APOLLOS
(Apolʹlos) [ødelægger; forkortelse af Apollonius].
En jøde fra Alexandria der var usædvanlig veltalende og var godt kendt med De Hebraiske Skrifter. Han havde åbenbart lært budskabet at kende gennem Johannes Døbers disciple eller måske gennem kristne vidner før Pinsedagen, for han var ’kun kendt med Johannes’ dåb’. (Apg 18:24, 25) Alligevel begyndte han efter sin ankomst til Efesus omkring år 52 at forkynde med iver og overbevisning i den lokale synagoge. Dette bragte ham i berøring med Akvila og Priskilla, der udfyldte nogle af hullerne i hans forståelse af den kristne lære. Udstyret med en anbefalingsskrivelse tog han fra Efesus over til Achaia, og han synes her at have koncentreret sin virksomhed om Korinth, hvor Paulus havde virket før ham. Ved sin handlekraft og sin magtfulde bibelske gendrivelse af de ikketroende jøders argumenter var han til stor hjælp for brødrene dér. Han „vandede“ således dér hvor Paulus havde ’plantet’. — Apg 18:26-28; 19:1; 1Kor 3:6.
Da Paulus omkring år 55 skrev sit første brev til korintherne, havde der desværre dannet sig partier i menigheden, idet nogle betragtede den veltalende Apollos som deres fører, mens andre gik ind for Paulus eller Peter eller udelukkende holdt sig til Kristus. (1Kor 1:10-12) I brevet rettede Paulus deres forkerte tankegang, idet han understregede nødvendigheden af enhed og forklarede at de enkelte forkyndere blot var tjenere under Gud og Kristus og derfor uden større betydning. (1Kor 3:4-9, 21-23; 4:6, 7) Det lader til at Apollos på det tidspunkt har befundet sig i eller i nærheden af Efesus, hvorfra Paulus skrev Første Korintherbrev, for Paulus fortæller i brevet at han indtrængende bad Apollos om at besøge Korinthermenigheden. (1Kor 16:12) Apollos ønskede imidlertid ikke at tage af sted, muligvis på grund af de forkerte holdninger der var i menigheden, eller måske blot fordi han følte at dét han i øjeblikket var optaget af, krævede hans opmærksomhed et stykke tid endnu. Men under alle omstændigheder viser Paulus’ korte bemærkning at splittelsen i menigheden ikke havde skabt noget brud mellem de to aktive missionærer. Sidste gang Apollos omtales i Bibelen, er i Titus 3:13, hvor Paulus beder Titus, der befinder sig på Kreta, om at udruste Apollos til en rejse han skal foretage.