Forstår du at ræsonnere ud fra Skrifterne?
„I overensstemmelse med hvad Paulus plejede gik han ind til dem, og på tre sabbater ræsonnerede han med dem ud fra Skrifterne.“ — Apostelgerninger 17:2.
1. Hvorfor er Bibelen dyrebar for os?
HVOR er Guds ord dyrebart! Det besvarer vigtige spørgsmål som der ikke gives svar på noget andet sted. Bibelens indhold er ikke bare en livsfilosofi; det er sandheden. I sit ord fortæller Jehova hvad han kræver af os, og alt hvad han kræver er til gavn for os. — Salme 19:7-11; Esajas 48:17.
2. (a) Hvordan kan vi vise folk hvor vort budskab kommer fra? (b) Hvilke spørgsmål tilskyndes vi til at overveje?
2 Eftersom Jehovas vidner er overbevist om at Bibelen er fra Gud og at dens indhold er i stand til at præge mennesker i en god retning, anbefaler de den ivrigt til andre. (Hebræerne 4:12) Når de forkynder offentligt, ønsker de at folk skal forstå at det budskab de kommer med ikke er deres eget, men er fra Guds ord. Derfor har de Bibelen med når de forkynder, og de forsøger så vidt muligt at læse op af den for andre. Bruger du Bibelen på denne måde? Kan du ræsonnere med oprigtige mennesker ud fra Bibelen på en sådan måde at de hjælpes til at forstå og anerkende det den siger? — 2 Timoteus 2:15.
3, 4. (a) Hvordan blev betydningen af at tale Guds ord understreget på Jeremias’ tid? (b) Hvad ønsker vi at de mennesker vi underviser, skal gøre?
3 Hvor vigtigt det er at vise folk hvad Gud siger i stedet for at fortælle dem sin egen mening, blev understreget på profeten Jeremias’ tid. Denne periode af historien var et profetisk forbillede på vor tid. De fleste af datidens profeter i Jerusalem fremsatte udtalelser som de mente folk gerne ville høre, men de forkyndte ikke loyalt Jehovas ord. Om dem sagde Jehova: „De taler om deres eget hjertes syn — ikke ord fra Jehovas mund.“ Og han tilføjede magtfuldt: „Den der har mit ord, lad ham tale mit ord sandfærdigt.“ — Jeremias 23:16-28.
4 Jeremias ’talte Jehovas ord sandfærdigt’. Vi føler os også forpligtede til at holde os nær til Guds ord når vi underviser andre. Vi ønsker ikke at folk skal blive disciple af os. Vi ønsker at de skal tilbede Jehova, gå i Jesu Kristi fodspor, og værdsætte den organisation hvorigennem Jehova leder sine tjenere i dag. — Jævnfør Første Korintherbrev 1:11-13; 3:5-7.
5. Hvordan tjener Johannes 7:16-18 til vejledning (a) for ældste? (b) for os alle når vi deltager i forkyndelsen?
5 Jesus selv sagde: „Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig. Hvis nogen ønsker at gøre Hans vilje, vil han erfare vedrørende læren om den er fra Gud, eller om jeg taler ud fra mine egne ideer. Den der taler ud fra sine egne ideer, søger sin egen ære.“ (Johannes 7:16-18) Ja, selv Guds fuldkomne søn undgik omhyggeligt at tale ud fra sine egne ideer. Hvor langt mere skulle vi da ikke undgå det! Hvor passende er det ikke at enhver ældste må være en som „holder sig til det troværdige ord“ med hensyn til sin undervisning! (Titus 1:9) Og hvor betimelig er ikke vejledningen i Andet Timoteusbrev 4:2: „Forkynd ordet“! Både i menigheden og når vi forkynder udadtil, er det den norm vi følger.
6. Hvad er som regel nødvendigt når vi har læst op fra Bibelen? Giv et eksempel.
6 Det betyder dog ikke at vi bare skal læse op af Bibelen og ikke sige mere. Hvis folk skal forstå hvad det er Bibelen siger, må det forklares for dem. Sådan var det i tilfældet med den ætiopiske eunuk der omtales i Apostelgerninger 8:26-38. Han sad og læste Esajas’ profeti, uden at forstå hvad profetien sigtede til. Men da hans spørgsmål var blevet besvaret, da han forstod betydningen af det han havde læst og indså hvordan det angik ham personligt, blev han en kristen. Ved at bruge sandhedens ord på rette måde bør vi yde sandhedssøgende mennesker en tilsvarende hjælp i dag.
