Nidkære vidner for Jehova på fremmarch!
JEHOVAS VIDNER i det første århundrede var et nidkært og frimodigt folk. De udførte ivrigt Jesu befaling: „Gå . . . og gør disciple af folk af alle nationerne.“ — Mattæus 28:19, 20.
Men hvordan ved vi at Kristi første disciple tog denne opgave alvorligt? Jo, det bekræftes i bogen Apostelgerninger i Bibelen, der viser at de første kristne var nidkære vidner for Jehova på fremmarch.
Baggrundsoplysninger
Lighedspunkter i sprog og stil mellem det tredje evangelium og Apostelgerninger tyder på at der er tale om én og samme skribent, nemlig Lukas, „den elskede læge“. (Kolossenserne 4:14) Noget særligt ved Apostelgerninger er de samtaler og bønner den indeholder. Omkring 20 procent af bogen består af taler, som for eksempel dem Peter og Paulus holdt da de forsvarede den sande tro.
Bogen Apostelgerninger er uden tvivl skrevet i Rom omkring år 61. Den nævner intet om Paulus’ foretræde for kejseren, eller om Neros forfølgelse af de kristne omkring år 64. — 2 Timoteus 4:11.
Ligesom Lukasevangeliet er Apostelgerninger stilet til Theofilus. Bogen blev skrevet for at styrke de kristnes tro og berette om kristendommens udbredelse. (Lukas 1:1-4; Apostelgerninger 1:1, 2) Den er et vidnesbyrd om at Jehovas hånd var med hans loyale tjenere. Den henleder opmærksomheden på Guds ånds kraft og styrker vor tillid til de guddommeligt inspirerede profetier. Apostelgerninger hjælper os også til at udholde forfølgelse, tilskynder os til at være selvopofrende vidner for Jehova, og styrker vort håb om Riget.
Historisk nøjagtig
Som Paulus’ rejsefælle skrev Lukas om deres rejser. Han havde desuden talt med øjenvidner til flere af de begivenheder han beskriver. Dette, sammen med Lukas’ grundige forarbejde, gør hans skrifter til mesterværker med hensyn til historisk nøjagtighed.
Forskeren William Ramsay kunne derfor sige: „Lukas er en historiker af højeste rang: ikke alene er hans oplysninger pålidelige, men han har også historisk sans . . . Denne forfatter hører til blandt de allerbedste historikere.“
Peter — et trofast vidne
Det gudgivne arbejde med at forkynde den gode nyhed kan kun udføres med kraft fra Jehovas hellige ånd. Når Jesu disciple modtager den hellige ånd vil de derfor blive vidner om ham i Jerusalem, Judæa og Samaria, ja, „til jordens fjerneste egne“. På pinsedagen i år 33 bliver de fyldt med hellig ånd. Eftersom klokken kun er ni om morgenen, kan de så afgjort ikke være berusede, sådan som nogle mener. Peter aflægger et magtfuldt vidnesbyrd, og 3000 bliver døbt. Religiøse modstandere forsøger at bringe disse forkyndere af Riget til tavshed, men som svar på sine vidners bøn giver Gud dem styrke til at tale hans ord med frimodighed. Da de igen trues, svarer de: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ Arbejdet fortsætter idet de bliver ved med at forkynde fra hus til hus. — 1:1–5:42.
Tillid til Jehovas ånd sætter hans vidner i stand til at udholde forfølgelse. Efter at det trofaste vidne Stefanus er blevet stenet til døde, bliver Jesu disciple spredt, hvilket blot bevirker at ordet udbredes endnu mere. Evangelieforkynderen Filip udfører et pionerarbejde i Samaria. Til alles overraskelse bliver den indædte forfølger Saulus fra Tarsus omvendt. Som apostelen Paulus får han forfølgelsens hede at føle i Damaskus, men undslipper jødernes morderiske anslag. Paulus mødes kort med apostlene i Jerusalem, hvorefter han tager videre for at udføre sin forkyndergerning. — 6:1–9:31.
Jehovas hånd er fortsat med hans vidner. Peter oprejser Dorkas (Tabita) fra de døde. Som svar på et kald forkynder Peter den gode nyhed for Kornelius og dennes familie og venner i Cæsarea. De bliver de første ikkejøder der døbes som Jesu disciple. Hermed ender de „halvfjerds uger“ i år 36. (Daniel 9:24) Kort tid efter henretter Herodes Agrippa I apostelen Jakob og lader Peter arrestere. Men apostelen bliver ved en engels hjælp udfriet fra fængselet, og ’Jehovas ord har fortsat fremgang og udbredes’. — 9:32–12:25.
