ROMERBREVET

Et brev i De Kristne Græske Skrifter skrevet af apostelen Paulus til de kristne i Rom. Det har aldrig for alvor været bestridt at brevet er fra Paulus, og dets ægthed som en del af den hellige kanon anerkendes af næsten alle bibellærde med undtagelse af nogle der ikke kan få det til at stemme med deres egen personlige trosopfattelse. Brevet er i fuld overensstemmelse med resten af de inspirerede skrifter. Paulus citerer hyppigt fra De Hebraiske Skrifter og henviser desuden mange gange til dem, så brevet kan siges at være solidt funderet på De Hebraiske Skrifter og Kristi lære.

Hvor og hvornår det er skrevet. Brevet er skrevet omkring år 56 fra Korinth. Tertius, der nævnes som den der skrev brevet, var øjensynlig Paulus’ sekretær og skrev efter hans diktat. (Ro 16:22) Det var muligvis Føbe, som boede i Kenkreæ, Korinths havneby omkring 11 km derfra, der overbragte brevet til modtagerne. (Ro 16:1) Da brevet blev skrevet, havde Paulus endnu ikke været i Rom, som det fremgår af hans bemærkninger i kapitel 1, vers 9 til 15. Vidnesbyrdene tyder også på at Peter aldrig havde været der. — Se PETERS BREVE.

Oprettelsen af menigheden i Rom. Menigheden kan være blevet oprettet af nogle af de jøder og proselytter fra Rom der havde været i Jerusalem under pinsen i år 33, og som havde været vidner til den mirakuløse udgydelse af den hellige ånd og havde hørt Peter og andre kristne tale. (Apg 2) Det er også muligt at andre, som modtog kristendommen senere, bragte den gode nyhed om Kristus til Rom, for eftersom denne storby var Romerrigets midtpunkt, var der mange som flyttede dertil, og byen blev besøgt af mange rejsende og forretningsfolk. Paulus sender en ærbødig hilsen til Andronikus og Junias, sine ’slægtninge og medfanger’, som var „kendte mænd blandt apostlene“ og havde været i Kristi tjeneste længere end Paulus selv. Disse mænd kan udmærket have været med til at oprette den kristne menighed i Rom. (Ro 16:7) Da brevet blev skrevet, havde menigheden øjensynlig eksisteret i nogen tid og var så aktiv at dens tro blev omtalt i hele verden. — Ro 1:8.

Formålet med brevet. Når man læser brevet, bliver det klart at det er skrevet til en kristen menighed bestående af både jøder og ikkejøder. (Der var mange jøder i Rom på den tid; de var vendt tilbage efter at kejser Claudius, som havde forvist dem, var død.) Skønt Paulus endnu ikke havde været i Rom og oplevet menighedens problemer, kan han have fået kendskab til menighedens tilstand og forhold gennem sine gode venner og medarbejdere Priskilla og Akvila, og måske gennem andre han havde truffet. Hans hilsener i kapitel 16 tyder på at han kendte en hel del af menighedens medlemmer personligt.

I sine breve angreb Paulus altid specifikke problemer og behandlede de spørgsmål han anså for at være vigtigst for dem han skrev til. Med hensyn til modstanden fra jøderne havde han allerede skrevet til menighederne i Galatien, men dette brev til galaterne handlede mere om de jøder der hævdede at være kristne, men var „judaister“, som insisterede på at omvendte folk fra nationerne skulle omskæres og på andre måder overholde visse af Moselovens regler. I Romermenigheden var der tilsyneladende ingen organiseret bestræbelse af den art, men både blandt jøderne og ikkejøderne var der åbenbart nogle som nærede skinsyge mod andre eller følte sig hævet over andre.

