PROFET

En gennem hvem Guds vilje og hensigt bekendtgøres. (Lu 1:70; Apg 3:18-21) Det vides ikke hvorfra det hebraiske ord for profet (navī’ʹ) stammer. Ordets anvendelse viser imidlertid at sande profeter ikke var almindelige forkyndere, men talsmænd for Gud, ’Guds mænd’ der forkyndte inspirerede budskaber. (1Kg 12:22; 2Kg 4:9; 23:17) De stod i Guds „fortrolige kreds“, og han åbenbarede „sin fortrolige sag“ for dem. — Jer 23:18; Am 3:7; 1Kg 17:1; se SEER.

Det græske ord profēʹtēs betyder bogstaveligt „en der fremsiger [gr.: pro, „for“, „foran“ eller „frem“, og fēmiʹ, „at sige“]“ og sigter derfor til en der forkynder, en der bekendtgør budskaber som tilskrives guddommelig oprindelse. (Jf. Tit 1:12.) Skønt det indbefatter forudsigelse af fremtiden, var dette ikke grundbetydningen af ordet. (Jf. Dom 6:7-10.) Skal man imidlertid bringe sine veje, ønsker og mål i overensstemmelse med Guds vilje, må man kende hans åbenbarede hensigter. Derfor havde langt de fleste af de budskaber som de bibelske profeter overbragte, direkte eller indirekte med fremtiden at gøre.

Profetgerningen i De Hebraiske Skrifter. Det første menneske der virkede som talsmand for Gud, var naturligvis Adam, der i begyndelsen fortalte sin hustru, Eva, om Guds befalinger og på denne måde tjente som profet. Disse befalinger gjaldt ikke blot nutiden (for dem), men også fremtiden, idet de opridsede Guds hensigt med jorden og menneskene og beskrev den vej menneskene måtte følge for at få en lykkelig fremtid. (1Mo 1:26-30; 2:15-17, 23, 24; 3:1-3) Den første trofaste, jordiske profet der omtales i Bibelen, var Enok, og hans budskab omfattede en direkte forudsigelse af fremtiden. (Jud 14, 15) Lemek og hans søn Noa forkyndte begge inspirerede åbenbaringer af Guds hensigt og vilje. — 1Mo 5:28, 29; 9:24-27; 2Pe 2:5.

Første gang ordet navī’ʹ forekommer i Bibelen, bruges det om Abraham. (1Mo 20:7) Abraham var ikke kendt for at forudsige fremtiden, i hvert fald ikke offentligt, men han fik et budskab fra Gud, et profetisk løfte. Dette må have gjort et stærkt indtryk på Abraham. Han må have haft stor lyst til at fortælle om det, især til sin familie, og forklare hvorfor han forlod Ur, og hvad Guds løfte til ham gik ud på. (1Mo 12:1-3; 13:14-17; 22:15-18) Isak og Jakob, som arvede løftet, var ligeledes „profeter“ der havde en nær forbindelse med Gud. (Sl 105:9-15) Desuden gav de deres sønner profetiske velsignelser. (1Mo 27:27-29, 39, 40; 49:1-28) Med undtagelse af Job og Elihu, der øjensynlig blev brugt af Gud til at åbenbare guddommelige sandheder før udgangen af Ægypten, blev alle sande profeter indtil det 1. århundrede e.v.t. udtaget blandt Jakobs efterkommere (israelitterne).

Med Moses blev profetens opgave tydeligere defineret. Profetens stilling som Guds talsmand understreges af at Jehova udnævnte Aron til „profet“ eller „mund“ for Moses, mens Moses ’tjente som Gud for Aron’. (2Mo 4:16; 7:1, 2) Moses forudsagde mange begivenheder der indtraf kort efter, heriblandt de ti plager. Han tjente imidlertid i endnu højere grad som profet, eller talsmand for Gud, da han formidlede Lovpagten ved Sinaj Bjerg og underviste folket i Guds vilje. Lovpagten var umiddelbart til stor gavn for israelitterne som en moralkodeks og vejledning, men den pegede også frem til „kommende goder“. (Ga 3:23-25; He 8:6; 9:23, 24; 10:1) Moses’ nære forbindelse med Gud — en kommunikation der ofte gik begge veje — og den stærkt øgede forståelse af Jehovas vilje og hensigt som han blev brugt til at forkynde, gjorde hans profetgerning til noget ganske særligt. (2Mo 6:2-8; 5Mo 34:10) Hans broder og søster, Aron og Mirjam, tjente også som profeter, idet de, ligesom 70 af folkets ældste, overbragte budskaber eller vejledning (men ikke nødvendigvis forudsigelser) fra Gud. — 2Mo 15:20; 4Mo 11:25; 12:1-8.