Paulus’ tre missionsrejser
De der ofrer sig selv i tjenesten for Gud som Paulus gjorde, får store velsignelser. Hans første missionsrejse begynder i Antiochia i Syrien. På Cypern kommer prokonsulen Sergius Paulus og mange andre til troen. Johannes (Markus) forlader Paulus og Barnabas i Perge i Pamfylien for at rejse til Jerusalem, mens Paulus og Barnabas drager videre til Antiochia i Pisidien. I Lystra iværksætter jøderne en forfølgelse. Skønt Paulus bliver stenet og anset for død, kommer han sig og fortsætter sin forkyndergerning. Til sidst vender han og Barnabas tilbage til Antiochia i Syrien, hvor de afslutter deres første rejse. — 13:1–14:28.
Under den hellige ånds ledelse afgjorde rådet af apostle og ældste i Jerusalem spørgsmål som opstod i menigheden, ligesom Det Styrende Råd gør i dag. Omskærelse hørte ikke med til ’det nødvendige’, som er at man afholder sig „fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt“. (15:28, 29) Da Paulus begynder på sin anden missionsrejse ledsager Silas ham, og senere slutter Timoteus sig til dem. Da der lyder en opfordring til at komme over til Makedonien tager de straks af sted. I Filippi resulterer deres forkyndelse i opstand og fængsling, men et jordskælv udvirker at Paulus og Silas bliver udfriet, og de forkynder for arrestforvareren og hans familie, som kommer til troen og bliver døbt. — 15:1–16:40.
Jehovas tjenere bør flittigt studere hans ord, ligesom Paulus og de sandhedssøgende indbyggere i Berøa gjorde. På Areopagus i Athen aflægger han et vidnesbyrd om Jehova som Skaberen, og nogle kommer til troen. Indbyggerne i Korinth viser så stor interesse at han bliver i byen i halvandet år. Her skriver han sit første og andet brev til thessalonikerne. Efter at have taget afsked med Silas og Timoteus, sejler han til Efesus, hvorfra han rejser til Cæsarea og videre til Jerusalem. Da han vender tilbage til Antiochia i Syrien er hans anden missionsrejse slut. — 17:1–18:22.
Som Paulus’ eksempel viser er hus-til-hus-forkyndelsen en vigtig del af den kristne tjeneste. På sin tredje missionsrejse (år 52-56) følger Paulus stort set den samme rute som under sin anden rejse. Paulus’ forkyndelse vækker modstand i Efesus, hvor han skriver Første Korintherbrev. Andet Korintherbrev bliver skrevet i Makedonien, og mens han er i Korinth skriver han brevet til romerne. I Milet mødes Paulus med de ældste fra Efesus og taler om hvordan han har undervist dem offentligt og fra hus til hus. Hans tredje missionsrejse slutter da han ankommer til Jerusalem. — 18:23–21:14.
Forfølgelse preller af
Forfølgelse får ikke Jehovas trofaste vidner til at holde op med at forkynde. Da Paulus bliver udsat for et pøbeloverfald ved templet i Jerusalem, forkynder han frimodigt for den sydende menneskemængde. Et forsøg på at slå ham ihjel bliver forpurret da han under militær bevogtning bliver sendt til landshøvdingen Felix i Cæsarea. Paulus bliver holdt i lænker i to år da Felix, forgæves, håber på at modtage bestikkelse. Hans efterfølger, Festus, hører at Paulus appellerer til kejseren. Før apostelen drager af sted til Rom holder han imidlertid en gribende forsvarstale i kong Agrippas påhør. — 21:15–26:32.
Prøvelser hindrer ikke Jehovas tjenere i uforfærdet at fortsætte med at forkynde. Det er Paulus et levende vidnesbyrd om. Da han har appelleret til kejseren rejser han sammen med Lukas af sted mod Rom omkring år 58. I Myra i Lykien skifter de skib. De lider skibbrud og strander på øen Malta, men et andet skib bringer dem senere til Italien. Selv under militærbevogtning i Rom kalder Paulus folk til sig og forkynder den gode nyhed for dem. Under dette fængselsophold skriver han Efeserbrevet, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet, brevet til Filemon og brevet til hebræerne. — 27:1–28:31.
Altid på fremmarch
Bogen Apostelgerninger viser at det arbejde som blev påbegyndt af Guds søn, trofast blev videreført af Jehovas vidner i det første århundrede. Ja, med kraft fra Guds hellige ånd udførte de nidkært deres vidnegerning.