Brevet var derfor ikke et generelt brev til menigheden i Rom uden et specielt formål, sådan som nogle mener, men behandlede åbenbart netop hvad denne menighed havde brug for i sin situation. De kristne i Rom kunne fuldt ud fatte betydningen og kraften i apostelens vejledning, for de kæmpede uden tvivl med netop de spørgsmål han besvarede. Det er tydeligt at hans hensigt var at bilægge de meningsforskelle der var mellem jødekristne og hedningekristne, og at bringe dem tilbage til fuld enighed i Kristus Jesus. Imidlertid tjener dette brev fra Paulus samtidig til oplysning og berigelse for os, idet det giver os større kundskab om Gud og ophøjer hans retfærdighed og ufortjente godhed og fremhæver den stilling Kristus har i forhold til menigheden og hele menneskeheden.

Alvor og varme. Med hensyn til Romerbrevets ægthed har en engelsk bibellærd, dr. William Paley, sagt: „I et ægte Paulusbrev til ægte omvendte ville hans stærke ønske om at overbevise dem ganske naturligt fremkalde dette; der er, om jeg så må sige, en alvor og personlig styrke i måden det fremholdes på, som efter min mening ophavsmanden til et koldt bedrag ikke kunne have fundet på eller givet liv til.“ — Horæ Paulinæ, 1790, s. 50.

Paulus opridser meget enkelt og direkte jødernes stilling og viser at jøder og hedninger står på lige fod over for Gud. Det betyder at han må sige nogle ting som jøderne måske kan tage anstød af. Men Paulus’ kærlighed til sine landsmænd og hans hengivenhed for dem fremgår af den takt hvormed han behandler sagen. Når han siger noget om Moseloven eller om jøderne der kan lyde nedsættende, følger han det taktfuldt op med en formildende udtalelse.

For eksempel siger han: „Jøde er ikke den som er det i det ydre, og omskærelse er heller ikke det som er i det ydre, i kødet,“ men straks tilføjer han: „Hvad særligt har da jøden, eller hvad gavn gør omskærelsen? Meget, på enhver måde. For det første at de jo har fået Guds hellige udsagn betroet.“ (Ro 2:28; 3:1, 2) Efter at have sagt: „Et menneske bliver erklæret retfærdigt ved tro uden lovgerninger,“ fortsætter han hurtigt: „Ophæver vi da loven ved hjælp af vores tro? Måtte det aldrig ske! Tværtimod, vi stadfæster loven.“ (3:28, 31) Efter udtalelsen: „Men nu er vi løst fra loven,“ spørger han: „Er loven synd? Måtte det aldrig blive sådan! Dog ville jeg aldrig have lært synden at kende hvis det ikke havde været for loven.“ (7:6, 7) Og i kapitel 9, vers 1 til 3, fremkommer han med det stærkest tænkelige udtryk for hengivenhed over for sine kødelige brødre, jøderne: „Jeg siger sandheden i Kristus; jeg lyver ikke, da min samvittighed vidner sammen med mig i hellig ånd, at jeg i mit hjerte har stor bedrøvelse og uophørlig smerte. For jeg kunne ønske at jeg selv som bandlyst var skilt fra Messias til gavn for mine brødre, mine slægtninge efter kødet.“ — Sml. også Ro 9:30-32 med 10:1, 2; og 10:20, 21 med 11:1-4.

Når vi gennemgår brevet, finder vi derfor at det ikke er en generel behandling uden sigte, men en afhandling med en hensigt og et tema, og at man ikke kan forstå en isoleret del af det uden at undersøge hele brevet og uden at kende dets hensigt. Paulus lægger vægt på Guds ufortjente godhed ved Kristus, og han fremhæver at det kun er ved denne ufortjente godhed fra Gud og ved tro at mennesker kan erklæres retfærdige; han bemærker at hverken jøde eller hedning har noget at rose sig af eller nogen grund til at hæve sig over andre. Han advarer strengt de hedningekristne mod at have for høje tanker om sig selv fordi det blev til gavn for dem at jøderne ikke tog imod Kristus og hedningerne derved fik lejlighed til at blive lemmer på Kristi legeme. Han siger: „Se derfor Guds venlighed og strenghed. Strenghed mod dem som faldt, men Guds venlighed mod dig, forudsat du forbliver i hans venlighed; ellers vil du også blive hugget af.“ — Ro 11:22.

