Guds syn på krig i det første århundrede

Hvad skete der? Hvorfor kæmpede Gud ikke for jøderne, som han havde gjort i fortiden? Hvorfor bemyndigede han dem ikke til at føre krig så de kunne blive udfriet fra undertrykkelsen. Havde Guds syn på krig ændret sig? Nej. Men der var sket en drastisk forandring med jøderne. De havde forkastet Guds søn, Jesus, som Messias. (Apostelgerninger 2:36) Derfor mistede de deres særlige forhold til Gud. – Mattæus 23:37, 38.

Den jødiske nation og dens lovede land var ikke længere under Guds beskyttelse, og jøderne kunne aldrig mere med rette hævde at de udkæmpede en krig som Gud godkendte. Som Jesus havde forudsagt, var de velsignelser der var forbundet med at have Guds gunst, blevet overført fra det kødelige Israel til en ny nation, en åndelig nation, der senere i Bibelen omtales som “Guds Israel”. (Galaterne 6:16; Mattæus 21:43) Menigheden af kristne der var salvet med Guds ånd, viste sig at være denne åndelige nation, “Guds Israel”. I det første århundrede blev det sagt tydeligt til dem: “Nu er I Guds folk.” – 1 Peter 2:9, 10.

Da de kristne i det første århundrede nu var “Guds folk”, kæmpede Gud så på deres vegne for at befri dem fra romernes undertrykkelse? Eller bemyndigede han dem til at føre krig mod deres undertrykkere? Nej, det gjorde han ikke. Hvorfor ikke? Når det drejer sig om krigsførelse som Gud står bag, afgør han alene hvornår der skal føres krig, sådan som det fremgik af den foregående artikel. Gud kæmpede ikke for de kristne i det første århundrede, og han bemyndigede heller ikke dem til at gå i krig. På dette tidspunkt var Guds tid til at føre krig mod ondskab og undertrykkelse tydeligvis ikke inde.

Ligesom Guds tjenere i det gamle Israel måtte de kristne i det første århundrede altså vente indtil tiden var inde til at Gud ville gøre ende på ondskab og undertrykkelse. I mellemtiden måtte de ikke selv tage initiativ til at gå i krig mod deres fjender. Det fremgår klart af det Jesus sagde til sine disciple. Han sagde ikke at de skulle tage del i krig. I stedet gav han dem dette påbud: “Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer.” (Mattæus 5:44) Samtidig med at Jesus forudsagde at datidens Jerusalem ville blive angrebet af de romerske hære, gav han sine disciple besked på at de ikke skulle blive i byen og kæmpe, men flygte – og det gjorde de. – Lukas 21:20, 21.

Apostlen Paulus skrev desuden under inspiration: “I må ikke hævne jer, ... for der står skrevet: ‘Hævnen er min; jeg vil gengælde,’ siger Jehova.” (Romerne 12:19) Paulus citerede hvad Gud mange hundrede år tidligere havde sagt ifølge Tredje Mosebog 19:18 og Femte Mosebog 32:35. En af de metoder Gud i fortiden benyttede når han hævnede sit folk, var at han hjalp dem med at føre krig mod deres fjender. Paulus’ ord viser os altså at Guds syn på krig ikke havde ændret sig. I det første århundrede betragtede Gud stadig det at føre krig som en acceptabel metode til at hævne sine tjenere på og til at standse forskellige former for ondskab og undertrykkelse. Men ligesom i fortiden var det Gud alene der bestemte hvornår en sådan krigsførelse skulle finde sted, og hvem der skulle deltage i den.

Det fremgår tydeligt at Gud ikke bemyndigede kristne i det første århundrede til at føre krig. Men hvordan forholder det sig i dag? Har Gud givet nogen som helst mennesker bemyndigelse til at føre krig i dag? Eller er Guds tid nu inde til at gribe ind og føre krig til gavn for sine tjenere? Hvordan er Guds syn på krig i dag? Disse spørgsmål vil blive besvaret i den følgende artikel.