I Dommerbogen omtales der kun én som udførte en profetgerning (foruden den ikkenavngivne mand i kapitel 6, vers 8), nemlig profetinden Debora. (Dom 4:4-7; 5:7) At ordet navī’ʹ ikke forekommer, er dog ikke ensbetydende med at ingen andre tjente som profeter. På Samuels tid var ’Jehovas ord sjældent; et syn var ikke almindeligt’. Samuel tjente som Guds talsmand fra han var dreng, og opfyldelsen af de guddommelige budskaber hjalp alle til at indse at han „havde fået en profetgerning for Jehova betroet“. — 1Sa 3:1-14, 18-21.

Efter indførelsen af kongedømmet fremstod en næsten ubrudt række af profeter. (Jf. Apg 3:24.) Gad begyndte at profetere før Samuels død (1Sa 22:5; 25:1), og han og profeten Natan spillede en fremtrædende rolle i Davids regeringstid. (2Sa 7:2-17; 12:7-15; 24:11-14, 18) De tjente som kongens rådgivere og førte historiske optegnelser, ligesom andre profeter senere gjorde. (1Kr 29:29; 2Kr 9:29; 29:25; 12:15; 25:15, 16) David blev selv brugt til at overbringe visse guddommelige åbenbaringer, og apostelen Peter kaldte ham „en profet“. (Apg 2:25-31, 34) Mens riget var delt, var der trofaste profeter både i Nordriget og i Sydriget. Nogle af dem blev brugt til at profetere for begge landes ledere og folk. Blandt profeterne under og efter landflygtigheden kan nævnes Daniel, Haggaj, Zakarias og Malakias.

Profeterne spillede en vigtig rolle i forbindelse med opretholdelsen af den sande tilbedelse. Deres gerning tjente som en bremse på Israels og Judas konger, for de retledte dem modigt når de begik fejl (2Sa 12:1-12), og forkyndte Guds domme over dem der øvede ondt. (1Kg 14:1-16; 16:1-7, 12) Da præsteskabet blev troløst og fordærvet, var det gennem profeterne at Jehova styrkede troen hos en retfærdig rest og viste dem der var kommet på afveje, hvordan de igen kunne opnå hans gunst. Ligesom Moses gik profeterne ved mange lejligheder i forbøn hos Gud for kongen og folket. (5Mo 9:18-29; 1Kg 13:6; 2Kg 19:1-4; jf. Jer 7:16; 14:11, 12.) De var særligt aktive i krise- og nødsituationer. De gav håb for fremtiden, eftersom deres budskaber til tider omhandlede velsignelserne under Messias’ styre. På den måde var de ikke blot til gavn for den dalevende generation, men også for de kommende generationer helt frem til vor tid. (1Pe 1:10-12) De måtte udholde megen spot og latterliggørelse og endda fysisk mishandling. (2Kr 36:15, 16; Jer 7:25, 26; He 11:32-38) De der tog godt imod dem, blev imidlertid velsignet både åndeligt og materielt. — 1Kg 17:8-24; 2Kg 4:8-37; jf. Mt 10:41.

Udnævnelse og inspiration. Profetembedet var ikke forbeholdt en bestemt slægt. Flere profeter var imidlertid levitter, for eksempel Samuel, Zakarias (Jojadas søn), Jeremias og Ezekiel, og nogle profeters efterkommere blev også profeter. (1Kg 16:7; 2Kr 16:7; Zak 1:1) Det var heller ikke en profession man selv kunne vælge. Profeterne blev udvalgt af Gud og udnævnt ved hjælp af den hellige ånd (4Mo 11:24-29; Ez 1:1-3; Am 7:14, 15), der også oplyste dem om hvad de skulle forkynde. (Apg 28:25; 2Pe 1:21) Nogle tøvede i begyndelsen med at påtage sig opgaven. (2Mo 3:11; 4:10-17; Jer 1:4-10) Elisa blev udnævnt af Gud gennem sin forgænger, Elias, symboliseret ved at Elias kastede sin kappe, sin embedsklædning, over Elisa. — 1Kg 19:19-21.

