Kapitel 6

Hvad har Gud udrettet?

 1. Hvad mener mange i dag om Gud, men har de ret?

MANGE i dag mener ikke at Gud interesserer sig aktivt for jorden eller gør noget ved de problemer der plager menneskene. Men sandheden er at Gud i allerhøjeste grad tager sig af hvad der sker. Han har måske ikke gjort lige dét mennesker har regnet med han ville gøre. Men det vil ikke sige at han ingenting har gjort. Han har tværtimod virket til gavn for menneskene lige fra menneskehedens begyndelse og frem til i dag.

 2. Hvordan kan menneskenes korte levetid påvirke deres tænkemåde i denne sag?

² En af grundene til at nogle synes at Gud er passiv, er deres egen korte levetid. De er utålmodige efter at få tingene gjort inden for den korte tid de selv har til rådighed. Ønsket om at se resultater inden for deres egen levetid behersker deres tanker, og de er tilbøjelige til at dømme Gud på grundlag af deres menneskelige erfaringer, som trods alt er yderst begrænsede.

 3. Hvordan kan Jehova, fordi han lever evigt, løse problemerne på det mest belejlige tidspunkt?

³ Jehova lever derimod evigt. (Salme 90:2, 4; Esajas 44:6) Han kan se nøjagtig hvor på tidens strøm hans indgriben vil gavne alle de implicerede mest samt tjene gennemførelsen af hans hensigt bedst. (Esajas 40:22; 2 Peter 3:8, 9) Det er netop hvad Gud har gjort.

Hvordan Gud har åbenbaret sig

 4. Hvad har Jehova erklæret som sin hensigt, og hvad har han derfor givet menneskene kundskab om?

⁴ Det er Jehovas hensigt at indføre en retfærdig administration for alle skabninger, en administration der vil sætte menneskene i stand til at leve enigt og fredeligt sammen i tryghed. (Efeserne 1:9, 10; Ordsprogene 1:33) Men Gud tvinger ikke nogen til at underlægge sig hans administration. Han indbyder kun dem der tjener ham og sætter pris på hans måde at styre på. Med det for øje at grundlægge en hel verden der vil leve efter de retfærdige krav der gælder under hans administration, har han givet menneskene mulighed for at få kendskab til disse krav og til hvordan hans administration vil fungere. Samtidig har han gjort det muligt for menneskene at opnå livsvigtig kundskab om ham selv og hans personlige egenskaber. — Johannes 17:3.

 5. Hvad kan vi lære om Gud ved at betragte skaberværket?

⁵ Da Jehova er en ånd, er han naturligvis usynlig for menneskene. Hvordan har han så kunnet få mennesker af kød og blod til at forstå disse ting? Man kan lære meget om Skaberens egenskaber ved at betragte hans synlige værk. (Romerne 1:20) Det forunderlige samspil mellem livsformerne og de fysiske love som alt er styret af, vidner om hans visdom. Den vældige kraft der ytrer sig i havet og vejrliget og i stjernernes energiudladninger, vidner om hans almagt. (Job 38:8-11, 22-33; 40:2) Og den righoldighed af fødemidler der fryder ganen, samt blomsternes farvepragt, fuglenes sang, solopgangens og solnedgangens skønhed og dyrenes kåde leg, vidner alt sammen om Skaberens kærlighed til menneskene og hans ønske om at de skal glæde sig over livet. Men det er ikke den eneste måde Gud har åbenbaret sig på.

 6. (a) Hvordan har Gud direkte åbenbaret sin vilje? (b) På hvilken anden måde har Gud åbenbaret sine principper og egenskaber for menneskene?