[Ramme på side 657]

HOVEDPUNKTER I ROMERBREVET

Et brev som forklarer at retfærdighed ikke opnås som følge af afstamning eller ved gerninger efter Moseloven, men ved tro på Jesus Kristus og som følge af Guds ufortjente godhed

Skrevet omkring år 56, ca. 20 år efter at de første ikkejøder blev kristne

Retfærdighed opnås ved tro på Kristus og som følge af Guds ufortjente godhed (1:1–11:36)

Tro er en betingelse for frelse; der står skrevet: „Den retfærdige skal leve som følge af tro“

Selv om jøderne blev højt begunstiget af Gud, kunne de ikke opnå retfærdighed ved hjælp af Loven

Jøder såvel som ikkejøder er underlagt synden; „der er ingen retfærdig, end ikke én“

Ved Guds ufortjente godhed kan både jøder og ikkejøder blive erklæret retfærdige som en fri gave ved tro, ligesom Abraham fik tilregnet retfærdighed som følge af tro — endda før han blev omskåret

Menneskene har arvet synd og død fra ét menneske, Adam; gennem ét menneske, Jesus, bliver mange syndere erklæret retfærdige

Dette giver ikke tilladelse til at synde; enhver der forbliver syndens træl, er ikke retfærdighedens tjener eller træl

De der tidligere var under Loven, er „gjort døde for loven“ ved Messias’ legeme; de må vandre i overensstemmelse med ånden og bringe død over legemets syndige forehavender

Loven tjente det formål at gøre synden kendt; frelse fra synden kan kun opnås gennem Kristus

Gud kalder dem der skal være i samhørighed med Kristus, og erklærer dem retfærdige; Hans ånd vidner om at de er Hans sønner

Israelitterne efter kødet har modtaget løfterne, men de fleste af dem forsøger at opnå retfærdighed ved Loven, og derfor bliver kun en rest af dem frelst; en offentlig bekendelse af troen på Kristus er nødvendig for frelse

Billedet med oliventræet viser at ikkeisraelitter, på grund af det kødelige Israels mangel på tro, blev podet ind så det sande Israel kunne blive frelst

Indstilling til de højere myndigheder, selvet og næsten (12:1–15:13)

Som kristen bør man fremstille sit legeme som et velbehageligt slagtoffer for Gud, forny sit sind, bruge sine gaver i tjenesten for Gud, vise kærlighed, være brændende i ånden, holde ud og til stadighed overvinde det onde med det gode

Man bør underordne sig de højere myndigheder

Kristne bør elske hinanden, vandre anstændigt og ikke på forhånd lægge planer for kødets lyster

Man skal ikke dømme andre i samvittighedsspørgsmål eller misbruge sin kristne frihed og dermed vække anstød hos dem der har en svag samvittighed

Kristne rådes til at efterligne Messias, der ikke var sig selv til behag; de skal være villige til at bære andres svagheder og gøre hvad der er godt til deres opbyggelse

Paulus’ kærlige interesse for menigheden i Rom (15:14–16:27)

Paulus skriver for at fuldføre sin opgave som apostel for nationerne og for at disse folk fra nationerne kan blive et velbehageligt offer for Gud

Da Paulus ikke længere har distrikt hvor den gode nyhed ikke allerede er blevet forkyndt, vil han gerne have stillet sin længsel efter at besøge Rom og derfra rejse til Spanien, efter at han først har været i Jerusalem med et bidrag til de hellige fra brødrene i Makedonien og Achaia

Paulus sender mange hilsener til troende ved navn, tilskynder brødrene til at undgå dem der er årsag til splittelser, og at være vise med hensyn til det gode