Skønt profeterne var udnævnt ved Jehovas ånd, lader det ikke til at de altid talte under inspiration. Jehovas ånd ’kom over dem’ på visse tidspunkter og åbenbarede de budskaber der skulle forkyndes. (Ez 11:4, 5; Mik 3:8) Det havde en opildnende virkning på dem og drev dem til at tale. (1Sa 10:10; Jer 20:9; Am 3:8) De udførte ikke blot usædvanlige handlinger, men hele deres udseende og måde at optræde på vidnede uden tvivl også om usædvanligt intense og stærke følelser. Dette kan måske til dels forklare hvad det ville sige ’at komme i profetisk henrykkelse’, bogstaveligt på hebraisk „at opføre sig (eller optræde) som profet“. (1Sa 10:6-11; 19:20-24; Jer 29:24-32; jf. Apg 2:4, 12-17; 6:15; 7:55.) Den store koncentration, nidkærhed og frimodighed hvormed de udførte deres opgave, kunne få deres opførsel til at synes underlig eller endda fornuftstridig i andres øjne. Det var det indtryk nogle hærøverster fik af den profet der salvede Jehu. Da de blev klar over at han var profet, tog de imidlertid hans budskab alvorligt. (2Kg 9:1-13; jf. Apg 26:24, 25) Da Saul under forfølgelsen af David kom i „profetisk henrykkelse“, tog han sine klæder af og „faldt nøgen om og blev liggende hele den dag og hele natten“. I mellemtiden undslap David øjensynlig. (1Sa 19:18–20:1) Det betyder dog ikke at profeterne ofte gik nøgne omkring, for Bibelen viser det modsatte. I de to andre tilfælde hvor profeterne var nøgne, var det for at belyse en bestemt side af deres profetier. (Es 20:2-4; Mik 1:8-11) Grunden til at Saul klædte sig nøgen — om det var for at Jehova ville vise at Saul under sin kongelige klædning var et ganske almindeligt menneske der ikke kunne stille noget op mod Jehovas kongelige myndighed og magt, eller det var af en anden grund — oplyses ikke i beretningen.

Jehova brugte forskellige metoder til at inspirere profeterne: verbal kommunikation gennem engle (2Mo 3:2-4; jf. Lu 1:11-17; He 1:1, 2; 2:1, 2), syner der prentede Guds budskab ind i profetens bevidste sind (Es 1:1; Hab 1:1), drømme eller nattesyner der blev givet mens profeten sov (Da 7:1), og budskaber der blev overbragt mens profeten var i trance (Apg 10:10, 11; 22:17-21). Undertiden var profeten under indflydelse af musik når han modtog et budskab fra Gud. (1Sa 10:5; 2Kg 3:15) Bekendtgørelsen af det inspirerede budskab foregik også på forskellige måder. (He 1:1) Almindeligvis forkyndte profeten budskabet, og det kunne være både på offentlige steder og i tyndtbefolkede områder. (Jer 7:1, 2; 36:4-13; Mt 3:3) Undertiden fremstillede han budskabet gennem brugen af symboler eller symbolske handlinger, som Ezekiel gjorde da han ved hjælp af en teglsten skildrede Jerusalems belejring, og som Hoseas gjorde da han giftede sig med Gomer. — Ez 4:1-3; Ho 1:2, 3; jf. 1Kg 11:30-39; 2Kg 13:14-19; Jer 19:1, 10, 11; se DRØM; INSPIRATION; SYN.

Sande og falske profeter. Nogle af Guds profeter, for eksempel Moses, Elias, Elisa og Jesus, udførte mirakler der bekræftede at de havde fået deres budskab og embede fra Gud. Det berettes imidlertid ikke om alle at de udførte sådanne kraftige gerninger. Moses nævnte tre vigtige kendetegn på en sand profet: Han skulle tale i Jehovas navn; det han forudsagde, skulle gå i opfyldelse (5Mo 18:20-22), og hans profetier skulle fremme den sande tilbedelse og stemme med Guds åbenbarede ord og bud. (5Mo 13:1-4) Det sidstnævnte krav var sikkert det vigtigste og mest afgørende, for det kunne forekomme at nogen hyklerisk brugte Guds navn, og at hans forudsigelse gik i opfyldelse ved et tilfælde. Men som tidligere nævnt gav sande profeter sig ikke udelukkende eller i første række af med at forudsige fremtiden. De var først og fremmest forkæmpere for retfærdighed, og deres budskaber drejede sig hovedsagelig om moralnormer og deres anvendelse. De gav udtryk for Guds syn på forskellige ting. (Es 1:10-20; Mik 6:1-12) Det var derfor ikke nødvendigt at vente i måske flere år eller generationer på en profetis opfyldelse for at finde ud af om en profet var sand eller falsk. Hvis hans budskab stred imod Guds åbenbarede vilje og normer, var han en falsk profet. Således måtte en der profeterede fred for Israel eller Juda på et tidspunkt da folket gik imod Guds ord og lov, nødvendigvis være en falsk profet. — Jer 6:13, 14; 14:11-16.

