„Godt nyt om noget bedre“
„Hvor skønt et syn på bjergene: til fods kommer den . . . som bringer godt nyt om noget bedre.“ — ESAJAS 52:7.
1, 2. (a) Hvilke frygtelige ting sker der hver dag? (b) Hvordan indvirker det på mange når de konstant hører dårlige nyheder?
I HELE verden er folk ved at drukne i dårlige nyheder. Man lukker op for radioen og hører skræmmende nyheder om dødbringende sygdomme der breder sig over hele jorden. Man tænder for fjernsynet og ser grufulde billeder af sultne børn der trygler om hjælp. Man tager avisen og læser om bombeeksplosioner der sprænger bygninger i luften og dræber i snesevis af uskyldige mennesker.
2 Der går ikke en dag uden at der sker noget frygteligt. Ingen kan være i tvivl om at denne verdens scene skifter — og det er ikke til det bedre. (1 Korinther 7:31) Et vesteuropæisk nyhedsmagasin havde den kommentar at det undertiden ser ud som om hele verden „er ved at gå op i flammer“. Det er derfor ikke så mærkeligt at stadig flere er bekymrede og urolige. En mand der blev spurgt om han så nyhedsudsendelserne i fjernsynet, gav sikkert udtryk for manges mening da han sagde: „Når jeg har set nyhederne, er jeg meget deprimeret. Det er alt sammen dårlige nyheder, og det er næsten ikke til at bære.“
En nyhed som alle må høre
3. (a) Hvilken god nyhed indeholder Bibelen? (b) Hvorfor har vi brug for denne nyhed?
3 Findes der slet ingen gode nyheder i denne verden? Jo, bestemt! Det er beroligende at vide at Bibelen indeholder en god nyhed. Ifølge Bibelen vil sygdom, sult, kriminalitet, krig og alle former for undertrykkelse blive fjernet, og det vil ske ved hjælp af Guds rige. (Salme 46:9; 72:12) Er det ikke en nyhed som alle har brug for at høre? Det mener vi i hvert fald. Derfor er Jehovas Vidner kendt overalt for deres ihærdige bestræbelser for at forkynde den gode nyhed om Guds rige for folk af alle nationer. — Mattæus 24:14.
4. Hvilke aspekter ved vores forkyndelse vil vi se nærmere på i denne og den følgende artikel?
4 Men hvad kan vi som forkyndere gøre for til stadighed at have en tilfredsstillende og meningsfyldt andel i forkyndelsen af den gode nyhed — selv i områder hvor folk er mindre tilbøjelige til at lytte? (Lukas 8:15) En kort gennemgang af tre vigtige aspekter ved vores forkyndelsesarbejde kan være en hjælp for os. Vi vil se nærmere på (1) vores motiv, eller hvorfor vi forkynder; (2) vores budskab, eller hvad vi forkynder; og (3) vores metode, eller hvordan vi forkynder. Når vi har et rent motiv, forkynder et klart budskab og bruger en effektiv metode, kan vi give mange forskellige mennesker mulighed for at høre den bedste af alle nyheder — den gode nyhed om Guds rige.a
Hvorfor vi forkynder den gode nyhed
5. (a) Hvad motiverer os først og fremmest til at forkynde? (b) Hvorfor kan man sige at vi viser kærlighed til Gud ved at overholde det bibelske påbud om at forkynde?
5 Lad os se på det første aspekt — vores motiv. Hvorfor forkynder vi den gode nyhed? Af samme grund som Jesus forkyndte. Han sagde: „Jeg elsker Faderen.“ (Johannes 14:31; Salme 40:8) Vi gør det først og fremmest af kærlighed til Gud. (Mattæus 22:37, 38) Bibelen selv forbinder kærligheden til Gud med vores forkyndelse, for den siger: „Dette er hvad kærligheden til Gud vil sige, at vi holder hans bud.“ (1 Johannes 5:3; Johannes 14:21) Hører det med til Guds bud at ’gå ud og gøre disciple’? (Mattæus 28:19) Ja. Det er rigtigt at disse ord blev udtalt af Jesus, men de stammer fra Jehova. Hvordan det? Fordi Jesus sagde: „Jeg [gør] intet . . . af mig selv; men jeg siger disse ting sådan som Faderen har undervist mig.“ (Johannes 8:28; Mattæus 17:5) Vi viser altså Jehova at vi elsker ham ved at følge buddet om at forkynde.
