionærer menigheden „de mange ting som Gud havde gjort ved hjælp af dem, og at han havde åbnet troens dør for folk fra nationerne“. Derefter tilbragte de nogen tid sammen med disciplene i Antiochia, hvilket uden tvivl har bidraget meget til at styrke disse i troen. I dag har de rejsende tilsynsmænds besøg den samme virkning.
Et vigtigt spørgsmål bliver afgjort
13. Hvad var påkrævet hvis kristendommen ikke skulle blive splittet i hebraiske og ikkejødiske grupper?
13 Fasthed i troen krævede enhed i tanke. (1 Korinther 1:10) For at hindre kristendommen i at blive opdelt i hebraiske og ikkejødiske grupper, måtte det styrende råd afgøre om de ikkejøder der strømmede til Guds organisation skulle overholde Moseloven og omskæres. (15:1-5) Nogle mænd fra Judæa var allerede rejst til Antiochia i Syrien og var begyndt at lære de derboende ikkejødiske brødre at de ikke kunne blive frelst medmindre de blev omskåret. (2 Mosebog 12:48) Følgelig blev Paulus, Barnabas og andre sendt til apostlene og de ældste i Jerusalem. Selv her insisterede nogle af de før så lovtro farisæere der nu var blevet kristne, på at ikkejøderne skulle omskæres og overholde Loven.
14. (a) Hvilket godt eksempel blev der sat ved et møde i Jerusalem, selv om der var megen diskussion? (b) Hvad var hovedtanken i Peters argumentation ved denne lejlighed?
14 Der blev derfor holdt et møde hvor man ville undersøge hvad der var Guds vilje. (15:6-11) Der blev megen diskussion da de stærke personligheder gav deres mening til kende, uden at det dog førte til strid. Derved satte de et godt eksempel for ældste i dag! På et tidspunkt sagde Peter: ’Gud traf det valg at folk fra nationerne [som for eksempel Kornelius] gennem min mund skulle høre den gode nyhed og få tro. Han vidnede ved at give dem den hellige ånd og gjorde ingen forskel på os og dem. [Apostelgerninger 10:44-47] Hvorfor sætter I nu Gud på prøve ved at lægge et åg [kravet om at overholde Loven] på disciplenes nakke som hverken vore forfædre eller vi kunne bære? Vi [kødelige jøder] stoler på at vi bliver frelst ved Herren Jesu ufortjente godhed på samme måde som de.’ At Gud havde taget imod uomskårne ikkejøder viste at frelsen ikke var betinget af at man praktiserede omskærelse eller overholdt Loven. — Galaterne 5:1.
15. Hvad understregede Jakob, og hvad foreslog han at man skrev til de ikkejødiske kristne?
15 Efter Peters tale blev forsamlingen tavs, men der var mere der skulle frem. (15:12-21) Barnabas og Paulus berettede om de tegn som Gud ved deres hånd havde gjort blandt nationerne. Derefter sagde Jesu halvbroder Jakob, der var ordstyrer: ’Simeon [Peters hebraiske navn] har berettet om hvordan Gud vendte sin opmærksomhed mod nationerne for af dem at udtage et folk for sit navn.’ Jakob tilkendegav at den forudsagte genopbygning af „Davids faldne hytte“ (genoprettelsen af kongedømmet i Davids slægt) blev opfyldt ved at Jesu disciple (Rigets arvinger) blev indsamlet både blandt jøder og ikkejøder. (Amos 9:11, 12, Septuaginta; Romerne 8:17) Eftersom dette var Guds hensigt, burde disciplene anerkende det. Jakob foreslog at man skrev til de ikkejødiske kristne at de (1) skulle afholde sig fra det der var forurenet af afguder, (2) fra utugt og (3) fra blod og det der var kvalt. Disse forbud fandtes i Moses’ skrifter, som blev læst i synagogerne hver sabbat. — 1 Mosebog 9:3, 4; 12:15-17; 35:2, 4.
16. Hvilke tre punkter i brevet fra det styrende råd i det første århundrede tjener også som vejledning for os i dag?
16 Det styrende råd sendte derefter et brev ud til de ikkejødiske kristne i Antiochia, Syrien og Kilikien. (15:22-35) Den hellige ånd og de der havde skrevet brevet påbød dem at afholde sig fra det der var ofret til afguder; blod (hvilket blandt nogle folkeslag var en almindelig spise); dyr der var kvalt uden at blodet var løbet fra (mange ikkejøder betragtede den slags kød som en delikatesse); og fra utugt (græsk: porneia, der betegner ulovlige kønslige forhold uden for et bibelsk gyldigt ægteskab). Ved at afholde sig fra disse ting ville de erfare åndelig vækst, nøjagtig som Jehovas vidner gør i dag fordi de retter sig efter „dette nødvendige“. Ordene: „Lev vel!“ var en slags afskedshilsen, og man kan ikke deraf slutte at disse krav hovedsagelig var en slags helbredsforskrifter. Da brevet var blevet læst i Antiochia, glædede menigheden sig over den opmuntring det indeholdt. Samtidig blev Guds folk i Antiochia styrket i troen gennem opmuntrende ord fra Paulus, Silas, Barnabas og andre. Vi bør også være opmærksomme på hvordan vi kan opmuntre og opbygge vore trosfæller.
