Respekterer du andres værdighed?

INDFANGET som dyr og stuvet sammen i umenneskeligt snavs og i en frygtelig stank blev afrikanere afskibet som fragtgods til Amerika. Man forventede at mindst halvdelen af dem ville dø inden de nåede deres bestemmelsessted. Familiemedlemmer blev uden medlidenhed adskilt, for aldrig at ses igen. Slavehandelen er et af de mørkeste kapitler i beretningen om menneskers grusomme behandling af hinanden. Lignende episoder forekom når magtfulde sejrherrer fik forsvarsløse indfødte til at underkaste sig.

At fratage et menneske dets værdighed kan være mere brutalt end fysiske slag. Det virker knusende. I de fleste lande er slaveriet afskaffet, men krænkelsen af menneskets værdighed er fortsat måske i mere underfundige former.

Som en kontrast hertil søger sande kristne at efterleve Jesu formaning om at man skal ’elske sin næste som sig selv’. De bør derfor stille sig selv spørgsmålet: ’Respekterer jeg andres værdighed?’ — Lukas 10:27.

Værdighed belyst med et eksempel

Ifølge Ordbog over det Danske Sprog er værdighed „den egenskab at være værdig (til noget), at fortjene noget“ og „det forhold at være . . . af god, ypperlig, fornem, ophøjet art“. Denne beskrivelse passer fint på den stilling universets Suveræn, Jehova Gud, indtager. Rent faktisk forbinder Bibelen gentagne gange Jehova og hans suverænitet med værdighed. Moses, Esajas, Ezekiel, Daniel, apostelen Johannes og andre havde det privilegium at få inspirerede syner af den Allerhøjeste og hans himmelske tronsal, og deres beskrivelser skildrer alle ærefrygtindgydende majestæt og værdighed. (2 Mosebog 24:9-11; Esajas 6:1; Ezekiel 1:26-28; Daniel 7:9; Åbenbaringen 4:1-3) I en bøn priste kong David Jehova med ordene: „Dig, Jehova, tilhører storheden og styrken og hæderen og glansen og værdigheden; for alt i himmelen og på jorden er dit.“ (1 Krønikebog 29:11) Der er ikke nogen som er værdig til større ære end Jehova Gud.

Da Jehova frembragte menneskene i sit billede, gav han dem et mål af selvværd, selvrespekt og værdighed. (1 Mosebog 1:26) Når vi er sammen med andre mennesker, må vi derfor vise dem passende ære og respekt. Derved anerkender vi at Jehova Gud er den der har givet mennesket en vis værdighed. — Salme 8:4-9.

Værdighed i familien

Under inspiration formanede apostelen Peter, som selv var gift, kristne ægtemænd til at vise deres hustruer „ære som det svagere kar“. (1 Peter 3:7; Mattæus 8:14) Apostelen Paulus tilskyndede hustruen til at have „dyb respekt for sin mand“. (Efeserne 5:33) Det er derfor et bibelsk krav at ægtefæller viser hinanden ære og respekterer hinandens værdighed. Hvordan kan de gøre det?

Ligesom vand kan få en plante til at gro, kan venlige ord og kærlige gestus mellem mand og hustru, offentligt såvel som privat, virke befordrende på deres nære, fortrolige forhold. Omvendt er grove, fornærmende verbale angreb eller rapmundede, sarkastiske og nedsættende bemærkninger, som ofte høres i tv-komedier, ødelæggende. Det kan resultere i nedbrydende følelser så man måske begynder at føle sig utilstrækkelig, bliver nedtrykt, vred og endda pådrager sig følelsesmæssige sår som vanskeligt lader sig hele.

At respektere andres værdighed indebærer også at man accepterer dem som de er, og ikke forsøger at få dem til at passe til et bestemt idealbillede eller drager uretfærdige sammenligninger med andre. Det er især vigtigt for mand og hustru. Der hvor kommunikationen foregår frit og ubesværet og ingen frygter for at blive kritiseret eller skældt ud, trives det nære, fortrolige forhold. Når begge parter i et ægteskab kan være sig selv, vil hjemmet blive et tilflugtssted fra den barske og kyniske verden udenfor.

