KNIDUS
(Kniʹdus).
En by på halvøen Reşadiye der strækker sig fra Lilleasiens sydvestlige hjørne ud i Det Ægæiske Hav, mellem øerne Rhodos og Kos.
Apostelen Paulus kom uden tvivl forbi Knidus da han omkring år 52 vendte tilbage fra sin anden missionsrejse (Apg 18:21, 22), og igen da han ved slutningen af sin tredje missionsrejse omkring år 56 sejlede ind til Kos og Rhodos (Apg 21:1), selv om byen ikke nævnes i disse tilfælde. Knidus er imidlertid nævnt i Apostelgerninger 27 i forbindelse med Paulus’ rejse til Rom i år 58, hvor han skulle stilles for kejser Nero. Skibet som Paulus og andre fanger var med, sejlede ud fra Myra og kom derfra til Knidus. (Apg 27:5-7) Under gunstige vindforhold skulle denne strækning på ca. 240 km kunne tilbagelægges på en dag, men som det fremgår af beretningen, var vinden ugunstig, så det tog „adskillige dage“ at nå frem til Knidus. ’Båden fra Alexandria’ som de sejlede med, var lastet med hvede og var muligvis et af de mange skibe der regelmæssigt bragte landbrugsprodukter fra Ægypten til Rom, og som under normale forhold sikkert tog den mere direkte rute fra Alexandria tværs over Middelhavet til Rom. (Apg 27:38) Den hårde modvind der omtales i vers 4 og 7, kan imidlertid have tvunget dette skib til at ændre kurs og sejle langs kysten og lægge ind til Myra. Et stort fartøj som var tungt lastet med hvede, ville komme langsomt frem i modvind, og det er forståeligt at det kun nåede frem til Knidus „med besvær“. Nylige udgravninger har givet os større viden om stedet. Det beskrives således i The Interpreter’s Dictionary of the Bible: „En lav og smal landtange . . . forbinder den knidiske halvø med hovedlandet. Halvøen ender i en højderyg som på hver side af halvøen giver læ til to gode havne. Den største havn mod syd må have været den handelshavn hvor vest- eller nordgående skibe som Paulus’ (Apg 27:7) kunne vente på bedre vejr før de fortsatte deres rejse forbi det forblæste forbjerg. Ved havnene var der fortøjningspladser, lagerbygninger . . ., torve, små teatre og et Dionysostempel.“ — Supplementsbind, redigeret af K. Crim, 1976, s. 169.
Efter at have nævnt ankomsten til Knidus siger beretningen: „Idet vinden ikke lod os komme videre, sejlede vi ind i læ under Kreta ved Salmone.“ (Apg 27:7) Det ser ud til at de ikke kunne „komme videre“ på deres planlagte rute over Det Ægæiske Hav forbi Grækenlands sydspids og derfra videre til Rom, men blev tvunget af modvinden til at dreje syd om Kreta og sejle i læ af kysten dér. Som det fremgår af Apostelgerninger 27:9, var det hen på efteråret, og de ansvarlige for skibet følte uden tvivl at de måtte se at komme så langt som muligt før årstidens vejrforhold ville gøre sørejsen endnu farligere.