⁶ Ved forskellige lejligheder har han også talt fra himmelen. Nogle gange har han talt personligt. I andre tilfælde har han talt gennem engle, som det skete ved Sinaj bjerg på Den arabiske Halvø, hvor han gav sin lov til millioner af israelitter. (2 Mosebog 20:22; Hebræerne 2:2) Derefter meddelte han sig i mange århundreder til menneskene gennem sine profeter og lod dem nedskrive åbenbaringer af sin vilje. (2 Peter 1:21) På den måde har han lidt efter lidt gjort menneskene bekendt med sin vilje og sine retfærdige normer. Ikke uden betydning i denne forbindelse er at han også har åbenbaret sine principper og egenskaber ved den handlemåde han har fulgt over for menneskene — hvorved han til sit skrevne ord har føjet menneskers oplevelser og erfaringer som tilskyndende og advarende eksempler. Hvor langt mere belærende og overbevisende er det ikke når vi, foruden at høre og læse om hvad Gud har erklæret som sin hensigt, også i den bibelske beretning kan finde levende eksempler som sætter os i stand til at forstå hans vilje bedre! (1 Korinther 10:11) Hvad viser så denne beretning?

 7. (a) Hvordan har Gud vist at han ikke for evigt tolererer uretfærdighed? (b) Hvad burde vi gøre når vi véd hvordan Gud betragter en sådan adfærd?

⁷ Den understreger at Gud ikke for evigt tolererer uretfærdighed. Han lod ganske vist Adams og Evas efterkommere gå deres egne veje, og det har de gjort, med det resultat at de til fulde har bevist at de ikke formår at skabe et tilfredsstillende styre uden Gud. Men han lod ikke menneskene være uden vidnesbyrd om at han fordømte deres uretfærdige handlinger. Han sendte således en vandflod på Noas tid fordi jorden var blevet „fyldt med vold“. (1 Mosebog 6:11-13) Han ødelagde byerne Sodoma og Gomorra på grund af deres moralske fordærv. (1 Mosebog 19:24, 25; Judas 7) Han lod israelitterne, der foregav at tjene ham, drive i landflygtighed fordi de dyrkede falsk religion. (Jeremias 13:19, 25) Når vi lærer hvordan Gud ser på sådanne handlinger, kan vi vise at vi elsker retfærdighed ved at rette vort eget liv ind efter hans krav. Vil vi gøre det?

 8. Er der nogen der overlever når Gud eksekverer en dom? Giv eksempler.

⁸ Bibelens beretning viser også at Gud skelner mellem retfærdige og gudløse. I den jordomspændende vandflod udslettede Gud ikke Noa, som var „en forkynder af retfærdighed“, men skånede ham og syv andre. (2 Peter 2:5) Og før ild og svovl regnede ned over Sodoma, fik den retfærdige Lot og hans husstand mulighed for at flygte ud af byen. — 1 Mosebog 19:15-17; 2 Peter 2:7.

 9. Hvad lærer vi af den måde Gud behandlede fortidens israelitter på?

⁹ Da israelitterne, som havde aflagt ed på at de ville tjene Gud, var troløse imod ham, forkastede han dem ikke straks. Nej, som han sagde til dem: „Jeg blev ved med at sende alle mine tjenere profeterne til jer, idet jeg sendte dem daglig, igen og igen.“ Men de hørte ikke. (Jeremias 7:25, 26) Selv da Jerusalems ødelæggelse nærmede sig, sagde Jehova: „Skulle jeg på nogen måde finde behag i den ugudeliges død? . . . mon ikke i at han vender om fra sine veje, så han må leve? . . . Omvend jer derfor og lev.“ — Ezekiel 18:23, 32.

10. Hvad lærer vi om Gud af Bibelens beretning, ud over at han er tålmodig?

¹⁰ Hvad ser vi altså? At Jehova, på en måde der taler stærkt til retskafne mennesker, har givet udtryk for sin store tålmodighed med menneskene. Samtidig indprenter han dem ved sine handlinger at han nærer kærlighed til retfærdighed, og at det er vigtigt at efterleve hans krav.

11. (a) Hvad erklærede Jehova i Eden at hans hensigt var? (b) Hvad har Gud været i færd med siden da?