Ifølge Bibelen skal børn respektere og adlyde deres forældre. Det vil så til gengæld være godt hvis kloge og kærlige forældre lader børnene bevare deres værdighed. Velment ros for god opførsel kombineret med tålmodig opdragelse vil være en hjælp til at oplære børnene i ’Jehovas formaning’. Hvis forældre hele tiden kritiserer deres børn, råber ad dem, skælder ud og bruger ydmygende udtryk som „dumrian“ eller „idiot“, vil de blive irriterede. — Efeserne 6:4.

En kristen familiefar og ældste der har opdraget tre sønner og tre døtre, siger: „I rigssalen oplærte vi vores børn på en rolig måde. Et lille puf eller et alvorligt, advarende blik var som regel nok. Hvis der var brug for en strengere irettesættelse, fik de den når de kom hjem, borte fra de andre børn. Nu da børnene er blevet ældre, opdrager vi dem ved at give hver enkelt kærlige og kloge råd fra Guds ord i overensstemmelse med deres individuelle behov. Vi forsøger at bevare fortroligheden i disse personlige anliggender og på den måde respektere det enkelte barns værdighed og ret til privatliv.“

Det er også nødvendigt at have gode manerer i ord og handling inden for familien. Man bør ikke glemme at sige „tak“ og „undskyld“ blot fordi man er i familiens skød. Gode manerer er noget fundamentalt hvis man vil bevare sin egen værdighed og respektere andres.

I den kristne menighed

„Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke.“ (Mattæus 11:28) De underkuede, nedtrykte, ja, endda de små børn, følte sig draget til Jesus. De var foragtede af datidens arrogante og selvretfærdige præster og ledere. Men i Jesus fandt de en som viste dem den værdighed de fortjente.

Som Kristi efterlignere bør vi også være til opmuntring for vore trosfæller. Det betyder at vi må spejde efter muligheder for at opbygge vore brødre og søstre ved det vi siger og gør. Det er altid godt at være positiv og venlig når vi taler med andre. (Romerne 1:11, 12; 1 Thessaloniker 5:11) Vi viser at vi tager hensyn til andres følelser ved at passe på hvad vi siger, og hvordan vi siger det. (Kolossenserne 4:6) Når vi har den rette sømmelige påklædning ved de kristne møder, vil det afspejle at vi har dyb respekt for tilbedelsen af Gud og for den værdighed som Gud og vore medkristne har krav på.

Jesus respekterede folks værdighed selv når han gjorde noget for dem. Han fremhævede aldrig sig selv på andres bekostning eller ved at ydmyge dem. Da en spedalsk opsøgte ham for at blive helbredt, afviste Jesus ikke manden som uren og uværdig eller gav anledning til et dramatisk optrin ved at tiltrække sig opmærksomhed. Nej, da den spedalske tryglede Jesus: „Herre, hvis blot du vil, kan du gøre mig ren,“ regnede han den stakkels mand for værdig til at blive helbredt idet han sagde: „Jeg vil. Bliv ren.“ (Lukas 5:12, 13) Hvor er det skønt at vi ikke blot kan hjælpe trængende, men også forsikre dem om at de ikke er en byrde, men ønskede og elskede. I verden bliver de der er generte, nedtrykte, svage og syge, som regel overset, undgået eller ydmyget. Men når de er blandt deres kristne brødre og søstre, bør de føle at de er en del af et sandt fællesskab, og at de er accepterede. Vi må gøre hvad vi kan, for at bidrage til en sådan atmosfære.

Jesus elskede sine disciple som „sine egne“, og han ’elskede dem lige til det sidste’ trods deres ufuldkommenheder og særheder. (Johannes 13:1) Han kunne se at deres hjerter var rene, og at de tjente hans Fader af hele deres sjæl. Vi bør heller ikke tillægge vore medkristne dårlige motiver blot fordi de måske ikke gør tingene på vores måde, eller fordi deres vaner eller personlighed irriterer os. Respekt for vore brødres værdighed vil få os til at elske og acceptere dem som de er, i tillid til at de også elsker Jehova og tjener ham med et ret motiv. — 1 Peter 4:8-10.

