I det første århundrede havde de søfarende ikke nogen instrumenter, heller ikke kompas, og måtte derfor udelukkende navigere efter det de kunne se. Det var derfor mest sikkert at rejse når sigtbarheden var god, hvilket den sædvanligvis var fra slutningen af maj til midt i september. I to måneder før og efter denne periode vovede købmænd sig nogle gange ud på en sejlads. Men i vintertiden blev solen, stjernerne og landmærker skjult af tågedis og skyer. Og man betragtede havet som lukket for sejlads (latin: mare clausum) fra den 11. november til den 10. marts medmindre rejsen var bydende nødvendig eller uopsættelig. De der rejste i slutningen af sæsonen, løb den risiko at måtte overvintre i en fremmed havn. — Apostelgerninger 27:12; 28:11.

Paulus kendte tydeligvis de farer der var forbundet med at sejle uden for sæsonen. På et tidspunkt frarådede han at man stod til havs i slutningen af september eller i begyndelsen af oktober: „Mænd, jeg ser at sejladsen vil være forbundet med skade og stort tab, ikke blot for ladningen og båden, men også for vore sjæle.“ (Apostelgerninger 27:9, 10) Men centurionen som førte befalingen, overhørte hans ord, og det resulterede i at de led skibbrud på Malta.