Hvordan Jesus brugte Skrifterne
7. Hvis eksempel bør vi betragte, med det mål at forbedre vor egen evne til at ræsonnere ud fra Skrifterne?
7 Jesus Kristus brugte Skrifterne med større virkning end nogen anden. (Mattæus 7:28, 29; Johannes 7:45, 46) Hvis vi analyserer hvordan han underviste, vil vi kunne forbedre vor egen evne til at ræsonnere ud fra Skrifterne. Læg mærke til følgende eksempler:
8. (a) Hvilket spørgsmål stillede „en lovkyndig“ Jesus? (b) Hvordan greb Jesus det an, og hvorfor?
8 I Lukas-evangeliet, kapitel 10, versene 25-28, læser vi om „en lovkyndig“ som forsøgte at prøve Jesus ved at spørge: „Lærer, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?“ Hvordan ville du have svaret? Hvad gjorde Jesus? Han kunne nemt have givet et direkte svar, men han indså at manden allerede havde en mening om sagen. Jesus spurgte ham derfor hvordan han selv ville besvare spørgsmålet, idet han sagde: „Hvad står der skrevet i loven? Hvordan læser du?“ Manden svarede: „’Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind,’ og ’din næste som dig selv.’“ Hertil sagde Jesus: „Du har svaret korrekt,“ og med en omskrivning af en sætning fra Tredje Mosebog 18:5 tilføjede han: „Bliv ved med at gøre dette, så vil du få liv.“ Ved en anden lejlighed citerede Jesus selv disse to bud som svar på et spørgsmål. (Markus 12:28-31) Men manden her kendte Moseloven og ville åbenbart se om Jesus var enig med ham i det han havde lært. Jesus lod ham have den tilfredsstillelse at give svaret selv.
9. (a) Hvad gjorde Jesus for at hjælpe manden til at fatte hvad der lå i et af de skriftsteder han havde citeret? (b) Hvorfor var denne metode effektiv?
9 Dog fattede manden ikke den fulde betydning af de skriftsteder han citerede. For at retfærdiggøre sig sagde han nemlig til Jesus: „Hvem er egentlig min næste?“ Jesus svarede ikke ved at citere flere skriftsteder. Han gav ikke bare en definition af ordet „næste“, en definition som kunne falde manden for brystet. Derimod benyttede han en illustration, en billedtale — ja, et glimrende billede der virkelig passede til denne mand, en sammenligning der ville hjælpe ham til at ræsonnere over det Skrifterne sagde. Jesus fortalte om en barmhjertig eller næstekærlig samaritaner der hjalp en rejsende som var blevet overfaldet og udplyndret, hvorimod en præst og en levit ikke hjalp ham. Det var en illustration der gav ordet „næste“ en betydning som denne mand aldrig før havde tænkt på, og det på en måde så det rørte hans hjerte. Til sidst stillede Jesus et spørgsmål for at sikre sig at manden havde forstået pointen, og han tilskyndede ham til selv at praktisere det de nu havde talt om. — Lukas 10:29-37.
10. (a) Hvad kan vi lære af dette eksempel på undervisning? (b) Hvordan kan vi anvende nogle af disse punkter når vi bruger månedens samtaleemne i tjenesten?
10 Hvad kan vi lære af dette eksempel på undervisning? Lagde du mærke til følgende? (1) For at besvare mandens første spørgsmål henviste Jesus til Skrifterne. (2) Han opfordrede manden til selv at udtale sig, og roste ham for det gode svar han gav. (3) Som det fremgår af vers 28, sørgede Jesus for at understrege forbindelsen mellem spørgsmålet og skriftstederne. (4) For at sikre sig at manden ikke overså hvad der virkelig lå i svaret, benyttede Jesus en appellerende illustration. Ved at følge dette mønster kan vi lære at ræsonnere effektivt med andre ud fra Skrifterne.
„Lærer, du har talt udmærket“
11. (a) Hvilket præcist svar gav Jesus da saddukæerne stillede ham et spørgsmål om ægteskab i forbindelse med opstandelsen? (b) Hvorfor nøjedes han ikke med det?
11 I Lukas-evangeliet, kapitel 20, versene 27-40, finder vi et andet fremragende eksempel på effektiv brug af Guds ord. Nogle af saddukæerne kom hen til Jesus og stillede ham et spørgsmål. De forelagde ham en situation som efter deres mening viste at det var tåbeligt at tro at de døde ville komme til live igen. De fortalte om en kvinde der havde været gift med syv forskellige mænd. „Hvem af dem skal nu have hende til hustru i opstandelsen?“ spurgte de. Det svar Jesus gav, var tydeligvis ikke det de havde forventet. De havde sikkert aldrig så meget som overvejet den mulighed at de opstandne ikke ville gifte sig men, i denne henseende, være som engle. Men der skulle mere til for at svaret kunne overbevise dem.
