Hvad siger Bibelen?

Hvorfor styre sin vrede?

JOHN og Gingers ægteskab gik skævt lige fra begyndelsen.a „Nu da jeg er manden i huset, skal du ikke sætte mig i forlegenhed ved at være for sent på den,“ skreg John til sin unge brud. I over tre kvarter råbte han som en gal og forlangte at hun blev siddende i sofaen imens. Skældsord blev snarere regelen end undtagelsen i deres ægteskab. Sørgeligt nok fik John et mere og mere iltert temperament. Han smækkede med dørene, slog i køkkenbordet, hamrede på rattet i sin bil og bragte andres liv i fare med sin vilde kørsel.

Desværre er Johns opførsel langtfra noget særtilfælde. Var hans vrede berettiget, eller gik han over gevind? Er det altid forkert at blive vred? Hvornår kan det siges at man ikke længere behersker sin vrede, og hvornår er man gået for vidt?

En behersket form for vrede kan være berettiget. Guds vrede blussede for eksempel op mod fortidens umoralske byer Sodoma og Gomorra. (1 Mosebog 19:24) Årsagen var at indbyggerne i disse byer var voldelige og seksuelt afsporede, hvilket var en kendt sag i hele området. Da nogle engle for eksempel kom for at besøge den retfærdige mand Lot, forsøgte en hel pøbel af unge og gamle mænd at komme til at voldtage Lots gæster. Fuldt retfærdigt var Jehova Gud vred over deres grove umoralitet. — 1 Mosebog 18:20; 19:4, 5, 9.

Den fuldkomne Jesus Kristus blev ligesom sin Fader vred ved visse lejligheder. Det var meningen at templet i Jerusalem skulle fungere som tilbedelsescenter for Guds udvalgte folk. Det skulle være „et bedehus“ hvor israelitterne kunne bringe personlige ofre til Gud, og hvor de kunne blive oplært i hans veje og få deres synder tilgivet. I templet kunne de så at sige tale fortroligt med Jehova. Men de religiøse ledere på Jesu tid havde gjort templet til „et varehus“ og „en røverhule“. (Mattæus 21:12, 13; Johannes 2:14-17) De slog mønt af salget af de dyr der skulle bruges som ofre. De flåede så at sige hjorden. Det var derfor helt på sin plads og fuldt forståeligt at Guds søn blev vred og drev disse svindlere ud af sin Faders hus.

Når ufuldkomne mennesker bliver vrede

Ufuldkomne mennesker kan også nu og da med rette fyldes af vrede. Tag for eksempel Moses. Israels nation var lige blevet mirakuløst udfriet fra Ægypten, og Jehova havde på bemærkelsesværdig vis demonstreret sin magt over Ægyptens falske guder og slået Ægypten med ti plager. Derefter skabte Jehova en flugtvej for jøderne ved at dele Det Røde Havs vande. De blev så ført til foden af Sinaj Bjerg, hvor de blev organiseret som en nation. Som mellemmand gik Moses op på bjerget og modtog Guds love. Foruden alle de andre love gav Jehova Moses De Ti Bud, skrevet med „Guds finger“ på stentavler som Gud selv havde tilvejebragt. Men hvad så Moses da han kom ned fra bjerget? Folket var begyndt at dyrke en kalvefigur af guld. De havde hurtigt glemt hvad de havde oplevet i de foregående få uger. Med rette „blussede [Moses’] vrede op“ så han knuste stentavlerne og ødelagde guldkalven. — 2 Mosebog 31:18; 32:16, 19, 20.

Ved en senere lejlighed mistede Moses besindelsen da folket klagede over mangelen på vand. Ophidset undlod han et kort øjeblik at vise den sagtmodighed og mildhed han ellers var kendt for. Dette førte til et alvorligt fejltrin. I stedet for at herliggøre Jehova som Israels Forsørger talte Moses hårdt til folket og henledte opmærksomheden på sig selv og sin broder Aron. Gud fandt det derfor passende at tugte Moses og gav ham ikke lov til at komme ind i det forjættede land. Efter denne situation ved Meriba læser vi ikke igen om at Moses’ temperament løb af med ham. Han tog åbenbart ved lære af denne fejltagelse. — 4 Mosebog 20:1-12; 5 Mosebog 34:4; Salme 106:32, 33.

Der er altså forskel på Gud og mennesker. Jehova kan ’bremse sin vrede’, og han beskrives meget passende som en Gud der er „sen til vrede“. Det skyldes at det er kærlighed og ikke vrede der er hans fremtrædende egenskab. Hans vrede er derfor altid retfærdig, altid berettiget og altid under fuld kontrol. (2 Mosebog 34:6; Esajas 48:9; 1 Johannes 4:8) Jesus Kristus kunne som et fuldkomment menneske også altid beherske sin vrede. Han havde et „mildt sind“. (Mattæus 11:29) Men ufuldkomne mennesker, deriblandt en trofast mand som Moses, har haft svært ved at holde deres vrede i tømme.

Vi tænker måske heller ikke altid nok over konsekvenserne af vore handlinger. Men vi kan komme til at betale en høj pris hvis vi lader vreden løbe af med os. Hvad får en mand for eksempel ud af at miste besindelsen over for sin hustru og banke en knytnæve ind i væggen? Måske en ødelagt væg og en skadet hånd. Og ikke nok med det. Hans raserianfald kan koste ham hans hustrus kærlighed og respekt. Væggen kan repareres på nogle få dage, og hans hånd kan heles på nogle få uger, men hvor lang tid vil der gå inden han genvinder sin hustrus tillid og respekt?

