Et folk der går i Jesu fodspor
„Har vi ikke vandret i den samme ånd? I de samme fodspor?“ — 2 KORINTHER 12:18.
1. Hvorfor er det som regel ikke svært at kende et af Jehovas vidner?
„SOM gruppe betragtet er de høflige og ansvarsbevidste, og de klarer sig godt i skolen — hvilket ikke kan siges om nogen anden gruppe.“ Denne udtalelse stammer fra rektoren for en grundskole i De Forenede Stater. Hvem talte han om? De børn af Jehovas vidner der var elever i hans skole. Ja, mange har bemærket at der er noget særligt ved Jehovas vidner og deres børn. I årenes løb er det blevet mere og mere åbenbart at Jehovas vidner er bemærkelsesværdigt forenede hvad tro og adfærd angår. Derfor er de som regel ikke vanskelige at kende.
2. Hvad var et karakteristisk kendetegn for den kristne menighed i det første århundrede, og hvad sagde Paulus om dette?
2 Jehovas vidners enhed er noget ganske usædvanligt i denne splittede verden, men hvis man tænker på at de alle bestræber sig for at følge i Jesu fodspor, er det ikke svært at forstå hvorfor de er forenede. (1 Peter 2:21) Enhed var også et kendetegn for de kristne i det første århundrede. Ved en lejlighed gav Paulus menigheden i Korinth denne formaning: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“ (1 Korinther 1:10) Paulus gav også inspireret vejledning om hvad der skulle gøres når nogle ikke ville bevare den kristne enhed. — Se Romerbrevet 16:17; Andet Thessalonikerbrev 3:6.
3, 4. Hvordan beskrev Paulus enheden mellem ham selv og Titus, og hvad var grundlaget for denne enhed?
3 Omkring år 55 e.v.t. sendte Paulus Titus til Korinth så han kunne hjælpe med at foretage en indsamling til gavn for nødlidende brødre i Judæa. Måske skulle han også lægge mærke til om menigheden fulgte Paulus’ vejledning. Da Paulus senere skrev til korintherne omtalte han Titus’ besøg hos dem og spurgte: „Udnyttede Titus jer? Har vi ikke vandret i den samme ånd? I de samme fodspor?“ (2 Korinther 12:18) Hvad mente Paulus med ordene „i den samme ånd“ og „i de samme fodspor“?
4 Han gav udtryk for hvilken enhed der rådede mellem ham og Titus. Titus ledsagede nu og da Paulus på hans rejser, og derved har han uden tvivl lært meget af Paulus. Men enheden mellem dem hvilede på et stærkere grundlag end dette. Den skyldtes deres gode forhold til Jehova og den omstændighed at de begge gik i Kristi fodspor. Ja, Titus efterlignede Paulus, ligesom Paulus efterlignede Kristus. (Lukas 6:40; 1 Korinther 11:1) De vandrede begge i Jesu ånd og fodspor.
5. Hvad kan man forvente af dem der i dag efterligner Paulus og Titus ved at vandre „i den samme ånd“ og „i de samme fodspor“?
5 Det er derfor ikke så mærkeligt at de kristne der nu i det 20. århundrede vandrer „i den samme ånd“ og „i de samme fodspor“ som Paulus og Titus, nyder en uforlignelig enhed. De navnkristnes splittelse afslører i realiteten at de er falske kristne der ikke går i Jesu fodspor, skønt de hævder at han er deres Fører. (Lukas 11:17) Denne åbenlyse forskel mellem sande kristne og navnkristne kan påvises med mange eksempler. Lad os nævne fire:
Blodets hellighed
6, 7. (a) Hvilket syn på blod må man have hvis man skal gå i Jesu fodspor? (b) Hvad er forskellen mellem Jehovas vidner og andre der i dag ikke ønsker at modtage blodtransfusion?
6 Omkring år 49 e.v.t. udsendte det styrende råd for datidens menigheder et brev der besvarede spørgsmålet om hvorvidt ikkejødiske kristne skulle adlyde Moseloven. I dette brev stod der blandt andet: „Den hellige ånd og vi har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over dette nødvendige: at I afholder jer fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt.“ (Apostelgerninger 15:28, 29) Læg mærke til at det var ’nødvendigt’ at de kristne afholdt sig fra blod. Hvis de skulle gå i Jesu fodspor måtte de ikke indtage blod gennem munden eller på nogen anden måde.
