„Jeg appellerer til kejseren!“

EN PØBELSVÆRM griber en forsvarsløs mand og begynder at slå løs på ham. Han fortjener at dø, mener de. Men netop i det kritiske øjeblik kommer nogle soldater til undsætning og får manden befriet. Manden er apostelen Paulus. Hans angribere er jøder der er stærkt imod Paulus’ forkyndelse og anklager ham for at vanhellige templet. Hans befriere er romere, anført af deres øverstbefalende, Claudius Lysias. I forvirringen bliver Paulus arresteret, mistænkt for at være en forbryder.

De sidste syv kapitler i bogen Apostelgerninger fortæller om de begivenheder der tog deres begyndelse med denne arrestation. Hvis vi har kendskab til Paulus’ juridiske stilling, de anklager man rettede mod ham, og det han fremførte til sit forsvar, og vi véd lidt om romersk retspraksis, vil vi bedre forstå disse kapitler.

I forvaring hos Claudius Lysias

Claudius Lysias’ pligter bestod blandt andet i at opretholde ro og orden i Jerusalem. Hans overordnede, den romerske landshøvding i Judæa, boede i Cæsarea. Lysias’ indgriben i Paulus’ tilfælde kan opfattes dels som en handling til beskyttelse af en person mod vold og dels som en tilbageholdelse af en fredsforstyrrer. Jødernes angreb på Paulus fik Lysias til at føre ham ind i soldaternes kvarter i Antoniaborgen. — Apostelgerninger 21:27–22:24.

Lysias måtte finde ud af hvad Paulus havde gjort. På grund af forvirringen havde han ikke fået præcise oplysninger. Uden videre befalede han derfor at Paulus ’skulle forhøres under piskeslag, så han kunne få at vide hvorfor de råbte sådan imod ham’. (Apostelgerninger 22:24) Det var normal praksis at piske forbrydere, slaver og andre af lavere rang når man ville have dem til at tale. Pisken, eller svøben (flagrum), har sikkert været effektiv til dette formål, men den var et frygteligt redskab. Nogle af svøberne var forsynet med kæder med metalkugler for enden. Andre bestod af flere læderremme hvortil der var fastgjort skarpe ben- og metalstykker. De flænsede kødet op og lavede dybe sår i det.

På det tidspunkt gav Paulus til kende at han var romersk statsborger. Det var ikke tilladt at piske en romer som ikke var dømt, så Paulus’ oplysning havde øjeblikkelig virkning. Det kunne koste en romersk officer hans stilling at mishandle eller straffe en romersk borger. Man forstår hvorfor Paulus fra da af blev behandlet som en usædvanlig fange, en der kunne modtage besøgende. — Apostelgerninger 22:25-29; 23:16, 17.

Lysias, som ikke kendte anklagerne mod Paulus, førte ham nu frem for det jødiske Sanhedrin for at få en forklaring på postyret. Men Paulus startede en voldsom ordstrid da han sagde at han stod til doms på grund af spørgsmålet om opstandelsen. Uoverensstemmelserne var så stærke at Lysias var bange for at Paulus ville blive sønderrevet, og han måtte igen redde ham ud af de rasende jøders hænder. — Apostelgerninger 22:30–23:10.

Lysias havde ikke lyst til at stå med en myrdet romer. Da han fik nys om en sammensværgelse der havde til formål at rydde Paulus af vejen, lod han ham i hast føre til Cæsarea. Loven krævede at en rapport om sagen skulle følge med fangen når han blev overgivet til en højere retsinstans. En sådan rapport skulle indeholde de oplysninger man havde fundet frem til ved de indledende forhør, grunden til at man havde grebet ind, og forhørslederens mening om sagen. Lysias rapporterede at Paulus var ’anklaget for nogle stridsspørgsmål der vedrørte jødisk lov, ikke for noget som fortjente død eller lænker’, og han pålagde Paulus’ anklagere at forelægge deres klager for prokuratoren, Felix. — Apostelgerninger 23:29, 30.

Landshøvdingen Felix undlader at afsige dom

Domsmyndigheden i provinsen hvilede på Felix’ magt og myndighed til at befale . Han kunne følge lokal skik hvis han ville dét, eller den romerske straffelov — som gjaldt for regeringsembedsmænd og andre fremtrædende mænd i samfundet. Den blev kaldt ordo, „ordenen“. Han kunne også dømme extra ordinem, „uden for ordenen“, det vil sige dømme på en måde som afveg fra den officielle lov, en fremgangsmåde som kunne følges ved en hvilken som helst forbrydelse. Det forventedes at en landshøvding ’ikke tog hensyn til hvad man gjorde i Rom, men hvad man burde gøre’. Meget var altså overladt til hans eget skøn.

