Hvad siger Bibelen?

Hvordan ser Gud på sektvæsen?

HVAD ser du for dig når du hører ordet „sekt“? Religiøse grupper der, iført en usædvanlig påklædning, gør sig bemærkede ved at synge og spille på gadehjørnerne? Eller store forsamlinger af gurutilhængere der bøjer sig for en mystisk lederskikkelse? Eller mindes du rædselsvækkende beretninger om børn der er blevet kidnappet og misbrugt, eller om grusomme mord og masseselvmord?

Sørgeligt nok hører vi alt for ofte om den slags. De fleste forbinder derfor ordet „sekt“ med noget der er fremmedartet, utraditionelt og muligvis farligt. I almindelighed hæfter man betegnelsen „sekt“ på alle religiøse grupper der ikke har tilknytning til de store, etablerede kirkesamfund. Men er det rigtigt? Og endnu vigtigere: Hvad siger Bibelen?

Hvad er en sekt?

Interessant nok mente mange jøder i det første århundrede at netop Jesu disciple, og navnlig apostelen Paulus, tilhørte en sekt. På grund af den nidkærhed Paulus lagde for dagen i forkyndelsen af den gode nyhed om Jesus Kristus, beskyldte ansete jøder ham for at være „en pest og en oprørsstifter blandt alle jøderne på hele den beboede jord, og anfører for nazaræernes sekt“. (Apostelgerninger 24:5) Ordet „sekt“ er her oversat fra det græske ord haiʹresis der betyder „et valg“, det vil sige „valg af et standpunkt der strider mod den gængse opfattelse“. En „sekt“ betegner altså en gruppe mennesker der vælger at følge en anden vej eller tro end den der er almindeligt anerkendt.

De jødiske religiøse ledere betragtede det budskab Paulus og hans kristne trosfæller forkyndte som en vranglære der skabte uro — derfor stemplede de dem som en sekt. Men var det med rette? Bestemt ikke, for hvis vi ræsonnerer på samme måde må vi nødvendigvis også betegne kristendommen, som Jesus og apostelen Paulus forkyndte, som en sekt!

Bibelen omtaler derimod både farisæerne og saddukæerne som ’sekter’. (Apostelgerninger 15:5; 5:17) Hvorfor? Fordi de valgte at følge en vej eller en opfattelse der var i modstrid med Skrifterne. Jesus gjorde opmærksom på deres vildfarelse da han sagde: „Behændigt tilsidesætter I Guds bud for at kunne beholde jeres overlevering. . . . I gør således Guds ord ugyldigt med jeres overlevering.“ (Markus 7:9, 13) Skønt disse jøder betragtede sig som udøvere af den almindeligt anerkendte religion, hørte de ikke desto mindre til datidens sekter.

De selvretfærdige religiøse ledere afviste Jesus fordi de hovmodigt fastholdt deres egne ideer om hvad der er rigtigt. Derfor sagde Jesus til dem: „Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter.“ — Mattæus 21:43.

Hvem er vor tids sekter?

Betegnelsen „sekt“ bliver nu om stunder brugt i flæng af religiøse skribenter, kritikere og andre, og de hæfter den på hvem som helst der krænker deres personlige religiøse følelser. Men er det fornuftigt at bygge sin opfattelse på et sådant grundlag? Ville det ikke være bedre at følge den vejledning Jesus gav, og undersøge frugterne? Han sagde jo netop: „I kan kende dem på deres frugter.“ — Mattæus 7:16.

Mange af de grupper og bevægelser vi læser om må ganske rigtigt betegnes som sekter når man bedømmer dem ud fra dette kriterium. I stedet for at frembringe „åndens frugt“, har de til overmål lagt „kødets gerninger“ for dagen, hvilket indbefatter „utugt, urenhed, skamløshed, afgudsdyrkelse, udøvelse af spiritisme“ og så videre. (Galaterne 5:19, 24) Mange religiøse grupper bærer også med rette betegnelsen „sekter“ fordi de forguder visse karismatiske ledere og følger deres lære frem for Guds ord, Bibelen.

Men hvordan skal man da betragte de store, såkaldt anerkendte religioner? Overvej følgende: Fastholder de Bibelens høje normer i moralske spørgsmål, eller har de deres egne ideer om disse forhold? (1 Korinther 6:9, 10) Praktiserer de indbyrdes kærlighed som Jesus sagde skulle være et kendetegn på hans sande disciple, eller lader de sig styre af nationalisme og politik til at slå hinanden ihjel i krige? (Johannes 13:35) Forsvarer de Bibelen som Guds inspirerede ord, ligesom Jesus gjorde, eller betragter de den som en samling legender og fremholder i stedet menneskers ideologier og den gudvanærende udviklingsteori? (Johannes 17:17) Det er indlysende at de såkaldt anerkendte religioner og kirker, til trods for den anseelse de nyder, i grunden ikke er andet end frafaldne sekter der har camoufleret sig under betegnelsen „kristne“.

Hvad du bør gøre

Den sande kristendom er ikke en sekt, og den er heller ikke splittet. Hvis du tilhører et trossamfund eller en kirke bør du af hensyn til dit eget bedste nøje undersøge hvad dette trossamfund lærer og hvilke ’frugter’ dets medlemmer frembringer. Er læren og ’frugterne’ fuldstændig i harmoni med Bibelen? Eller kan det tænkes at det trossamfund du tilhører også har valgt en anden vej end den Bibelen afstikker — og derfor i virkeligheden er en sekt? Der er kun én måde hvorpå du med sikkerhed kan finde ud af dette, nemlig gennem et grundigt studium af Bibelen.

[Tekstcitat på side 27]

Apostelen Paulus blev beskyldt for at være „anfører for nazaræernes sekt“

[Tekstcitat på side 27]

Hvordan ser man på Bibelen i din kirke — som Guds ord eller som een samling myter og legender?