6. Af hvilke andre grunde motiverer kærligheden til Gud os til at forkynde?
6 Desuden vil kærligheden til Gud motivere os til at forkynde fordi vi ønsker at bekæmpe de løgne som Satan udspreder om Gud. (2 Korinther 4:4) Satan har draget Guds ret til at herske i tvivl. (1 Mosebog 3:1-5) Som vidner for Jehova nærer vi et stærkt ønske om at afsløre Satans løgne og hellige Guds navn over for alle mennesker. (Esajas 43:10-12) Vi forkynder også fordi vi har lært Guds egenskaber og veje at kende. Vi føler os nært knyttet til ham og har et stærkt ønske om at fortælle andre om Gud. Ja, Jehovas godhed og retfærdighed fylder os med en sådan glæde at vi ikke kan holde op med at tale om ham. (Salme 145:7-12) Vi føler en stærk trang til at lovprise Jehova og „forkynde hans dyder“ for alle som vil lytte. — 1 Peter 2:9; Esajas 43:21.
7. Af hvilken anden vigtig grund ud over kærligheden til Gud deltager vi i forkyndelsen?
7 Vi har endnu en vigtig grund til at forkynde: Vi ønsker oprigtigt at bringe en god nyhed til alle dem der føler at de er ved at drukne i dårlige nyheder, og til alle dem der lider på den ene eller den anden måde. Her søger vi at efterligne Jesus. Se for eksempel på det der siges i Markusevangeliet, kapitel 6.
8. Hvad viser beretningen i kapitel 6 i Markusevangeliet om hvad Jesus følte for skarerne?
8 Apostlene var vendt tilbage fra en forkyndelsestur og meddelte Jesus alt hvad de havde udrettet og lært folk. Jesus lagde mærke til at apostlene var trætte, og han siger nu at de skal tage med ham til et sted hvor de kan ’hvile sig lidt’. De går derfor om bord i en båd for at sejle til et sted hvor de kan få lidt hvile. Folkeskaren følger imidlertid efter dem langs bredden og indhenter dem. Hvad gør Jesus? Beretningen fortsætter: „Da han kom ud af båden så han en stor skare mennesker, og han fik inderligt ondt af dem, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at lære dem mange ting.“ (Markus 6:31-34) Medfølelse med skarerne fik Jesus til at fortsætte med at forkynde selvom han var træt. Det er tydeligt at Jesus havde stor medfølelse med disse mennesker.
9. Hvad lærer vi af beretningen i kapitel 6 i Markusevangeliet angående det rette motiv til at forkynde?
9 Hvad lærer vi af denne beretning? Som kristne føler vi at vi er forpligtede til at forkynde den gode nyhed og gøre disciple. Vi er klar over at vi har et ansvar for at forkynde den gode nyhed, da det er Guds vilje „at alle slags mennesker skal frelses“. (1 Timoteus 2:4) Men vi forkynder ikke alene fordi vi føler at vi har pligt til det, men også fordi vi af hjertet føler med dem vi forkynder for, sådan som Jesus gjorde. Hvis vi har en dyb medfølelse med vore medmennesker, vil vi gøre alt hvad vi kan, for at fortælle dem om den gode nyhed. (Mattæus 22:39) Begge disse motiver vil tilskynde os til at forkynde uden ophør.
Vores budskab — den gode nyhed om Guds rige
10, 11. (a) Hvordan beskriver Esajas det budskab vi forkynder? (b) Hvordan forkyndte Jesus „godt nyt om noget bedre“, og hvordan har Guds tjenere i vor tid fulgt hans eksempel?
10 Hvordan forholder det sig med det andet aspekt ved vores forkyndelse — vores budskab? Hvad forkynder vi? Profeten Esajas gav denne smukke beskrivelse af det budskab vi kommer med: „Hvor skønt et syn på bjergene: til fods kommer den som bringer godt nyt, den som forkynder fred, den som bringer godt nyt om noget bedre, den som forkynder frelse, den som siger til Zion: ’Din Gud er blevet konge!’“ — Esajas 52:7.
11 Læg mærke til udtrykket „din Gud er blevet konge“. Det fortæller hvad hovedindholdet af vores budskab skal være, nemlig den gode nyhed om Guds rige. (Markus 13:10) Læg også mærke til at der er tale om et positivt budskab, for Esajas bruger udtryk som „frelse“, „godt nyt“, „fred“ og „noget bedre“. Flere hundrede år efter Esajas, i det første århundrede efter vor tidsregning, opfyldte Jesus Kristus denne profeti på en bemærkelsesværdig måde ved nidkært at forkynde godt nyt om noget bedre — det kommende gudsrige — og blev derved et eksempel for senere tiders kristne. (Lukas 4:43) I vor tid, især siden 1919, har Jehovas Vidner fulgt Jesu eksempel ved nidkært at forkynde den gode nyhed om Guds oprettede rige og de velsignelser det vil medføre.