Jesus gav senere en advarsel mod falske profeter som svarede til den Moses havde givet. Skønt de brugte hans navn og gjorde „tegn og undere for at føre de udvalgte vild“, ville deres frugter vise at de ’øvede lovløshed’. — Mt 7:15-23; Mr 13:21-23; jf. 2Pe 2:1-3; 1Jo 4:1-3.

En sand profet forudsagde aldrig noget blot for at tilfredsstille menneskers nysgerrighed. Enhver forudsigelse havde at gøre med Guds vilje, hensigt, normer eller dom. (1Kg 11:29-39; Es 7:3-9) Ofte var de forudsagte begivenheder en følge af de bestående forhold; folket høstede hvad det havde sået. De falske profeter beroligede folket og dets ledere med forsikringer om at Gud stadig var med det for at beskytte det og give det fremgang, trods dets urette handlinger. (Jer 23:16-20; 28:1-14; Ez 13:1-16; jf. Lu 6:26.) De efterlignede de sande profeter ved at benytte sig af symbolske ord og handlinger. (1Kg 22:11; Jer 28:10-14) Nogle falske profeter var direkte bedragere, men mange var åbenbart sande profeter der var blevet forsømmelige eller frafaldne. (Jf. 1Kg 18:19; 22:5-7; Es 28:7; Jer 23:11-15.) Der fandtes også falske profetinder. (Ez 13:17-23; jf. Åb 2:20.) En „urenhedens ånd“ trådte i stedet for Guds ånd. Alle sådanne falske profeter skulle lide døden. — Zak 13:2, 3; 5Mo 13:5.

Hvad angår de profeter der levede op til Guds krav, gav opfyldelsen af visse „kortrækkende“ profetier (hvoraf nogle gik i opfyldelse inden for blot en dag eller et år efter at de var fremsat) grundlag for tillid til at de af deres profetier som rakte længere ud i fremtiden, også ville gå i opfyldelse. — 1Kg 13:1-5; 14:12, 17; 2Kg 4:16, 17; 7:1, 2, 16-20.

„Profetsønnerne“. Som det forklares i Gesenius’ Hebrew Grammar (Oxford 1952, s. 418), kan de hebraiske ord bæn (søn af) og benēʹ (sønner af) betegne „medlemskab af et lav eller et selskab (eller af en stamme eller en anden bestemt gruppe)“. (Jf. Ne 3:8, hvor grundtekstens ordlyd, „en søn af salveblanderne“, er gengivet med „en af salveblanderne“.) Udtrykket „profetsønnerne“ kan således betegne enten en sammenslutning af profeter eller en gruppe af dem der var kaldet til profeter og blev oplært som profeter, en profetskole. Det oplyses at der var sådanne grupper af profeter i Betel, Jeriko og Gilgal. (2Kg 2:3, 5; 4:38; jf. 1Sa 10:5, 10.) Samuel præsiderede over en gruppe i Rama (1Sa 19:19, 20), og Elisa synes at have beklædt en lignende stilling. (2Kg 4:38; 6:1-3; jf. 1Kg 18:13.) Beretningen nævner at profetsønnerne byggede deres egen bolig, og at de benyttede et lånt redskab, hvilket kunne tyde på at de førte et enkelt liv. Skønt de ofte var fælles om bolig og mad, kunne de hver især få tildelt profetiske opgaver at udføre. — 1Kg 20:35-42; 2Kg 4:1, 2, 39; 6:1-7; 9:1, 2.

Profeter i De Kristne Græske Skrifter. Det græske ord profēʹtēs svarer til det hebraiske ord navī’ʹ. Præsten Zakarias, Johannes Døbers fader, virkede som profet da han åbenbarede Guds hensigt med Johannes, der skulle kaldes „den Højestes profet“. (Lu 1:76) Johannes’ budskab og hans enkle livsform henledte tanken på tidligere tiders hebraiske profeter. Han var anerkendt som profet i vide kredse. Selv Herodes veg i nogen grad tilbage for at gøre ham noget. (Mr 1:4-6; Mt 21:26; Mr 6:20) Jesus sagde at Johannes var „langt mere end en profet“. — Mt 11:7-10; jf. Lu 1:16, 17; Joh 3:27-30.

