FILIPPI

(Filipʹpi).

Da apostelen Paulus foretog sin anden missionsrejse, var Filippi „den førende by i Makedoniens område“, men åbenbart ikke dets hovedstad. Den lå i områdets østlige del, ved den nordlige ende af Det Ægæiske Hav, ikke langt fra området Thrakien. Da Paulus kom med skib fra Troas, gik han i land i Filippis havneby, Neapolis, og rejste omkring 15 km videre mod nordvest ad Via Egnatia, den store handels- og militærvej fra Asien til Rom, som løb gennem et bjergpas ca. 500 m over havet og ned til sletten ved Filippi. — Apg 16:11, 12.

Byen lå på en høj der rejste sig over sletten, nær Gangitesfloden. Mod syd lå et udstrakt sumpområde. Filippis akropolis lå på en stor klippe i byens nordøstlige del. Udgravninger af ruinerne tyder på at Via Egnatia løb midt igennem byen, og at der lå et temmelig stort forum langs den. Amfipolis, hvortil Paulus rejste fra Filippi, var øjensynlig områdets hovedstad og lå ca. 50 km sydvest for Filippi. Fra Amfipolis drog Paulus mod syd de omkring 50 km til Apollonia og derfra ca. 60 km mod vest til Thessalonika, hvor han opholdt sig i omkring tre uger før han rejste videre mod sydvest gennem Berøa og derefter med skib til Athen.

Historie. Filippi hed oprindelig Krenides. Filip II af Makedonien (Alexander den Stores fader) erobrede byen fra thrakerne omkring midten af det 4. århundrede f.v.t. og opkaldte den efter sig selv. Der var rige guldminer i området, og guldmønter blev slået i Filips navn. Omkring 168 f.v.t. blev Perseus, den sidste af de makedoniske konger, besejret af den romerske konsul Lucius Æmilius Paulus, der erobrede Filippi og det omliggende område. I 146 f.v.t. blev hele Makedonien samlet til én romersk provins. Det slag hvori Octavian og Marcus Antonius slog Brutus og Gajus Cassius Longinus (som begge deltog i mordet på Julius Cæsar), blev udkæmpet på sletten ved Filippi i år 42 f.v.t. Til minde om sin store sejr gjorde Octavian derefter Filippi til en romersk „koloni“. (Apg 16:12) Da Octavian nogle år senere blev gjort til Augustus af det romerske senat, kaldte han byen Colonia Augusta Julia Philippensis.

Byens status som romersk koloni betød at den blev fritaget for skatter og fik andre privilegier, deriblandt måske en form for sekundært romersk borgerskab til indbyggerne. Indbyggernes tilknytning til og følelser for Rom var derfor stærkere end det ellers ville have været tilfældet. Det er måske forklaringen på at herrerne til den pige som apostelen Paulus havde uddrevet en spådomsånd af, lagde vægt på at de var romere da de anklagede Paulus og Silas over for byens ledere. (Apg 16:16-24) Dette kan også have givet de kristne i Filippi en særlig baggrund for at forstå Paulus’ ord da han senere skrev til dem og formanede dem til at „leve et liv“ (’gøre deres borgerpligt’) på en måde der var den gode nyhed om Messias værdig, og mindede dem om at ’deres statsborgerskab var i himlene’, for det verdslige, romerske statsborgerskab ville da være noget som borgerne i Filippi satte meget højt og måske endda pralede af. — Flp 1:27, fdn.; 3:20, fdn.

Paulus’ besøg. Filippi fik den forret at være den første by i Europa der hørte Paulus forkynde den gode nyhed, hvilket skete omkring år 50 e.v.t., under hans anden missionsrejse. Han rejste dertil i lydighed mod et syn han havde fået en nat i Troas i Lilleasien, hvori en makedonisk mand havde bønfaldet ham og sagt: „Kom over til Makedonien og hjælp os.“ (Apg 16:8-10) Paulus og hans ledsagere, deriblandt lægen Lukas der skrev beretningen om rejsen, blev i byen nogle dage, og på sabbatsdagen gik de „uden for porten, ud ved en flod“, hvor de „mente at der var et bedested“. Nogle mener at der på grund af byens militære præg ikke var nogen synagoge i Filippi, og at de jødiske indbyggere måske ikke havde lov til at samles til gudsdyrkelse inde i byen. I hvert fald talte Paulus med de kvinder der var forsamlede uden for byen, og fandt en kvinde ved navn Lydia som tilbad Gud. Hun „hørte efter, og Jehova åbnede hendes hjerte helt, så hun gav agt på det Paulus sagde“. Hun og hendes husstand blev døbt, og hendes taknemmelighed og gæstfrihed var så stor at hun „ligefrem pressede“ Paulus og hans ledsagere til at tage ind og blive i hendes hjem. — Apg 16:11-15.

Efter at Paulus nu havde adlydt kaldet om at rejse til Makedonien, blev han imidlertid mødt med forfølgelse her i den allerførste by, og denne gang ikke fra jødernes side som i Galatien. Byens øvrighed greb ind på grund af falske anklager fra den dæmonbesatte piges herrer, som havde mistet deres indtjeningsmuligheder fordi hun nu ikke længere kunne øve den spådomskunst de havde haft så stor fortjeneste på. Paulus og Silas blev slået med stokke og kastet i fængsel, og deres fødder blev fastgjort i blokken. — Apg 16:16-24.

Midt om natten, mens de bad til Gud og lovpriste ham med sang og de andre fanger lyttede til, skete der et mirakel. Et jordskælv løste fangernes lænker og åbnede dørene. Arrestforvareren, som vidste at han nu kunne risikere dødsstraf for tabet af de fanger der var betroet ham, var lige ved at støde sværdet i sig da Paulus råbte: „Gør ikke dig selv fortræd, for vi er her alle!“ Så lyttede arrestforvareren og hans husstand til Paulus og Silas, badede deres sår fra stokkeslagene og blev selv døbte troende. — Apg 16:25-34; BILLEDE, bd. 2, s. 749.

Næste morgen beordrede byens ledere, som måske havde hørt om de mirakuløse hændelser, at arrestforvareren skulle løslade Paulus. Men Paulus var mere interesseret i at forsvare og juridisk befæste den gode nyhed end i straks at blive løsladt. Han ville ikke gå med til nogen hemmelig løsladelse „ad bagdøren“ for at skåne byens ledere for at tabe ansigt. Han henviste til at han var romersk borger, og til at de havde pryglet ham og Silas offentligt, uden dom. Nu måtte lederne åbent indrømme at det var dem og ikke de kristne der havde begået noget ulovligt. Da lederne hørte at Paulus og Silas var romere, blev de bange og kom personligt og „bønfaldt dem“, førte dem ud og bad dem forlade byen. — Apg 16:35-40.

Paulus havde ikke desto mindre oprettet en god menighed i Filippi, en menighed der altid stod hans hjerte nær. Den viste sin kærlighed til ham ved at have stor omsorg for ham og sørge rigeligt for ham, også når han var andre steder. (Flp 4:16) Paulus besøgte igen Filippi under sin tredje missionsrejse, og måske også en tredje gang efter at han var blevet løsladt fra sit første fangenskab i Rom. — Apg 20:1, 2, 6; Flp 1:19; 2:24.