7 Dette princip har man i kristenheden overtrådt på den mest åbenlyse måde ved brugen af blodtransfusion. I de senere år er mange enkeltpersoner ganske vist blevet opmærksomme på hvilke sundhedsfarer man udsætter sig for ved at modtage blod, og de har af medicinske årsager frabedt sig blodtransfusion. Dette skyldes især at mange har pådraget sig AIDS gennem transfusionsblod. Men hvem værner om blodets hellighed af respekt for Guds lov og gør det som gruppe betragtet? Når en patient ikke ønsker at modtage blodtransfusion, hvad tror lægen så uvilkårligt at han er? Er det ikke sandt at lægen i regelen siger: ’De må være et af Jehovas vidner’?
8. Hvordan blev et Jehovas vidne i Italien velsignet for sin faste beslutning om at overholde Guds lov om blodet?
8 Antonietta, der bor i Italien, blev for cirka otte år siden meget syg, og hendes blodprocent var så lav at lægerne var sikre på at hun ville dø hvis hun ikke fik blodtransfusion. Da hun gjorde det klart at hun ikke ville have blod mødte hun modstand fra både læger og slægtninge. Selv hendes to små drenge sagde bønfaldende: „Mor, hvis du virkelig elsker os, så få blod.“ Men Antonietta var fast besluttet på at forblive trofast. Lykkeligvis døde hun ikke. Hendes tilstand var dog så alvorlig at en læge sagde: „Vi kan ikke forklare hvorfor hun stadig er i live.“ Da lægerne begyndte at give hende en behandling som hun intet havde at indvende imod, kom hun sig imidlertid så hurtigt at en anden læge bemærkede: „Jeg kan ikke tro det — De kan umuligt være blevet rask på så kort tid, ikke engang hvis vi havde pumpet blod i Dem dagen lang.“ Antonietta virker i dag som almindelig pioner, og hendes to sønner, der nu er 12 og 14 år, gør gode fremskridt i sandheden. Antonietta overholdt modigt „dette nødvendige“ bud, og viste respekt for blodets hellighed. Det samme gør Jehovas vidner i hele verden, eftersom de ønsker at gå i Jesu fodspor.
God moral
9. Hvilket bud omfatter „dette nødvendige“ også, og hvordan går det dem der ikke følger dette bud?
9 Noget andet der nævnes blandt „dette nødvendige“ i brevet fra det styrende råd i det første århundrede, er at de kristne skulle ’afholde sig fra utugt’. Paulus forklarede dette nærmere i sit første brev til korintherne: „Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd . . . skal arve Guds rige.“ (1 Korinther 6:9, 10) Kristne hjælper mennesker der ønsker at tjene Jehova, til at ophøre med disse urene handlinger; og hvis medlemmer af menigheden skulle være bukket under for dem, får også de hjælp til at rense sig hvis de angrer og vender om. (Jakob 5:13-15) Men hvis en kristen tillægger sig sådanne urene vaner og nægter at ændre sind, træder en uomgængelig bibelsk regel i kraft. Paulus blev af Gud inspireret til at skrive: „I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er utugtig. . . . ’Fjern det onde menneske fra jer selv.’“ — 1 Korinther 5:11, 13.
10, 11. (a) Hvem bærer ansvaret for de lave moralnormer i kristenheden, og hvorfor? (b) Hvordan viser beretningen om en filippinsk mand at Jehovas Vidner som gruppe betragtet har høje moralnormer?
10 Trods denne klare befaling er kristenheden fyldt med umoralitet. Hvem bærer skylden for denne situation? Det gør præster der udvander de guddommelige normer og ikke har mod til at håndhæve dem i deres menigheder skønt de hævder at gå ind for dem. Men også i denne henseende er Jehovas vidner et folk der går i Jesu fodspor.
11 Lad os tage et eksempel: Jose, der kommer fra Filippinerne, var allerede som 17-årig kendt for at være en ballademager og en spiller. Han var tit fuld, han levede umoralsk, og han kom jævnlig i fængsel på grund af tyveri. Så kom han i kontakt med Jehovas Vidner. „Studiet af Bibelen har fuldstændig ændret mit liv,“ fortæller han. „Nu hverken drikker eller ryger jeg, og jeg har lært at beherske mit temperament. Jeg har en god samvittighed fordi jeg kun har én kone. Jeg har også vundet mine naboers respekt. De plejede at kalde mig ’Jose den berygtede’ og ’gespenstet Jose’. Nu kalder de mig ’Jose, vidnet for Jehova’. Min søn og min nevø er menighedstjenere i den menighed hvor jeg nu tjener som ældste og almindelig pioner.“ Jose og millioner af andre vidner for Jehova går i Jesu fodspor som kristne der lever moralsk rent.