12. Hvordan virker den gode nyhed om Guds rige på dem der tager imod den?
12 Hvordan virker den gode nyhed om Guds rige på dem der tager imod den? Som på Jesu tid giver den gode nyhed håb og trøst. (Romerne 12:12; 15:4) Den giver retsindige mennesker håb på den måde at de får grundlag for at tro på at der er udsigt til noget bedre i fremtiden. (Mattæus 6:9, 10; 2 Peter 3:13) Og håbet hjælper dem der frygter Gud, til at bevare dette positive syn på fremtiden. Salmisten siger at de end ikke bliver bange „fordi der meldes om ulykke“, altså dårlige nyheder. — Salme 112:1, 7.
Et budskab der vil „forbinde dem hvis hjerte er sønderbrudt“
13. Hvordan beskriver Esajas den gavn som de der tager imod den gode nyhed, får af det allerede nu?
13 Herudover får de der tager imod den gode nyhed, gavn af det her og nu. Hvordan? Det pegede profeten Esajas på da han forudsagde: „Den suveræne Herre Jehovas ånd er over mig, fordi Jehova har salvet mig til at bringe godt nyt til de sagtmodige. Han har sendt mig for at forbinde dem hvis hjerte er sønderbrudt, for at udråbe frihed for de fangne, og at øjnene skal åbnes helt for de fængslede; for at udråbe et velviljens år fra Jehova og en hævnens dag fra vor Gud; for at trøste alle de sørgende.“ — Esajas 61:1, 2; Lukas 4:16-21.
14. (a) Hvad fortæller udtrykket „forbinde dem hvis hjerte er sønderbrudt“ om Rigets budskab? (b) Hvordan viser vi samme omsorg som Jehova?
14 Ifølge denne profeti ville Jesus, når han forkyndte den gode nyhed, „forbinde dem hvis hjerte er sønderbrudt“. Esajas brugte her et meget malende billede. Ifølge en bibelordbog blev det hebraiske ord der her er oversat med „forbinde“, ofte brugt om „’det at lægge en forbinding’, og derfor om at pleje og helbrede de sårede“. En omsorgsfuld sygeplejerske vil måske lægge en forbinding om en beskadiget legemsdel for at den kan få den nødvendige støtte. På samme måde vil omsorgsfulde forkyndere med deres budskab yde hjælp og støtte til alle som trænger til hjælp, og som tager velvilligt imod budskabet. Herved viser forkynderne samme omsorg som Jehova. (Ezekiel 34:15, 16) Som salmisten siger: „Han helbreder dem der har et sønderbrudt hjerte, og han forbinder deres smertende sår.“ — Salme 147:3.
Hvordan budskabet om Riget gør en forskel
15, 16. Hvilke erfaringer viser at budskabet om Riget kan styrke dem der har brug for hjælp?
15 Der er talrige eksempler på hvordan budskabet om Riget har støttet dem hvis hjerte er sønderbrudt. En ældre kvinde i Sydamerika ved navn Oreanna havde mistet lysten til at leve. Et af Jehovas Vidner begyndte at besøge hende og at læse for hende af Bibelen og Min bibelhistoriebog.b Til at begynde med lyttede den nedtrykte kvinde til oplæsningen med lukkede øjne mens hun lå i sengen og fra tid til anden sukkede dybt. Inden længe begyndte hun dog at sætte sig op i sengen under oplæsningen. Noget senere sad hun i en stol i dagligstuen og ventede på at hendes oplæser skulle komme. Det næste var at hun begyndte at komme til møderne i rigssalen. Opmuntret af det hun hørte her, begyndte hun at tilbyde bibelsk læsestof til alle der kom forbi hendes hus. Endelig blev Oreanna, i en alder af 93 år, døbt som et af Jehovas Vidner. Budskabet om Riget havde givet hende lysten til at leve tilbage. — Ordsprogene 15:30; 16:24.
16 Selv for dem der lider af en sygdom der snart vil gøre ende på deres liv, kan budskabet om Riget have afgørende betydning. En kvinde ved navn Maria led af en uhelbredelig sygdom og havde helt mistet håbet. Hun var dybt deprimeret da Jehovas Vidner kom til hende. Men da hun lærte om Guds hensigter, fik hendes liv atter mening. Hun blev døbt og blev en meget aktiv forkynder. I de sidste to år hun levede, strålede hendes øjne af håb og glæde. Hun døde med et sikkert håb om at komme frem igen i opstandelsen. — Romerne 8:38, 39.
