Bidrag der glæder hjertet
I NEDENSTÅENDE ramme findes to typiske breve udsendt af trossamfund i kristenheden for at skaffe penge. Synes du de virker tiltalende? Næppe! Alligevel er penge på mange måder en nødvendighed i dag for at fremme den tilbedelse der har Guds godkendelse. Hvordan kan en kristen organisation da tilvejebringe de nødvendige midler for at kunne udføre Guds vilje?
Svaret kan vi finde ved at undersøge hvad der var skik og brug i den kristne menighed i det første århundrede, og se de ord som dens grundlægger, Jesus Kristus, udtalte. „Gør jer det til en regel at give, så vil man give til jer,“ lyder Jesu råd i Lukas 6:38. „Et godt mål, der er presset, rystet og som løber over, vil man give i jeres skød. For med det mål som I udmåler med, vil man udmåle til jer igen.“ Dette var en passende illustration som Jesu tilhørere dengang udmærket forstod. Deres orientalske klædning havde en indbygget lomme hvori man kunne bære eller opbevare ting. Ordet „skød“, ordret „favn“ (på græsk kolʹpos), henviser til den hulning der i den løse klædning dannedes af folden lige over bæltet, og det var i denne lomme at sælgerne hældte de udmålte varer man havde købt.
Men hvor mange købmænd ville mon først presse varen godt ned og derefter ryste den for at få så meget som muligt ned i kundens lomme, så meget at det endda løb over? Kun meget få, om overhovedet nogen! Den kristne der frit viste medfølelse over for dem der var i nød, ville derimod få rigeligt igen i form af barmhjertighed. Det mål vi anvender i vor måde at behandle andre på, hvad enten det er et rundhåndet eller karrigt mål, vil også blive anvendt over for os. Dette gælder ikke blot det vi høster fra mennesker men — hvad der er endnu vigtigere — også det vi høster fra Jehova Gud. — Jævnfør Andet Korintherbrev 9:6; Galaterbrevet 6:7.
Jesus erfarede sandheden i dette princip ved frit at give af sig selv, sine kræfter og evner. Han var indbegrebet af gavmildhed. Nidkært og uselvisk forkyndte han den gode nyhed om Guds rige for de fattige. Han hverken krævede penge for sin forkyndelse eller forventede at man betalte ham en bestemt løn. Alligevel manglede han aldrig noget. Folk støttede ham gavmildt og frivilligt i hans tjeneste. — Lukas 7:22; 8:1-3.
Jesu gavmildhed inspirerede andre til at vise en lignende gavmildhed, og den fik Simon Peter, Jakob, Johannes og de andre af de tolv til at forlade alt for at tage tjenesten op. (Lukas 5:10, 11; 9:1-6) De der i dag yder den samme form for bidrag opnår lignende resultater. Jehovas vidner giver således af deres tid, kræfter og midler for at forkynde den gode nyhed om Guds rige for andre, og ved at de viser denne gavmildhed i forkyndelsen føler andre sig tilskyndet til også at give udtryk for gavmildhed ved at hjælpe dem med at udbrede den gode nyhed. — Ordsprogene 11:25.
Der er imidlertid — foruden den gavmildhed vi viser ved at forkynde — også en anden form for gavmildhed der glæder hjertet. At bidrage med sine økonomiske midler ud fra et ret motiv og til de rette formål, er også en del af den sande tilbedelse. (2 Korinther 9:9-14) Hvordan praktiserede de kristne i det første århundrede denne form for gavmildhed?
De første kristnes fremgangsmåde
I dagene lige efter den kristne menigheds oprettelse i år 33 e.v.t. var der et nært sammenhold mellem de 3000 der var blevet omvendt og døbt. Der siges at de var optaget „af fællesskabet, af måltiderne og af bønnerne“. Hvilket godt formål tjente det? Det gjorde det muligt for dem at befæste deres nyfundne tro ved fortsat „at være helt optaget af apostlenes lære“. — Apostelgerninger 2:41, 42.
De jøder og proselytter der var kommet til Jerusalem havde kun planlagt at skulle være der under pinsefesten. Men de der blev kristne ønskede at blive i længere tid og lære mere, for at styrke deres nye tro. Derved opstod der en nødsituation hvor der var behov for mad og logi. Nogle af de besøgende havde ikke tilstrækkeligt med penge med sig, mens andre havde rigeligt. Man foretog derfor en foreløbig indsamling og delte ud af de materielle midler til dem der var i nød. — Apostelgerninger 2:43-47.
Hvordan skaffede man mad og logi til dem alle? Apostlene, der fungerede som et styrende råd, forestod indsamlingen og uddelingen af de varer der blev givet som bidrag. Det billede der tegner sig af den første kristne menighed viser at dens medlemmer ikke betragtede deres materielle ejendele som deres egne, men som noget der skulle bruges til gavn for hele menigheden. (Apostelgerninger 2:44; 4:32) Hertil kom at „alle de der var ejere af jordstykker eller huse, solgte dem og kom med beløbene for det solgte og lagde dem for apostlenes fødder. Og der blev så delt ud til hver enkelt, alt efter som han havde behov.“ — Apostelgerninger 4:34, 35.