Neutralitet
12. Hvilken holdning har sande kristne, som det fremgår af Jesu bøn der er nedskrevet i Johannes, kapitel 17?
12 I den lange bøn Jesus bad den sidste aften han var sammen med sine disciple, nævnte han en anden måde hvorpå de kunne ’følge i hans fodspor’. Han sagde om sine disciple: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Johannes 17:16) Kristne er derfor neutrale. De tager ikke del i politik eller nationale konflikter, men fortæller i stedet andre at Guds rige er den eneste løsning på denne verdens problemer. — Mattæus 6:9, 10; Johannes 18:36.
13, 14. (a) Hvordan adskiller kristenheden sig fra Jehovas vidner hvad neutralitet angår? (b) Hvordan blev det til gavn for hele samfundet af brødre at en forkynder i Japan bevarede sin politiske neutralitet?
13 Dette neutralitetsprincip er gået i glemmebogen for de fleste af kristenhedens medlemmer. For dem har nationale tilhørsforhold i regelen større betydning end religiøse. Spalteskribenten Mike Royko påpeger at „kristne“ aldrig har været „sarte med hensyn til at føre krig mod andre kristne“, og han tilføjer: „Havde de været det, ville mange af de heftigste krige i Europa aldrig have fundet sted.“ Det er et velkendt faktum at Jehovas vidner fastholder en streng, kristen neutralitet både i krigstid og i fredstid. Men som disciple der går i Jesu fodspor er de også neutrale hvad samfundsmæssige og politiske spørgsmål angår. Derfor er der intet der bryder deres bemærkelsesværdige verdensomspændende enhed. — 1 Peter 2:17.
14 Deres neutrale standpunkt giver somme tider uventede resultater. I området Tsugaru i det nordlige Japan er et valg absolut ikke noget man tager let på. Men Toshio, der beklædte en ledende stilling i regnskabsafdelingen på et lokalt regeringskontor, ville af samvittighedsgrunde ikke tage del i borgmesterens kampagne for at blive genvalgt. Hans standpunkt førte til at han blev degraderet til en lav stilling i afdelingen for kloakering. Året efter blev borgmesteren imidlertid arresteret og tvunget til at trække sig tilbage på grund af korruption. En ny borgmester blev valgt. Da han hørte om Toshios degradering, gav han ham en høj administrativ stilling, og dette blev til velsignelse for Toshios kristne brødre. Hvordan? Toshio forklarer at det er meget vanskeligt at få tilladelse til at afholde møder i sportshaller — de må normalt kun bruges til sportsbegivenheder. Men Jehova har kunnet bruge Toshio i den stilling han nu har. Han fortæller: „Det har været muligt for mig at opnå tilladelse til at vi har kunnet afholde tre områdestævner og fire kredsstævner i sportshaller.“ Han slutter: „Hvis vi forbliver trofaste vil Jehova åbne veje for os som vi slet ikke kan forestille os.“
I hjemmet
15. Hvordan satte Jesus et eksempel med hensyn til familielivet for dem der følger i hans fodspor?
15 Også i hjemmet bør kristne ’følge i Jesu fodspor’. Bibelen viser at Jesus skal tjene som et eksempel hvad familielivet angår: „I skal underordne jer hinanden i Kristi frygt. Lad hustruerne underordne sig deres mænd som under Herren, for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Messias er menighedens hoved . . . Ja, ligesom menigheden underordner sig Messias, således må hustruerne også underordne sig deres mænd i alt. I mænd, elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den.“ — Efeserne 5:21-25.
16, 17. (a) Hvilken sørgelig situation råder der inden for mange familier i kristenheden? (b) Hvad skal der til for at familielivet kan blive bedre, som det fremgår af eksemplet med et ægtepar fra Brasilien?
16 Størstedelen af kristenheden ignorerer i dag denne vejledning og er derfor fuld af splittede familier. Skilsmisser er hverdagskost, og konflikterne mellem forældre og børn stikker ofte meget dybt. „Familielivet er ved at gå i opløsning,“ bemærkede en professor i psykologi for nogle år siden. Børnepsykologer, ægteskabsrådgivere og psykiatere har kun begrænset succes med at holde sammen på familierne. Men Jehovas vidner, der gør alt hvad de kan for at følge Bibelens principper, er kendt for at have et bedre familieliv end gennemsnittet.