¹¹ Der er også noget andet der træder frem, et vigtigt grundprincip. Det viser sig at Gud lige fra begyndelsen har haft en bestemt hensigt med alt hvad han har gjort, og at han aldrig har undladt at handle når det har været nødvendigt for gennemførelsen af hans hensigt. Denne hensigt erklærede han allerede i Eden. Da han afsagde dommen over Satan, forudsagde han at Satan ville få lejlighed til at frembringe et „afkom“, bestående af skabninger som ville lægge hans karaktertræk for dagen og støtte ham. Jehova forudsagde også at der skulle frembringes et andet „afkom“, en retfærdig befrier. Dette „afkom“ ville gøre det af med „slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan“, og således udfri menneskeheden fra hans ødelæggende herredømme. (1 Mosebog 3:15; Åbenbaringen 12:9) Efter at have erklæret sin hensigt på denne måde begyndte Jehova at forberede den endelige administration af jordens anliggender under det lovede „afkom“. Som vi skal se, ville dette forberedende arbejde tage lang tid.

Hvorfor han specielt tog sig af fortidens Israel

12, 13. (a) Hvorfor udvalgte Gud Israel og nøjedes med at give sine love til denne ene nation? (b) Hvad kan vi derfor lære af Israels historie og de øvrige nationers historie?

¹² Længe før de nuværende nationer blev til, udvalgte Gud et folk som i århundreder skulle være hans eget. Hvorfor? For at give en levende demonstration af hvordan hans retfærdige principper virkede. Det udvalgte folk, fortidens Israel, bestod af efterkommere af Abraham, en mand der havde vist stor tro på Skaberen. Jehova sagde til dem: „Det var ikke fordi I var det talrigeste af alle folkene at Jehova fattede hengivenhed for jer så han udvalgte jer, for I var det mindste af alle folkene. Nej, det var fordi Jehova elskede jer og fordi han holdt den ed som han svor over for jeres forfædre.“ — 5 Mosebog 7:7, 8; 2 Kongebog 13:23.

¹³ Efter at Jehova havde udfriet dem fra trældom i Ægypten tilbød han dem at de kunne indgå i et særligt forhold til ham, og de svarede: „Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre.“ (2 Mosebog 19:8) Derefter gav Jehova dem sine forordninger, hvorved han adskilte dem fra alle andre nationer og gav dem detaljerede oplysninger om sine retfærdige normer. (5 Mosebog 4:5-8) Det gamle Israels historie demonstrerer således hvad der sker når Guds retfærdige love enten adlydes eller overtrædes. Og de øvrige nationers historie viser hvad resultatet bliver for dem der lever uden Guds lov.

14. (a) Gjorde Gud de ikke-israelitiske folk uret ved ikke at gribe ind i deres anliggender? (b) Hvordan fik de alligevel gavn af Guds godhed?

¹⁴ Hvordan gik det disse andre nationer? De fulgte deres egne veje, valgte deres egne styreformer. Men de var ikke fuldstændig blottede for enhver form for godhed. De havde stadig deres samvittighed, og den fik dem nu og da til at handle menneskekærligt og vise omsorg for andre. (Romerne 2:14; Apostelgerninger 28:1, 2) Men arvesynden og det at de havde vraget Guds ledelse bevirkede at de søgte deres egne selviske interesser, hvilket førte til grusomme krige og fordærvede handlinger. (Efeserne 4:17-19) Eftersom det var dem selv der valgte at leve på denne måde, kunne Gud naturligvis ikke holdes ansvarlig for de veer de kom ud for. De eneste tidspunkter hvor Gud greb ind over for dem, var når deres handlinger kom i konflikt med gennemførelsen af hans hensigter. Ellers tillod Gud dem i sin godhed at glæde sig over livet og at nyde skaberværkets skønhed og jordens frugt. — Apostelgerninger 14:16, 17.

15. Hvordan sørgede Gud for at disse nationers medlemmer til sidst kunne blive velsignet?

¹⁵ Jehova udelukkede heller ikke disse nationers medlemmer fra engang at kunne blive velsignet ved hjælp af det lovede „afkom“. Abraham fik at vide at ’afkommet’ skulle vise sig i hans slægtslinje, og Jehova sagde hvad det ville føre til: „Ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig fordi du har hørt efter min røst.“ (1 Mosebog 22:18) Selv om Jehova udelukkende beskæftigede sig med Israel, ser vi altså at han upartisk tog skridt til senere at velsigne de andre nationer, skønt de ikke var klar over det. — Apostelgerninger 10:34, 35.