12. (a) Hvordan ræsonnerede Jesus med saddukæerne for at underbygge troen på opstandelsen? (b) Hvorfor var dette ræsonnement særlig velvalgt i saddukæernes tilfælde?
12 Jesus indså at saddukæernes virkelige problem var at de ikke troede på opstandelsen. Derfor gjorde han noget særligt ud af dette punkt. Han hentede sit argument fra Mosebøgerne — nemlig fra Anden Mosebog 3:6 — som saddukæerne hævdede at tro på. Han ræsonnerede: „At de døde oprejses har også Moses angivet, i beretningen om tornebusken, når han kalder Jehova ’Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’.“ Kunne saddukæerne se nogen hentydning til opstandelsen i disse ord? Ikke før Jesus tilføjede: „Han er ikke dødes men levendes Gud; de er nemlig alle levende for ham.“ Det var indlysende: Både det livløse og det levende kan have en Skaber, men kun levende mennesker kan have en Gud, en som er genstand for deres ærbødighed og tilbedelse. Hvis Abraham, Isak og Jakob blot var døde og begravede, og ikke havde nogen udsigt til at få livet igen, kunne Jehova have sagt til Moses: ’Jeg var deres Gud.’ Men det var ikke det han sagde. Er der noget at sige til at nogle af de skriftlærde, som havde hørt hvordan Jesus her ræsonnerede ud fra Skrifterne, bagefter sagde: „Lærer, du har talt udmærket“?
13. Hvilke forslag som gives her, kan hjælpe os til at blive dygtigere til at ræsonnere ud fra Skrifterne? Forklar hvorfor du finder de enkelte punkter betydningsfulde.
13 Hvordan kan vi opnå eller videreudvikle en sådan evne til at ræsonnere ud fra Skrifterne? Flere ting er vigtige: (1) Vi må være godt inde i Skrifterne. For at opnå en sådan bibelkundskab må vi regelmæssigt studere og overvære møder. (2) Vi må tage os tid til at meditere, det vil sige grunde over sandheden under forskellige synsvinkler og opbygge værdsættelse af den. (3) Når vi studerer skal vi ikke bare søge at få skriftsteder forklaret men også at forstå den bibelske begrundelse for forklaringen. Denne begrundelse kan vi notere ud for de skriftsteder vi gerne vil drøfte med folk. (4) Vi må overveje hvordan vi kan forklare skriftstederne for forskellige slags mennesker. (5) Vi bør tænke over hvordan vi kan belyse visse punkter med eksempler eller illustrationer. Alt dette har værdi hvis vi gerne vil være dygtigere til at ræsonnere ud fra Skrifterne.
Tag tilhørernes baggrund i betragtning
14. Hvilke sider af Paulus’ undervisning henledes vor opmærksomhed på i Apostelgerninger 17:2, 3?
14 Vi kan også lære noget af apostelen Paulus. En overgang rejste lægen Lukas sammen med ham, og det er værd at lægge mærke til hvad Lukas skriver om hans virksomhed. Han fortæller: „De . . . kom til Thessalonika, hvor der var en jødisk synagoge. I overensstemmelse med hvad Paulus plejede gik han ind til dem, og på tre sabbater ræsonnerede han med dem ud fra Skrifterne idet han forklarede og ved hjælp af henvisninger beviste at Messias nødvendigvis måtte lide og opstå fra de døde, og han sagde: ’Han er Messias, den Jesus som jeg forkynder jer.’“ Hvad var resultatet? Jehova velsignede Paulus’ undervisning. „Nogle af dem blev overbevist . . . og det samme gjorde en stor mængde af de grækere som dyrkede Gud, og ikke så få af de fornemme kvinder.“ Læg især mærke til hvilken metode Paulus brugte når han underviste: Han nøjedes ikke med at læse op fra Skrifterne; han ræsonnerede ud fra dem, og han forstod at tilpasse sine argumenter til tilhørerne. Han nøjedes ikke med at fortælle dem den gode nyhed, men han forklarede den og underbyggede den ved hjælp af Guds inspirerede ord. (Apostelgerninger 17:1-4) Lad os betragte to eksempler på hvordan han gjorde dette:
15. (a) Hvordan forsøgte Paulus at finde et fælles udgangspunkt da han talte til en jødisk forsamling i Antiochia i Pisidien? (b) Hvorfor er det vigtigt at vi forsøger at gøre det samme når vi forkynder?