Jesus, Messias, var „Profeten“, den længe ventede som Moses havde profeteret om. (Joh 1:19-21, 25-27; 6:14; 7:40; 5Mo 18:18, 19; Apg 3:19-26) Andre anerkendte ham som profet på grund af hans evne til at udføre kraftige gerninger og gennemskue forhold der var skjult for almindelige mennesker. (Lu 7:14-16; Joh 4:16-19; jf. 2Kg 6:12.) Mere end nogen anden hørte han til Guds „fortrolige kreds“. (Jer 23:18; Joh 1:18; 5:36; 8:42) Han citerede ofte tidligere tiders profeter for at tilkendegive at han var sendt af Gud og indsat af ham. (Mt 12:39, 40; 21:42; Lu 4:18-21; 7:27; 24:25-27, 44; Joh 15:25) Han forudsagde på hvilken måde han ville blive forrådt og slået ihjel, at han som profet ville dø i Jerusalem, „der dræber profeterne“, at hans disciple ville forlade ham, at Peter tre gange ville fornægte ham, og at han ville blive oprejst på den tredje dag, og mange af disse profetier var baseret på ældre profetier i De Hebraiske Skrifter. (Lu 13:33, 34; Mt 20:17-19; 26:20-25, 31-34) Desuden forudsagde han ødelæggelsen af Jerusalem og templet. (Lu 19:41-44; 21:5-24) At alle disse profetier fik en nøjagtig opfyldelse endnu mens de der havde hørt dem, levede, var et solidt grundlag for tro på at profetierne om hans nærværelse også ville gå i opfyldelse. — Jf. Mt 24; Mr 13; Lu 21.

På pinsedagen i år 33 blev Guds ånd som forudsagt udgydt over disciplene i Jerusalem. Det bevirkede at de ’profeterede og så syner’. De forkyndte „Guds storslåede gerninger“, og under inspiration åbenbarede de en mirakuløs kundskab om Jesus som Guds søn og påpegede hvilken betydning dette havde for deres tilhørere. (Apg 2:11-40) Som allerede nævnt, består profeti ikke udelukkende eller nødvendigvis i forudsigelse af fremtiden. Apostelen Paulus sagde at „den der profeterer, opbygger og opmuntrer og trøster mennesker med sin tale“, og han betragtede dét at profetere som et passende og ønskværdigt mål for alle kristne. Tungetalen var et tegn for de ikketroende, mens profetisk tale var et tegn for de troende. Alligevel ville selv en ikketroende der overværede et kristent møde, få gavn af den profetiske tale idet han ville blive retledt og indgående bedømt af den så ’hans hjertes hemmeligheder blev gjort kendt’. (1Kor 14:1-6, 22-25) Dette viser også at kristen profeti, skønt den tydeligvis kom fra en overmenneskelig kilde idet den var inspireret af Gud, ikke hovedsagelig havde med forudsigelse af fremtiden at gøre, men ofte med ting der angik nutiden. Paulus gav vejledning om nødvendigheden af at bevare god orden og vise selvbeherskelse i forbindelse med at profetere i menigheden så alle kunne lære og blive opmuntret. — 1Kor 14:29-33.

Der var naturligvis nogle som var særligt udvalgt til eller havde fået den gave at tjene som profeter. (1Kor 12:4-11, 27-29) Paulus havde selv gaven til at profetere, men han er alligevel først og fremmest kendt som apostel. (Jf. Apg 20:22-25; 27:21-26, 31, 34; 1Kor 13:2; 14:6.) Næst efter apostlene synes de der specielt virkede som profeter, for eksempel Agabus, Judas og Silas, at have været fremtrædende talsmænd for den kristne menighed. (1Kor 12:28; Ef 4:11) Ligesom apostlene tjente de ikke blot i deres egen menighed, men de rejste også ud til andre steder hvor de holdt foredrag og desuden forudsagde visse fremtidige begivenheder. (Apg 11:27, 28; 13:1; 15:22, 30-33; 21:10, 11) Ligesom i tidligere tider fik også nogle kvinder gaven til at profetere, men de skulle stadig underordne sig de mandlige medlemmer af menigheden. — Apg 21:9; 1Kor 11:3-5.