17. (a) Hvordan betyder Rigets budskab en forskel for dem der tager imod det? (b) Hvordan har du personligt erfaret at Jehova „rejser alle de nedbøjede op“?
17 Sådanne beretninger viser at budskabet om Riget kan gøre en forskel for dem der længes efter at kende sandheden fra Bibelen. Mennesker der sørger over at have mistet en af deres kære, får ny styrke når de lærer opstandelseshåbet at kende. (1 Thessaloniker 4:13) Nogle som lever i fattigdom og kæmper for at forsørge deres familie, får nyt livsmod og selvværd når de hører at Jehova aldrig vil svigte dem hvis de er loyale over for ham. (Salme 37:28) Mange som har været dybt deprimerede og nedtrykte, har med Jehovas hjælp efterhånden lært at leve med deres nedtrykthed og har i nogle tilfælde helt fået bugt med den. (Salme 40:1, 2) Ja, Jehova „rejser alle de nedbøjede op“ ved hjælp af den kraft han giver gennem sit ord. (Salme 145:14) Når vi ser hvordan den gode nyhed om Riget bringer trøst til dem hvis hjerte er sønderbrudt, både i menigheden og i vores distrikt, bliver vi atter og atter mindet om at vi har den bedste nyhed der findes. — Salme 51:17.
„Min bøn til Gud for dem“
18. Hvordan virkede det på Paulus at jøderne afviste den gode nyhed, og hvad var grunden?
18 Selvom vores budskab indeholder den bedste af alle nyheder, er der mange der afviser det. Hvordan virker det på os? Det virker på samme måde som jødernes afvisning af Paulus’ budskab virkede på ham. Han forkyndte ofte for jøder, men de fleste afviste budskabet, og det berørte ham dybt. Han skriver at han ’i sit hjerte havde stor bedrøvelse og uophørlig smerte’. (Romerne 9:2) Paulus følte med de jøder han forkyndte for, og det bedrøvede ham at de afviste den gode nyhed.
19. (a) Hvorfor kan vi undertiden blive mismodige og kede af det når så mange afviser budskabet? (b) Hvad hjalp Paulus til at fortsætte?
19 Vi føler også med de mennesker vi forkynder for, og derfor kan vi blive mismodige og kede af det når så mange afviser budskabet om Riget. Vi nærer jo oprigtig interesse for dem vi besøger. Så hvad skal vi gøre? Hvad gjorde Paulus? Hvad hjalp ham til at fortsætte? Selvom det voldte ham stor bedrøvelse og smerte at jøderne ikke tog imod den gode nyhed, opgav han ikke håbet for alle jøder. Han håbede stadig at der var nogle han kunne hjælpe til at tage imod Kristus. Om dét han følte for disse enkeltpersoner, skrev han derfor: „Mit hjertes gode vilje og min bøn til Gud for dem er jo at de må opnå frelse.“ — Romerne 10:1.
20, 21. (a) Hvordan kan vi tage ved lære af Paulus med hensyn til vores forkyndelse? (b) Hvilket aspekt ved vores tjeneste vil vi se på i den næste artikel?
20 Læg mærke til de to ting Paulus nævnte. For det første ønskede han af hjertet at nogle ville tage imod budskabet om frelse, og for det andet bad han til Gud om at de ville tage imod det. I dag følger vi Paulus’ eksempel. Vi ønsker også af hjertet at finde dem der er ret indstillede til den gode nyhed, og vi beder til stadighed Gud om at vi må finde dem så vi kan hjælpe dem til at følge den vej der fører til frelse. — Ordsprogene 11:30; Ezekiel 33:11; Johannes 6:44.
21 Men for at nå så mange som muligt med budskabet om Riget, må vi ikke blot være opmærksomme på hvorfor vi forkynder, og hvad vi forkynder, men også på hvordan vi forkynder. Det vil vi se på i den næste artikel.
[Fodnoter]
a I denne artikel vil vi behandle de to første aspekter, og i den næste artikel vil vi se på det tredje aspekt.
b Udgivet af Jehovas Vidner.
Hvad har du lært?
• Af hvilke grunde forkynder vi?
• Hvad er det vigtigste budskab vi forkynder?
• Hvad opnår de der tager imod budskabet om Riget?
• Hvad vil hjælpe os til at fortsætte i forkyndelsen?
[Illustrationer på side 18]
Budskabet om Riget trøster dem hvis hjerte er sønderbrudt
[Illustrationer på side 20]
Bøn hjælper os til at fortsætte i forkyndelsen