De kristne og menneskehedens verden
„Bliv ved med at vandre i visdom over for dem som er udenfor.“ — KOLOSSENSERNE 4:5.
1. Hvad sagde Jesus om sine disciple og verden?
I EN bøn til sin himmelske Fader sagde Jesus følgende om sine disciple: „Verden har hadet dem fordi de ikke er en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ Dernæst tilføjede han: „Jeg beder dig ikke om at tage dem ud af verden, men om at våge over dem på grund af den onde.“ (Johannes 17:14, 15) Kristne skulle ikke rent fysisk træde ud af verden, for eksempel ved at isolere sig i klostre. Kristus ’sendte dem til verden’ for at de skulle være hans vidner „til jordens fjerneste egne“. (Johannes 17:18; Apostelgerninger 1:8) Han bad dog Gud om at våge over dem fordi Satan, „denne verdens hersker“, ville lægge dem for had på grund af Kristi navn. — Johannes 12:31; Mattæus 24:9.
2. (a) Hvordan bruges ordet „verden“ i Bibelen? (b) Hvilken ligevægtig indstilling har Jehova til verden?
2 I Bibelen bruges ordet „verden“ (græsk: koʹsmos) ofte om det uretfærdige menneskesamfund der „ligger i den ondes magt“. (1 Johannes 5:19) Eftersom kristne følger Jehovas normer og også adlyder befalingen om at forkynde den gode nyhed om Guds rige for verden, har forholdet mellem de kristne og verden til tider været anstrengt. (2 Timoteus 3:12; 1 Johannes 3:1, 13) Koʹsmos bruges imidlertid også i Bibelen om menneskeslægten i al almindelighed. Jesus brugte ordet i denne forstand da han sagde: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv. Gud har nemlig ikke sendt sin søn til verden for at han skal dømme verden, men for at verden skal frelses gennem ham.“ (Johannes 3:16, 17; 2 Korinther 5:19; 1 Johannes 4:14) Skønt Jehova hader det der karakteriserer Satans onde ordning, viste han altså sin kærlighed til menneskene ved at sende sin søn til jorden for at frelse alle der ville „nå til en sindsændring“. (2 Peter 3:9; Ordsprogene 6:16-19) Jehovas tilbedere bør have den samme ligevægtige indstilling til verden som han har.
Jesu eksempel
3, 4. (a) Hvilken holdning havde Jesus til det at være hersker? (b) Hvordan betragtede Jesus menneskehedens verden?
3 Kort før sin død sagde Jesus til Pontius Pilatus: „Mit rige er ikke en del af denne verden.“ (Johannes 18:36) I overensstemmelse med disse ord havde Jesus tidligere afslået Satans tilbud om at give ham myndighed over verdens riger, og han havde nægtet at lade jøderne gøre ham til konge. (Lukas 4:5-8; Johannes 6:14, 15) Jesus viste ikke desto mindre stor kærlighed til menneskehedens verden. Det fremgår blandt andet af det apostelen Mattæus skrev om ham: „Da han så folkeskarerne fik han inderligt ondt af dem, for de var medtagne og omtumlede som får uden hyrde.“ Hans kærlighed til mennesker fik ham til at forkynde for dem i deres byer og landsbyer. Han underviste dem og helbredte deres sygdomme. (Mattæus 9:36) Når folk kom for at blive undervist af ham, var han også opmærksom på deres fysiske behov. Vi læser: „Jesus kaldte sine disciple til sig og sagde: ’Jeg har inderligt ondt af de mange mennesker, for de har allerede været hos mig i tre dage og har ikke noget at spise; og jeg vil ikke lade dem gå fastende herfra, for at de ikke skal blive helt udmattede på vejen.’“ (Mattæus 15:32) Det viser at han havde kærlig omsorg for andre.
4 Jøderne nærede stærke fordomme mod samaritanerne, men Jesus talte længe med en samaritansk kvinde og brugte to dage på at aflægge et grundigt vidnesbyrd i en samaritansk by. (Johannes 4:5-42) Skønt det var „de bortkomne får af Israels hus“ Gud havde sendt ham til, reagerede Jesus i flere tilfælde positivt når ikkejøder gav udtryk for tro. (Mattæus 8:5-13; 15:21-28) Jesus viste at det er muligt at vise kærlighed til menneskehedens verden, til ens medmennesker ’uden at være en del af verden’. Viser vi den samme medfølelse med folk dér hvor vi bor, arbejder eller handler? Viser vi at vi er interesserede i deres velbefindende — ikke blot i deres åndelige behov, men også i andre behov som vi med rimelighed er i stand til at dække? Sådan var Jesus, og det gav ham lejlighed til at undervise folk om Riget. Vi kan ganske vist ikke udføre bogstavelige mirakler sådan som Jesus kunne. Men en god gerning kan ofte udrette mirakler når man skal have bugt med fordomme.
