CLAUDIUS LYSIAS
(Klauʹdius Lyʹsias).
Militærtribun som havde befalingen over den romerske garnison i Jerusalem under apostelen Paulus’ sidste besøg dér omkring år 56. Som militærtribun (gr.: chiliʹarchos) havde Claudius Lysias befalingen over 1000 mand. Det græske navn „Lysias“ tyder på at han var græker af fødsel. Han erhvervede sig romersk borgerret for en stor sum penge, sandsynligvis under Claudius’ regering, da det var sædvane at de der fik borgerret, antog navnet på den herskende kejser. (Apg 22:28; 23:26) Ifølge den romerske historiker Dio Cassius var det i begyndelsen af kejser Claudius’ regering almindeligt at mange købte sig romersk borgerret for en betydelig sum penge. — Romaika, LX, 17, 5, 6.
Claudius Lysias optræder i beretningen i Apostelgerninger i forbindelse med apostelen Paulus. Han og soldaterne og centurionerne reddede Paulus fra at blive lynchet af en ophidset pøbelsværm. Claudius Lysias greb fat i Paulus og befalede at han skulle bindes, og da han på grund af larmen ikke kunne få noget at vide om hvad man anklagede ham for, befalede han at Paulus skulle føres til soldaternes kvarter i Antoniaborgen. — Apg 21:30-34.
Claudius Lysias mente fejlagtigt at Paulus var en ægypter som tidligere havde anstiftet et oprør og ført 4000 „dolkmænd“ ud i ørkenen. Men da han fik at vide at dette ikke var tilfældet, gav han apostelen lov til, på dennes anmodning, at tale til folket fra trappen, sandsynligvis den der førte op til Antoniaborgen. Da der så blev tumult igen efter at Paulus havde nævnt at han havde fået til opgave at forkynde for nationerne, befalede Claudius Lysias at han skulle føres ind i soldaternes kvarter og forhøres under piskeslag. — Apg 21:35-40; 22:21-24.
Da det blev meddelt Claudius Lysias at Paulus var romersk borger og han selv personligt havde fået det bekræftet, blev han bange fordi han havde krænket en romers rettigheder ved at lade ham binde. (Apg 22:25-29) At han godtog Paulus’ påstand om at være romersk borger, forstår man bedre når man véd at der var ringe sandsynlighed for at nogen ville fremsætte en falsk påstand i den retning, da dette var forbundet med dødsstraf. Om kejser Claudius siger Svetonius: „Personer af fremmed stand forbød han at føre romerske navne, i alt fald slægtsnavne. Når de tiltog sig romersk borgerret, lod han dem halshugge på den esquilinske mark.“ — Romerske kejsere, bd. II, s. 25.
Stadig opsat på at vide hvad man anklagede Paulus for, befalede Claudius Lysias Sanhedrinet at samles. Da Paulus ved den lejlighed kom ind på at tale om opstandelsen, resulterede det i en sådan uenighed blandt Sanhedrinets medlemmer at Claudius Lysias frygtede at Paulus ville blive flået i stykker af dem, og han befalede derfor soldaterne at rive apostelen ud af deres midte. — Apg 22:30; 23:6-10.
Da Claudius Lysias senere gennem Paulus’ søstersøn fik nys om en jødisk sammensværgelse med det formål at dræbe apostelen, tilkaldte han to af sine centurioner og befalede dem at gøre 200 soldater, 70 ryttere og 200 spydbærere klar til at afgå til Cæsarea kl. 9 om aftenen for at føre Paulus til landshøvdingen Felix. (Apg 23:16-24) I overensstemmelse med romersk lov sendte han også en redegørelse for sagen til landshøvdingen. Brevet holdt sig imidlertid ikke helt til kendsgerningerne. Selv om Claudius Lysias var overbevist om Paulus’ uskyld, gav han det indtryk at han havde reddet Paulus fordi han fik at vide at han var romer, mens han i virkeligheden havde krænket Paulus’ rettigheder som romersk borger ved at lade ham binde og endog befale at han skulle forhøres under piskeslag. — Apg 23:25-30.
Hvad angår spørgsmålet om hvordan Lukas har fået kendskab til brevets indhold, er det muligt at brevet blev oplæst under selve retssagen. Det er også muligt at apostelen har modtaget en kopi af det efter at han havde appelleret til kejseren.