Bibelen er faktisk fyldt med eksempler på nogle der ikke kunne beherske deres vrede, og som fik konsekvenserne af det at føle. Lad os blot nævne nogle få eksempler. Kain blev fordrevet efter at have slået sin broder Abel ihjel. Simeon og Levi blev forbandet af deres far for at have dræbt mændene i Sikem. Jehova slog Uzzija med spedalskhed fordi Uzzija havde raset mod præsterne som prøvede at retlede ham. Da Jonas blev „optændt af vrede“, tilretteviste Jehova ham. De måtte alle bøde for deres vrede. — 1 Mosebog 4:5, 8-16; 34:25-30; 49:5-7; 2 Krønikebog 26:19; Jonas 4:1-11.

Kristne skal aflægge regnskab

Kristne i dag skal også stå Gud og i nogen grad deres trosfæller til regnskab for deres handlinger. Det fremgår klart af Bibelens brug af de græske ord for vrede. Det ene af de to ord der oftest bruges, er orgēʹ. Det oversættes som regel med „vrede“ og indeholder tanken om at man er sig vreden bevidst, at den endda er velovervejet og hyppigt er forbundet med ønsket om at tage hævn. Paulus tilskyndede derfor de kristne i Rom: „I må ikke hævne jer, I elskede, men giv plads for vreden [orgēʹ]; for der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’“ De blev ikke opfordret til at nære modvilje mod deres brødre, men til ’at overvinde det onde med det gode’. — Romerne 12:19, 21.

Det andet ofte anvendte ord er thymosʹ. Ordet „betegner oprindelig en kraftig bevægelse af luft, vand, jord, dyr eller mennesker“. Ordet beskrives derfor henholdsvis som „et lidenskabeligt udbrud af fjendtlige følelser“, „temperamentsudbrud“ eller „voldsomme lidenskabelige udbrud som forstyrrer sindsligevægten, og som fremkalder kiv og strid både i hjemmet og i samfundet“. En mand eller kvinde der ikke kan styre sit temperament, er ligesom en vulkan der uden varsel kommer i udbrud og udspyr varm aske, sten og lava der udsætter folk for at blive såret, lemlæstet og dræbt. I Galaterbrevet 5:20 er flertalsformen af thymosʹ anvendt. Her nævner Paulus „vredesudbrud“ sammen med andre af „kødets gerninger“ (vers 19), såsom utugt, skamløshed og drikketure. Den opførsel som John der er nævnt i indledningen, lagde for dagen, illustrerer meget godt hvad der ligger i udtrykket „vredesudbrud“.

Hvordan skal den kristne menighed betragte medlemmer som gentagne gange optræder voldeligt over for andres person eller ejendom? Ubehersket vrede er ødelæggende og kan nemt føre til vold. Det er derfor ikke uden grund at Jesus siger: „Jeg siger jer at enhver som vedvarende er vred på sin broder, skal stå til ansvar over for domstolen.“ (Mattæus 5:21, 22) Ægtemænd får dette råd med på vejen: „Bliv ved med at elske jeres hustruer og vær ikke bitre imod dem.“ Den der er „tilbøjelig til vrede“, er ikke kvalificeret til at tjene som tilsynsmand i menigheden. Hvis man ikke kan beherske sin vrede, kan man derfor ikke betragtes som et eksempel for menigheden. (Kolossenserne 3:19; Titus 1:7; 1 Timoteus 2:8) Når man har taget forskellige faktorer i betragtning, såsom vedkommendes indstilling, adfærdsmønster og faren for andres liv og helbred, kan den der ikke prøver at beherske sine vredesudbrud, risikere at blive udstødt af menigheden. En sørgelig konsekvens, ikke sandt?

Fik førnævnte John nogen sinde styr på sine følelser? Kunne han sadle om og derved undgå at styrte sig i ulykke? Sørgeligt nok blev det kun værre med hans råben og skrigen, og han begyndte endda at skubbe og puffe. Han prikkede så voldsomt til sin kone med sin pegefinger at han forstuvede den. Når John slog, passede han på ikke at ramme steder som kunne ses af andre bagefter, og han prøvede at skjule sin adfærd. Med tiden gik han over til at sparke, bruge knytnæve, hive i håret og det der var værre. Ginger er nu separeret fra John.

Alt dette kunne have været undgået hvis han, ligesom så mange andre, havde lært at lægge en dæmper på sin vrede. Det er derfor meget vigtigt at efterligne Jesu Kristi fuldkomne eksempel. Han gjorde sig ikke skyldig i et eneste ubehersket vredesudbrud. Hans vrede var altid retfærdig; han gik aldrig over gevind. Paulus giver os følgende kloge råd: „Bliv vrede, men synd dog ikke; lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte.“ (Efeserne 4:26) I ydmyg erkendelse af vore begrænsninger som mennesker og af at vi vil høste som vi sår, har vi god grund til at beherske vores vrede.

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 18]

Saul stræbte David efter livet/The Doré Bible Illustrations/Dover Publications, Inc.