Man kender ikke den romerske lov i alle detaljer, men man mener at sagen mod Paulus var „et eksempel på en retsprocedure extra ordinem“. Landshøvdingen, som blev assisteret af sine rådgivere, påhørte anklager som blev fremført af privatpersoner. Den anklagede blev stillet ansigt til ansigt med anklagerne og kunne fremføre sit forsvar, men bevisbyrden lå hos dem der havde rejst sagen. Dommeren kunne idømme en straf efter eget skøn. Han kunne afsige kendelsen med det samme eller udsætte domsafsigelsen på ubestemt tid, og den anklagede blev i så fald tilbageholdt. Den amerikanske bibelforsker Henry Cadbury siger: „Med en så vilkårlig magtbeføjelse kunne prokuratoren uden tvivl let give efter for ’en upassende påvirkning’ og lade sig bestikke — enten til at frikende den anklagede, dømme ham eller udsætte sagen.“

Ypperstepræsten Ananias, jødernes ældste og en vis Tertullus anklagede formelt Paulus over for Felix. De fremførte at han var „en pest og en oprørsstifter blandt alle jøderne“, og hævdede at han var „anfører for nazaræernes sekt“ og havde „forsøgt at vanhellige templet“. — Apostelgerninger 24:1-6.

De der oprindelig overfaldt Paulus, troede at han havde ført en ikkejøde ved navn Trofimus ind i den forgård der udelukkende var forbeholdt jøder.a (Apostelgerninger 21:28, 29) Strengt taget var det Trofimus og ikke Paulus der var gået ind på forbudt område — hvis deres antagelse altså var rigtig. Men hvis jøderne tolkede Paulus’ formodede handling som meddelagtighed i overtrædelsen, kunne den medføre dødsstraf, og det ser ud til at Rom havde gjort den indrømmelse over for jøderne at anerkende dødsstraf for denne forbrydelse. Så hvis Paulus var blevet arresteret af den jødiske tempelvagt i stedet for af Lysias, kunne Sanhedrinet uden videre have retsforfulgt og dømt ham.

Et af jødernes argumenter var at det Paulus forkyndte, ikke var jødedommens lære, som var en religio licita, en „tilladt religion“, men snarere var lovstridig, ja, ligefrem statsfjendtlig.

De hævdede også at Paulus var „en oprørsstifter blandt alle jøderne på hele den beboede jord“. (Apostelgerninger 24:5) Kejser Claudius havde kort forinden anklaget jøderne i Alexandria for at „anstifte oprør og være en pest i hele verden“. Ligheden er slående. „Det var netop en sådan anklage man ville rette mod en jøde under Claudius’ principat eller i begyndelsen af Neros regering,“ siger historikeren A.N. Sherwin-White. „Jøderne søgte at indgive landshøvdingen den opfattelse at Paulus’ forkyndelse ville blive årsag til uroligheder blandt den jødiske befolkning i Romerriget. De vidste at landshøvdingerne ikke gerne dømte nogen udelukkende på grundlag af en religiøs anklage, og de søgte derfor at give den religiøse anklage en politisk drejning.“

Paulus forsvarede sig punkt for punkt. ’Jeg har ikke givet anledning til optøjer. Det er sandt at jeg tilhører det man kalder en „sekt“, men den overholder alle de jødiske forskrifter. Det var nogle jøder fra provinsen Asien der var årsag til optøjerne. Hvis de har nogen klage mod mig, burde de være til stede her og fremføre den.’ Paulus indskrænkede i realiteten anklagerne til at være en religiøs strid mellem jøder, en strid som romerne ikke havde nogen kompetence til at dømme i. Felix, som ikke ønskede at irritere de allerede oprørte jøder, hævede retten, og herefter skete der ikke mere i sagen. Paulus blev hverken udleveret til jøderne, som gjorde krav på at kunne dømme ham, eller dømt efter romersk lov, og han blev heller ikke løsladt. Felix kunne ikke tvinges til at afsige nogen dom, og foruden at han ønskede at indynde sig hos jøderne, havde han et andet vægtigt motiv til at udsætte sagen — han håbede på stikpenge fra Paulus. — Apostelgerninger 24:10-19, 26.b

Vendepunktet under Porkius Festus

To år senere da den nye landshøvding, Porkius Festus, tiltrådte sit embede, fornyede jøderne i Jerusalem deres anklager og anmodede om at Paulus måtte blive udleveret til dem for at blive dømt af dem. Men Festus svarede med myndighed at „det ikke er romersk skik som en gunstbevisning at udlevere noget menneske før den anklagede har stået ansigt til ansigt med sine anklagere og haft lejlighed til at forsvare sig imod sigtelsen“. Herom siger historikeren Harry W. Tajra: „Festus forstod med det samme at man var i færd med at planlægge en uretfærdig domfældelse og henrettelse af en romersk borger.“ Jøderne fik derfor befaling til at fremføre deres sag i Cæsarea. — Apostelgerninger 25:1-6, 16.