17 Aldemar, der var løjtnant i militærpolitiet i Brasilien, havde for eksempel familieproblemer. Hans kone forlod ham og søgte separation. Han begyndte at drikke tæt og forsøgte også at begå selvmord. På et tidspunkt hørte han om Bibelen gennem nogle af sine slægtninge der er Jehovas vidner. Han syntes om det han hørte og begyndte at studere Bibelen. Da han gerne ville bringe sit liv i harmoni med det neutrale standpunkt Jehovas vidner er kendt for, bad han om at få sin afsked fra militæret. Aldemar og hans kone løste deres ægteskabelige problemer ved at følge de bibelske principper som Aldemar havde lært. I dag går de begge i Jesu fodspor og tjener Jehova som almindelige pionerer.
Vor lydighed skyldes kærlighed
18. (a) Hvorfor bliver Jehovas vidner åndeligt velsignet i vor tid? (b) Hvordan opfyldes ordene i Esajas 2:2-4 nu?
18 Det er tydeligt at Jehovas vidner i enhed vandrer i Kristi Jesu ånd og fodspor. Både som enkeltpersoner og som gruppe betragtet bliver de åndeligt velsignet for dette. (Salme 133:1-3) De klare vidnesbyrd om at Gud velsigner dem har tilskyndet store skarer af retskafne mennesker til at handle i harmoni med profetien i Esajas 2:2-4. Inden for blot de sidste fem år har 987.828 indviet sig og taget de nødvendige skridt til at lade sig døbe. I sin kærlighed har Jehova ikke sat nogen grænse for hvor mange mennesker der kan gøre dette før ’den store trængsel’ kommer. — Åbenbaringen 7:9, 14.
19. (a) Hvilke håndgribelige fordele kan man opnå ved at tjene Jehova, og hvordan bør man betragte dem? (b) Hvad er hovedårsagen til at vi adlyder Jehovas bud?
19 Som de førnævnte eksempler viser ledsages Guds folks åndelige velsignelser ofte af håndgribelige fordele. Ved at lade være med at ryge, ved at leve moralsk rent og ved at respektere blodets hellighed undgår Jehovas vidner for eksempel at blive ramt af visse sygdomme. Også i økonomisk, social og familiemæssig henseende kan det være til gavn for dem at leve i harmoni med sandheden fra Guds ord. Sådanne håndgribelige fordele betragtes som velsignelser fra Jehova, og de viser at hans love er praktisk anvendelige. Men muligheden for at opnå sådanne fordele er ikke hovedårsagen til at sande kristne adlyder Guds love. De gør det fordi de elsker ham, fordi han fortjener deres tilbedelse og fordi det at gøre hans vilje er det eneste rigtige. (1 Johannes 5:2, 3; Åbenbaringen 4:11) Den påstand at de der tjener Gud kun gør det for selvisk fordels skyld, stammer fra Satan. — Se Job 1:9-11; 2:4, 5.
20. I hvilken forstand vandrer Jehovas vidner i dag i samme ånd som de tre trofaste hebræere på Daniels tid?
20 Jehovas vidner i nutiden kan vandre i samme ånd som de tre trofaste unge hebræere på Daniels tid. Da de blev truet med at blive kastet i en ildovn, sagde de: „Hvis det sker, kan vor Gud som vi tjener, redde os. Han vil redde os ud af den brændende ildovn og af din hånd, o konge. Og hvis ikke [det vil sige, selv hvis han tillader at vi dør], så skal du vide, o konge, at dine guder tjener vi ikke, og guldbilledstøtten som du har opstillet, tilbeder vi ikke.“ (Daniel 3:17, 18) Uanset hvilke konkrete fordele eller konsekvenser det vil medføre nu, vil Jehovas vidner fortsat følge lige i Jesu fodspor, i bevidstheden om at de har et sikkert håb om evigt liv i Guds nye verden. Som et forenet folk vil de fortsat vandre „i den samme ånd“ og „i de samme fodspor“ — uanset hvad der sker!
Kan du forklare dette:
◻ Hvorfor er Jehovas vidner forenede?
◻ I hvilke henseender adskiller Jehovas vidner sig fra navnkristne?
◻ Hvad er hovedårsagen til at sande kristne tjener Jehova?
◻ Hvordan ser Guds folk på de fordele de opnår som følge af at de adlyder Jehova?
[Illustration på side 16]
Når en patient ikke ønsker blodtransfusion, antages det som regel at han er et af Jehovas vidner
[Illustration på side 18]
Mange der kalder sig kristne har ’ikke været sarte’ med hensyn til at føre krig mod hinanden — med deres præsters velsignelse