MUND

Det organ Gud har skabt til indtagelse af føde. Hos mennesket er det også et taleorgan. Alt hvad man siger, bør være til ære og pris for Skaberen. (Sl 34:1; 51:15; 71:8; 145:21) Salmisten sagde at alt hvad der ånder, vil lovsynge Jehova; mennesket må derfor bruge sin mund til at gøre dette hvis det ønsker at leve. Apostelen Paulus forklarer at tro på Gud og hans søn, endog tro af hjertet, ikke er nok. Troen må ledsages af en offentlig bekendelse for at føre til frelse. — Sl 150:6; Ro 10:10.

I overensstemmelse med sin hensigt og sin ret og magt som Skaber kan Jehova lægge sine tjenere de rette ord i munden. I profeternes tilfælde gjorde han det mirakuløst, ved inspiration. (2Mo 4:11, 12, 15; Jer 1:9) I ét tilfælde fik han endog et umælende dyr, et æsel, til at tale. (4Mo 22:28, 30; 2Pe 2:15, 16) I dag lægger Gud også sine tjenere ord i munden, ikke ved inspiration, men ved hjælp af sit inspirerede skrevne ord, som udruster dem til enhver god gerning. (2Ti 3:16, 17) De behøver ikke længere at vente på at Kristus skal komme for at bringe dem den gode nyhed, og de behøver heller ikke at vende sig til andre kilder for at få et budskab at forkynde, for budskabet er hos dem, klar til at blive forkyndt, som der siges: „Ordet er dig nær, i din egen mund og i dit eget hjerte.“ — Ro 10:6-9; 5Mo 30:11-14.

Kan føre til liv eller død. Heraf følger at det er livsvigtigt at bruge munden på rette måde. Jehova bekræfter dette; hans ord siger: „Den retfærdiges mund er en livets kilde.“ (Ord 10:11) Munden må derfor vogtes omhyggeligt (Sl 141:3; Ord 13:3; 21:23), for tåbelig brug af munden kan føre til undergang for dens ejermand. (Ord 10:14; 18:7) Gud kræver et menneske til regnskab for det der kommer ud af dets mund. (Mt 12:36, 37) Man kan tale overilet, aflægge et forhastet løfte. (Præ 5:4-6) Man kan smigre et andet menneske, til vedkommendes fald og ens egen fordømmelse. (Ord 26:28) Det er særlig vigtigt at man vogter munden når man står over for ugudelige, for blot en lille afvigelse fra det som Guds visdom byder hans tjenere at sige, kan bringe skam over Guds navn og blive årsag til ens død. (Sl 39:1) Jesus satte et godt eksempel ved at underkaste sig Guds vilje uden at beklage sig eller skælde ud på sine onde modstandere. — Es 53:7; Apg 8:32; 1Pe 2:23.

På grund af sin ufuldkommenhed må den kristne hele tiden vogte sin mund. Det betyder at han også må vogte sit hjerte, for Jesus sagde at det ikke er det der går ind i munden, som gør et menneske urent, men det der kommer ud af munden, og som vidner om hvad der bor i hjertet, for „af hjertets overflod taler munden“. (Mt 12:34; 15:11) Man må altså passe på at man ikke tankeløst lader munden løbe uden at overveje konsekvenserne. Det forudsætter at man med sindets hjælp efterlever de gode ting man lærer fra Guds ord. — Ord 13:3; 21:23.

Eftersom munden besidder en stor magt der kan bruges til både godt og ondt, kan der udvirkes store ting når munden ledes af Jehova. Han gjorde Esajas’ mund „til et skarpt sværd“ og ordene i Jeremias’ mund „til ild“. Jehova stod bag disse profeters ord med sin magt, og de gik i opfyldelse. (Es 49:2; Jer 5:14) På den anden side er det farligt at lytte til det der kommer ud af munden på en der er kendt for at være en frafalden; det kan forårsage ødelæggelse. — Ord 11:9.

Brugt billedligt. Gud taler symbolsk om sin mund. Ingen af hans udtalelser er forgæves; de fremsættes i en bestemt hensigt og vil blive opfyldt til mindste detalje. (Es 55:10, 11) Hvis man ønsker livet, må man derfor leve af hvert ord der udgår af hans mund. (5Mo 8:3; Mt 4:4) Da Jesus Kristus var på jorden, indrettede han hele sit liv efter sin Faders ord, og han har nu fået overdraget universel myndighed. Som konge udnævnt af Jehova vil han slå jorden med „sin munds kæp“. (Es 11:4) I et af synerne i Åbenbaringens Bog udgår der af hans mund et langt sværd hvormed han slår nationerne. (Åb 19:15, 21) Dette beskriver uden tvivl den myndighed han vil udøve som anfører for alle Jehovas himmelske hærstyrker i den krig der resulterer i udslettelsen af Guds fjender.

Som det ses af nogle af ovennævnte eksempler, bruges ordet „mund“ ofte synonymt med tale eller evnen til at tale. Dette er også tilfældet i den regel om vidneudsagn der gjaldt under Moseloven, og som også følges i den kristne menighed, nemlig at et menneske kun kan erklæres skyldigt „ved to eller tre vidners mund“ eller „på to eller tre vidners udsagn“. (5Mo 17:6; Mt 18:16; jf. 2Kor 13:1.) Andre eksempler på denne brug af ordet „mund“ findes i Job 32:5; Salme 10:7; 55:21; 78:36; Ezekiel 24:27; 29:21; Lukas 21:15, fdn.; Romerne 15:6.

Ordet „mund“ på hebraisk bruges også om en åbning, for eksempel åbningen til en brønd (1Mo 29:2), på en sæk (1Mo 43:12; 44:1, 2), til en hule (Jos 10:22) eller til en åbning i jorden (4Mo 16:32), samt dét at jorden er i stand til at opsuge væske som er blevet udgydt (1Mo 4:11). Sheol, menneskehedens fælles grav, siges at spile sit gab (eller sin mund) umådeligt op for at kunne modtage mange døde. — Es 5:14.

Ganen. Ganen er mundhulens loft, som adskiller mundhulen fra næsehulen. Den bløde del af ganen går bagtil over i ganesejlet, der rager ned og adskiller mundhulen fra svælget. I Bibelen bruges „gane“ somme tider synonymt med „mund“. — Ord 8:7; Ho 8:1, fdn.

Både Job og Elihu sammenligner ganens evne til at skelne madens smag med menneskets evne til at bedømme hvad der er víst og rigtigt. (Job 12:11; 34:3) At ganen spiller en rolle for smagssansen, er ikke forkert, sådan som det undertiden påstås. Det ses af dens funktion når maden synkes. Maden presses med tungen mod ganen og bredes ud idet den føres bagud til svælget, som danner overgangen til spiserøret og samtidig står i forbindelse med næsehulen. Derved fordeles madens aroma bedre til næsehulen, hvilket i høj grad bidrager til smagsindtrykket.