Her hævdede jøderne at Paulus „ikke burde leve mere“, men de fremlagde ingen beviser, og Festus forstod at Paulus ikke havde gjort noget som fortjente døden. „De havde blot nogle stridigheder med ham om deres egen gudsdyrkelse og om en vis Jesus som var død men som Paulus blev ved med at hævde var i live,“ sådan som Festus senere sagde til kong Agrippa. — Apostelgerninger 25:7, 18, 19, 24, 25.

Der kunne tydeligvis ikke rejses nogen politisk anklage mod Paulus, men angående den religiøse strid hævdede jøderne uden tvivl at de var de eneste der var kompetente til at dømme. Ville Paulus rejse til Jerusalem og lade sin sag afgøre dér? Det spurgte Festus Paulus om, men i realiteten var det ikke noget godt forslag. Hvis sagen skulle pådømmes i Jerusalem, hvor Paulus’ anklagere ville være dommere, ville det betyde at Paulus blev overgivet til jødernes forgodtbefindende. Derfor sagde han: „Jeg står for kejserens dommersæde; det er dér jeg bør dømmes.“ Og videre: „Jeg har ikke gjort jøderne nogen uret, . . . ingen [kan] som en gunstbevisning udlevere mig til dem. Jeg appellerer til kejseren!“ — Apostelgerninger 25:10, 11, 20.

En udtalelse af den art, fremsat af en romer, gjorde ende på enhver videre behandling af sagen for landshøvdingens domstol. Den anklagedes ret til at appellere (provocatio) var „reel, altomfattende og effektiv“. Efter at have talt med sine rådgivere om de dermed forbundne formaliteter erklærede Festus: „Til kejseren har du appelleret, til kejseren skal du komme.“ — Apostelgerninger 25:12.

Festus var kun glad for at blive fri for Paulus. Som han indrømmede over for Herodes Agrippa II nogle dage senere, var han i vildrede med hensyn til sagen. Festus skulle udfærdige en skrivelse til kejseren med en forklaring om sagen, men efter Festus’ opfattelse drejede den sig om nogle meget indviklede spørgsmål i forbindelse med jødisk lov. Imidlertid var Agrippa ekspert i disse forhold, så da han viste interesse for sagen, anmodede Festus ham straks om at være behjælpelig med at udfærdige skrivelsen. Efter at Paulus havde gjort rede for sin sag over for Agrippa, udbrød Festus, som intet havde forstået: „Du er ved at blive vanvittig, Paulus! Den megen lærdom driver dig til vanvid!“ Men Agrippa forstod udmærket hvad Paulus havde fremført, og han sagde: „På kort tid kunne du overtale mig til at blive en kristen!“ Men uanset hvad Festus og Agrippa mente om Paulus’ argumenter, var de enige om at Paulus var uskyldig og kunne være blevet løsladt hvis han ikke havde appelleret til kejseren. — Apostelgerninger 25:13-27; 26:24-32.

Enden på den langvarige retssag

Efter sin ankomst til Rom sammenkaldte Paulus jødernes ledere, ikke blot for at forkynde for dem, men også for at finde ud af hvad de vidste om ham. Det kunne fortælle ham noget om hans anklageres hensigter. Det var nemlig ikke ualmindeligt at myndighederne i Jerusalem søgte hjælp hos jøderne i Rom når de skulle forberede et sagsanlæg. Paulus fik imidlertid at vide at de ikke havde fået nogen instrukser om ham. Indtil sagen kom for, fik Paulus lov til at leje et hus og til frit at forkynde. Dette kan have betydet at Paulus i romernes øjne var uskyldig. — Apostelgerninger 28:17-31.

Paulus blev holdt i forvaring i yderligere to år. Hvorfor? Det siger Bibelen intet om. En anklaget blev som regel tilbageholdt indtil de der havde anlagt sag, kom og fremførte deres anklage, men måske var jøderne i Jerusalem klar over at deres sag stod svagt, og udeblev derfor. Måske tænkte de at den måde hvorpå de bedst og længst muligt kunne holde munden lukket på Paulus, var ved slet ikke at møde op. Det ser dog ud til at Paulus med tiden blev stillet for Nero og blev frikendt, og at han blev løsladt og kunne genoptage sin missionærvirksomhed. Da var der gået omkring fem år efter hans arrestation! — Apostelgerninger 27:24.

Modstandere af sandheden har længe ’skabt uret i lovens navn’ for at lægge den kristne forkyndelse hindringer i vejen. Det skulle ikke overraske os, for Jesus sagde: „Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ (Salme 94:20, den danske autoriserede oversættelse af 1931; Johannes 15:20) Men Jesus lod også forstå at vi ville have frihed til at forkynde den gode nyhed i hele verden. (Mattæus 24:14) Så ligesom apostelen Paulus stod fast under forfølgelse og modstand, gør Jehovas Vidner det samme i dag ved at „forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed“. — Filipperne 1:7.

[Fodnoter]