16. (a) Hvad gjorde Gud i hele denne tid i forbindelse med løftet om afkommet? (b) Hvem viste det lovede afkom sig at være?

¹⁶ I den tid Jehova beskæftigede sig med fortidens Israel, fremsatte han talrige profetier som ville dække et væsentligt behov hos troende mennesker — nemlig sætte dem i stand til at kende Abrahams lovede afkom når han en dag fremstod. Endog hans slægtslinje, der ville gå gennem Judas stamme og Davids hus, blev oplyst. (1 Mosebog 49:10; Salme 89:35, 36) Hans fødested, Betlehem, blev nævnt. (Mika 5:2) Århundreder i forvejen blev selve det tidspunkt angivet hvor han ville blive salvet som Messias. (Daniel 9:24-27) Hans præstetjeneste til gavn for menneskene blev forudskildret. Det samme blev det offer han skulle bringe i form af sig selv og hvormed han ville give mennesker af alle folkeslag mulighed for at opnå evigt liv. (Hebræerne 9:23-28) Da den fastsatte tid kom, pegede alt således uomtvisteligt på Jesus Kristus som det lovede afkom, den hvorigennem menneskeheden til sidst skulle velsignes. — Galaterne 3:16, 24; 2 Korinther 1:19, 20.

Nogle beredes til at herske over menneskeheden

17. Hvad ville Gud gøre gennem Jesus, og hvordan blev dette understreget ved Jesu fødsel?

¹⁷ Før Jesu fødsel havde en engel sagt til hans moder Maria at han ville få et evigt kongedømme. Hyrder i nærheden af Betlehem blev underrettet om hans fødsel, og de hørte en himmelsk hærskare prise Gud og sige: „Ære til Gud i det højeste, og på jorden fred blandt mennesker der har Guds velvilje.“ — Lukas 1:31-33; 2:10-14.

18. (a) Hvordan forberedte Jesu liv på jorden ham til hans fremtidige opgave som konge og ypperstepræst? (b) Hvordan berørte hans død muligheden for fred?

¹⁸ Der er store fordele ved at den fremtidige himmelske konge har levet på jorden. Som menneske kom han til at kende og forstå menneskenes problemer. Han levede og arbejdede sammen med dem, delte deres sorger og kom selv ud for genvordigheder og trængsler. Han beviste under de sværeste prøver at han var loyal mod Jehova og nærede kærlighed til retfærdighed. Ved at lade Jesus få denne erfaring beredte Gud ham til at blive en forstående konge og til som ypperstepræst at udøse livgivende velsignelser over menneskene. (Hebræerne 1:9; 4:15; 5:8-10) Hertil kom at Jesus ved at ofre sit liv gjorde det muligt for menneskene at genvinde freden med Gud. — 1 Peter 3:18.

19. (a) Hvordan ved vi at Jesus blev oprejst og steg til himmelen? (b) I hvilken udstrækning begyndte han at udøve sit kongedømme efter at han var vendt tilbage til himmelen?

¹⁹ Efter Jesu død oprejste Gud ham til liv igen, og han blev set af over 500 mennesker, som derefter kunne bevidne at han virkelig var opstået. (1 Korinther 15:3-8) Fyrre dage efter sin opstandelse steg han så op mod himmelen og forsvandt for disciplenes øjne. (Apostelgerninger 1:9) Fra himmelen begyndte han at udøve sit kongedømme over sine egne trofaste disciple, og hans styres velsignelser bevirkede at de kom til at stå i kontrast til resten af menneskeheden. Men var tiden nu inde til at han skulle begynde at herske over nationerne? Nej der var andre ting i Guds store program der først skulle ordnes. — Hebræerne 10:12, 13.