15 I Apostelgerninger 13:16-41 finder vi et foredrag som Paulus holdt for en jødisk forsamling i Antiochia i Pisidien. Han forsøgte først at finde et fælles udgangspunkt, et grundlag som han og hans tilhørere var enige om. (Se versene 16, 17.) Hvorfor gjorde han det? Fordi det ville stemme tilhørerne gunstigt, så de var villige til at ræsonnere over det han sagde. Han præsenterede sig derfor ikke som et medlem af den kristne menighed med et budskab til dem om Jesus Kristus. Han talte her til jøder, og han tog deres baggrund i betragtning. Han anerkendte at hans tilhørere var mennesker der frygtede Gud, og han lod dem forstå at han selv, ligesom de fleste af dem, var hebræer af fødsel. Han gik også tilbage og nævnte vigtige punkter i israelitternes historie. Men hvordan fastholdt han dette fælles udgangspunkt da han så begyndte at fortælle dem om Jesus Kristus?
16. Hvordan fastholdt Paulus dette fælles udgangspunkt da han gik over til at tale med disse jøder om Jesus?
16 Han omtalte Jesus som Davids afkom og som en der var blevet præsenteret af Johannes Døber, som jøderne i almindelighed regnede for at være en Guds profet. (Apostelgerninger 13:22-25; Lukas 20:4-6) Paulus vidste imidlertid at hans tilhørere var klar over at Jesus var blevet forkastet af de ledende i Jerusalem, så derfor bragte han selv dette på bane og forklarede at endog dét at Jesus var blevet forkastet og henrettet, var en opfyldelse af profetien. (Apostelgerninger 13:27-29) Han påpegede at Gud selv derefter havde grebet ind ved at oprejse Jesus fra de døde, og at der blandt jøderne var øjenvidner på at Jesus var blevet oprejst. (Apostelgerninger 13:30, 31) Paulus var udmærket klar over at mange kunne have svært ved at acceptere dette, så han understregede at det han talte om, var „den gode nyhed om det løfte der blev givet forfædrene“. Han begrundede dette ved først at citere Salme 2:7, derpå Esajas 55:3, og endelig Salme 16:10. Han ræsonnerede ud fra det sidste af disse skriftsteder, idet han viste at det ikke kunne være blevet opfyldt på David fordi han „så forrådnelse“. Det måtte altså gælde en anden, nemlig den der ’ikke så forrådnelse’ fordi Gud oprejste ham fra de døde. (Apostelgerninger 13:32-37) Derefter rundede Paulus af med en tilskyndende afslutning, for han vidste at det var vigtigt at hans tilhørere tog dét de havde hørt, alvorligt. Mange reagerede positivt. — Apostelgerninger 13:38-43.
17. (a) Hvorfor greb Paulus det anderledes an da han fremholdt sandheden i Athen? (b) Hvad kan vi lære af det han gjorde ved denne lejlighed?
17 Da Paulus ved en anden lejlighed talte til en ikke-jødisk forsamling, benyttede han en tilsvarende undervisningsmetode. Men nu var han kommet til Areopagus i Athen, og han tog derfor athenernes indstilling og baggrund i betragtning. Idet han forsøgte at finde et udgangspunkt som han og hans tilhørere var enige om, roste han dem for deres religiøse hengivenhed. Han omtalte et alter som stod i byen og hvorpå der var skrevet: „For en ukendt gud.“ Denne gud, erklærede Paulus, var den Gud han forkyndte. (Apostelgerninger 17:22, 23) Efter at have nævnt dette gengav han med egne ord nogle dele af de inspirerede skrifter og gik over til at ræsonnere med dem ud fra dette. Og da han havde et vist kendskab til græsk litteratur, kunne han også citere deres digtere, ikke som sin autoritet, men for at vise dem at noget af det han fremholdt, anerkendtes i deres egen litteratur. Som følge af dette kom nogle til troen. — Apostelgerninger 17:24-31, 34.
18. Hvad kan hjælpe os til at opnå gode resultater når vi bestræber os for at ræsonnere med andre ud fra Skrifterne?
18 Den gode nyhed som Paulus forkyndte i Athen var den samme som den han forkyndte i Antiochia. Forskellen i fremholdelsen skyldtes at han vidste hvad der skulle til for at ræsonnere med folk. Han interesserede sig nok for dem til at gøre den ekstra indsats der skulle til for at ræsonnere med dem. Og det gav gode resultater. Måtte vi også gøre denne indsats og bede Gud om at velsigne vore bestræbelser i denne henseende, så vi kan dele den gode nyhed med alle slags mennesker. — 1 Korinther 9:19-23.
Hvad har vi lært?
◻ Hvorfor er det vigtigt at vi bruger Bibelen når vi forkynder?
◻ Hvilke gode undervisningsprincipper finder vi anvendt i Lukas 10:25-37?
◻ Hvad kan vi gøre for at blive dygtigere til at ræsonnere ud fra Skrifterne?
◻ Hvordan kan folks baggrund have betydning når vi vælger hvordan vi vil forsøge at ræsonnere med dem?