Den anden missionsrejse begynder
17. (a) Hvilket problem opstod under forberedelsen af den anden missionsrejse? (b) Hvad gjorde Paulus og Barnabas da de var uenige?
17 Under forberedelsen af den anden missionsrejse opstod der et problem. (15:36-41) Paulus foreslog at han og Barnabas igen besøgte menighederne på Cypern og i Lilleasien. Det var Barnabas indstillet på, men han ville have sin fætter Markus med. Det ønskede Paulus ikke, fordi Markus havde forladt dem i Pamfylien. Det resulterede i „et skarpt opgør“ mellem de to. Men hverken Paulus eller Barnabas forsøgte at retfærdiggøre sig selv ved at inddrage andre ældste eller det styrende råd i deres private anliggender. Et godt eksempel for os at følge!
18. Hvad medførte det at Paulus og Barnabas skiltes, og hvad kan vi lære af denne hændelse?
18 Denne uoverensstemmelse bevirkede imidlertid at de skiltes, og Barnabas tog Markus med til Cypern. Sammen med Silas rejste Paulus „gennem Syrien og Kilikien og styrkede menighederne“. Barnabas kan have ladet sig påvirke af de familiebånd der knyttede ham til Markus, men han burde have anerkendt Paulus’ apostelhverv og hans stilling som „et udvalgt redskab“. (Apostelgerninger 9:15) Hvad kan vi lære af denne hændelse? At det er nødvendigt at anerkende teokratisk myndighed og samarbejde helt og fuldt med „den trofaste og kloge træl“! — Mattæus 24:45-47.
Fremskridt i fred
19. Hvordan er Timoteus et godt eksempel for unge i dag?
19 Denne strid fik ikke lov at berøre menighedens fred. Guds folk blev fortsat styrket i troen. (16:1-5) Paulus og Silas tog til Derbe og derfra videre til Lystra. Her boede Timoteus, søn af Eunike, en troende jødisk kvinde som havde en ikketroende mand der var græker. Timoteus var ganske ung, for 18 til 20 år senere skrev Paulus til ham: „Lad ingen se ned på din ungdom.“ (1 Timoteus 4:12) Eftersom han „havde et godt omdømme hos brødrene i Lystra og Ikonium“ (der lå 29 kilometer fra Lystra), må han have været kendt for sin gode tjeneste og sine kristne egenskaber. I dag bør kristne unge med Jehovas hjælp søge at opdyrke et lignende omdømme. Paulus ville gerne have Timoteus med på rejsen, og han omskar Timoteus, da de skulle besøge jøders hjem og synagoger. Man vidste nemlig at Timoteus’ fader var ikkejøde, og apostelen ønskede ikke at noget skulle hindre dem i at forkynde for jødiske mænd og kvinder der havde behov for at lære om Messias. I dag søger Jehovas vidner også at gøre hvad de kan for at alle slags mennesker kan tage imod den gode nyhed, uden dog at gå på kompromis med de bibelske principper. — 1 Korinther 9:19-23.
20. Hvad medførte det at man rettede sig efter brevet fra det styrende råd i det første århundrede, og hvad kan vi lære heraf?
20 Ledsaget af Timoteus overbragte Paulus og Silas disciplene det styrende råds bestemmelser. Hvad blev resultatet? Åbenbart med henvisning til Syrien, Kilikien og Galatien skrev Lukas: „Så blev menighederne da fortsat styrket i troen, og de voksede i tal fra dag til dag.“ Det medførte altså enhed og åndelig vækst at man rettede sig efter brevet fra det styrende råd. Et godt eksempel at følge i vore kritiske tider, hvor det er vigtigt at Jehovas folk styrkes og forbliver forenet i troen!
Hvad vil du svare?
◻ Hvordan reagerede Paulus og Barnabas på forfølgelse?
◻ Hvad kan vi lære af udtalelsen: „Vi skal gennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige“?
◻ Hvilken lære kan vi drage af de tre punkter i brevet fra det styrende råd i det første århundrede?
◻ Hvordan kan det der styrkede troen hos Jehovas vidner i det første århundrede, også styrke vores tro?