Ældste må især være opmærksomme på at de ikke bliver årsag til unødig bekymring hos dem der er i deres varetægt. (1 Peter 5:2, 3) Når ældste mødes med et medlem af menigheden som har begået en synd, bør de være venlige og betænksomme og undgå at stille unødvendige pinlige spørgsmål. (Galaterne 6:1) Selv når det er på sin plads at give alvorlig retledning eller tugt, vil de ikke krænke overtræderens værdighed eller selvrespekt. — 1 Timoteus 5:1, 2.

Bevar din værdighed

Eftersom vi er skabt i Guds billede, bør vi i dagligdagen så vidt muligt afspejle Guds storslåede egenskaber, deriblandt hans værdighed. (1 Mosebog 1:26) I befalingen om at man skal ’elske sin næste som sig selv’, er det underforstået at man har et vist mål af personlig værdighed og selvrespekt. Hvis vi ønsker at andre skal respektere vores værdighed, må vi selvfølgelig også vise at vi har gjort os fortjent til det.

En ren samvittighed er en vigtig faktor hvis man vil bevare sin selvrespekt og værdighed. Dårlig samvittighed og skyldfølelse kan nemt få en til at føle sig utilstrækkelig, frustreret og deprimeret. Den der har begået en alvorlig overtrædelse, bør derfor øjeblikkelig tage skridt til at ændre sind og søge åndelig hjælp hos de ældste så han kan erfare at ’der fra Jehova selv kommer perioder som giver friske kræfter’. På den måde vil overtræderen genvinde sin værdighed og selvrespekt. — Apostelgerninger 3:19.

Det er imidlertid langt bedre at vi hele tiden gør en indsats for at værne om vores bibeloplærte samvittighed ved ikke at lade noget plette eller svække den. Hvis vi udviser selvbeherskelse på alle livets områder — det være sig i forbindelse med spisen, drikken, forretningsanliggender, underholdning og opførsel over for det modsatte køn — vil det hjælpe os til at bevare en ren samvittighed og afspejle Guds herlighed og værdighed i vort liv. — 1 Korinther 10:31.

Hvad nu hvis skyldfølelsen over de fejl man har begået, ikke vil aftage? Eller hvis minder om overgreb bliver ved med at plage en? Sådanne følelser kan nedbryde et menneskes værdighed og udløse en dyb depression. Kong Davids ord i Salme 34:18 er i den forbindelse til stor trøst: „Nær er Jehova hos dem med sønderbrudt hjerte, og han frelser dem der er knust i ånden.“ Jehova ønsker at holde sine tjenere oppe når de kæmper med depression og føler sig utilstrækkelige. Når vi anråber Gud om hjælp og søger støtte hos nogle der er åndeligt kvalificerede, som for eksempel kristne forældre, ældste og andre modne kristne i menigheden, kan vi genvinde vores selvrespekt og værdighed. — Jakob 5:13-15.

Vi må imidlertid passe på at vi ikke forveksler personlig værdighed med arrogance. Bibelen råder os til ’ikke at tænke højere om os selv end vi bør tænke, men tænke med et sundt sind, hver enkelt sådan som Gud har tildelt os et mål af tro’. (Romerne 12:3) Det er på sin plads at opdyrke selvrespekt, men vi bør ikke overvurdere vort eget værd eller forveksle menneskelig værdighed med de selviske og store anstrengelser nogle gør sig for ikke at tabe ansigt over for andre.

At vise respekt for andres værdighed er et krav til alle kristne. Vores familie og vore trosfæller fortjener at vi viser dem ære og respekt. Jehova har skænket alle mennesker et vist mål af værdighed og ære som vi bør værdsætte og værne om. Men frem for alt må vi opdyrke dyb ærefrygt for den ophøjede værdighed som kendetegner vor himmelske Fader, Jehova Gud.

[Illustration på side 31]

Unge kan vise respekt for dem der er svage og syge