KILIKIEN

(Kiliʹkien).

Et forholdsvis lille, langstrakt kystlandskab i det sydøstlige Lilleasien. Det grænsede mod syd til Middelhavet og mod vest til Pamfylien. Mod nord adskilte Taurusbjergkæden det fra Lykaonien og Kappadokien, og mod øst adskilte Amanusbjergkæden (i dag kaldt Nur, en sydlig udløber af Taurus) det fra Syrien. Disse grænser var i det mindste gældende i en stor del af den antikke historie.

Landskabet faldt naturligt i to områder: Cilicia Tracheia (Det Ujævne Kilikien) mod vest og Cilicia Pedias (Det Jævne Kilikien) mod øst. Cilicia Tracheia var et barskt og skovrigt højland som var opfyldt af en del af Taurusbjergene og deres udløbere. Langs den forrevne klippekyst med de mange forbjerge der skød sig ud i havet, lå der talrige, godt beskyttede havne og vige, som fra gammel tid var tilholdssted for sørøvere der plyndrede de skibe der sejlede langs kysten. Cilicia Pedias omfattede den brede kystslette, et vandrigt og overmåde frugtbart område. I romertiden lå her en del byer med udstrakt selvstyre, hvoraf den betydeligste var Tarsus, Saulus’ (Paulus’) fødeby. — Apg 21:39; 22:3; 23:34.

Foruden varer som hvede, hør og forskellig slags frugt var Kilikien kendt for at producere gedehår, der i romertiden gik under navnet cilicium. Dets anvendelse til fremstilling af telte kan måske til dels forklare hvorfor Paulus tidligt blev oplært som teltmager.

Både militært og handelsmæssigt var Kilikiens beliggenhed af strategisk betydning. Den vigtigste handelsvej fra Syrien mod vest gik gennem De Syriske Porte, et højtliggende pas i Amanusbjergene ca. 30 km nord for Antiochia, og førte derfra over den kilikiske slette til Tarsus og op i Taurusbjergene til De Kilikiske Porte, nogle snævre pas eller slugter som gav adgang til det indre og det vestlige Lilleasien.

Under romerne blev Kilikien først delt, idet noget af den vestlige del blev tildelt lokale fyrster, mens den østlige del administreredes af naborigers vasalkonger. De to dele blev ikke samlet til én provins igen før på Vespasians tid (72 e.v.t.). I den første del af aposteltiden bestod der således et særlig nært forhold mellem Kilikien og Syrien, hvilket fornemmes i Apostelgerninger 15:23, 41 og Galaterne 1:21, hvor „Kilikien“ efter nogle bibelforskeres opfattelse sigter til Cilicia Pedias. I Apostelgerninger 27:5, hvor der siges at Paulus sejlede „over det åbne hav langs Kilikien og Pamfylien“ da han var på vej til Rom, må „Kilikien“ imidlertid omfatte både det østlige og det vestlige Kilikien.

Der var jøder fra Kilikien blandt dem der diskuterede med Stefanus inden hans død som martyr. (Apg 6:9) Omkring år 49 var der allerede oprettet menigheder i Kilikien, og det kristne råd i Jerusalem stilede et brev til disse menigheder. (Apg 15:23) Den rute Paulus fulgte på sin anden og tredje missionsrejse, ville naturligt føre ham gennem Kilikien og De Kilikiske Porte.