20. Hvilket nyt arbejde havde Jesus givet sine disciple at udføre på jorden?

²⁰ Der skulle udføres et omfattende arbejde på hele jorden. Forud for Jesu død og opstandelse var israelitterne aldrig draget ud som forkyndere for at omvende andre folkeslag — skønt de der ønskede at tilbede Jehova, altid havde kunnet modtage velsignelser sammen med Israel. (1 Kongebog 8:41-43) Men med kristendommens indførelse blev der indledt et nyt arbejde. Jesus Kristus satte selv eksemplet og gav opgaven videre til sine disciple, idet han umiddelbart før sin himmelfart sagde til dem: „I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ — Apostelgerninger 1:8.

21. Hvad udrettede Gud ved hjælp af dette vidnearbejde, i stedet for at omvende verden?

²¹ Var målet en verdensomvendelse? Nej. Jesus viste at det arbejde der skulle udføres frem til og i den periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“, i første række skulle være en indsamling af „rigets sønner“, altså en udvælgelse af de øvrige medlemmer af den kommende rigsregering. (Mattæus 13:24-30, 36-43) Enhver som læser De kristne græske Skrifter kan uden videre se at den mulighed der blev fremholdt fra og med pinsedagen i år 33, var muligheden for at komme til at herske sammen med Jesus Kristus i hans himmelske rige. — 2 Timoteus 2:12; Hebræerne 3:1; 1 Peter 1:3, 4.

22. (a) Hvilke egenskaber krævede Gud af disse kommende arvinger til det himmelske rige? (b) Kan man sige at udvælgelsen er sket i hast?

²² Det ville tage tid at udvælge disse fremtidige medregenter over menneskeheden. Hvorfor? Jo, muligheden måtte tilbydes folk af alle nationer. Og skønt mange påstod at de tog imod tilbudet, var det få der virkelig viste sig at være Guds søns trofaste disciple. (Mattæus 22:14) De skulle leve op til en høj standard. Selv om de kristne ikke, ligesom fortidens Israel, har levet som et selvstændigt folk, er de blevet betragtet som fremmede eller udlændinge, idet de har fulgt en anden livsform. (1 Peter 2:11, 12) De må bevare sig moralsk rene, holde sig fri af de fordærvede handlinger der begås i verden omkring dem. (1 Korinther 6:9, 10) For at være „Guds sønner“ må de vise at de elsker fred ved ikke at deltage i nationernes krige og ikke gøre gengæld når de forfølges på grund af deres tro. (Mattæus 5:9; 26:52; Romerne 12:18, 19) De må vise Guds herredømme loyalitet og nægte at stå som fortalere for politiske regeringer, der i Bibelen skildres som „vilddyr“. (Åbenbaringen 20:4, 6) På grund af alt dette, og fordi de har holdt fast ved Jesus Kristus som Guds salvede konge, er de blevet „genstand for alle nationernes had“. (Mattæus 24:9) De der skal herske over menneskeheden sammen med Kristus i himmelen, er altså ikke blevet udvalgt i hast.

23. (a) Hvor mange medlemmer får denne administrative forsamling under Kristus i himmelen? (b) Hvem er de blevet udvalgt blandt, og hvorfor er de det?

²³ At det har taget så lang tid, skyldes ikke at der skulle udvælges mange. Ifølge Bibelen har Gud begrænset antallet af medlemmer i denne administrative forsamling under Jesus Kristus til kun 144.000. (Åbenbaringen 14:1-3) Gud har imidlertid udvalgt dem med stor omhu. De er blevet udtaget „af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation“. (Åbenbaringen 5:9, 10) Der er mennesker iblandt dem fra alle samfundslag, både mænd og kvinder, og de har selv været udsat for alle de forskelligartede problemer menneskene har kæmpet med. I deres kamp for at iføre sig den nye kristne personlighed er der simpelt hen ikke det problem som nogle af dem ikke har mødt og overvundet. (Efeserne 4:22-24; 1 Korinther 10:13) Vi kan være glade for dette. Det forsikrer os om at de som konger og præster vil være medfølende og barmhjertige, i stand til at støtte mænd og kvinder af alle slags og hjælpe dem til at opnå det evige liv som Gud skænker.