Salget af fast ejendom og det at man havde alting fælles var fuldstændig frivilligt. Ingen var forpligtet til at sælge eller give noget. Formålet var ikke at gøre fattigdommen til en dyd blandt de kristne. Det fremgår ikke af beretningen at de mere velhavende solgte alt hvad de ejede og dermed blev fattige. Det var snarere sådan at de på grund af medfølelse med deres trosfæller i denne specielle situation solgte deres ejendele og skænkede udbyttet som bidrag for at skaffe det nødvendige til fremme af Rigets interesser. — Jævnfør Andet Korintherbrev 8:12-15.
På samme måde har enkeltpersoner i dag skænket deres ejendele til Vagttårnets selskab eller betænkt dette selskab i deres testamente, og derved stillet midler til rådighed for Jehovas Vidners styrende råd så de har kunnet anvendes hvor der har været størst behov for at støtte Rigets interesser. Ligesom i tiden efter Pinsedagen bliver ethvert bidrag af denne art anvendt til at oplyse andre åndeligt. Men der stilles intet krav om at man yder sådanne bidrag.
Nøgleordet er regelmæssighed
Omkring 20 år efter pinsedagen i år 33 mindede apostelen Paulus menigheden i Korinth om det behov der var opstået for visse bidrag. „Angående indsamlingen til de hellige, gør da I også sådan som jeg har givet besked om til menighederne i Galatien,“ skriver han og giver derefter følgende råd: „Lad enhver af jer hver første dag i ugen lægge noget til side derhjemme, alt efter hvad han har råd til, for at der ikke først skal finde indsamlinger sted når jeg kommer. Men når jeg indfinder mig, skal jeg sende dem som I ved breve godkender, så de kan bringe jeres venlige gave til Jerusalem.“ Hver enkelt familie, rig eller fattig, skulle selv beslutte hvor meget den kunne give, eftersom beslutningen skulle foretages „derhjemme“. — 1 Korinther 16:1-3.
Paulus’ forslag vedrørende måden at give bidrag på kan også anvendes af menighedens medlemmer i dag. Hvordan? Nøgleordet er regelmæssighed. Hvis din menighed skal betale en månedlig husleje og visse udgifter til vedligeholdelse af jeres mødested eller rigssal, vil det kræve bidrag. Men det er ikke så meget et spørgsmål om beløbets størrelse som det at man regelmæssigt hver uge eller måned sætter noget til side til Rigets interesser. Selv børn kan oplæres til at forstå at regelmæssige bidrag udgør en del af deres tilbedelse.
Når der bliver givet bidrag med det rette motiv og til det rette formål, glæder det derfor både Guds og menneskers hjerte. Det er som der siges i Andet Korintherbrev 9:7: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“
[Ramme på side 28]
Metoder brugt i kristenheden
„Herren bad mig skrive dette brev til dig . . . Jeg ville ikke for noget i verden have skrevet et sådant brev til dig hvis ikke Gud havde sagt til mig at jeg skulle gøre det og fortælle dig at hvis du hurtigst muligt sender 20 dollars som hjælp til mig nu, vil han velsigne dig som du aldrig er blevet velsignet før.“ — Standardbrev fra en canadisk præst underskrevet: „Din præst og kompagnon.“
„Luk op for denne hellige salveolie (spild ikke en dråbe). Jesus er i denne troens olie. Tegn et kors på panden med den, gå derefter ind i et værelse for dig selv og tag alle de penge frem du har og tegn et kors på hver pengeseddel. Så vil Gud hjælpe dig med dine økonomiske problemer og mangedoble dine penge, som det beskrives i Lukas 6:38 . . . Når du salver de penge du har med denne hellige salveolie, salv da hver eneste pengeseddel. Tegn et kors på hver seddel, ja, tag den største pengeseddel du har, en tyvedollarseddel, tidollarseddel eller femdollarseddel, og tegn med salveolien et kors på den og send den til Guds arbejde.“ — Standardbrev fra en præst i USA underskrevet: „En Guds profet gennem 30 år.“
[Ramme på side 30]
Hvordan nogle giver bidrag til Rigets arbejde
● Gaver: Bidrag i form af penge kan sendes direkte til Vagttårnet, Stenhusvej 28, 4300 Holbæk, giro 6 40 34 68. Ejendomme kan også gives som bidrag. Sammen med sådanne gaver bør følge et brev eller en meddelelse der ganske kort oplyser at det er et frivilligt bidrag.
● Livsforsikringer: Vagttårnets selskab kan anføres som den til hvis fordel en livsforsikring er tegnet. På lignende måde kan indeståender på bankkonti betroes Selskabet. I begge tilfælde bør Selskabet altid informeres på forhånd.
● Testamenter: Ejendomme eller penge kan testamenteres til Vagttårnets selskab i kraft af et juridisk gyldigt testamente. Det vil være praktisk at Selskabet og menigheden modtager en kopi af dette dokument.
Man kan få yderligere oplysninger og råd vedrørende gaver og testamenter ved at spørge de ældste i menigheden eller ved at skrive til Vagttårnet, Stenhusvej 28, 4300 Holbæk.
[Illustrationer på side 31]
Forskellige måder hvorpå Jehovas Vidners styrende råd i de sidste to år har anvendt bidrag til fremme af Rigets interesser:
Økonomisk støtte til mere end 12.700 missionærer og specialpionerer
Opførelse eller udvidelse af 40 afdelingskontorer
Hjælp til mere end 5000 rejsende tilsynsmænd og deres hustruer
Indkøb af otte nye hurtigtgående rotationstrykkemaskiner
Underhold af over 8400 betelmedarbejdere
Hjælp til katastrofeofre