Paulus’ indstilling til „udenforstående“
5, 6. Hvordan optrådte Paulus over for de jøder der var „udenforstående“?
5 I flere af sine breve taler apostelen Paulus om folk „udenfor“ eller „udenforstående“, altså ikkekristne, det være sig jøder eller ikkejøder. (1 Korinther 5:12; 1 Thessaloniker 4:12; 1 Timoteus 3:7) Hvordan optrådte han over for disse? ’For alle slags mennesker blev han alt, for i alt fald at kunne frelse nogle.’ (1 Korinther 9:20-22) Når han kom til en by, plejede han først at forkynde for jøderne i byen. Hvordan greb han det an? Respektfuldt og med takt fremlagde han overbevisende bibelske vidnesbyrd om at Messias var fremstået, havde lidt en offerdød og var blevet oprejst. — Apostelgerninger 13:5, 14-16, 43; 17:1-3, 10.
6 Paulus byggede på jødernes kendskab til Loven og profeterne for at undervise dem om Messias og Guds rige, og det lykkedes ham at overbevise nogle. (Apostelgerninger 14:1; 17:4) Trods de jødiske lederes modstand gav Paulus udtryk for sin kærlighed til sine landsmænd da han skrev: „Brødre, mit hjertes gode vilje og min bøn til Gud for dem [jøderne] er jo at de må opnå frelse. For jeg giver dem det vidnesbyrd at de har nidkærhed for Gud, men ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab.“ — Romerne 10:1, 2.
Hjælp til ikkejødiske troende
7. Hvordan reagerede mange proselytter på den gode nyhed Paulus forkyndte?
7 Proselytter var ikkejøder der havde ladet sig omskære og fulgte den jødiske tro. Der fandtes proselytter i Rom, Antiochia i Syrien, Ætiopien, Antiochia i Pisidien, ja, overalt i den jødiske diaspora. (Apostelgerninger 2:8-10; 6:5; 8:27; 13:14, 43; jævnfør Mattæus 23:15.) I modsætning til mange jødiske herskere var proselytterne sandsynligvis ikke hovmodige, og de kunne ikke stolt prale af at være Abrahams efterkommere. (Mattæus 3:9; Johannes 8:33) De havde tværtimod forladt deres hedenske guder, var ydmygt begyndt at tilbede Jehova og havde opnået en vis kundskab om ham og hans love. Ligesom jøderne håbede de på en kommende Messias. De havde allerede vist sig villige til at ændre levevis i deres søgen efter sandheden, og mange var parate til at foretage yderligere forandringer og reagere velvilligt på apostelen Paulus’ forkyndelse. (Apostelgerninger 13:42, 43) Når en proselyt der før havde tilbedt hedenske guder, gik over til kristendommen, var han særdeles godt udrustet til at forkynde for de ikkejøder der stadig tilbad disse guder.
8, 9. (a) Hvilke ikkejøder, ud over proselytterne, følte sig tiltrukket af den jødiske tro? (b) Hvordan reagerede mange uomskårne gudfrygtige på den gode nyhed?
8 Foruden omskårne proselytter var der andre ikkejøder der følte sig tiltrukket af den jødiske tro. Den første af disse der blev kristen, var Kornelius. Han var ikke proselyt, men ’en gudhengiven mand der frygtede Gud’. (Apostelgerninger 10:2) I sin kommentar til Apostelgerninger har professor F. F. Bruce skrevet: „Sådanne ikkejøder bliver ofte kaldt gudfrygtige; det er ikke et fagord, men det er et ret anvendeligt udtryk. Blandt datidens ikkejøder var der mange som ikke var indstillet på at gå fuldstændig over til jødedommen (især kravet om omskærelse virkede anstødeligt på mænd), men de følte sig tiltrukket af den rene monoteisme der kendetegnede gudsdyrkelsen i den jødiske synagoge, og af den jødiske livsforms etiske normer. Nogle af dem kom i synagogen og blev ret godt kendt med bønnerne og de bibelske passager de hørte oplæst fra den græske oversættelse.“
9 Apostelen Paulus mødte mange gudfrygtige da han forkyndte i synagogerne i Lilleasien og Grækenland. I Antiochia i Pisidien henvendte han sig til dem der var forsamlet i synagogen, med ordene: „Mænd, israelitter og I andre der frygter Gud.“ (Apostelgerninger 13:16, 26) Lukas skriver at efter at Paulus på tre sabbatter havde forkyndt i synagogen i Thessalonika, blev „nogle af dem [jøderne] . . . overbevist og sluttede sig til Paulus og Silas, og det samme gjorde en stor mængde af de grækere som dyrkede Gud, og ikke så få af de fornemme kvinder“. (Apostelgerninger 17:4) Nogle af grækerne var sandsynligvis gudfrygtige uomskårne. Der er vidnesbyrd om at mange af disse ikkejøder sluttede sig til jødiske samfund.