Guds hånd var med Jesu første disciple fordi de altid stolede på Ham. Derved kom tusinder til troen, og ’den gode nyhed blev forkyndt blandt al skabningen under himmelen’. (Kolossenserne 1:23) Både dengang og i dag har sande kristne vist sig at være nidkære vidner for Jehova på fremmarch!
[Ramme/illustration på side 25]
CENTURIONEN KORNELIUS: Kornelius var centurion i den italienske hærafdeling. (10:1) En centurions årsløn var fem gange så stor som den menige soldats, nemlig på omkring 1200 denarer eller mere. Når han gik på pension fik han jord eller penge. Hans farvestrålende militærudrustning bestod af bl.a. en sølvhjelm, en kiltlignende klædning, en smuk uldkappe samt dekorerede benskinner. I en centurions kompagni var der i princippet 100 mand, men til tider kun omkring 80 mand. De menige soldater i „den italienske hærafdeling“ blev tilsyneladende rekrutteret blandt romerske borgere og frigivne slaver i Italien.
[Ramme/illustration på side 25]
BØN PÅ ET HUSTAG: Det var ikke for at stille sin fromhed til skue at Peter bad på et hustag. (10:9) Et rækværk omkring det flade tag skjulte ham sandsynligvis for andres øjne. (5 Mosebog 22:8) Taget var desuden et sted hvor man om aftenen kunne søge ro, hævet over støjen fra gaden.
[Ramme på side 25]
’GUDER I MENNESKESKIKKELSE’: Da Paulus helbredte en vanfør mand troede indbyggerne i Lystra at han og Barnabas var guder i menneskeskikkelse. (14:8-18) Den øverste græske gud Zeus havde et tempel i denne by, og hans søn Hermes, gudernes sendebud, var kendt for sin veltalenhed. Folket mente at Paulus var Hermes fordi det var ham der førte ordet, og de antog derfor Barnabas for at være Zeus. Det var skik og brug at smykke statuerne af de falske guder med kranse af cypres, fyr eller blomster, men Paulus og Barnabas afviste at modtage en sådan afguderisk hyldest.
[Ramme/illustration på side 25]
ARRESTFORVAREREN: Da et jordskælv i Filippi åbnede fængselets døre og løste de indsattes lænker, ville arrestforvareren gøre det af med sig selv. (16:25-27) Hvorfor? Fordi en arrestforvarer ifølge romersk lov skulle lide samme straf som en undvegen fange var blevet idømt. Arrestforvareren foretrak åbenbart at begå selvmord frem for at blive torteret ihjel, hvilket uden tvivl var den straf der ventede nogle af de indsatte. Han tog imidlertid imod den gode nyhed, og han og alle som tilhørte ham „blev uden tøven døbt“. — 16:28-34.
[Ramme/illustration på side 26]
EN APPEL TIL KEJSEREN: Som romersk borger af fødsel havde Paulus ret til at appellere til kejseren og få sin sag prøvet i Rom. (25:10-12) En romersk borger måtte ikke bindes, piskes eller straffes uden dom. — 16:35-40; 22:22-29; 26:32.
[Kildeangivelse]
Musei Capitolini, Rom
[Ramme/illustration på side 26]
ARTEMIS’ TEMPELVOGTER: Sølvsmeden Demetrius blev så oprørt over Paulus’ forkyndelse at han lavede optøjer. Men byskriveren spredte menneskemængden. (19:23-41) Sølvsmedene lavede små sølvtempler af den helligste del af templet hvori statuen af den mangebrystede frugtbarhedsgudinde Artemis var anbragt. Flere byer konkurrerede om at få den ære at blive hendes neōkoʹros eller ’tempelvogter’.
[Ramme/illustration på side 26]
I HAVSNØD: Da skibet med Paulus blev ramt af den orkanagtige vind der kaldes Eurakvilo, ’kunne de næsten ikke få jollen ved agterskibet under kontrol’. (27:15, 16) Jollen var en lille båd der sædvanligvis blev slæbt efter et skib. Et skib medførte tovværk der kunne bindes rundt om skroget for at undersurre det, så det i stormvejr kunne modstå presset fra masten. (27:17) Matroserne kastede fire ankre ud og løste surringstovene på styreårerne, der tjente som skibets ror. (27:29, 40) Båden fra Alexandria havde en galionsfigur der forestillede „Zeus’ sønner“ — Castor og Pollux, der blev betragtet som sømændenes skytshelgener. — 28:11.