24. Hvad med de millioner andre der har levet i denne tid, hvoraf mange er døde uden at kende til Bibelen?

²⁴ Hvordan er det så gået de mennesker der står uden for denne ordning? I al den tid har Gud ikke blandet sig i den måde verden er blevet styret på. Han har ladet menneskene gøre som de ville. Millioner af mennesker har levet og er døde, mange naturligvis uden nogen sinde at høre om Bibelen eller Guds rige. Men Gud har ikke glemt dem. Han har været i færd med at forberede dét som apostelen Paulus omtalte da han sagde: „Jeg har håb til Gud . . . at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ (Apostelgerninger 24:15) Til den tid, i Guds nye orden, vil de, under de gunstigste betingelser man kan tænke sig, få fuld lejlighed til at lære Jehovas veje at kende, og på det grundlag vil de så kunne afgøre hvordan de personligt vil stille sig til spørgsmålet om hvem der bør have det suveræne herredømme over universet. De der viser at de elsker retfærdighed, kan komme til at leve evigt.

Mens „enden“ nærmer sig

25, 26. (a) Hvilken yderligere myndighed får Kristus når tiden er inde, og hvem griber han ind over for? (b) Hvordan berører dette forholdene på jorden?

²⁵ Før denne nye orden oprettes skal der ske betagende ting. Bibelen har forudsagt en vigtig ændring i verdensforholdene. Jesus Kristus indsættes som konge, ikke blot over sine egne disciple, men med myndighed til at skride ind mod hele verden. Da bekendtgøres det i himmelen: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Messias’, og han skal herske som konge i evighedernes evigheder.“ (Åbenbaringen 11:15) Kongen går først imod „verdens hersker“, Satan Djævelen selv, og hans dæmoner. (Johannes 14:30) Disse onde magter bliver kastet ud af himmelen og deres virksomhed begrænset til jordens nærhed. Hvad medfører det?

²⁶ Den profetiske beskrivelse nævner at der lyder en høj røst i himmelen som siger: „Derfor, glæd jer, I himle og I som bor i dem! Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ (Åbenbaringen 12:12) Der opstår uro uden lige blandt nationerne, men enden kommer ikke straks.

27. (a) Hvilket stort adskillelsesarbejde finder sted mens „enden“ nærmer sig, og hvordan bliver det udført? (b) Hvor omfattende bliver den forudsagte verdensødelæggelse?

²⁷ Det bliver en tid hvor der udføres et stort adskillelsesarbejde. Under ledelse af Jesus Kristus på den himmelske trone forkynder hans trofaste disciple „denne gode nyhed om riget“ på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne. Overalt får folk lejlighed til at vise hvordan de stiller sig til Guds herredømme. (Mattæus 24:14; 25:31-33) Når dette er udført, forklarede Jesus, „så vil enden komme“. „Der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen.“ (Mattæus 24:21) Derefter vil mennesker aldrig igen spørge: Hvad har Gud udrettet? De eneste der overlever vil være dem der har gjort sig den ulejlighed at finde ud af hvad Gud har været i færd med, og som har bragt deres liv i overensstemmelse med hans krav, før verdensødelæggelsen indtræffer.

28. (a) Hvornår indsættes Kristus på tronen, hvorefter folk af alle nationer skilles fra hinanden? (b) Hvad er det derfor vigtigt at vi gør hver især?

²⁸ Men hvornår skal alt dette ske? Hvornår får Kristus overdraget magt til at herske som konge og til at skille folk af alle nationer fra hinanden? Kendsgerningerne viser at det er sket her i det 20. århundrede. Kristus sidder allerede nu på sin himmelske trone, og adskillelsesarbejdet er nær ved at være fuldført. Der er kun kort tid tilbage hvori man endnu kan nå at stille sig på Jehovas side i spørgsmålet om det suveræne herredømme over universet. Den store trængsel er nær! En gennemgang af Bibelens profetier i lyset af den nyere historie vil vise at det forholder sig sådan. Vi tilskynder dig til at undersøge dette omhyggeligt.

[Illustration på side 62]

Ved at leve blandt menneskene lærte jordens nye hersker at forstå dem bedre