Forkyndelse blandt „ikketroende“
10. Hvordan forkyndte Paulus for de ikkejøder der ikke kendte noget til Skrifterne, og med hvilket resultat?
10 I De Kristne Græske Skrifter kan ordet „ikketroende“ sigte til folk i al almindelighed uden for den kristne menighed. Det bruges ofte om ikkejøder. (Romerne 15:31; 1 Korinther 14:22, 23; 2 Korinther 4:4; 6:14) I Athen var mange ikketroende oplært i græsk filosofi, og de havde overhovedet intet kendskab til Skrifterne. Afholdt det Paulus fra at forkynde for dem? Nej. Men han tilpassede sin fremgangsmåde. Han fremholdt med stor dygtighed de bibelske tanker uden at citere direkte fra De Hebraiske Skrifter, som athenerne ikke kendte til. Han viste meget behændigt at der var en lighed mellem nogle udsagn i Guds ord og visse tanker som var blevet udtrykt af gamle stoiske digtere. Han fremholdt desuden tanken om at der findes én sand Gud for alle mennesker, en Gud der vil dømme med retfærdighed ved en mand som døde og blev oprejst. På den måde forkyndte Paulus taktfuldt for athenerne om Kristus. Hvad medførte det? Flertallet hånede ham rent ud eller var skeptiske, men „nogle mænd sluttede sig til ham og fik tro, og blandt dem var Dionysius, en dommer ved Areopagusdomstolen; det samme gjorde en kvinde ved navn Damaris, og andre foruden dem“. — Apostelgerninger 17:18, 21-34.
11. Hvordan var byen Korinth, og hvad resulterede Paulus’ forkyndelse i?
11 I Korinth fandtes der et ret stort jødisk samfund, så her begyndte Paulus sin tjeneste med at forkynde i synagogen. Men da det viste sig at jøderne modstod vidnesbyrdet, gik Paulus til den ikkejødiske befolkning. (Apostelgerninger 18:1-6) Og hvilken befolkning! Korinth var en travl, kosmopolitisk handelsby der i hele den græsk-romerske verden var berygtet for sin umoralitet. „At leve korinthisk“ var en talemåde der betød at leve umoralsk. Det var efter at jøderne havde afvist Paulus’ forkyndelse at Kristus viste sig for ham og sagde: „Vær ikke bange, men bliv ved med at tale . . . for jeg har et stort folk i denne by.“ (Apostelgerninger 18:9, 10) Og ganske rigtigt. Paulus oprettede en menighed i Korinth som delvis bestod af nogle der før havde ’levet korinthisk’. — 1 Korinther 6:9-11.
Vi forsøger at frelse „alle slags mennesker“
12, 13. (a) Hvilke lighedspunkter er der mellem vores distrikt og det distrikt Paulus forkyndte i? (b) Hvilken holdning har vi til distrikter hvor kristenhedens trossamfund har haft fodfæste i mange år, eller til de områder hvor mange er desillusionerede over organiseret religion?
12 I dag bringer „Guds ufortjente godhed . . . frelse til alle slags mennesker“, ligesom den gjorde i det første århundrede. (Titus 2:11) Det distrikt hvor den gode nyhed bliver forkyndt, omfatter i dag alle kontinenter og de fleste af havenes øer. Og ligesom det var tilfældet på Paulus’ tid, træffer vi „alle slags mennesker“. Nogle af os forkynder for eksempel i lande hvor kristenhedens kirker i århundreder har været velfunderede. Ligesom jøderne i det første århundrede, er disse kirkemedlemmer måske stærkt hæmmede af religiøse traditioner. Men vi er glade for at finde frem til dem der har den rette hjerteindstilling, og bygge videre på den bibelkundskab de allerede måtte have. Vi taler ikke ned til dem eller foragter dem, selv ikke hvis deres religiøse ledere til tider modstår og forfølger os. Nej, vi forstår at nogle af dem har „nidkærhed for Gud“, men mangler nøjagtig kundskab. Ligesom Jesus og Paulus viser vi vore medmennesker ægte kærlighed, og vi ønsker inderligt at de må blive frelst. — Romerne 10:2.
13 Det sker ofte at vi i vores forkyndelse møder nogle der er desillusionerede over organiseret religion. Men måske er de stadig gudfrygtige, tror på Gud og forsøger til en vis grad at leve et pænt liv. Bør vi da ikke, i denne forvildede og stadig mere gudløse generation, glæde os over at møde folk der stadig har en vis tro på Gud? Er vi ikke ivrige efter at lede dem til en form for tilbedelse der ikke er præget af hykleri og løgn? — Filipperne 2:15.
14, 15. Hvordan er en stor mark hvor den gode nyhed kan blive forkyndt, blevet tilgængelig?
14 I sin billedtale om voddet forudsagde Jesus at der ville være et stort distrikt at forkynde i. (Mattæus 13:47-49) I Vagttårnet for 15. juni 1992 blev denne illustration forklaret på side 20: „I århundredernes løb har enkeltpersoner i kristenheden . . . spillet en stor rolle i forbindelse med oversættelse, mangfoldiggørelse og udbredelse af Guds ord. Bibelselskaber blev senere oprettet eller støttet af kirkerne, og disse selskaber oversatte Bibelen til mange af de sprog der tales i forskellige dele af verden. Kirkerne udsendte også missionærer der virkede som læger og lærere, og som gjorde folk til ’riskristne’. Derved blev der indsamlet en umådelig mængde ubrugelige fisk der ikke havde Guds godkendelse, men det bevirkede også at millioner af ikkekristne blev bekendt med Bibelen og en form for kristendom, om end den var fordærvet.“
15 Kristenheden har især haft gode resultater med at hverve proselytter i Sydamerika, Afrika og på nogle af havenes øer. I vor tid er der blevet fundet mange sagtmodige i disse områder, og vi kan fortsat udrette meget godt hvis vi har en positiv, kærlig indstilling til sådanne ydmyge mennesker, ligesom Paulus havde til de jødiske proselytter. Blandt dem der behøver hjælp, er også de millioner der så at sige „sympatiserer“ med Jehovas Vidner, de der altid er glade for at se os når vi besøger dem. Nogle har studeret Bibelen med os og overværet vore møder, især den årlige højtid til minde om Jesu død. Viser det ikke at vi her har en stor mark hvor vi kan forkynde den gode nyhed om Riget?
16, 17. (a) Hvor forskellige er de personer vi forkynder for? (b) Hvordan efterligner vi Paulus ved at forkynde for forskellige slags mennesker?
16 Desuden er der dem der kommer fra kulturer uden for kristenheden, hvad enten vi møder dem i deres hjemland, eller de er emigreret til vestlige lande. Og hvad med de mange millioner der helt har vendt religionen ryggen, og som er blevet ateister eller agnostikere? Eller de der med næsten religiøs inderlighed er tilhængere af moderne filosofi eller den populærpsykologi der fremholdes i utallige selvhjælpsbøger? Bør vi undgå sådanne mennesker og betragte dem som håbløst fortabte? Ikke hvis vi ønsker at efterligne apostelen Paulus.
17 Da Paulus forkyndte i Athen, gik han ikke i den fælde at han begyndte at diskutere filosofi med sine tilhørere. Han tilpassede dog sine argumenter til dem han forkyndte for, og fremholdt de bibelske vidnesbyrd på en tydelig og logisk måde. Vi behøver heller ikke at være eksperter i den religion eller filosofi vore samtalepartnere bekender sig til. Vi tilpasser dog vores fremholdelse så forkyndelsen er virkningsfuld, og derved bliver vi ’alt for alle slags mennesker’. (1 Korinther 9:22) Paulus skrev til de kristne i Kolossæ: „Bliv ved med at vandre i visdom over for dem som er udenfor, idet I køber jer den belejlige tid. Lad altid jeres tale være med ynde, krydret med salt, så I ved hvordan I bør svare enhver især.“ — Kolossenserne 4:5, 6.
18. Hvilket ansvar har vi, og hvad må vi aldrig glemme?
18 Lad os ligesom Jesus og apostelen Paulus vise alle slags mennesker kærlighed. Lad os især gøre en ekstraordinær indsats for at give andre del i den gode nyhed om Riget, uden dog at glemme det Jesus sagde om sine disciple: „De er ikke en del af verden.“ (Johannes 17:16) Hvad det indebærer for os, vil blive yderligere behandlet i den følgende artikel.
Spørgsmål til repetition
◻ Beskriv Jesu ligevægtige holdning til verden.
◻ Hvordan forkyndte apostelen Paulus for jøder og proselytter?
◻ Hvordan henvendte Paulus sig til gudfrygtige ikketroende?
◻ Hvordan kan vi være ’alt for alle slags mennesker’ i vor forkyndelse?
[Illustrationer på side 10]
Når kristne venligt hjælper deres næste, kan det ofte nedbryde fordomme